Available languages

Taxonomy tags

Info

References in this case

References to this case

Share

Highlight in text

Go

27.8.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 252/19


Sag anlagt den 14. juni 2011 — Europa-Kommissionen mod Den Franske Republik

(Sag C-296/11)

2011/C 252/36

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved C. Soulay og L. Lozano Palacios, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Den Franske Republik

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 306-310, i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (1), idet den anvender særordningen for rejsebureauer på levering af tjenesteydelser til andre end rejsende (navnlig til andre rejsebureauer).

Den Franske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Kommissionen har påberåbt sig et enkelt anbringende til støtte for søgsmålet vedrørende urigtig anvendelse af særordningen for rejsebureauer på levering af tjenesteydelser til andre end rejsende. Kommissionen har i den forbindelse anført, at denne ordning alene finder anvendelse, når rejseydelser sælges til rejsende. Derimod finder ordningen ikke anvendelse på ydelser, der leveres af rejsebureauer til andre rejsebureauer eller til personer, der organiserer turistrejser. Under hensyntagen til ordlyden af bestemmelserne i lov om skatter og afgifter, der henviser til udtrykket »kunde« frem for udtrykket »rejsende«, tager sagsøgte udgangspunkt i »kunde« og anvender dermed særordningen for rejsebureauer i for vidt omfang.

Kommissionen har desuden afvist det standpunkt, som de franske myndigheder har indtaget, hvorefter den franske lovgivning er bedre egnet til at opnå de formål, der forfølges med særordningen, dvs. en forenkling af rejsebureauernes administration, og at momsprovenuet tilfalder den medlemsstat, hvor det endelige forbrug af hver tjenesteydelse finder sted.


(1)  EUT L 347, s. 1.