Generaladvokatens forslag til afgørelse

++++

Hr. praesident,

De herrer dommere,

1. Der er i naervaerende sag nedlagt paastand om, at det fastslaas, at Kongeriget Spanien har overtraadt artikel 2, stk. 1, i Raadets sjette direktiv 77/388/EOEF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsaetningsafgifter - Det faelles mervaerdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1, herefter benaevnt "direktivet") og saaledes har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Traktaten ved at indroemme fritagelse for mervaerdiafgift ved levering af tjenesteydelser, som - eventuelt mod betaling af ophavsretsafgifter - foretages af billedhuggere, forfattere, litteraere medarbejdere, grafikere og fotografer ved aviser og tidsskrifter, komponister, forfattere af teaterstykker og forfattere, som udarbejder og bearbejder manuskripter, handling og drejeboeger til audiovisuelle vaerker.

2. Jeg skal indledningsvis kort redegoere for visse af sagens faktiske omstaendigheder, som er af betydning for argumentationen i mit forslag til afgoerelse, idet jeg i oevrigt henviser til retsmoederapporten.

I henhold til § 7, stk. 2, i den spanske lov nr. 30 af 2. august 1985, hvorved mervaerdiafgiftsordningen blev indfoert, skulle de naevnte tjenesteydelser paalaegges moms med en reduceret sats paa 6%.

To aar senere blev der imidlertid vedtaget en lov om intellektuel ejendomsret (lov nr. 22 af 11.11.1987), hvorefter de samme tjenesteydelser var fritaget for moms.

Det er denne fritagelse - der efter Kommissionens opfattelse er i strid med det i direktivets artikel 2, stk. 1, opstillede princip om en generel afgift - som er genstanden for naervaerende sag.

3. Den spanske regering har anfoert, at den paagaeldende fritagelse er berettiget i henhold til undtagelsesbestemmelsen i direktivets artikel 28, stk. 3, litra b).

Denne bestemmelse fastslaar, at medlemsstaterne i overgangsperioden (som skulle vaere udloebet den 1. januar 1983, men siden er blevet forlaenget) "fortsat [kan] fritage de transaktioner, der er opregnet i bilag F, paa de i medlemsstaten gaeldende betingelser". Blandt de tjenesteydelser, som i henhold til bilag F kan fritages, er netop tjenesteydelser, der praesteres af "forfattere, kunstnere, herunder udoevende kunstnere".

Efter den spanske regerings opfattelse giver bestemmelsen alle medlemsstaterne, herunder de medlemsstater, som er tiltraadt Faellesskabet senere, mulighed for i den i artikel 28, stk. 4, omhandlede overgangsperiode at opretholde de fritagelser, som var gaeldende paa tidspunktet for ivaerksaettelsen af sjette direktiv.

Eftersom der i henhold til den spanske ordning, der var gaeldende forud for momsordningen, ikke var afgiftspligt for de tjenesteydelser, som er genstand for naervaerende sag, er Spanien ifoelge den spanske regering berettiget til at anvende en overgangsordning med afgiftsfritagelse for de paagaeldende tjenesteydelser i overensstemmelse med artikel 28.

4. Kommissionen har afvist dette synspunkt, idet den har fremfoert to argumenter herfor. For det foerste finder Kommissionen, at da artikel 28, stk. 3, har karakter af en undtagelsesbestemmelse, kan den i mangel af en saerlig bestemmelse i tiltraedelsesakten ikke finde anvendelse paa en medlemsstat, som er tiltraadt Faellesskabet senere. Dette bekraeftes ifoelge Kommissionen modsaetningsvis af den omstaendighed, at det for Portugals vedkommende er udtrykkelig naevnt i tiltraedelsesakten, at der er mulighed for at fritage visse af de i artikel 28, stk. 3, litra b), omhandlede transaktioner for moms. Derimod indeholder akten om Spaniens tiltraedelse ikke nogen henvisning til den paagaeldende bestemmelse, hvorfor det maa betragtes som udelukket, at Spanien kan paaberaabe sig artikel 28, stk. 3, litra b), som grundlag for de omtvistede fritagelser.

For det andet har Kommissionen anfoert, at selv om det maatte laegges til grund, at Spanien kan paaberaabe sig den omhandlede undtagelsesbestemmelse, ligger den fritagelse, som er genstand for naervaerende sag, under alle omstaendigheder uden for bestemmelsens anvendelsesomraade og kan saaledes paa ingen maade begrundes i den paagaeldende bestemmelse. Ifoelge Kommissionen giver bestemmelsen efter sin klare ordlyd udelukkende mulighed for "fortsat (at) fritage" bestemte transaktioner. Den giver altsaa udelukkende mulighed for at opretholde en fritagelsesordning, som allerede var gaeldende, men indebaerer et forbud mod at indfoere en fritagelsesordning, naar der én gang har vaeret tale om momspligt for bestemte tjenesteydelser. I det konkrete tilfaelde staar det fast, at de omhandlede former for virksomhed i overensstemmelse med sjette direktiv var afgiftspligtige i Spanien i henhold til den almindelige momsordning i lov nr. 30 af 2. august 1985 indtil ikrafttraedelsen af lov nr. 22 af 11. november 1987, dvs. i mere end to aar. Fritagelsen i henhold til 1987-loven udgoer saaledes klart en ny fritagelse, som absolut ikke er berettiget i henhold til artikel 28, stk. 3, litra b).

5. Lad mig straks slaa fast, at det efter min opfattelse er det sidste af Kommissionens to argumenter, der er afgoerende.

Bestemmelsens ordlyd er saerdeles klar. Den giver udelukkende mulighed for fortsat at fritage bestemte transaktioner "paa de i medlemsstaten gaeldende betingelser". Bestemmelsen giver derimod ikke mulighed for uden videre at fritage en hvilken som helst transaktion, som ikke var afgiftspligtig forud for direktivets ikrafttraeden. Med andre ord kan en medlemsstat, der - som Spanien i det foreliggende tilfaelde - i forbindelse med gennemfoerelsen af direktivet har indfoert momspligt for bestemte former for virksomhed, ikke efterfoelgende paaberaabe sig artikel 28, stk. 3, litra b), som grundlag for at indfoere en momsfritagelse for de samme former for virksomhed ved ikke at anvende den faelles afgiftsordning herpaa. At give medlemsstaterne en saadan mulighed ville ud over at vaere helt uberettiget ud fra den omhandlede bestemmelses klare ordlyd vaere i strid med de principper om afgiftens generelle og neutrale karakter, som danner grundlag for direktivet og, som det med rette er anfoert af Kommissionen, er noeglen til fortolkningen af de regler, der har karakter af undtagelsesbestemmelser.

Denne fortolkning ligger efter min opfattelse i oevrigt helt paa linje med Domstolens dom af 8. juli 1986 (sag 73/85, Kerrutt, Sml. s. 2219), hvor det blev fastslaaet, at den omhandlede bestemmelse "efter sin ordlyd [er] til hinder for indfoerelsen af nye afgiftsfritagelser eller udvidelse af gaeldende fritagelsers omfang efter direktivets ikrafttraedelse".

6. Paa baggrund af det saaledes anfoerte mener jeg, at der kan gives Kommissionen medhold i sagen, uden at det er noedvendigt at foretage en naermere undersoegelse af det andet af Kommissionen fremfoerte argument, nemlig at den tiltraedende stat i mangel af relevante bestemmelser herom i tiltraedelsesakten ikke kan paaberaabe sig artikel 28, stk. 3, litra b). Argumentet forekommer i oevrigt ikke overbevisende, da den tiltraedende stat i mangel af saerlige begraensninger eller undtagelser indtraeder i samtlige rettigheder og forpligtelser i henhold til gaeldende faellesskabsret, hvilket i relation til sjette direktiv noedvendigvis ogsaa indbefatter bestemmelserne i artikel 28.

7. Jeg foreslaar herefter Domstolen at give Kommissionen medhold i sagen og tilpligte sagsoegte at betale sagens omkostninger.

(*) Originalsprog: italiensk.