Available languages

Taxonomy tags

Info

References in this case

References to this case

Share

Highlight in text

Go

Avis juridique important

|

61995J0384

Domstolens Dom (Femte Afdeling) af 18. december 1997. - Landboden-Agrardienste GmbH & Co. KG mod Finanzamt Calau. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Finanzgericht des Landes Brandenburg - Tyskland. - Moms - Begrebet tjenesteydelser - National godtgørelse for ekstensivering af kartoffelproduktionen. - Sag C-384/95.

Samling af Afgørelser 1997 side I-07387


Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse

Nøgleord


Fiskale bestemmelser - harmonisering af lovgivningerne - omsaetningsafgifter - det faelles mervaerdiafgiftssystem - afgiftspligtige transaktioner - tjenesteydelser - ekstensivering af kartoffelproduktionen mod godtgoerelse - ikke omfattet

[Raadets direktiv 77/388, art. 6, stk. 1, og art. 11, punkt A, stk. 1, litra a)]

Sammendrag


Artikel 6, stk. 1, og artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a), i sjette direktiv 77/388 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsaetningsafgifter, der omhandler henholdsvis definitionen af begrebet tjenesteydelser og fastlaeggelsen af beskatningsgrundlaget, skal fortolkes saaledes, at den forpligtelse til at undlade at hoeste mindst 20% af de kartofler, en landmand har dyrket, som han paatager sig i henhold til en national stoetteordning, ikke udgoer en tjenesteydelse i henhold til direktivet. Den herfor oppebaarne godtgoerelse kan derfor ikke paalaegges omsaetningsafgift.

For at vaere omfattet af det faelles mervaerdiafgiftssystem skal en saadan forpligtelse medfoere et forbrug. En landmand, der paatager sig den naevnte forpligtelse, leverer imidlertid ikke tjenesteydelser til en konkret forbruger og heller ikke en fordel, der kan anses for et omkostningselement, der indgaar i en anden persons virksomhed i omsaetningskaeden.

Parter


I sag C-384/95,

angaaende en anmodning, som Finanzgericht des Landes Brandenburg (Tyskland) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Landboden-Agrardienste GmbH & Co. KG

mod

Finanzamt Calau,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af artikel 6, stk. 1, artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a), og artikel 12, stk. 3, litra a), samt af bilag H til Raadets sjette direktiv 77/388/EOEF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsaetningsafgifter - Det faelles mervaerdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1),

har

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C. Gulmann (refererende dommer), og dommerne M. Wathelet, J.C. Moitinho de Almeida, J.-P. Puissochet og L. Sevón,

generaladvokat: F.G. Jacobs

justitssekretaer: assisterende justitssekretaer H. von Holstein,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- den tyske regering ved afdelingschef Ernst Roeder og ekspeditionssekretaer Bernd Kloke, begge Forbundsoekonomiministeriet, som befuldmaegtigede

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent Juergen Grunwald, som befuldmaegtiget,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 15. maj 1997 er afgivet mundtlige indlaeg af Finanzamt Calau ved kontorchef Andreas Damm, Land Brandenburgs Finansministerium, som befuldmaegtiget, den tyske regering ved Ernst Roeder, bistaaet af ekspeditionssekretaer Ferdinand Huschens, Forbundsfinansministeriet, som befuldmaegtiget, og Kommissionen ved Juergen Grunwald,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 25. september 1997,

afsagt foelgende

Dom

Dommens præmisser


1 Ved kendelse af 8. november 1995, indgaaet til Domstolen den 8. december 1995, har Finanzgericht des Landes Brandenburg (Tyskland) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt tre praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 6, stk. 1, artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a), og artikel 12, stk. 3, litra a), samt af bilag H til Raadets sjette direktiv 77/388/EOEF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsaetningsafgifter - Det faelles mervaerdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1, herefter »sjette momsdirektiv«).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag anlagt af Landboden-Agrardienste GmbH & Co. KG (herefter »sagsoegeren«) mod Finanzamt Calau vedroerende spoergsmaalet om, hvorvidt der skal svares omsaetningsafgift af en national godtgoerelse for ekstensivering af kartoffelproduktionen.

3 Den 1. januar 1991 indtraadte sagsoegeren som retssuccessor efter Landwirtschaftliche Produktionsgenossenschaft (P) Bronkow.

4 Landwirtschaftliche Produktionsgenossenschaft (P) Bronkow havde i 1990 faaet udbetalt en godtgoerelse fra Kreisverwaltung Calau, Amt fuer Ernaehrung, Landwirtschaft und Forsten (kontoret for ernaering, landbrug og forstvaesen) i medfoer af Anordnung ueber die Foerderung der Extensivierung der landwirtschaftlichen Erzeugung af 13. juli 1990 (bekendtgoerelse om stoette til ekstensivering af landbrugsproduktionen). Godtgoerelsen, der androg 348 660 DM, blev ydet mod, at sagsoegeren skulle nedsaette sin aarlige kartoffelproduktion med 20%. I angivelsen vedroerende omsaetningsafgiften for 1990 var godtgoerelsen behandlet som ikke-afgiftspligtig.

5 Efter en naermere undersoegelse fandt Finanzamt Calau imidlertid, at godtgoerelsen burde have vaeret medtaget i den afgiftspligtige omsaetning; det konstaterede derfor ved afgoerelse af 1. juni 1992 et yderligere afgiftstilsvar og tilstillede sagsoegeren en aendringsafgoerelse.

6 Efter at der var meddelt afslag paa den af sagsoegeren indgivne klage over aendringsafgoerelsen, anlagde sagsoegeren sag ved Finanzgericht des Landes Brandenburg. Til stoette for soegsmaalet gjorde sagsoegeren gaeldende, at godtgoerelsen for ekstensivering af kartoffelproduktion ikke kunne anses for betalt som led i en udveksling af ydelser. Sagsoegeren anfoerte bl.a., at der ikke med hensyn til den paagaeldende godtgoerelse kunne udpeges en konkret aftager af ydelsen.

7 Da Finanzgericht var af den opfattelse, at sagens afgoerelse afhang af fortolkningen af sjette momsdirektiv, udsatte den sagen og har forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»1) Leverer en afgiftspligtig landmand, som i 1990 har ekstensiveret sin kartoffelproduktion i delstaten Brandenburg i Forbundsrepublikken Tyskland ved ikke at hoeste mindst 20% af de dyrkede kartofler, en tjenesteydelse i henhold til artikel 6, stk. 1, i sjette direktiv 77/388/EOEF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsaetningsafgifter til en bestemt aftager?

2) Er den godtgoerelse, der betales for ekstensivering af kartoffelproduktionen i henhold til Anordnung ueber die Foerderung der Extensivierung der landwirtschaftlichen Erzeugung af 13. juli 1990, en pengeydelse, af hvilken der i henhold til sjette momsdirektivs artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a), skal erlaegges afgift?

3) Saafremt spoergsmaal 1) besvares bekraeftende:

Skal den reducerede afgiftssats i artikel 12, stk. 3, litra a), fjerde punktum, sammenholdt med bilag H til sjette momsdirektiv, anvendes paa den udfoerte tjenesteydelse?«

8 Med de to foerste spoergsmaal oensker den nationale ret reelt oplyst, om sjette momsdirektivs artikel 6, stk. 1, og artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a), skal fortolkes saaledes, at den forpligtelse til at undlade at hoeste mindst 20% af de kartofler, han har dyrket, som en landmand paatager sig i henhold til en national stoetteordning, udgoer en tjenesteydelse i henhold til sjette momsdirektiv, saaledes at den herfor oppebaarne godtgoerelse kan paalaegges omsaetningsafgift.

9 Det bestemmes i sjette momsdirektivs artikel 2, stk. 1, at »levering af goder og tjenesteydelser, som mod vederlag foretages i indlandet af en afgiftspligtig person, der optraeder i denne egenskab« paalaegges mervaerdiafgift.

10 I artikel 6, stk. 1, hedder det:

»Ved 'tjenesteydelse' forstaas enhver transaktion, der ikke er en levering af et gode i henhold til artikel 5.

En saadan transaktion kan blandt andet gaa ud paa:

...

- en forpligtelse til at undlade noget eller til at taale en handling eller en tilstand;

...«

11 I henhold til artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a), er beskatningsgrundlaget »ved levering af goder og tjenesteydelser... den samlede modvaerdi, som leverandoeren eller tjenesteyderen modtager eller vil modtage af koeberen, aftageren eller tredjemand for de paagaeldende transaktioner, herunder tilskud, der er direkte forbundet med transaktionernes pris«.

12 I dom af 29. februar 1996 (sag C-215/94, Mohr, Sml. I, s. 959, herefter »Mohr-dommen«) tog Domstolen stilling til, om en forpligtelse til at ophoere med maelkeproduktion, som en landmand paatager sig i henhold til en faellesskabsforordning om fastsaettelse af en godtgoerelse for definitivt ophoer med maelkeproduktion, udgoer en tjenesteydelse i henhold til sjette momsdirektiv.

13 Domstolen besvarede dette spoergsmaal benaegtende, idet den udtalte, at mervaerdiafgift er en generel forbrugsafgift paa ting og tjenesteydelser, og at der i et tilfaelde som det, der forelaa til afgoerelse, ikke var tale om forbrug i den betydning, udtrykket anvendes i det faelles mervaerdiafgiftssystem. Domstolen fastslog, at Faellesskabet ved at betale en godtgoerelse til landmaend, som forpligter sig til at ophoere med deres maelkeproduktion, hverken erhverver goder eller tjenesteydelser til eget brug, idet det handler i almenhedens interesse, som er at fremme den rette funktion af det faelles marked for maelk. Paa denne baggrund medfoerer en landmands forpligtelse til at opgive maelkeproduktionen hverken for Faellesskabet eller for de kompetente nationale myndigheder fordele af en saadan art, at de kan anses for forbrugere af en tjenesteydelse, og forpligtelsen udgoer derfor ikke en tjenesteydelse som omhandlet i sjette momsdirektivs artikel 6, stk. 1 (praemis 19-22).

14 Den tyske regering og Kommissionen er med rette enige om, at de to hovedsager, dvs. den sag, der var baggrunden for Mohr-dommen, og den, der er baggrunden for dommen i naervaerende sag, skal afgoeres paa samme maade, for saa vidt angaar spoergsmaalet om anvendelse af sjette momsdirektiv. Det er uden betydning, at godtgoerelsen i Mohr-sagen var ydet af Faellesskaberne, mens den i hovedsagen her er national. I begge situationer skal det afgoeres, om den forpligtelse til at nedsaette produktionen, en landmand har paataget sig mod at opnaa en godtgoerelse i henhold til en interventionsordning, udgoer en tjenesteydelse i henhold til sjette momsdirektiv, saaledes at godtgoerelsen kan paalaegges moms.

15 Mens Kommissionen - som den allerede gjorde gaeldende i Mohr-sagen - er af den opfattelse, at der i disse situationer ikke er tale om tjenesteydelser i henhold til sjette momsdirektiv, har den tyske regering og Finanzamt Calau rejst tvivl med hensyn til den i Mohr-sagen anlagte fortolkning.

16 Den tyske regering og Finanzamt Calau er enige i, at den i hovedsagen omhandlede godtgoerelse ikke kan anses for at vaere modvaerdien for levering af goder, der er omfattet af sjette momsdirektivs artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a), men har anfoert, at godtgoerelsen er omfattet af direktivet, idet den er modvaerdien for en tjenesteydelse. Den omstaendighed, at landmanden begraenser sin produktion eller undlader at saelge visse produkter, udgoer efter deres opfattelse en saerskilt tjenesteydelse, som ikke har noget at goere med levering af varer til forbrugerne, og som er forbundet med en egen modvaerdi. Naar Domstolen i Mohr-sagen gjorde det til en betingelse, at den offentlige myndighed erhverver varer eller tjenesteydelser til eget brug, har Domstolen opstillet en yderligere betingelse, der ikke var fastsat i sjette momsdirektiv.

17 Den tyske regering og Finanzamt Calau har bl.a. anfoert, at det ikke paa grundlag af den betragtning, at moms er en generel forbrugsafgift, kan afgoeres, om der foreligger en tjenesteydelse. Med henblik herpaa kan der alene soeges stoette i ordlyden af sjette momsdirektivs artikel 6. Det fremgaar heraf, at enhver transaktion, der ikke er en levering af et gode, maa anses for en tjenesteydelse, naar den er af oekonomisk art og ikke udelukkende henhoerer under privatlivets sfaere. Spoergsmaalet om, hvem der nyder godt af ydelsen eller dens oekonomiske virkninger, har saaledes ingen betydning for fortolkningen af begrebet tjenesteydelse.

18 Ifoelge den tyske regering og Finanzamt Calau foreligger der i naervaerende sag en udveksling af ydelser, idet landmanden modtager betaling for en konkret ydelse. Der er en saa snaever forbindelse mellem ydelsen og godtgoerelsen, at det ikke kan antages, at der kun rent teknisk er sammenhaeng mellem betalingen og ydelsen. Da nedsaettelsen af produktionen var en ufravigelig betingelse for, at det offentlige udbetalte godtgoerelsen, udgoer den hermed forbundne forpligtelse en tjenesteydelse mod vederlag. I den forbindelse er det ligeledes irrelevant, om det i sidste instans er samfundet eller det offentlige som repraesentant for samfundet, der er modtager af ydelsen, idet dette forhold ikke er blandt dem, der omhandles i sjette momsdirektivs artikel 2, 6 og 11.

19 Foerst bemaerkes, at som generaladvokaten har anfoert i punkt 21-29 i sit forslag til afgoerelse, kan de af den tyske regering og Finanzamt Calau fremfoerte argumenter ikke rejse tvivl med hensyn til det raesonnement, Domstolen anlagde i Mohr-dommen.

20 I modsaetning til, hvad der er gjort gaeldende, er dette raesonnement ikke til hinder for, at en betaling, som en offentlig myndighed foretager i almenhedens interesse, kan udgoere modvaerdien for en tjenesteydelse i sjette momsdirektivs forstand, og det indebaerer heller ikke, at begrebet tjenesteydelse afhaenger af, hvorledes den, der betaler for den, anvender den. Det er kun arten af den indgaaede forpligtelse, der har betydning: for at vaere omfattet af det faelles mervaerdiafgiftssystem skal forpligtelsen medfoere et forbrug.

21 Med henblik paa afgoerelsen af, om en tjenesteydelse er omfattet af sjette momsdirektivs anvendelsesomraade, skal transaktionen derfor bedoemmes i lyset af det faelles mervaerdiafgiftssystems formaal og kendetegn.

22 Det bemaerkes i den forbindelse, at artikel 2 i Raadets foerste direktiv 67/227/EOEF af 11. april 1967 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsaetningsafgifter (EFT 1967, s. 12) bestemmer:

»Det faelles mervaerdiafgiftssystem bygger paa den grundsaetning, at der paa ting og tjenesteydelser skal anvendes en generel forbrugsafgift, der er noejagtig proportional med tingenes og tjenesteydelsernes pris, uanset antallet af omsaetninger i de produktions- og fordelingsled, der ligger foer beskatningsleddet.

Ved enhver omsaetning svares en mervaerdiafgift, der beregnes af tingens eller tjenesteydelsens pris med anvendelse af den afgiftssats, som gaelder for tingen eller tjenesteydelsen med fradrag af det mervaerdiafgiftsbeloeb, der umiddelbart har belastet de forskellige omkostningselementer.

...«

23 En transaktion som den i hovedsagen foreliggende, nemlig den forpligtelse til at nedsaette sin produktion, en landmand paatager sig, er ikke i overensstemmelse med denne grundsaetning, idet den ikke giver anledning til noget forbrug. Som generaladvokaten har anfoert i punkt 26 i sit forslag til afgoerelse, leverer landmanden ikke tjenesteydelser til en konkret forbruger, og heller ikke en fordel, der kan anses for et omkostningselement, der indgaar i en anden persons virksomhed i omsaetningskaeden.

24 Da den forpligtelse til at nedsaette sin produktion, landmanden har paataget sig, hverken for de kompetente nationale myndigheder eller for andre konkrete personer medfoerer fordele af en saadan art, at de kan anses for forbrugere af en tjenesteydelse, udgoer forpligtelsen ikke en tjenesteydelse som omhandlet i sjette direktivs artikel 6, stk. 1.

25 De to foerste praejudicielle spoergsmaal maa derfor besvares med, at sjette momsdirektivs artikel 6, stk. 1, og artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a), skal fortolkes saaledes, at den forpligtelse til at undlade at hoeste mindst 20% af de kartofler, han har dyrket, som en landmand paatager sig i henhold til en national stoetteordning, ikke udgoer en tjenesteydelse i henhold til sjette direktiv. Den herfor oppebaarne godtgoerelse kan derfor ikke paalaegges omsaetningsafgift.

26 Henset til besvarelsen af de to foerste spoergsmaal er det ufornoedent at tage stilling til det tredje spoergsmaal.

Afgørelse om sagsomkostninger


Sagens omkostninger

27 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Afgørelse


Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Finanzgericht des Landes Brandenburg ved kendelse af 8. november 1995, for ret:

Artikel 6, stk. 1, og artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a), i Raadets sjette direktiv 77/388/EOEF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsaetningsafgifter - Det faelles mervaerdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag, skal fortolkes saaledes, at den forpligtelse til at undlade at hoeste mindst 20% af de kartofler, han har dyrket, som en landmand paatager sig i henhold til en national stoetteordning, ikke udgoer en tjenesteydelse i henhold til direktiv 77/388. Den herfor oppebaarne godtgoerelse kan derfor ikke paalaegges omsaetningsafgift.