EU tax law WEB Ullens de Schooten - C-268/15

24.8.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 279/19

1)

Kræves det i henhold til fællesskabsretten, herunder bl.a. effektivitetsprincippet, at en national forældelsesfrist, såsom den i artikel 100 i de samordnede love om statens ansvar foreskrevne, der finder anvendelse på et erstatningssøgsmål, som en borger har anlagt mod État belge, som følge af, at lovgiver har tilsidesat artikel 43 i EF-traktaten (nu artikel 49 TEUF), under visse omstændigheder og navnlig de omstændigheder, der er redegjort for i denne doms præmis 38, først begynder at løbe, når denne tilsidesættelse er blevet fastslået, eller er effektivitetsprincippet under disse omstændigheder derimod tilstrækkeligt sikret gennem den mulighed, som borgeren har for at afbryde forældelsen ved forkyndelse ved en stævningsmand?

2)

Skal artikel 43 EF, 49 EF og 56 EF og begrebet »ren national situation«, der kan begrænse en borgers mulighed for at påberåbe sig disse bestemmelser inden for rammerne af en tvist for en national ret, fortolkes således, at de er til hinder for, at [EU]-retten finder anvendelse i en tvist mellem belgiske statsborgere og État belge, hvori der er nedlagt påstand om erstatning af tab, der er forvoldt ved en påstået tilsidesættelse af fællesskabsretten, som består i vedtagelsen og opretholdelsen af en belgisk bestemmelse, såsom artikel 3 i kongelig anordning nr. 143 af 30. december 1982, der finder anvendelse uden forskel på belgiske statsborgere og statsborgere fra andre medlemsstater?

3)

Skal princippet om fællesskabsrettens forrang og artikel 4, stk. 3, TEU fortolkes således, at de ikke tillader en undtagelse fra reglen om retskraft, når der foretages en fornyet prøvelse eller annullation af en retsafgørelse, der har fået retskraft, og som viser sig at være i strid med [EU]-retten, mens de derimod gør det muligt at undlade at anvende en national regel om retskraft, når denne regel foreskriver, at der på grundlag af den retsafgørelse, der har fået retskraft, men som er i strid med [EU]-retten, skal træffes en ny retsafgørelse, der vil fastholde den tilsidesættelse af [EU]-retten, der følger af den første retsafgørelse?

4)

Kan Domstolen bekræfte, at spørgsmålet om, hvorvidt reglen om retskraft skal vige i de tilfælde, hvor en retsafgørelse i forbindelse med en påstand om fornyet prøvelse eller annullation af denne afgørelse har fået retskraft i strid med [EU]-retten, ikke materielt set er identisk i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i dommene (Da Costa m.fl. (28/62 — 30/62, EU:C:1963:6) og Cilfit m.fl. (283/81, EU:C:1982:335)), med spørgsmålet om, hvorvidt reglen om retskraft i forbindelse med en påstand i en (ny) afgørelse, der gentager tilsidesættelsen af [EU]-retten, anses for at være i strid med [EU]-retten, således at den ret, der træffer afgørelse i sidste instans, ikke kan unddrage sig forpligtelsen til at indgive en præjudiciel anmodning?