Available languages

Taxonomy tags

Info

References in this case

References to this case

Share

Highlight in text

Go

Avis juridique important

|

61995J0247

Domstolens Dom (Sjette Afdeling) af 6. februar 1997. - Finanzamt Augsburg-Stadt mod Marktgemeinde Welden. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Bundesfinanzhof - Tyskland. - Sjette momsdirektiv - Udlejning af fast ejendom - Offentlig myndighed. - Sag C-247/95.

Samling af Afgørelser 1997 side I-00779


Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse

Nøgleord


Fiskale bestemmelser - harmonisering af lovgivningerne - omsaetningsafgifter - det faelles mervaerdiafgiftssystem - afgiftspligtige - offentligretlige organer - ingen afgiftspligt for virksomhed, der er udoevet i egenskab af offentlig myndighed - begreb - omfatter efter medlemsstaternes valg virksomhed, der er afgiftsfritaget efter sjette direktivs artikel 13, uanset hvorledes den udoeves

(Raadets direktiv 77/388, art. 4, stk. 5, fjerde afsnit)

Sammendrag


Artikel 4, stk. 5, fjerde afsnit, i sjette direktiv 77/388 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsaetningsafgifter skal fortolkes saaledes, at medlemsstaterne kan anse den virksomhed, der er naevnt i direktivets artikel 13, for at vaere udoevet af offentligretlige organer i disses egenskab af offentlige myndigheder, ogsaa selv om virksomheden udoeves paa tilsvarende maade som af en privat erhvervsdrivende. Denne bestemmelse opstiller ingen sondring hvad angaar den form for virksomhed, der er afgiftsfritaget efter direktivets artikel 13, og som medlemsstaterne er berettiget til at anse for virksomhed, der er udoevet i egenskab af offentlig myndighed, naar de udoeves af et offentligretligt organ.

Parter


I sag C-247/95,

angaaende en anmodning, som Bundesfinanzhof (Tyskland) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Finanzamt Augsburg-Stadt

mod

Marktgemeinde Welden,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af artikel 4, stk. 1, 2 og 5, samt artikel 13, punkt B og C, i Raadets sjette direktiv 77/388/EOEF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsaetningsafgifter - Det faelles mervaerdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1),

har

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, G.F. Mancini, og dommerne J.L. Murray, C.N. Kakouris, P.J.G. Kapteyn og H. Ragnemalm (refererende dommer),

generaladvokat: A. La Pergola

justitssekretaer: R. Grass,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Finanzamt Augsburg-Stadt ved kontorchef Alto Schwarz, som befuldmaegtiget

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent Juergen Grunwald, som befuldmaegtiget,

paa grundlag af den refererende dommers rapport,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 24. oktober 1996,

afsagt foelgende

Dom

Dommens præmisser


1 Ved kendelse af 21. marts 1995, indgaaet til Domstolen den 17. juli 1995, har Bundesfinanzhof i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt Domstolen tre praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 4, stk. 1, 2 og 5, samt artikel 13, punkt B og C, i Raadets sjette direktiv 77/388/EOEF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsaetningsafgifter - Det faelles mervaerdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1, herefter »det sjette direktiv«).

2 Spoergsmaalene er rejst under en sag mellem Finanzamt Augsburg-Stadt og en tysk kommune, Marktgemeinde Welden (herefter »kommunen«). Sagen drejer sig om, hvorvidt kommunen er en afgiftspligtig person i momsbestemmelsernes forstand.

3 Begrebet afgiftspligtig person er defineret i det sjette direktivs artikel 4. Hvad angaar offentligretlige organer bestemmer artikel 4, stk. 5, saaledes:

»Stater, regioner, amter, kommuner og andre offentligretlige organer anses ikke for afgiftspligtige personer for saa vidt angaar virksomhed eller transaktioner, som de udoever eller foretager i deres egenskab af offentlig myndighed, ogsaa selv om de i forbindelse med denne virksomhed eller disse transaktioner modtager gebyrer, afgifter, bidrag eller vederlag.

Naar de udoever saadanne former for virksomhed eller foretager saadanne transaktioner, skal de dog betragtes som afgiftspligtige personer for saa vidt angaar disse former for virksomhed eller disse transaktioner, saafremt deres fritagelse for afgiftspligten ville foere til konkurrencefordrejning af en vis betydning.

Under alle omstaendigheder anses de ovennaevnte organer for afgiftspligtige personer for saa vidt angaar de i bilag D opregnede former for virksomhed, medmindre den udoevede virksomhed er ubetydelig.

Medlemsstaterne kan anse den virksomhed, som udoeves af ovennaevnte organer, og som er fritaget for afgift i henhold til artikel 13 eller 28, for virksomhed udoevet i egenskab af offentlig myndighed.«

4 I det sjette direktivs artikel 13 bestemmes, at visse former for virksomhed eller transaktioner er fritaget for afgift. Blandt disse former for virksomhed eller transaktioner naevnes i artikel 13, punkt B, litra b), bortforpagtning og udlejning af fast ejendom med undtagelse af visse transaktioner, som ikke er omhandlet i denne sag.

5 Efter det sjette direktivs artikel 13, punkt C, kan medlemsstaterne dog indroemme afgiftspligtige personer ret til at vaelge at erlaegge afgift i tilfaelde af bortforpagtning og udlejning af fast ejendom.

6 I henhold til § 4, nr. 12, i Umsatzsteuergesetz af 1980 (den tyske lov om omsaetningsafgift, herefter »UStG«) er udlejning og bortforpagtning af fast ejendom som hovedregel fritaget for omsaetningsafgift.

7 Ifoelge UStG's § 9 kan en erhvervsdrivende betragte en omsaetning, der er afgiftsfritaget bl.a. i medfoer af lovens § 4, nr. 12, som om den var afgiftspligtig, naar omsaetningen er gennemfoert hos en anden erhvervsdrivende for dennes virksomhed.

8 Ved »erhvervsdrivende« forstaas ifoelge UStG's § 2, stk. 1, »enhver, der udoever selvstaendig erhvervsmaessig virksomhed«. Ifoelge § 2, stk. 3, udoever offentligretlige juridiske personer dog kun saadan virksomhed inden for rammerne af deres erhvervsforetagender og deres land- og skovbrugsbedrifter.

9 Det fremgaar af hovedsagens akter, at kommunen har opfoert en ny ejendom, hvori den har bortforpagtet lokaler til et bryggeri, som driver en restauration i lokalerne. Kommunen har ikke selv stillet restaurationens inventar, saasom komfurer, maskiner, emhaetter, moeblement og service, til raadighed.

10 Kommunen gav i medfoer af UStG's § 9 afkald paa den afgiftsfritagelse for lejen, som gaelder efter § 4, nr. 12, og angav omsaetningsafgiften af udgifterne i forbindelse med ejendommens opfoerelse som indgaaende afgift.

11 Afgiftsmyndigheden, Finanzamt Augsburg-Stadt, anerkendte imidlertid ikke kommunens afkald, da den fandt, at bortforpagtningen af restaurationen i den nye ejendom ikke var en erhvervsmaessig virksomhed, idet det inventar, som var noedvendigt til driften, ikke var bortforpagtet samtidig hermed. Da kommunen ikke havde handlet som erhvervsdrivende, kunne den ikke anses for afgiftspligtig efter momsbestemmelserne.

12 Kommunen anlagde herefter sag til proevelse af denne beslutning ved Finanzgericht, som gav den medhold af foelgende grunde: Det er almindeligt anerkendt i Tyskland, at bortforpagtning af en bedrift kun sidestilles med erhvervsmaessig virksomhed, saafremt bortforpagteren anskaffer det til bedriften noedvendige inventar og overlader dette til forpagterens brug. I modsat fald er der tale om formueforvaltning. Det fremgaar imidlertid af bestemmelserne i det sjette direktiv, at offentligretlige organer kun naegtes status som erhvervsdrivende, saafremt de handler i egenskab af offentlig myndighed. Da kommunen i det foreliggende tilfaelde ikke i forhold til forpagteren havde handlet i sin egenskab af offentlig myndighed, men inden for rammerne af en privatoekonomisk transaktion, maatte den i denne relation anses for erhvervsdrivende, og den kunne derfor direkte paaberaabe sig det sjette direktiv.

13 Finanzamt Augsburg-Stadt indgav revisionsanke til Bundesfinanzhof, som besluttede at udsaette sagen og at forelaegge Domstolen foelgende tre praejudicielle spoergsmaal:

»1) Kan medlemsstaterne efter artikel 4, stk. 5, fjerde afsnit, i direktiv 77/388/EOEF med hensyn til offentligretlige organer behandle afgiftsfritaget virksomhed, som det er valgfrit at goere afgiftspligtig, som en virksomhed, disse organer udoever i deres egenskab af offentlig myndighed, selv om de udoever denne virksomhed paa samme retlige vilkaar og paa samme maade som private erhvervsdrivende?

2) Saafremt det foerste spoergsmaal skal besvares benaegtende:

Kan omfanget af valgfriheden med hensyn til afgiftspaalaeggelse i henhold til artikel 13, punkt C, stk. 2, i direktiv 77/388/EOEF begraenses paa en saadan maade, at den i direktivets artikel 13, punkt C, stk. 1, omhandlede virksomhed kun paa bestemte betingelser kan betragtes som en erhvervsmaessig virksomhed, saafremt den udoeves af offentligretlige organer?

3) Saafremt ogsaa dette spoergsmaal skal besvares benaegtende:

Kan et offentligretligt organ ogsaa direkte paaberaabe sig artikel 4, stk. 1 og 2, jf. stk. 5, i direktiv 77/388/EOEF til stoette for at modsaette sig anvendelsen af en national retsforskrift, saafremt anvendelsen af de naevnte direktivbestemmelser ganske vist indirekte har en begunstigende virkning i kraft af fradraget for indgaaende afgift, men i oevrigt virker bebyrdende?«

Det foerste spoergsmaal

14 Kommissionen har anfoert, at medlemsstaterne efter det sjette direktivs artikel 4, stk. 5, fjerde afsnit, kan anse visse offentligretlige organer, der ellers efter direktivets systematik principielt maa anses for afgiftspligtige, for ikke at vaere afgiftspligtige, naar deres virksomhed er fritaget for afgift i henhold til direktivets artikel 13. Efter Kommissionens opfattelse foerer de to mulige loesninger - enten ikke at anse offentligretlige organer for at vaere afgiftspligtige personer eller at anse dem for at vaere afgiftspligtige, men at fritage dem for afgiften - dog til samme resultat.

15 Artikel 4, stk. 5, fjerde afsnit, er imidlertid en undtagelsesbestemmelse fra den principielle ordning, som er indfoert ved det sjette direktiv, og boer derfor efter Kommissionens opfattelse fortolkes strengt, saaledes at den kun gaelder for virksomhed, som er afgiftsfritaget efter artikel 13, for saa vidt som virksomheden i artikel 13 udtrykkeligt omtales som en virksomhed, der udfoeres af offentligretlige organer.

16 Kommissionen er foelgelig af den opfattelse, at medlemsstaterne ikke efter det sjette direktivs artikel 4, stk. 5, fjerde afsnit, er berettiget til at udelukke offentligretlige organer fra afgiftspligt, naar de udfoerer virksomhed, der - som tilfaeldet er med bortforpagtning og udlejning af fast ejendom - ikke opfylder den i foregaaende praemis anfoerte betingelse.

17 Herom bemaerkes for det foerste, at den virksomhed, der udoeves i egenskab af offentlig myndighed i det sjette direktivs artikel 4, stk. 5, foerste afsnits forstand, er den, som varetages af offentligretlige organer paa grundlag af deres saerlige status, hvilket dog ikke omfatter den virksomhed, som de paagaeldende organer udoever paa samme retlige vilkaar som private erhvervsdrivende (dom af 17.10.1989, forenede sager 231/87 og 129/88, Ufficio distrettuale delle imposte dirette di Fiorenzuola d'Arda m.fl., Sml. s. 3233, og af 15.5.1990, sag C-4/89, Commune di Carpaneto Piacentino m.fl., Sml. I, s. 1869, praemis 8).

18 I den foreliggende sag fremgaar det ikke af sagens akter, at kommunen har handlet som offentlig myndighed i det sjette direktivs artikel 4, stk. 5, foerste afsnits forstand. Det fremgaar tvaertimod, at udlejningen er sket paa samme retlige vilkaar som dem, der gaelder for private erhvervsdrivende. Efter denne bestemmelse kan kommunen derfor ikke naegtes at vaere afgiftspligtig.

19 Der skal imidlertid henvises til direktivets artikel 4, stk. 5, fjerde afsnit, hvorefter medlemsstaterne har mulighed for, ud over den virksomhed fra offentligretlige organers side, der ikke er afgiftspligtig i medfoer af artikel 4, stk. 5, foerste afsnit, at anse virksomhed, der er fritaget for afgift i henhold til direktivets artikel 13, for virksomhed udoevet i egenskab af offentlig myndighed, og dermed for at udelukke offentligretlige organer fra afgiftspligt for denne form for virksomhed.

20 Da der i det sjette direktivs artikel 4, stk. 5, fjerde afsnit, ikke opstilles nogen sondring hvad angaar denne form for virksomhed, er medlemsstaterne berettiget til at udelukke offentligretlige organer fra afgiftspligt for den af dem udoevede virksomhed, der er afgiftsfritaget efter direktivets artikel 13, ogsaa selv om virksomheden udoeves paa tilsvarende maade som af en privat erhvervsdrivende.

21 I det omfang, et offentligretligt organ efter det sjette direktivs artikel 4, stk. 5, fjerde afsnit, anses for at have udoevet en virksomhed i sin egenskab af offentlig myndighed, tilkommer det den nationale ret i givet fald at afgoere, om betingelserne i artikel 4, stk. 5, andet afsnit, er opfyldt.

22 Det foerste spoergsmaal maa herefter besvares med, at det sjette direktivs artikel 4, stk. 5, fjerde afsnit, skal fortolkes saaledes, at medlemsstaterne kan anse den virksomhed, der er naevnt i direktivets artikel 13, for udoevet af offentligretlige organer i disses egenskab af offentlige myndigheder, ogsaa selv om virksomheden udoeves paa tilsvarende maade som af en privat erhvervsdrivende.

Det andet og tredje spoergsmaal

23 Da det andet og tredje spoergsmaal kun er stillet for det tilfaelde, at det foerste spoergsmaal besvares benaegtende, er det ufornoedent at behandle disse spoergsmaal.

Afgørelse om sagsomkostninger


Sagens omkostninger

24 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Afgørelse


Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Bundesfinanzhof ved kendelse af 21. marts 1995, for ret:

Artikel 4, stk. 5, fjerde afsnit, i Raadets sjette direktiv 77/388/EOEF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om afsaetningsafgifter - Det faelles mervaerdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag skal fortolkes saaledes, at medlemsstaterne kan anse den virksomhed, der er naevnt i direktivets artikel 13, for udoevet af offentligretlige organer i disses egenskab af offentlige myndigheder, ogsaa selv om virksomheden udoeves paa tilsvarende maade som af en privat erhvervsdrivende.