Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse

Nøgleord

1 Fri bevaegelighed for personer - arbejdstagere - faellesskabsbestemmelser - betingelser for anvendelse - udoevelse af retten til fri bevaegelighed

(EF-traktaten, art. 48; Raadets forordning nr. 1612/68, art. 7)

2 Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende - medlemsstaternes kompetence til selv at udforme deres sociale sikringsordninger - graenser - overholdelse af faellesskabsretten - traktatens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevaegelighed

3 Fri bevaegelighed for personer - arbejdstagere - ligebehandling - hoejere bidrag til sociale sikringsordninger for en arbejdstager, som i loebet af aaret har flyttet sin bopael fra en medlemsstat til en anden - ulovligt - begrundelse - foreligger ikke

(EF-traktaten, art. 48)

4 Fri bevaegelighed for personer - arbejdstagere - ligebehandling - en arbejdstager, som har flyttet sin bopael fra en medlemsstat til en anden - bidrag til sociale sikringsordninger - beregning

5 Fri bevaegelighed for personer - arbejdstagere - ligebehandling - national lovgivning, der foreskriver hoejere bidrag til sociale sikringsordninger for en arbejdstager, der i loebet af aaret har flyttet sin bopael fra en medlemsstat til en anden - uforenelighed med faellesskabsretten - virkninger

(EF-traktaten, art. 48)

Sammendrag

1 Traktatens artikel 48 og artikel 7 i forordning nr. 1612/68 kan paaberaabes af en arbejdstager over for den medlemsstat, i hvilken han er statsborger, saafremt han har boet og udoevet loennet beskaeftigelse i en anden medlemsstat.

Enhver statsborger i en medlemsstat, som har gjort brug af sin ret i henhold til arbejdskraftens frie bevaegelighed, og som har haft beskaeftigelse i en anden medlemsstat, er nemlig omfattet af de naevnte bestemmelsers anvendelsesomraade uanset sin bopael og sit statsborgerskab.

2 Den omstaendighed, at en national ordning vedroerer finansieringen af den sociale sikring, kan ikke udelukke anvendelsen af traktatens bestemmelser, herunder bestemmelserne om arbejdskraftens frie bevaegelighed.

I mangel af en harmonisering paa faellesskabsplan tilkommer det hver medlemsstat i lovgivningen at fastsaette vilkaarene for retten eller forpligtelsen til at blive tilsluttet en social sikringsordning, men medlemsstaterne skal imidlertid overholde faellesskabsretten ved udoevelsen af denne kompetence.

3 Traktatens artikel 48 er til hinder for, at en medlemsstat afkraever en arbejdstager, der i loebet af et aar har flyttet sin bopael fra en medlemsstat til en anden for at udoeve loennet beskaeftigelse dér, hoejere bidrag til sociale sikringsordninger end dem, som under tilsvarende omstaendigheder skulle betales af en arbejdstager, som i hele aaret har opretholdt sin bopael i den paagaeldende medlemsstat, uden at den foerstnaevnte arbejdstager i oevrigt oppebaerer ekstra sociale ydelser. En saadan ordning med opkraevning af sociale bidrag vil nemlig kunne afholde en statsborger i en medlemsstat fra at forlade den medlemsstat, hvor han er bosiddende, for at udoeve loennet beskaeftigelse i en anden medlemsstat, og udgoer derfor en hindring for arbejdskraftens frie bevaegelighed.

En saadan hindring kan hverken begrundes med den omstaendighed, at den foelger af en lovgivning, som har til formaal at forenkle og samordne opkraevningen af indkomstskat og bidrag til sociale sikringsordninger eller med, at der til andre opkraevningsmetoder er knyttet gennemfoerelsestekniske vanskeligheder, eller at der i visse situationer er andre fordele i forbindelse med indkomstbeskatningen, som kan medfoere kompensation eller endog overkompensation af skaden vedroerende bidrag til sociale sikringsordninger.

4 Ved bedoemmelsen af, om udgiften til bidrag til sociale sikringsordninger for en arbejdstager, der har flyttet sin bopael fra en medlemsstat til en anden for at udoeve loennet beskaeftigelse dér, er stoerre end for en arbejdstager, der har opretholdt sin bopael i samme medlemsstat, skal der tages hensyn til alle de indtaegter, der ifoelge den nationale lovgivning er relevante for fastsaettelsen af bidragsbeloebet, i givet fald ogsaa indtaegter af fast ejendom.

5 Saafremt den nationale lovgivning - der paalaegger en arbejdstager, der i loebet af et aar har flyttet sin bopael fra en medlemsstat til en anden for at udoeve loennet beskaeftigelse dér, hoejere bidrag til sociale sikringsordninger end dem, som under tilsvarende omstaendigheder skulle betales af en arbejdstager, som i hele aaret har opretholdt sin bopael i den paagaeldende medlemsstat, uden at den foerstnaevnte arbejdstager i oevrigt oppebaerer ekstra sociale ydelser - er i strid med traktatens artikel 48, har en arbejdstager, der flytter sin bopael fra en medlemsstat til en anden for at udoeve loennet beskaeftigelse dér, ret til, at hans bidrag til sociale sikringsordninger fastsaettes til samme niveau som de bidrag, der skal betales af en arbejdstager, der har opretholdt sin bopael i samme medlemsstat.

Parter

I sag C-18/95,

angaaende en anmodning, som Gerechtshof, Hertogenbosch (Nederlandene), i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

F.C. Terhoeve

mod

Inspecteur van de Belastingdienst Particulieren/Ondernemingen buitenland,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af EOEF-traktatens artikel 7 og 48 og af artikel 7, stk. 2, i Raadets forordning nr. 1612/68/EOEF af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet (EFT 1968 II, s. 467),

har

DOMSTOLEN

sammensat af formanden for Fjerde og Sjette Afdeling, P.J.G. Kapteyn, som fungerende praesident, afdelingsformaendene G. Hirsch og P. Jann samt dommerne G.F. Mancini (refererende dommer), J.C. Moitinho de Almeida, C. Gulmann, J.L. Murray, L. Sevón, M. Wathelet, R. Schintgen og K.M. Ioannou,

generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer D. Louterman-Hubeau,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- F.C. Terhoeve ved skattekonsulenter i Moret Ernst & Young F.W. van Eig og S. Feenstra

- den nederlandske regering ved juridisk konsulent A. Bos, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved B.J. Drijber og I. Martínez del Peral Cagigal, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 17. marts 1998 er afgivet mundtlige indlaeg af F.C. Terhoeve ved S. Feenstra, af den nederlandske regering ved juridisk konsulent M. Fierstra, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget, og af Kommissionen ved juridisk konsulent P.J. Kuijper, som befuldmaegtiget,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 30. april 1998,

afsagt foelgende

Dom

Dommens præmisser

1 Ved kendelse af 30. december 1994, indgaaet til Domstolen den 23. januar 1995, har Gerechtshof, Hertogenbosch, i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt Domstolen en raekke spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-traktatens artikel 7 og 48 samt af artikel 7, stk. 2, i Raadets forordning nr. 1612/68/EOEF af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet (EFT 1968 II, s. 467).

2 Disse spoergsmaal er blevet rejst under en tvist mellem F.C. Terhoeve og Inspecteur van de Belastingdienst Particulieren/Ondernemingen buitenland (herefter »Inspecteur«) vedroerende kombineret beskatning omfattende indkomstskat og bidrag til sociale sikringsordninger for 1990.

De nationale bestemmelser

3 Den nederlandske lovgivning - navnlig Algemene Ouderdomswet (lov om almindelig alderdomsforsikring), Algemene Weduwen- en Wezenwet (lov om almindelig forsikring for enker og for boern, der har mistet begge foraeldre eller en af dem), Algemene Arbeidsongeschiktheidswet (lov om almindelig forsikring mod uarbejdsdygtighed) og Algemene Wet Bijzondere Ziektekosten (lov om almindelig forsikring for saerlige udgifter i anledning af sygdom) - indeholder bestemmelser om obligatorisk forsikring, der i princippet gaelder for alle personer, der er bosiddende i Nederlandene.

4 Opkraevning af bidrag til sociale sikringsordninger er snaevert forbundet med opkraevning af loen- og indkomstskat. Indtil 1990 blev der paa grundlag af den skattepligtige indkomst foretaget to saerskilte ansaettelser af indkomstskat: én vedroerende bidrag til sociale sikringsordninger, og én vedroerende skat af indkomst i egentlig forstand. For at undgaa, at der opstod et misforhold mellem det betalte bidrag og de ydelser, der forventes udbetalt i henhold til de sociale sikringsordninger, var der i lovgivningen om sociale sikringsordninger fastsat bestemmelser om, at der ikke blev opkraevet bidrag for den del af indkomsten, der oversteg en bestemt graense. Det var endvidere bestemt, at saafremt den paagaeldende kun havde vaeret bidragspligtig i en del af aaret, skulle det maksimale bidragsbeloeb nedsaettes forholdsmaessigt.

5 Naar en person er bosiddende i Nederlandene i en del af et kalenderaar og i en anden del af aaret i udlandet, samtidig med at han i begge perioder oppebaerer indtaegter, der er skattepligtige i Nederlandene, forligger der en saerlig situation.

6 Indtil 1990 var der ingen bestemmelser i lovgivningen, der regulerede spoergsmaalet om, hvorvidt der for en saadan skattepligtig person skulle foretages én eller to ansaettelser af indkomstskat for det paagaeldende kalenderaar. I praksis blev der foretaget to ansaettelser af indkomstskat: én for den periode, hvori den skattepligtige var bosiddende i landet, og én for den periode, hvori han ikke var bosiddende. Derimod blev der kun foretaget én ansaettelse af bidrag til de sociale sikringsordninger.

7 I 1990 traadte den saakaldte »Oort«-lovgivning i kraft i Nederlandene, der havde til formaal at forenkle opkraevningen af indkomstskat og bidrag til sociale sikringsordninger. Begge opkraevninger foretages siden da ved en samlet ansaettelse saavel for skattepligtige, der er bosiddende i landet, som for skattepligtige, der ikke er bosiddende i landet.

8 Artikel 62 i Wet op de inkomstenbelasting (lov om indkomstskat, herefter »WIB«) bestemmer nu, at saafremt en skattepligtig i et kalenderaar er saavel indenlandsk som udenlandsk skattepligtig, foretages der en saerskilt ansaettelse af skatten af den udenlandske indkomst og af den indenlandske indkomst. Saafremt den skattepligtige tillige skal betale obligatorisk bidrag til sociale sikringsordninger, finder bestemmelserne for ansaettelse og opkraevning af indkomstskat tilsvarende anvendelse.

9 Ansaettelsen af bidrag til sociale sikringsordninger er i Nederlandene reguleret i Wet financiering volksverzekering (lov om finansiering af social sikring, herefter »WFV«). Ifoelge WFV's artikel 8 er den indkomst, der skal tages i betragtning ved beregningen af bidraget, den samme som den skattepligtige indkomst eller den skattepligtige indenlandske indkomst som omhandlet i WIB. Da de ydelser, som den bidragspligtige har ret til i henhold til de sociale sikringsordninger, dog ikke er knyttet til stoerrelsen af de indbetalte bidrag, er det i WFV's artikel 10, stk. 6, bestemt, at der kun skal betales bidrag af et beloeb, der svarer til det foerste trin paa indkomstskatteskalaen, saaledes at bidraget i princippet ikke overstiger et bestemt beloeb (herefter »loftet«).

10 WFV's artikel 8 giver ikke hjemmel til opkraevning af bidrag, saafremt en obligatorisk forsikret person har indkomst, som ikke er skattepligtig indenlandsk indkomst. Ifoelge artikel 6 i Uitvoeringsregeling premieheffing volksverzekeringen (gennemfoerelsesbekendtgoerelse om opkraevning af bidrag til sociale sikringsordninger) anses den, der er forsikret i kraft af virksomhed, hvis udbytte ikke er paalagt indkomstskat, med henblik paa anvendelsen af WFV's artikel 8 ogsaa for indkomstskattepligtig med hensyn til dette udbytte. For disse personer henregnes nettoindkomster fra virksomhed, for hvilken de er forsikret, med henblik paa anvendelsen af WFV's artikel 8, til den indenlandske skattepligtige indkomst med hensyn til indkomstbeskatning.

11 Det foelger heraf, at naar en person inden for samme aar har vaeret baade indenlandsk og udenlandsk skattepligtig, modtager han to samlede ansaettelser. For skattepligtige personer, der i hele aaret har vaeret obligatorisk forsikret i henhold til sociale sikringsordninger, gaar man dog i hver af disse ansaettelser ud fra det maksimale grundlag for opkraevning af bidrag til sociale sikringsordninger. Alt efter omstaendighederne i det enkelte tilfaelde kan denne ordning medfoere, at der skal betales et hoejere bidrag end det loft, der er beregnet paa grundlag af det foerste skalatrin for indkomstskatten. I visse tilfaelde kan denne skade kompenseres - endda overkompenseres - gennem andre fordele, der haenger sammen med den omstaendighed, at indkomstskatten beregnes paa grundlag af indkomsten i hver periode for sig, hvilket kan medfoere, at der anvendes lavere skattesatser.

Tvisten i hovedsagen

12 F.C. Terhoeve, der er nederlandsk statsborger, var fra den 1. januar til den 6. november 1990 bosiddende og arbejdede i Det Forenede Kongerige, hvor han var udstationeret af sin arbejdsgiver, der har hjemsted i Nederlandene. I denne periode var han i henhold til nederlandsk lovgivning udenlandsk skattepligtig med hensyn til opkraevning af indkomstskat. Af den arbejdsindkomst, han i disse maaneder oppebar i Det Forenede Kongerige, skulle han derfor ikke betale nederlandsk indkomstskat. Derimod var han fortsat forsikret i henhold til den obligatoriske nederlandske sociale sikringsordning.

13 Den 7. november 1990 flyttede F.C. Terhoeve til Nederlandene, og i resten af aaret var han indenlandsk skattepligtig i Nederlandene med hensyn til opkraevning af indkomstskat. For den nederlandske domstol har F.C. Terhoeve forklaret - hvilket ikke er blevet bestridt - at han i 1990 ikke har oppebaaret stoerstedelen af sin indkomst i én medlemsstat.

14 Den 29. april 1992 blev F.C. Terhoeve - for den periode, i hvilken han var indenlandsk skattepligtig - af Inspecteur paalagt en samlet ansaettelse af indkomstskat og bidrag til sociale sikringsordninger paa grundlag af en skattepligtig indkomst paa 15 658 NLG. I denne ansaettelse var medregnet et beloeb paa 1 441 NLG i bidrag til sociale sikringsordninger, beregnet af et beloeb paa 6 522 NLG. Den klage, der oprindelig blev indsendt over denne ansaettelse, blev trukket tilbage af F.C. Terhoeve, saaledes at ansaettelsen nu er endelig.

15 Den 30. juni 1992 paalagde Inspecteur F.C. Terhoeve - for den periode, i hvilken han var udenlandsk skattepligtig - endnu en samlet ansaettelse vedroerende indkomstskat paa grundlag af en skattepligtig indenlandsk indkomst paa 16 201 NLG, der omfattede indkomst af loennet beskaeftigelse i Nederlandene og indkomst af fast ejendom, der var beliggende i Nederlandene, samt et paa grundlag af et beloeb paa 98 201 NLG beregnet bidrag til sociale sikringsordninger paa 9 309 NLG, som svarer til det i WFV's artikel 10, stk. 6, omhandlede maksimumsbeloeb.

16 Inspecteur var naaet frem til dette bidragsbeloeb, da man tillige havde taget den indkomst - som ikke var undergivet nederlandsk indkomstbeskatning - som F.C. Terhoeve i 1990 havde oppebaaret ved loennet beskaeftigelse i Det Forenede Kongerige, i betragtning.

17 Paa grundlag af disse to ansaettelser skulle F.C. Terhoeve derfor i alt betale 10 750 NLG i bidrag til sociale sikringsordninger (1 441 NLG for den periode, hvori han var indenlandsk skattepligtig, og 9 309 NLG for den periode, hvori han var udenlandsk skattepligtig). En skattepligtig, der i hele aaret havde vaeret enten indenlandsk eller udenlandsk skattepligtig, skulle derimod i henhold til de gaeldende nederlandske bestemmelser ikke betale mere i bidrag end loftet paa 9 309 NLG.

18 Det er ubestridt, at betaling af et bidrag, der overstiger loftet, ikke giver ret til ekstra ydelser, da de ydelser, som den skattepligtige har ret til i henhold til sociale sikringsordninger, ikke er knyttet til stoerrelsen af det bidrag, der er betalt. F.C. Terhoeve har derfor for 1990 skullet betale mere end det maksimale loft, men han har ikke derved faaet ret til mere end en person, der har betalt bidrag svarende til loftet.

19 Den klage, som F.C. Terhoeve indgav mod den anden ansaettelse, blev afvist af Inspecteur.

20 Derefter indbragte F.C. Terhoeve sagen for Gerechtshof, Hertogenbosch, bl.a. under henvisning til, at den nederlandske lovgivning, som bl.a. foreskriver, at der skal foretages to saerskilte ansaettelser, uden at loftet for bidrag til sociale sikringsordninger nedsaettes forholdsmaessigt efter den tilbagelagte periode, er i strid med traktatens artikel 48. Ifoelge F.C. Terhoeve medfoerer beregningen af bidrag til sociale sikringsordninger for perioden 1. januar til 6. november 1990 en indirekte forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet i den forstand, at udvandrere og indvandrere, som paalaegges hoejere bidrag, hovedsagelig er statsborgere i andre medlemsstater.

21 Inspecteur har for den nationale ret derimod gjort gaeldende, uden at dokumentere dette med naermere oplysninger, at naesten halvdelen af de udenlandsk skattepligtige og fiktivt udenlandsk skattepligtige er nederlandske statsborgere. F.C. Terhoeve var ikke i stand til at fremkomme med en begrundet indsigelse mod rigtigheden af dette anbringende.

22 Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at F.C. Terhoeve's anbringende i henhold til nederlandske bevisregler i skattesager derfor maa afvises.

23 For det foerste er det ifoelge den nationale domstol ikke sikkert, at et forhold som det i hovedsagen foreliggende er omfattet af traktatens artikel 48. For det andet rejser retten det spoergsmaal, om nederlandske bevisregler kan anvendes uden indskraenkninger, eller om faellesskabsretten indebaerer bestemte principper eller regler paa omraadet. For det tredje er retten i tvivl om den noejagtige raekkevidde af de faellesskabsretlige bestemmelser om arbejdskraftens frie bevaegelighed. Endelig rejser retten spoergsmaalet om, hvad konsekvenserne ville vaere, hvis de nederlandske bestemmelser var i strid med faellesskabsretten.

24 Da Gerechtshof, Hertogenbosch, var af den opfattelse, at det var noedvendigt at anmode Domstolen om en fortolkning af faellesskabsretten, har den udsat sagen og forelagt foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»1) Finder faellesskabsrettens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevaegelighed anvendelse paa en person, som er statsborger i en medlemsstat, som i loebet af aaret flytter sin bopael fra en anden medlemsstat til den medlemsstat, hvori han er statsborger, og som i dette aar successivt udoever loennet beskaeftigelse i hver af disse medlemsstater, naar der ikke er tale om, at han i dette aar har erhvervet stoerstedelen af sin indkomst i én af de to medlemsstater?

2) a) Foelger det af faellesskabsrettens regler, navnlig af EOEF-traktatens artikel 7 og artikel 48, stk. 2, samt af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68, at der ved anvendelse af en lovbestemt ordning, som med hensyn til opkraevning af bidrag til sociale sikringsordninger stiller udvandrere og indvandrere mindre fordelagtigt, skal anvendes en formodning for, at denne mindre fordelagtige behandling hovedsagelig rammer statsborgere fra andre stater?

b) Saafremt spoergsmaal a) besvares bekraeftende, er der da tale om en afkraeftelig eller uafkraeftelig formodning?

c) Saafremt der er tale om en afkraeftelig formodning, er mulighederne for afkraeftelse heraf da alene bestemt af national procesret, navnlig den paagaeldende medlemsstats bevisregler, eller stiller ogsaa faellesskabsretten krav hertil?

d) Saafremt faellesskabsretten stiller krav til afkraeftelsen af denne formodning, hvilken betydning skal der da i den foreliggende sag tillaegges foelgende omstaendigheder:

- Den sagsoegte myndighed har anfoert, at den - langt stoerre - kategori af skattepligtige, der bor i udlandet, for naesten halvdelens vedkommende udgoeres af egne statsborgere, uden under sagen at fremfoere de oplysninger, som denne opfattelse er baseret paa.

- Sagsoegeren, som har paaberaabt sig indirekte forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, har ikke bestridt rigtigheden af myndighedens ovennaevnte opfattelse.

- Den sagsoegte myndighed er betydeligt bedre end sagsoegeren i stand til at indsamle oplysninger, som eventuelt vil kunne afkraefte den naevnte formodning?

3) Findes der en regel i faellesskabsretten, som uanset spoergsmaalet, om der er tale om (indirekte) forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, er til hinder for, at en medlemsstat over for en arbejdstager, som i loebet af et kalenderaar flytter sin bopael fra denne medlemsstat til en anden medlemsstat, eller omvendt, i aaret for flytningen foretager en hoejere ansaettelse af bidraget til sociale sikringsordninger end over for en arbejdstager, som under i oevrigt samme omstaendigheder i hele dette aar har opretholdt sin bopael i én medlemsstat?

4) Saafremt opkraevning af et hoejere bidrag som omtalt i det forrige spoergsmaal i princippet er i strid med EOEF-traktatens artikel 7 eller artikel 48, stk. 2, eller med nogen anden regel i faellesskabsretten, kan denne foranstaltning i saa fald begrundes ud fra en eller flere af foelgende omstaendigheder, eventuelt set i indbyrdes sammenhaeng:

- Foranstaltningen foelger af en lovbestemt ordning, som af hensyn til forenkling af opkraevningen gaar ud paa, at opkraevning af indkomstskat og af bidrag til sociale sikringsordninger i vidt omfang, om end ikke fuldstaendigt, skal falde sammen.

- Loesninger, som, naar denne sammenhaeng bevares, modvirker den naevnte opkraevning af hoejere bidrag, foerer til gennemfoerelsestekniske problemer eller til muligheden for overkompensation.

- I nogle tilfaelde, om end ikke i dette tilfaelde, er det samlede tryk af indkomstskat og bidrag til sociale sikringsordninger lavere for indvandrere og udvandrere i aaret for flytningen end for personer, som under i oevrigt samme omstaendigheder har beholdt samme bopael hele aaret?

5) a) Saafremt opkraevning af et hoejere bidrag som omhandlet i spoergsmaal 3 er i strid med EOEF-traktatens artikel 7 eller artikel 48, stk. 2, eller med nogen anden regel i faellesskabsretten, skal der i saa fald ved vurderingen af, om der i et konkret tilfaelde faktisk er tale om opkraevning af et hoejere bidrag, alene tages hensyn til arbejdsindkomsten eller ogsaa til den paagaeldendes oevrige indkomster, f.eks. indtaegter af fast ejendom?

b) Saafremt andre indkomster end arbejdsindkomsten skal lades ude af betragtning, hvorledes skal det da beregnes, om og i hvilket omfang opkraevningen af bidrag paa grundlag af arbejdsindkomsten foerer til, at den paagaeldende vandrende arbejdstager stilles mindre fordelagtigt?

6) a) Saafremt der i det foreliggende tilfaelde maatte vaere tale om en tilsidesaettelse af en regel i faellesskabsretten, er den nationale domstol da forpligtet til at afhjaelpe denne tilsidesaettelse, ogsaa selv om det kraever, at der foretages et valg mellem forskellige alternativer, som hver isaer har fordele og ulemper?

b) Saafremt den nationale domstol i dette tilfaelde faktisk afhjaelper en tilsidesaettelse af faellesskabsretten, giver sidstnaevnte da anvisninger med hensyn til det valg, som den herved skal foretage mellem forskellige taenkelige loesninger?«

Det foerste spoergsmaal

25 Med det foerste spoergsmaal oensker den nationale domstol naermere bestemt at faa oplyst, om traktatens artikel 48 og artikel 7 i forordning nr. 1612/68 kan paaberaabes af en arbejdstager over for den medlemsstat, i hvilken han er statsborger, naar han har boet og udoevet loennet beskaeftigelse i en anden medlemsstat.

26 Det bemaerkes, at ifoelge fast retspraksis kan traktatens bestemmelser om fri bevaegelighed for personer og de retsakter, der er udstedt til gennemfoerelse heraf, ikke finde anvendelse paa aktiviteter, som ikke har tilknytning til nogen af de forhold, faellesskabsretten gaelder for, og som udgoer et rent internt forhold i en medlemsstat (dom af 28.1.1992, sag C-332/90, Steen, Sml. I, s. 341, praemis 9, af 16.1.1997, sag C-134/95, USSL n_ 47 di Biella, Sml. I, s. 195, praemis 19, af 5.6.1997, forenede sager C-64/96 og C-65/96, Uecker og Jacquet, Sml. I, s. 3171, praemis 16, og af 2.7.1998, forenede sager C-225/95, C-226-95 og C-227/95, Kapasakalis m.fl., Sml. I, s. 4239, praemis 22).

27 Som Domstolen imidlertid har fastslaaet, navnlig i dom af 23. februar 1994 (sag C-419/92, Scholz, Sml. I, s. 505, praemis 9), er enhver statsborger i en medlemsstat, som har gjort brug af sin ret i henhold til arbejdskraftens frie bevaegelighed, og som har haft beskaeftigelse i en anden medlemsstat, saaledes omfattet af de naevnte bestemmelsers anvendelsesomraade uanset sin bopael og sit statsborgerskab.

28 I den foreliggende sag betyder dette, at selv om F.C. Terhoeve, som er nederlandsk statsborger, over for de nederlandske myndigheder oensker at paaberaabe sig bestemmelserne om arbejdskraftens frie bevaegelighed, har dette ingen virkning for anvendelsen af disse bestemmelser. F.C. Terhoeve har netop klaget over, at han er blevet behandlet mindre fordelagtigt, fordi han har udfoert arbejde i en anden medlemsstat.

29 Det foerste spoergsmaal skal derfor besvares med, at traktatens artikel 48 og artikel 7 i forordning nr. 1612/68 kan paaberaabes af en arbejdstager over for den medlemsstat, i hvilken han er statsborger, saafremt han har boet og udoevet loennet beskaeftigelse i en anden medlemsstat.

Det andet og det tredje spoergsmaal

30 Med det andet og det tredje spoergsmaal, som behandles samlet, oensker den nationale domstol naermere bestemt at faa oplyst, om traktatens artikel 7 og artikel 48 eller artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 er til hinder for, at en medlemsstat afkraever en arbejdstager, der i loebet af et aar har flyttet sin bopael fra én medlemsstat til en anden for at udoeve loennet beskaeftigelse dér, hoejere bidrag til sociale sikringsordninger, end dem, som under tilsvarende omstaendigheder skulle betales af en arbejdstager, som i hele aaret har opretholdt sin bopael i den paagaeldende medlemsstat, uden at den foerstnaevnte arbejdstager i oevrigt oppebaerer ekstra sociale ydelser. Saafremt besvarelsen af dette spoergsmaal maatte vaere afhaengig af, at der er tale om forskelsbehandling af arbejdstagere, der er statsborgere i andre medlemsstater, oensker den nationale domstol yderligere at faa oplyst, om der under saadanne omstaendigheder er formodning for forskelsbehandling, og i bekraeftende fald om denne formodning kan afkraeftes, og i bekraeftende fald paa hvilke betingelser.

31 Det bemaerkes indledningsvis, at i henhold til artikel 14, stk. 1, litra a), i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som affattet ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6), er en person, der paa en medlemsstats omraade har loennet beskaeftigelse for en virksomhed, hvortil han normalt er knyttet, og som af denne virksomhed udsendes til en anden medlemsstats omraade for dér at udfoere et arbejde for denne virksomheds regning, fortsat omfattet af lovgivningen i den foerstnaevnte medlemsstat, forudsat at varigheden af dette arbejde ikke paaregnes at overstige ét aar, og at han ikke udsendes for at afloese en anden person, hvis udstationeringsperiode er udloebet.

32 Det foelger heraf, at med hensyn til social sikring er en person, der befinder sig i F.C. Terhoeve's situation, derfor i princippet fortsat omfattet af nederlandsk lovgivning i den periode, i hvilken han udoever loennet beskaeftigelse i Det Forenede Kongerige.

33 Derefter skal det argument undersoeges, som den nederlandske regering har fremfoert under den mundtlige forhandling, nemlig at da faellesskabsretten ikke begraenser medlemsstaternes kompetence til selv at udforme deres sociale sikringsordninger (dom af 7.2.1984, sag 238/82, Duphar m.fl., Sml. s. 523, af 17.2.1993, forenede sager C-159/91 og C-160/91, Poucet og Pistre, Sml. I, s. 637, af 26.3.1996, sag C-238/94, García m.fl., Sml. I, s. 1673, og af 17.6.1997, sag C-70/95, Sodemare m.fl., Sml. I, s. 3395), kan de nationale myndigheder selv frit udforme deres finansieringsordninger.

34 Det bemaerkes, at i mangel af en harmonisering paa faellesskabsniveau tilkommer det foelgelig hver medlemsstat i lovgivningen at fastsaette vilkaarene for retten eller forpligtelsen til at blive tilsluttet en social sikringsordning, men at medlemsstaterne imidlertid skal overholde faellesskabsretten ved udoevelsen af denne kompetence (jf. isaer domme af 28.4.1998, sag C-120/95, Decker, Sml. I, s. 1831, praemis 22 og 23, og sag C-158/96, Kohll, Sml. I, s. 1931, praemis 18 og 19).

35 Den omstaendighed, at den i hovedsagen omhandlede ordning vedroerer finansieringen af den sociale sikring, kan derfor ikke udelukke anvendelsen af traktatens bestemmelser, herunder bestemmelserne om arbejdskraftens frie bevaegelighed.

36 Med hensyn til traktatens artikel 48, som skal gennemgaas foerst, har Domstolen gentagne gange udtalt, at denne bestemmelse er udtryk for et grundlaeggende princip, som er fastslaaet i EF-traktatens artikel 3, litra c), hvori det hedder, at Faellesskabets virke, med de i artikel 2 naevnte maal for oeje, skal indebaere fjernelse af hindringerne for den frie bevaegelighed for personer mellem medlemsstaterne (jf. navnlig dom af 7.7.1976, sag 118/75, Watson og Belmann, Sml. s. 1185, praemis 16, og af 7.7.1992, sag C-370/90, Singh, Sml. I, s. 4265, praemis 15).

37 Domstolen har ligeledes fastslaaet, at alle traktatens bestemmelser vedroerende den frie bevaegelighed for personer skal goere det lettere for faellesskabsborgerne at udoeve erhvervsmaessig beskaeftigelse af enhver art paa hele Faellesskabets omraade, og at disse bestemmelser indeholder et forbud mod foranstaltninger, som kan skade disse borgere, saafremt de oensker at udoeve en erhvervsmaessig beskaeftigelse paa en anden medlemsstats omraade (jf. dom af 7.7.1988, sag 143/87, Stanton, Sml. s. 3877, praemis 13, dommen i Singh-sagen, praemis 16, samt dom af 15.12.1995, sag C-415/93, Bosman, Sml. I, s. 4921, praemis 94).

38 Medlemsstaternes statsborgere har saaledes navnlig en ret, som de afleder direkte af traktaten, til at forlade deres oprindelsesland og rejse ind i og tage ophold i en anden medlemsstat med henblik paa dér at udoeve en erhvervsmaessig beskaeftigelse (jf. bl.a. dom af 5.2.1991, sag C-363/89, Roux, Sml. I, s. 273, praemis 9, Singh-dommen, praemis 17, samt Bosman-dommen, praemis 95).

39 Bestemmelser, som forhindrer en statsborger i en medlemsstat i at forlade sit oprindelsesland med henblik paa at udoeve retten til fri bevaegelighed, eller som faar ham til at afholde sig fra dette forehavende, udgoer derfor hindringer for denne frihed, uanset om de finder anvendelse uafhaengigt af de paagaeldende arbejdstageres nationalitet (jf. dom af 7.3.1991, sag C-10/90, Masgio, Sml. I, s. 1119, praemis 18 og 19, og Bosman-dommen, praemis 96).

40 En statsborger i en medlemsstat ville kunne blive afholdt fra at forlade den medlemsstat, hvor han er bosiddende, for at udoeve loennet beskaeftigelse i en anden medlemsstat som omhandlet i traktaten, saafremt han skulle betale hoejere bidrag til sociale sikringsordninger, end saafremt han var blevet boende hele aaret i samme medlemsstat, uden at han dog dermed faar ret til ekstra sociale ydelser som kompensation for det hoejere bidrag.

41 Det foelger heraf, at en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede derfor udgoer en hindring for arbejdskraftens frie bevaegelighed, som i princippet er forbudt i henhold til traktatens artikel 48. Det er derfor ikke noedvendigt at undersoege, om der er tale om indirekte forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, som kan vaere forbudt i medfoer af traktatens artikel 7 og 48 eller i medfoer af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68, og det er heller ikke noedvendigt at undersoege, hvilke formodningsregler, der eventuelt finder anvendelse i denne henseende.

42 Det andet og det tredje spoergsmaal skal derfor besvares med, at traktatens artikel 48 er til hinder for, at en medlemsstat afkraever en arbejdstager, der i loebet af et aar har flyttet sin bopael fra én medlemsstat til en anden for at udoeve loennet beskaeftigelse dér, hoejere bidrag til sociale sikringsordninger end dem, som under tilsvarende omstaendigheder skulle betales af en arbejdstager, som i hele aaret har opretholdt sin bopael i den paagaeldende medlemsstat, uden at den foerstnaevnte arbejdstager i oevrigt oppebaerer ekstra sociale ydelser.

Det fjerde spoergsmaal

43 Under hensyn til besvarelsen af de foregaaende spoergsmaal maa det antages, at den nationale domstol med det fjerde spoergsmaal oensker at faa oplyst, om opkraevningen af hoejere bidrag fra en arbejdstager, der flytter sin bopael fra én medlemsstat til en anden for at udoeve loennet beskaeftigelse dér, og som i princippet er i strid med traktatens artikel 48, kan vaere berettiget, for det foerste fordi den foelger af en lovgivning, som har til formaal at forenkle og samordne opkraevningen af indkomstskat og af bidrag til sociale sikringsordninger, og for det andet fordi der til andre opkraevningsmetoder er knyttet gennemfoerelsestekniske vanskeligheder, og for det tredje, fordi andre fordele i forbindelse med indkomstbeskatningen i visse situationer kan foere til kompensation eller endog overkompensation af skaden i forbindelse med opkraevningen af bidrag.

44 Med hensyn til den foerste begrundelse skal det bemaerkes, at medlemsstaterne i princippet fortsat frit kan regulere opkraevning af skatter og bidrag til sociale sikringsordninger, og at de naturligvis kan tilstraebe en forenkling og samordning af bestemmelserne herom. Men uanset hvor oenskeligt dette end er, kan det ikke tjene som begrundelse for, at de rettigheder, som borgerne har i medfoer af traktatens bestemmelser, hvori deres grundrettigheder er forankret, tilsidesaettes.

45 Det samme gaelder for den anden begrundelse, som den nationale domstol henviser til. Forvaltningsmaessige hensyn kan nemlig ikke begrunde, at en medlemsstat fraviger faellesskabsrettens regler. Dette princip maa saa meget mere gaelde, saafremt den paagaeldende fravigelse medfoerer, at udoevelsen af en af de grundlaeggende rettigheder, som udspringer af faellesskabsretten, udelukkes eller begraenses (jf. i denne retning dom af 4.12.1986, sag 205/84, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 3755, praemis 54).

46 Med hensyn til den tredje begrundelse, som den nationale domstol har anfoert, er det under hensyn til sagens akter tilstraekkeligt at fastslaa, at en person, der befinder sig i F.C. Terhoeve's situation, ikke har nogen som helst fordel ved beregningen af indkomstskatten. Den omstaendighed, at andre arbejdstagere, som i aarets loeb har flyttet deres bopael og befinder sig i en anden situation end F.C. Terhoeve, kan faa fordele for saa vidt angaar beregningen af indkomstskatten, kan ikke ophaeve eller udligne den ovenfor beskrevne hindring for den frie bevaegelighed (jf. i denne retning dom af 7.6.1988, sag 20/85, Roviello, Sml. s. 2805).

47 Det fjerde spoergsmaal skal derfor besvares med, at en opkraevning af hoejere bidrag fra en arbejdstager, der flytter sin bopael fra én medlemsstat til en anden for at udoeve loennet beskaeftigelse dér, og som i princippet er i strid med traktatens artikel 48, ikke kan begrundes med, at den foelger af en lovgivning, som har til formaal at forenkle og samordne opkraevningen af indkomstskat og af bidrag til sociale sikringsordninger eller med, at der til andre opkraevningsmetoder er knyttet gennemfoerelsestekniske vanskeligheder, eller at der i visse situationer er andre fordele i forbindelse med indkomstbeskatningen, som kan medfoere kompensation eller endog overkompensation af skaden vedroerende bidrag til sociale sikringsordninger.

Det femte spoergsmaal

48 Med det femte spoergsmaal oensker den nationale ret naermere bestemt at faa oplyst, om der ved bedoemmelsen af, om udgiften til bidrag til sociale sikringsordninger for en arbejdstager, der har flyttet sin bopael fra én medlemsstat til en anden for at udoeve loennet beskaeftigelse dér, er stoerre end for en arbejdstager, der har opretholdt sin bopael i samme medlemsstat, kun skal tages hensyn til arbejdsindkomst eller ogsaa til andre indtaegter, f.eks. indtaegter af fast ejendom.

49 Indledningsvis bemaerkes, at traktatens artikel 48 kun finder anvendelse paa arbejdstagere og paa personer, som flytter for at soege arbejde. Personer, der har indtaegter fra andre kilder, navnlig fra fast ejendom, er saaledes ikke omfattet af denne bestemmelse.

50 En person, som henhoerer under artikel 48's personelle anvendelsesomraade, kan dog paaberaabe sig denne bestemmelse for at anfaegte en national lovgivning, som indebaerer en hindring for hans ret til fri bevaegelighed, uanset hvad der danner grundlag for denne hindring.

51 For det andet tilkommer det, da de nationale lovgivninger ikke er harmoniseret paa faellesskabsplan, i princippet medlemsstaterne at fastsaette, hvilke indkomster der skal tages hensyn til ved beregningen af bidrag til sociale sikringsordninger.

52 Saafremt den nationale lovgivning ved fastsaettelsen af stoerrelsen af bidragene til sociale sikringsordninger ikke kun tager arbejdsindtaegter i betragtning, men tillige andre indkomster, maa den dog ikke herigennem stille de arbejdstagere, som i loebet af et aar flytter for at udfoere arbejde paa en anden medlemsstats omraade, ugunstigere end de arbejdstagere, som bliver boende i samme medlemsstat. Foelgelig har karakteren af den indkomst, som indgaar i beregningen af bidragene til sociale sikringsordninger, ikke nogen relevans for hovedsagen.

53 Det femte spoergsmaal skal derfor besvares med, at ved bedoemmelsen af, om udgiften til bidrag til sociale sikringsordninger for en arbejdstager, der har flyttet sin bopael fra én medlemsstat til en anden for at udoeve loennet beskaeftigelse dér, er stoerre end for en arbejdstager, der har opretholdt sin bopael i samme medlemsstat, skal der tages hensyn til alle de indtaegter, der ifoelge den nationale lovgivning er relevante for fastsaettelsen af bidragsbeloebet, i givet fald ogsaa indtaegter af fast ejendom.

Det sjette spoergsmaal

54 Under hensyn til besvarelsen af de foregaaende spoergsmaal omhandler det sjette spoergsmaal de virkninger, som er forbundet med den nationale domstols konstatering af, at den omtvistede nationale lovgivning er i strid med traktatens artikel 48.

55 Som Domstolen allerede har udtalt i dom af 4. december 1974 (sag 41/74, Van Duyn, Sml. s. 1337), har traktatens artikel 48 umiddelbar virkning i medlemsstaternes retsorden og hjemler borgerne rettigheder, som de nationale domstole skal beskytte.

56 Efter fast retspraksis har enhver national ret inden for sin kompetence pligt til at anvende faellesskabsretten fuldt ud og til at beskytte de rettigheder, som faellesskabsretten tillaegger borgerne, idet den skal undlade at anvende enhver modstridende bestemmelse i national lov.

57 I oevrigt bemaerkes, at saafremt national ret i strid med faellesskabsretten behandler grupper af personer forskelligt, skal medlemmerne af den gruppe, der stilles ugunstigt, behandles paa samme maade og vaere omfattet af de samme regler som de oevrige beroerte, idet disse regler er de eneste, man kan henholde sig til, naar faellesskabsretten ikke er korrekt anvendt (jf. mutatis mutandis dom af 4.12.1986, sag 71/85, Federatie Nederlandse Vakbeweging, Sml. s. 3855, af 24.3.1987, sag 286/85, McDermott og Cotter, Sml. s. 1453, af 13.12.1989, sag C-102/88, Ruzius-Wilbrink, Sml. s. 4311, af 27.6.1990, sag C-33/89, Kowalska, Sml. I, s. 2591, og af 7.2.1991, sag C-184/89, Nimz, Sml. I, s. 297).

58 Derfor skal de bidrag til sociale sikringsordninger, som skal betales af en arbejdstager, der flytter fra én medlemsstat til en anden for at udoeve loennet beskaeftigelse dér, fastsaettes til samme niveau som de bidrag, der skal betales af en arbejdstager, der har opretholdt sin bopael i samme medlemsstat.

59 Det sjette spoergsmaal skal derfor besvares med, at saafremt den omtvistede nationale lovgivning er i strid med traktatens artikel 48, har en arbejdstager, der flytter sin bopael fra én medlemsstat til en anden for at udoeve loennet beskaeftigelse dér, ret til, at hans bidrag til sociale sikringsordninger fastsaettes til samme niveau som de bidrag, der skal betales af en arbejdstager, der har opretholdt sin bopael i samme medlemsstat.

Afgørelse om sagsomkostninger

Sagens omkostninger

60 De udgifter, der er afholdt af den nederlandske regering og af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Afgørelse

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Gerechtshof, Hertogenbosch, ved kendelse af 30. december 1994, for ret:

1) EOEF-traktatens artikel 48 og artikel 7 i Raadets forordning nr. 1612/68/EOEF af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet kan paaberaabes af en arbejdstager over for den medlemsstat, i hvilken han er statsborger, saafremt han har boet og udoevet loennet beskaeftigelse i en anden medlemsstat.

2) Traktatens artikel 48 er til hinder for, at en medlemsstat afkraever en arbejdstager, der i loebet af et aar har flyttet sin bopael fra én medlemsstat til en anden for at udoeve loennet beskaeftigelse dér, hoejere bidrag til sociale sikringsordninger end dem, som under tilsvarende omstaendigheder skulle betales af en arbejdstager, som i hele aaret har opretholdt sin bopael i den paagaeldende medlemsstat, uden at den foerstnaevnte arbejdstager i oevrigt oppebaerer ekstra sociale ydelser.

3) En opkraevning af hoejere bidrag fra en arbejdstager, der flytter sin bopael fra én medlemsstat til en anden for at udoeve loennet beskaeftigelse dér, og som i princippet er i strid med traktatens artikel 48, kan ikke begrundes med, at den foelger af en lovgivning, som har til formaal at forenkle og samordne opkraevningen af indkomstskat og af bidrag til sociale sikringsordninger eller med, at der til andre opkraevningsmetoder er knyttet gennemfoerelsestekniske vanskeligheder, eller at der i visse situationer er andre fordele i forbindelse med indkomstbeskatningen, som kan medfoere kompensation eller endog overkompensation af skaden vedroerende bidrag til sociale sikringsordninger.

4) Ved bedoemmelsen af, om udgiften til bidrag til sociale sikringsordninger for en arbejdstager, der har flyttet sin bopael fra én medlemsstat til en anden for at udoeve loennet beskaeftigelse dér, er stoerre end for en arbejdstager, der har opretholdt sin bopael i samme medlemsstat, skal der tages hensyn til alle de indtaegter, der ifoelge den nationale lovgivning er relevante for fastsaettelsen af bidragsbeloebet, i givet fald ogsaa indtaegter af fast ejendom.

5) Saafremt den omtvistede nationale lovgivning er i strid med traktatens artikel 48, har en arbejdstager, der flytter sin bopael fra én medlemsstat til en anden for at udoeve loennet beskaeftigelse dér, ret til, at hans bidrag til sociale sikringsordninger fastsaettes til samme niveau som de bidrag, der skal betales af en arbejdstager, der har opretholdt sin bopael i samme medlemsstat.