Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse

Nøgleord

++++

Fiskale bestemmelser ° harmonisering af lovgivningerne ° omsaetningsafgifter ° faelles mervaerdiafgiftssystem ° afgiftspligtige transaktioner ° privat anvendelse af et virksomhedsgode koebt med ret til fradrag ° beskatning af de ydelser, der leveres i forbindelse med vedligeholdelse og drift af godet, og som ikke giver ret til fradrag ° ikke tilladt ° den relevante bestemmelse kan paaberaabes af private

[Raadets direktiv 77/388, art. 6, stk. 2, litra a)]

Sammendrag

Artikel 6, stk. 2, litra a), i sjette direktiv 77/388 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsaetningsafgifter skal fortolkes saaledes, at den udelukker beskatning af privat brug af et gode, der er bestemt for virksomheden, og ved hvis levering den afgiftspligtige har kunnet fradrage mervaerdiafgiften, for saa vidt som denne brug omfatter tjenesteydelser udfoert af tredjemaend med henblik paa vedligeholdelse eller brug af godet, uden at den afgiftspligtige har mulighed for at fradrage den indgaaende afgift.

Ovennaevnte bestemmelse kan, for saa vidt som den foreskriver denne undtagelse, paaberaabes af borgerne for de kompetente nationale domstole.

Dommens præmisser

1 Ved kendelse af 18. april 1991 indgaaet til Domstolen den 29. juli 1991 har Bundesfinanzhof i henhold til EOEF-traktatens artikel 177 forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 6, stk. 2, i Raadets sjette direktiv 77/388/EOEF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsaetningsafgifter ° Det faelles mervaerdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1, herefter benaevnt "sjette direktiv").

2 Disse spoergsmaal er blevet rejst under en sag anlagt af Gerhard Mohsche til proevelse af en afgoerelse fra Finanzamt Muenchen III vedroerende fastsaettelsen af omsaetningsafgift for 1983.

3 I 1983 anvendte sagsoegeren i hovedsagen, der er vaerktoejsfabrikant, en personbil, der var bestemt for hans virksomhed, til private formaal. Ved fastsaettelsen af den for 1983 skyldige mervaerdiafgift medregnede Finanzamt i beskatningsgrundlaget et beloeb svarende til afskrivning af bilen samt en procentvis andel af visse omkostninger med hensyn til brugen og vedligeholdelsen af bilen.

4 Sagsoegeren anlagde sag ved Finanzgericht, Muenchen, til proevelse af Finanzamt' s afgoerelse. Finanzgericht fastslog, at Finanzamt med rette havde medregnet afskrivningen af personbilen i beskatningsgrundlaget, men at nogle af de til vedligeholdelse eller brug af bilen afholdte omkostninger, navnlig garageleje, bilafgift, forsikring og parkeringsafgifter, ikke maatte inddrages i beskatningsgrundlaget, da sagsoegeren hverken havde erlagt eller fradraget mervaerdiafgift for dem.

5 Finanzamt ankede dommen til Bundesfinanzhof, som er i tvivl om, hvorvidt § 1, stk. 1, nr. 2, litra b), i den tyske Umsatzsteuergesetz 1980 (USTG) udgoer en korrekt gennemfoerelse af sjette direktivs artikel 6, stk. 2. Den har derfor besluttet at udsaette sagen paa Domstolens afgoerelse af foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) Indeholder artikel 6, stk. 2, i sjette direktiv 77/388/EOEF med hensyn til privat brug af et gode, der er bestemt for virksomheden, ved hvis levering den afgiftspligtige kunne fradrage omsaetningsafgiften, et forbud mod paalaeggelse af afgift, for saa vidt denne brug ogsaa omfatter tjenesteydelser, som den afgiftspligtige har faaet udfoert af tredjemaend til vedligeholdelse eller til brug af godet uden mulighed for fradrag?

2) Saafremt spoergsmaal 1 besvares bekraeftende: Kan en afgiftspligtig paaberaabe sig dette forbud for nationale domstole?"

6 Hvad naermere angaar de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg for Domstolen henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Foerste spoergsmaal

7 Med hensyn til det foerste spoergsmaal bemaerkes for det foerste, at sjette direktivs artikel 6, stk. 2, litra a), er affattet saaledes:

"Foelgende sidestilles med tjenesteydelser mod vederlag:

a) anvendelsen af et gode, der er bestemt for virksomheden, til privat brug for den afgiftspligtige person selv eller for hans personale eller i oevrigt til virksomheden uvedkommende formaal, saafremt dette gode har givet ret til fuldt eller delvis fradrag af mervaerdiafgiften

b) ...".

8 Det bemaerkes dernaest, at Domstolen har fastslaaet, at det fremgaar af opbygningen af sjette direktiv, at artikel 6, stk. 2, litra a), skal forhindre, at der ikke opkraeves afgift af et virksomhedsgode, der anvendes til privat brug, og at der derfor kun skal opkraeves afgift af privat brug af dette gode, saafremt det har givet ret til fradrag af den moms, som belastede det ved erhvervelsen (dom af 27.6.1989, sag 50/88, Kuehne, Sml. s. 1925, praemis 8).

9 En saadan beskatning af et virksomhedsgode, som ikke har givet ret til fradrag af den residuelle mervaerdiafgift, ville nemlig foere til en dobbeltbeskatning, som er i strid med princippet om afgiftsneutralitet, der danner grundlaget for det faelles mervaerdiafgiftssystem, sjette direktiv er en del af (dommen i Kuehne-sagen, praemis 10).

10 Det skal derfor undersoeges, om der med henblik paa beskatningen af privat brug af et gode, der er bestemt for virksomheden, og som allerede har givet ret til fradrag af den omsaetningsafgift, der paahvilede erhvervelsen, ud over den egentlige brug af godet skal tages hensyn til de udgifter, som den afgiftspligtige har afholdt til vedligeholdelse eller brug af godet, naar disse udgifter ikke har givet den afgiftspligtige ret til fradrag af indgaaende afgift.

11 Ordlyden af sjette direktivs artikel 6, stk. 2, litra a), indeholder intet holdepunkt for, hvorledes udtrykket "anvendelsen af et gode" skal forstaas. Dette udtryk kan nemlig forstaas i snaever forstand, saaledes at der kun menes den egentlige anvendelse af et gode, eller i vid forstand, saaledes at det ogsaa omfatter tjenesteydelser og andre omkostninger i forbindelse med anvendelsen.

12 Den tyske regering har anfoert, at sjette direktivs artikel 6, stk. 2, litra a), kun kraever, at godet skal have givet ret til fuldt eller delvis fradrag af mervaerdiafgiften; foelgelig skal "anvendelsen af et gode" forstaas i vid forstand, saaledes at udtrykket omfatter alle dermed forbundne udgifter, uanset om de har givet ret til fradrag eller ej.

13 Denne opfattelse er imidlertid uforenelig med formaalet med sjette direktivs artikel 6, stk. 2, litra a). Til forskel fra saedvanlige tjenesteydelser ° som principielt er afgiftspligtige uden hensyn til, om de goder og tjenesteydelser, som anvendes ved deres erlaeggelse, giver ret til fradrag af mervaerdiafgiften ° er den private brug af et gode nemlig kun undtagelsesvis afgiftspligtig.

14 Derfor skal udtrykket "anvendelsen af et gode" fortolkes snaevert; det omfatter kun brugen af selve godet. Derfor henhoerer biudgifter i tilknytning til denne anvendelse ikke under sjette direktivs artikel 6, stk. 2, litra a).

15 Det foerste spoergsmaal skal derfor besvares med, at sjette direktivs artikel 6, stk. 2, litra a), skal fortolkes saaledes, at den udelukker beskatning af privat brug af et gode, der er bestemt for virksomheden, og ved hvis levering den afgiftspligtige har kunnet fradrage mervaerdiafgiften, for saa vidt som denne brug omfatter tjenesteydelser udfoert af tredjemaend med henblik paa vedligeholdelse eller brug af godet, uden at den afgiftspligtige har mulighed for at fradrage den indgaaende afgift.

Andet spoergsmaal

16 Med det andet spoergsmaal oensker den forelaeggende ret at faa oplyst, om en afgiftspligtig for de nationale retter kan paaberaabe sig sjette direktivs artikel 6, stk. 2, litra a), for saa vidt som denne bestemmelse udelukker beskatning af privat brug af et gode, der er bestemt for virksomheden, og som allerede har givet ret til fradrag af mervaerdiafgiften, for saa vidt som denne brug omfatter tjenesteydelser udfoert af tredjemaend med henblik paa vedligeholdelse eller brug af godet, uden at den afgiftspligtige har mulighed for at fradrage den indgaaende afgift.

17 Det bemaerkes, at ifoelge Domstolens praksis (bl.a. dom af 19.1.1982, sag 8/81, Becker, Sml. s. 53) kan private stoette ret paa de bestemmelser i et direktiv, som ud fra et indholdsmaessigt synspunkt fremstaar som ubetingede og tilstraekkeligt praecise, over for enhver national regel, der ikke er i overensstemmelse med direktivet.

18 Det foelger af svaret paa det foerste spoergsmaal, at under de dér beskrevne omstaendigheder indeholder sjette direktivs artikel 6, stk. 2, litra a), et forbud mod at underkaste privat brug af et gode, der er bestemt for virksomheden, mervaerdiafgift. Dette forbud er ubetinget; dets gennemfoerelse og dets virkninger beror ikke paa nogen som helst foranstaltning fra Faellesskabets eller en medlemsstats side. Det kan derfor have direkte virkninger i retsforholdet mellem medlemsstaterne og deres borgere.

19 Det andet spoergsmaal skal derefter besvares med, at en afgiftspligtig for de nationale retter kan paaberaabe sig sjette direktivs artikel 6, stk. 2, litra a), for saa vidt som denne bestemmelse udelukker beskatning af privat brug af et virksomhedsgode, som allerede har givet ret til fradrag af mervaerdiafgiften, for saa vidt som denne brug omfatter tjenesteydelser udfoert af tredjemaend med henblik paa vedligeholdelse eller brug af godet, uden at den afgiftspligtige har mulighed for at fradrage den indgaaende afgift.

Afgørelse om sagsomkostninger

Sagens omkostninger

20 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Afgørelse

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Bundesfinanzhof ved kendelse af 18. april 1991, for ret:

1) Artikel 6, stk. 2, litra a), i Raadets sjette direktiv 77/388/EOEF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsaetningsafgifter ° Det faelles mervaerdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag, skal fortolkes saaledes, at den udelukker beskatning af privat brug af et gode, der er bestemt for virksomheden, og ved hvis levering den afgiftspligtige har kunnet fradrage mervaerdiafgiften, for saa vidt som denne brug omfatter tjenesteydelser udfoert af tredjemaend med henblik paa vedligeholdelse eller brug af godet, uden at den afgiftspligtige har mulighed for at fradrage den indgaaende afgift.

2) En afgiftspligtig kan for de nationale retter paaberaabe sig sjette direktivs artikel 6, stk. 2, litra a), for saa vidt som denne bestemmelse udelukker beskatning af privat brug af et virksomhedsgode, som allerede har givet ret til fradrag af mervaerdiafgiften, for saa vidt som denne brug omfatter tjenesteydelser udfoert af tredjemaend med henblik paa vedligeholdelse eller brug af godet, uden at den afgiftspligtige har mulighed for at fradrage den indgaaende afgift.