EU tax law WEB Commission v Germany - C-600/10

12.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/11

—

Det fastslås, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 63 TEUF samt EØS-aftalens artikel 40, idet den har opretholdt lovgivning, ifølge hvilken udbytte, der udloddes til en begrænset skattepligtig pensionsfond såvel som renter, der betales til en sådan pensionsfond og til begrænset skattepligtige pensionskasser, skattemæssigt behandles mindre fordelagtigt end udbytte, henholdsvis renter, der udloddes eller betales til ubegrænset skattepligtige pensionskasser eller ubegrænset skattepligtige pensionsfonde.

—

Forbundsrepublikken Tyskland tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Ved beskatningen af de renter, som modtages af pensionskasser, opkræves ingen kapitalindkomstskat og heller ingen selskabsskat, hvis modtageren af renterne er en skattemæssigt hjemmehørende skattefritaget pensionskasse. I det tilfælde bortfalder enhver beskatning af denne indkomst. For ikke skattemæssigt hjemmehørende pensionskasser er der ikke foreskrevet nogen tilsvarende fritagelse fra kapitalindkomstskatten, således at denne i ethvert tilfælde opkræves med et beløb på 25 % af bruttobeløbet, hvortil kommer solidaritetstillægsbeskatning.

Ved beskatningen af de udbytter, som modtages af pensionsfonde, kan de skattemæssigt hjemmehørende pensionsfonde lade kapitalindkomstskatten indgå i en ligningsmæssig ordning. Dette har for det første til følge, at driftsudgifter kan fradrages ved skatteberegningen, således at kun nettoindkomsten beskattes. For det andet medfører det, at kapitalindkomstskatten pålignes som en del af det almindelige skattetilsvar, således at den almindelige selskabsskattesats på 15 % finder anvendelse. Ikke skattemæssigt hjemmehørende pensionsfonde kan imidlertid ikke benytte sig af nogen af disse tilpasninger: For disse udelukker de anfægtede retsforskrifter ethvert fradrag for driftsomkostninger, herunder for sådanne, som har direkte tilknytning til de i indlandet opnåede indkomster.

Hvad angår beskatningen af de renter, som modtages af pensionsfonde, ligner den i det væsentlige retstilstanden for udbytter, der betales til pensionsfonde: Ligesom det er tilfældet for udbytter, behandles ikke skattemæssigt hjemmehørende pensionsfonde både med hensyn til fradrag for driftsudgifter og med hensyn til skattesatsen mindre fordelagtigt.

Det er Kommissionens opfattelse, at denne mindre fordelagtige behandling af ikke skattemæssigt hjemmehørende pensionskasser og pensionsfonde er uforenelig med de frie kapitalbevægelser. Den pågældende sondring er ikke i nogen af tilfældene objektiv begrundet.

Artikel 63 TEUF forbyder alle foranstaltninger, der stiller grænseoverskridende kapitalbevægelser ringere end indenlandske kapitalbevægelser. I denne sammenhæng kan artikel 65, stk. 1, litra a), TEUF ikke fortolkes således, at enhver skattelovgivning, som gør forskel mellem skattepligtige afhængigt af, hvor de er hjemmehørende, eller i hvilken medlemsstat de investerer deres kapital, uden videre er forenelig med traktaten. Bestemmelsen begrænses i medfør af artikel 65, stk. 3, TEUF, som fastsætter, at de i artikel 63, stk. 1, omtalte nationale bestemmelser hverken må udgøre et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af den frie bevægelighed for kapital og betalinger, som defineret i artikel 63. Sådanne sondringer er kun forenelige med EU-retten, for så vidt de finder anvendelse på omstændigheder, der ikke er objektivt sammenlignelige, eller hvis de er begrundet i tvingende almene hensyn. En sådan begrundelse er kun gyldig i det omfang, at ordningen ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det forfulgte mål.

Med hensyn til spørgsmålet om fradrag for driftsudgifter ønsker Kommissionen at gøre opmærksom på, at medlemsstaterne også er forpligtede til at overholde de i traktaten grundfæstede diskriminationsforbud for så vidt angår kildebeskatning. I denne sammenhæng kan kildestaten ikke henholde sig til ensidigt fastsat lovgivning i en anden medlemsstat for at unddrage sig sine egne forpligtelser. Tyskland har ikke gjort gældende, at det er blevet aftalt med de andre medlemsstater, at disse giver fradrag for driftsudgifter i stedet for Tyskland. Selv hvis en sådan aftale forelå, ville den ofte ikke opnå målet, som eksempelvis i tilfælde hvor de omhandlede indtægter er skattefritaget i den anden medlemsstat, eller hvor den skattepligtige samlet set ikke har opnået et overskud. Derudover kan fradrag i den stat, hvor den skattepligtige er hjemmehørende, med hensyn til beregningsmetoden ikke erstatte fradrag i kildestaten. I dette tilfælde beskatter begge stater i princippet den samme indkomst. Derfor opnås en beskatning, som omfatter nettoindkomst og ikke bruttoindkomst, kun når begge stater anvender deres retsregler om fradrag for driftsudgifter. Fradrag i kildestaten medfører således ikke et dobbelt fradrag, men sikrer kun en ligebehandling i forhold til den rent indenlandske situation.