Available languages

Taxonomy tags

Info

References in this case

References to this case

Share

Highlight in text

Go

31.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 98/12


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Nejvyšší správní soud (Den Tjekkiske Republik) den 16. januar 2012 — Město Žamberk mod Finanční ředitelství v Hradci Králové

(Sag C-18/12)

2012/C 98/19

Processprog: tjekkisk

Den forelæggende ret

Nejvyšší správní soud

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Město Žamberk

Sagsøgt: Finanční ředitelství v Hradci Králové

Præjudicielle spørgsmål

1)

Kan ikke-organiserede, usystematiske og rekreative sportsaktiviteter, der kan udøves i et kompleks med udendørs svømmebassin (f.eks. rekreativ svømning, rekreativt boldspil mv.), anses for udøvelse af sport eller fysisk træning i den i artikel 132, stk. 1, litra m), i direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem omhandlede forstand (1)?

2)

Hvis spørgsmål 1 besvares bekræftende, skal leveringen af adgang mod vederlag til et sådant kompleks med udendørs svømmebassin, som giver de besøgende den ovennævnte mulighed for at udøve sportsaktiviteter, selv om det foregår ved siden af andre former for underholdning eller rekreation, da anses for en ydelse med nær tilknytning til udøvelsen af sport eller fysisk træning, der præsteres til fordel for personer, der deltager i sport eller fysisk træning, i den i denne bestemmelse i direktiv 2006/112/EF omhandlede forstand og dermed for en tjenesteydelse, der er fritaget for merværdiafgift, for så vidt som den leveres af et organ, som ikke arbejder med gevinst for øje, og de øvrige betingelser i direktivet er opfyldt?


(1)  EUT L 347, s. 1.