C-154/08 - Kommissionen mod Spanien

Printed via the EU tax law app / web





Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 12. november 2009 –
Kommissionen mod Spanien

(Sag C-154/08)

»Traktatbrud – sjette momsdirektiv – artikel 2 og artikel 4, stk. 1, 2 og 5 – harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter – det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag – afgiftspligtige – virksomhed eller transaktioner udført af »registradores de la propiedad« i deres funktioner vedrørende afgiftsberegning og som ejere af et kontor for opgørelser på realkreditområdet – økonomisk virksomhed – selvstændig virksomhed – offentligretlige organer, der udøver virksomhed inden for rammerne af varetagelsen af offentlige opgaver – tilsidesættelse af fællesskabsretten, som kan tilskrives en national ret«

1.                     Traktatbrudssøgsmål – stævning – angivelse af klagepunkter og anbringender – formkrav – påstande affattet utvetydigt [art. 226 EF; statutten for Domstolen, art. 21; Domstolens procesreglement, art. 38, stk. 1, litra c)] (jf. præmis 60, 63 og 67)

2.                     Fiskale bestemmelser – harmonisering af lovgivningerne – omsætningsafgifter – det fælles merværdiafgiftssystem – økonomisk virksomhed, der udøves selvstændigt, som omhandlet i sjette direktivs artikel 4 (Rådets direktiv 77/388, art. 2 og art. 4, stk. 1 og 2) (jf. præmis 90, 93, 97, 103, 107, 109, 118 og 127 samt domskonkl.)

3.                     Medlemsstater – forpligtelser – undladelse – ansvar (art. 226 EF) (jf. præmis 125 og 126)

Angående

Traktatbrud – tilsidesættelse af artikel 2 og artikel 4, stk. 1 og 2, i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter – Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1) – afgiftspligtige – virksomhed eller transaktioner udført af »registradores de la propiedad«.

Konklusion

1)         Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 2 og artikel 4, stk. 1 og 2, i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter – Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag, idet det anser de ydelser, som »registradores de la propiedad« i deres funktioner vedrørende afgiftsberegning og som ejere af et »oficina liquidadora de distrito hipotecario« (kontor for opgørelser på realkreditområdet) leverer til et »Comunidad Autónoma« (spansk selvstyrende region), for ikke at være undergivet merværdiafgift.

2)         Kongeriget Spanien betaler sagens omkostninger.