7.1.2019 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 4/12 |
Sag anlagt den 3. oktober 2018 — Republikken Polen mod Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union
(Sag C-626/18)
(2019/C 4/16)
Processprog: polsk
Parter
Sagsøger: Republikken Polen (ved B. Majczyna, som befuldmægtiget)
Sagsøgte: Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union
Sagsøgerens påstande
— |
Artikel 1, nr. 2), litra a), artikel 1, nr. 2), litra b), og artikel 3, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/957 af 28. juni 2018 om ændring af direktiv 96/71/EF om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (1) annulleres. |
— |
Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne. |
— |
Subsidiært, såfremt Domstolen er af den opfattelse, at de anfægtede bestemmelser i direktiv 2018/957/EU ikke kan adskilles fra resten af direktivet uden at ændre dets væsentligste indhold, annulleres direktiv (EU) 2018/957 i sin helhed. |
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Republikken Polen har fremført følgende anbringender mod de anfægtede bestemmelser i direktiv 2018/957:
1) |
Anbringende om indførelse af begrænsninger, der er forbudte i henhold til artikel 56 TEUF, for den frie bevægelighed for tjenesteydelser inden for Unionen for så vidt angår statsborgere i medlemsstaterne, der er bosat i en anden medlemsstat end modtageren af den pågældende tjenesteydelse, ved:
|
2) |
Anbringende om tilsidesættelse af artikel 53, stk. 1, TEUF, og artikel 62 TEUF ved vedtagelsen af foranstaltninger, der er støttet på disse bestemmelser, som ikke har til formål at lette udøvelsen af en selvstændig erhvervsvirksomhed (lettelse af leveringen af grænseoverskridende tjenesteydelser), men går imod dette formål. |
3) |
Anbringende om tilsidesættelse af artikel 53, stk. 1, TEUF, og artikel 62 TEUF, sammenholdt med artikel 58, stk. 1, TEUF, ved anvendelse af det anfægtede direktiv på vejtransportsektoren (artikel 3, stk. 3). |
Republikken Polen har navnlig anført, at hovedformålet med de anfægtede bestemmelser, der vedrører aflønning af udstationerede arbejdstagere, er en begrænsning af den frie udveksling af tjenesteydelser gennem en stærkere belastning af tjenesteyderne, for at fjerne deres konkurrencefordel, som følger af de lavere lønningssatser, der gælder i hjemstedsstaten. De indførte ændringer fører til en forskelsbehandling af de tjenesteydere, der leverer grænseoverskridende tjenesteydelser. Disse ændringer er ikke begrundet i tvingende almene hensyn, navnlig ikke i hensyn vedrørende social beskyttelse af arbejdstagere og en fair konkurrence. Derudover tilsidesætter de proportionalitetsprincippet.
(1) EUT 2018, L 173, s. 16.