Available languages

Taxonomy tags

Info

References in this case

References to this case

Share

Highlight in text

Go

7.11.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 267/26


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Court of Session (Scotland), Edinburgh (Det Forenede Kongerige) den 14. juli 2009 — Macdonald Resorts Limited mod Commissioners for Her Majesty’s Revenue & Customs

(Sag C-270/09)

2009/C 267/48

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

Court of Session (Scotland), Edinburgh

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Macdonald Resorts Limited

Sagsøgt: Commissioners for Her Majesty’s Revenue & Customs

Præjudicielle spørgsmål

1)

Når MRL i overensstemmelse med bestemmelserne i Klubbens statut og hermed forbundne kontrakter leverer kontraktuelle rettigheder (»pointrettigheder«), som giver køberen ret til point, som kan indløses årligt til benyttelse og brug af timeshareboliger på MRL’s ferieanlæg, er der så tale om levering, der skal karakteriseres:

a)

som bortforpagtning og udlejning af fast ejendom i den i sjette momsdirektivs artikel 13, punkt B, omhandlede forstand [nu artikel 135, stk. 1, litra l), i direktiv 2006/112 (1)], eller

b)

som medlemskab af en klub, eller

c)

på anden måde?

2)

Har det betydning for besvarelsen af spørgsmål 1, at:

a)

de kontraktuelle rettigheder i visse tilfælde erhverves af kunden som vederlag for, at kunden hos MRL deponerer allerede eksisterende rettigheder til benyttelse af timeshareboliger på et bestemt sted i en eller flere faste uger, som kunden har?

b)

kunden i et givet år helt eller delvist kan undlade at indløse sin ret til point for det pågældende år til brugsrettigheder og i stedet vælge at øge sin ret til point i det følgende år, eller i henhold til kontraktvilkårene for ordningen i et hvilket som helst år kan øge det pågældende års ret til point ved at »låne« fra sin ret til point i det følgende år?

c)

de faste ejendomme, som boligpuljen omfatter, kan ændre sig fra det tidspunkt, hvor pointrettighederne erhverves, og det tidspunkt, hvor pointene indløses mod retten til at benytte den faste ejendom?

d)

leverandøren kan ændre det antal point, som kunden har ret til hvert år, i overensstemmelse med ordningens kontraktvilkår?

e)

appellanten fra tid til anden kan give personer, der har pointrettigheder, adgang til en ekstern timeshareordning?

f)

appellanten fra tid til anden kan give indehavere, der har pointrettigheder, ret til at ombytte deres point til indkvartering på hoteller, som appellanten driver, eller andre fordele, som appellanten stiller til rådighed?

3)

Når en afgiftspligtig leverer de ovenfor i spørgsmål 1 og 2 beskrevne tjenesteydelser,

a)

er disse »tjenesteydelser vedrørende fast ejendom« i den i sjette momsdirektivs artikel 9, stk. 2, litra a), omhandlede forstand (nu artikel 45 i direktiv 2006/112)?

b)

Såfremt spørgsmål 3a) besvares bekræftende: under omstændigheder, hvor Klubbens medlemmer udøver deres kontraktuelle rettigheder ved at benytte timeshareboliger i mere end en medlemsstat, og det ikke vides på leveringstidspunktet, hvilken bolig, der vil blive benyttet, hvordan fastlægges leveringsstedet da?


(1)  Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.11.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 347, s. 1).