Available languages

Taxonomy tags

Info

References in this case

Share

Highlight in text

Go

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Store Afdeling)

10. maj 2017 (*)

»Præjudiciel forelæggelse – tjenestemand i Den Europæiske Union – vedtægt – tvungen tilslutning til Den Europæiske Unions institutioners sociale sikringsordning – indtægter af fast ejendom i en medlemsstat – pligt til at betale det generelle socialsikringsbidrag, den sociale opkrævning og supplerende bidrag i henhold til en medlemsstats ret – deltagelse i finansieringen af denne medlemsstats sociale sikring«

I sag C-690/15,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af cour administrative d’appel de Douai (appeldomstolen i forvaltningsretlige sager i Douai, Frankrig) ved afgørelse af 14. december 2015, indgået til Domstolen den 21. december 2015, i sagen

Wenceslas de Lobkowicz

mod

Ministère des Finances et des Comptes publics,

har

DOMSTOLEN (Store Afdeling),

sammensat af præsidenten, K. Lenaerts, vicepræsidenten, A. Tizzano, afdelingsformændene R. Silva de Lapuerta, M. Ilešič, L. Bay Larsen, M. Berger og A. Prechal samt dommerne C. Toader, M. Safjan, D. Šváby, E. Jarašiūnas, C.G. Fernlund og F. Biltgen (refererende dommer),

generaladvokat: P. Mengozzi,

justitssekretær: fuldmægtig V. Giacobbo-Peyronnel,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 18. oktober 2016,

efter at der er afgivet indlæg af:

–        Wenceslas de Lobkowicz ved avocat G. Hannotin,

–        den franske regering ved G. de Bergues, D. Colas, R. Coesme og D. Segoin, som befuldmægtigede,

–        Europa-Kommissionen ved D. Martin og G. Gattinara, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 6. december 2016,

afsagt følgende

Dom

1        Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af EU-retten med henblik på at afklare, om der findes et princip om, at kun én lovgivning finder anvendelse, ligesom det, der er udtrykt i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996 (EFT 1997, L 28, s. 1), som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 307/1999 af 8. februar 1999 (EFT 1999, L 38, s. 1, herefter »forordning nr. 1408/71«), og i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT 2004, L 166, s. 1, og berigtiget i EUT 2004, L 200, s. 1), som fortolket af Domstolen i dom af 26. februar 2015, de Ruyter (C-623/13, EU:C:2015:123).

2        Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Wenceslas de Lobkowicz, som er pensioneret tjenestemand fra Europa-Kommissionen, og ministère des Finances et des Comptes publics (ministeriet for offentlige finanser og regnskaber (Frankrig)) vedrørende dennes pligt til at betale sociale bidrag og social opkrævning for 2008-2011 af indtægter oppebåret af fast ejendom i Frankrig.

 Retsforskrifter

 EU-retten

3        Artikel 12 i protokol (nr. 7) vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter (EUT 2010, C 83, s. 266, herefter »protokollen«) har følgende ordlyd:

»Løn, vederlag og honorarer, som Unionen udbetaler sine tjenestemænd og øvrige ansatte, beskattes til fordel for Unionen på de betingelser og efter den fremgangsmåde, der fastsættes af Europa-Parlamentet og Rådet ved forordning efter den almindelige lovgivningsprocedure og efter høring af de berørte institutioner.

Tjenestemændene og de øvrige ansatte fritages for national beskatning af løn, vederlag og honorarer, som de modtager fra Unionen.«

4        Denne protokols artikel 13 fastsætter:

»Unionens tjenestemænd og øvrige ansatte, som udelukkende med henblik på virksomhed i Unionens tjeneste tager ophold på en anden medlemsstats område end den stat, hvori de ved deres tiltræden i Unionens tjeneste havde bopæl i skattemæssig henseende, skal med hensyn til beskatning af indkomst og formue og til arveafgift samt til anvendelsen af de mellem Unionens medlemsstater indgåede overenskomster til undgåelse af dobbeltbeskatning af begge de nævnte stater betragtes, som om de havde bevaret deres tidligere bopæl, under forudsætning af, at denne var beliggende i en af Unionens medlemsstater [...]

[…]«

5        Den nævnte protokols artikel 14 fastsætter:

»Europa-Parlamentet og Rådet fastlægger ved forordning efter den almindelige lovgivningsprocedure og efter høring af de berørte institutioner den ordning for sociale ydelser, som skal gælde for Unionens tjenestemænd og øvrige ansatte.«

6        Vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Unionen er fastsat ved Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 af 29. februar 1968 om vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og om ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i disse Fællesskaber samt om særlige midlertidige foranstaltninger for tjenestemænd i Kommissionen (EFT 1968, L 56, s. 1), som ændret ved Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1324/2008 af 18. december 2008 (EUT 2008, L 345, s. 17).

7        Vedtægtens artikel 72 bestemmer:

»1.      I sygdomstilfælde garanteres der tjenestemanden […] godtgørelse af udgifter på indtil 80% i henhold til en af [Unionens] institutioner efter fælles aftale og efter udtalelse fra vedtægtsudvalget vedtaget ordning. […]

[...]

En tredjedel af bidraget til dækning af disse udgifter bæres af tjenestemanden; dog kan dette bidrag ikke overstige 2% af hans grundløn.

[...]«

8        Vedtægtens artikel 73 er affattet som følger:

»1.      Under de betingelser, der er fastsat i henhold til en af [Unionens] institutioner efter fælles aftale og efter udtalelse fra vedtægtsudvalget vedtaget ordning, sikres tjenestemanden fra tiltrædelsesdagen imod risiko for erhvervssygdomme og ulykker. Han skal til sikring mod risici uden for tjenesten bidrage med indtil 0,1% af sin grundløn.

[...]«

9        Vedtægtens artikel 83 har følgende ordlyd:

»1.      Udbetalinger i henhold til disse pensionsordninger sker over [Unionens] budget. Medlemsstaterne garanterer tilsammen udbetalingen af disse ydelser i henhold til den for finansieringen af disse udgifter fastsatte fordelingsnøgle.

[...]

2.      Tjenestemændene bidrager med en tredjedel til finansieringen af disse pensionsordninger. Bidraget er fastsat til 10,9% af den pågældendes grundløn, uden hensyntagen til de i artikel 64 nævnte justeringskoefficienter. Bidraget indeholdes hver måned i tjenestemandens løn. [...]

[...]«

10      Den bidragssats, der er fastsat i denne artikel 83, stk. 2, ajourføres hvert år. Den er således den 1. juli hvert år 2009-2011, som hovedsagen omfatter, blevet fastsat til henholdsvis 11,3%, 11,6% og 11%.

11      I henhold til artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 »finder [denne forordning] anvendelse på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og studerende, som er eller har været omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, og som er statsborgere i en af disse stater, eller er statsløse eller flygtninge bosat på en medlemsstats område, samt på deres familiemedlemmer og efterladte«.

12      Den nævnte forordnings artikel 13, stk. 1, fastsætter, at de »personer, der er omfattet af denne forordning, alene [er] undergivet lovgivningen i én medlemsstat. Spørgsmålet om, hvilken lovgivning der skal anvendes, afgøres efter bestemmelserne i dette afsnit«.

13      Forordning nr. 1408/71 blev ophævet med virkning fra den 1. maj 2010, som er datoen for anvendelse af forordning nr. 883/2004. Imidlertid er ordlyden af artikel 2, stk. 1, og artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 i det væsentlige identisk med henholdsvis artikel 2, stk. 1, og artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 883/2004.

 Fransk ret

14      I henhold til artikel L. 136-6 i code de la sécurité sociale (lov om social sikring), i de affattelser, der fandt anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, er fysiske personer, der er skattemæssigt hjemmehørende i Frankrig, jf. artikel 4 B i code général des impôts (lov om skatter og afgifter), i henhold til artikel 1600-0 C i code général des impôts, som findes blandt denne lovs bestemmelser vedrørende et »generelt socialsikringsbidrag, der opkræves på vegne af Caisse nationale des allocations familiales (national familieydelsesfond), fonds de solidarité vieillesse (alderssolidaritetsfond) og régimes obligatoires d’assurance maladie (de obligatoriske sygeforsikringssikringsordninger)« (herefter »CSG«), pligtige at betale et bidrag af indtægterne af formue, der beregnes af nettobeløbet for fastsættelsen af indkomstskatten, herunder indtægter af fast ejendom.

15      I henhold til artikel 1600-0 Fa i code général des impôts, i den affattelse, der fandt anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, skal de nævnte personer desuden, i henhold til artikel L. 245-14 i code de la sécurité sociale, betale en »social opkrævning«, hvis sats i henhold til artikel L. 245-16 i code de la sécurité sociale, i den affattelse, der fandt anvendelse i de omhandlede år, var fastsat til 2% af disse indtægter. Det fremgår ligeledes af code de l’action sociale et des familles (lov om social bistand og familier), at der skal betales et supplerende bidrag, som ligeledes beregnes af de nævnte indtægter med en sats på 0,3% i medfør af denne lovs artikel L. 14-10-4 og på 1,1% i medfør af samme lovs artikel L. 262-24.

 De faktiske omstændigheder i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

16      Wenceslas de Lobkowicz, som er fransk statsborger, var ansat som tjenestemand i Kommissionen fra 1979, og indtil han gik på pension den 1. januar 2016. Han var i denne egenskab tilsluttet Unionens institutioners fælles sociale sikringsordning.

17      I henhold til protokollens artikel 13 er Wenceslas de Lobkowicz skattemæssigt hjemmehørende i Frankrig. I denne medlemsstat oppebærer han indtægter af fast ejendom. I årene 2008-2011 har han på grundlag af disse indtægter betalt bidrag til CSG, bidrag til dækning af underskuddet på de sociale sikringsordninger (CRDS), en social opkrævning på 2% samt supplerende bidrag på 0,3% og 1,1% til denne sociale opkrævning.

18      Efter skattemyndighedernes afslag på Wenceslas de Lobkowicz’ ansøgning om fritagelse for betaling af de nævnte bidrag og opkrævninger anlagde han sag ved tribunal administratif de Rouen (forvaltningsdomstolen i Rouen, Frankrig) med påstand om fritagelse for betaling.

19      Ved dom af 13. december 2013 fastslog denne ret, at det var ufornødent at træffe afgørelse for så vidt angik de lempelser af samtlige bidrag til CRDS, der var aftalt under sagens behandling, og hvortil Wenceslas de Lobkowicz havde betalt i de omtvistede år, og frifandt i øvrigt sagsøgte.

20      Wenceslas de Lobkowicz appellerede denne dom til cour administrative d’appel de Douai (appeldomstolen i forvaltningsretlige sager i Douai, Frankrig). For denne domstol har han principalt nedlagt påstand om fritagelse for de i sagen resterende sociale opkrævninger.

21      Den forelæggende ret har indledningsvis bemærket, at de omhandlede bidrag og opkrævninger udgør skatter og afgifter som omhandlet i national ret, og at den omstændighed, at Wenceslas de Lobkowicz eller dennes familiemedlemmer ikke modtager nogen direkte modydelse for disse, er uden betydning for rigtigheden heraf.

22      Den forelæggende ret har dernæst bemærket, at det fremgår af Domstolens dom af 26. februar 2015, de Ruyter (C-623/13, EU:C:2015:123), at skattemæssige opkrævninger af indtægter af formue, som har en direkte og relevant sammenhæng med visse af de sociale sikringsgrene, der er opregnet i artikel 4 i forordning nr. 1408/71, dvs. CSG, den sociale opkrævning på 2% og det supplerende bidrag på 0,3%, er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde. Med samme begrundelse som den, Domstolen har anført i denne dom, er den forelæggende ret af den opfattelse, at det supplerende bidrag på 1,1% ligeledes skal anses for at være omfattet af den nævnte forordnings anvendelsesområde.

23      Den forelæggende ret har imidlertid bemærket, at Domstolen allerede i dom af 3. oktober 2000, Ferlini (C-411/98, EU:C:2000:530), præmis 41, fastslog, at Unionens tjenestemænd og deres familiemedlemmer, der skal være tilsluttet Unionens institutioners sociale sikringsordning, ikke kan anses for arbejdstagere som omhandlet i forordning nr. 1408/71. Princippet i denne forordnings artikel 13 om, at kun én lovgivning finder anvendelse, gælder derfor ikke for dem.

24      Endelig har den forelæggende ret præciseret, at selv om Unionens tjenestemænd anses for arbejdstagere i henhold til artikel 45 TEUF, fastsætter denne artikel imidlertid ikke noget generelt kriterium for fordelingen af beføjelser mellem medlemsstaterne og EU-institutionerne med hensyn til finansiering af sociale sikringsydelser eller særlige ikke-bidragspligtige ydelser, der gør det muligt, ligesom Wenceslas de Lobkowicz, at antage, at sidstnævntes forpligtelse til at betale de omhandlede bidrag og opkrævninger bør kvalificeres som en »forskelsbehandling« som omhandlet i den nævnte artikel.

25      Da cour administrative d’appel de Douai (appeldomstolen i forvaltningsretlige sager i Douai, Frankrig) imidlertid er af den opfattelse, at der fortsat hersker tvivl om foreneligheden med EU-retten af Wenceslas de Lobkowicz’ pligt til at betale de omhandlede bidrag og opkrævninger, har den besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Findes der et EU-retligt princip, som er til hinder for, at en tjenestemand i Europa-Kommissionen pålægges at betale det generelle socialsikringsbidrag, den sociale opkrævning og de supplerende bidrag til denne opkrævning til satser på 0,3% og 1,1% af indtægter af fast ejendom, der er oppebåret i en EU-medlemsstat?«

 Om det præjudicielle spørgsmål

 Formaliteten

26      Den franske regering har principalt gjort gældende, at anmodningen om præjudiciel afgørelse skal afvises med den begrundelse, at anmodningen ikke i tilstrækkeligt omfang fremlægger de faktiske oplysninger, der er nødvendige for, at Domstolen kan besvare det stillede spørgsmål på en hensigtsmæssig måde. Den forelæggende ret har nemlig forelagt et spørgsmål vedrørende artikel 45 TEUF uden imidlertid at præcisere, hvilken nationalitet sagsøgeren i hovedsagen har, eller om denne har gjort brug af retten til fri bevægelighed med henblik på udøvelse af en erhvervsmæssig aktivitet.

27      Med hensyn hertil bemærkes, at Domstolens afvisning af at træffe afgørelse om en anmodning fra en national ret kun kan forekomme, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (jf. bl.a. dom af 22.6.2010, Melki og Abdeli, C-188/10 og C-189/363, EU:C:2010:363, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis, og af 18.4.2013, Mulders, C-548/11, EU:C:2013:249, præmis 27).

28      For at opnå en fortolkning af EU-retten, som den nationale ret kan bruge, er det påkrævet, således som det fremgår af artikel 94 i Domstolens procesreglement, at denne giver en beskrivelse af de faktiske omstændigheder og regler, som de forelagte spørgsmål vedrører, eller i al fald forklarer de faktiske forhold, der er baggrunden for dens spørgsmål (dom af 11.3.2010, Attanasio Group, C-384/08, EU:C:2010:133, præmis 32, og af 5.12.2013, Zentralbetriebsrat der gemeinnützigen Salzburger Landeskliniken, C-514/12, EU:C:2013:799, præmis 17).

29      I det foreliggende tilfælde bemærkes, at det spørgsmål, der er forelagt af den forelæggende ret, uden tvivl vedrører fortolkning af EU-retten. Det skal i den forbindelse påpeges, at dette spørgsmål i modsætning til, hvad den franske regering har gjort gældende, ikke udtrykkeligt vedrører artikel 45 TEUF, men generelt henviser til et »EU-retligt princip«, der kan være til hinder for, at en tjenestemand i Unionen pålægges sociale opkrævninger og bidrag som dem, der er omhandlet i hovedsagen, af indtægter af fast ejendom oppebåret i den medlemsstat, hvor han har skattemæssig bopæl.

30      Desuden indeholder forelæggelsesafgørelsen en redegørelse for hovedsagens genstand, således som det fremgår af nærværende doms præmis 17-20, der gengiver den forelæggende rets konstateringer. Den forelæggende ret har ligeledes gengivet indholdet af de relevante nationale bestemmelser og anført grunden til tvivlen om fortolkningen af EU-retten, idet den har henvist til Domstolens retspraksis på området, navnlig dom af 26. februar 2015, de Ruyter (C-623/13, EU:C:2015:123).

31      Følgelig skal det lægges til grund, at forelæggelsesafgørelsen indeholder de faktiske og retlige oplysninger, der gør det muligt for Domstolen at give den forelæggende ret en hensigtsmæssig besvarelse.

32      Under disse omstændigheder kan anmodningen om præjudiciel afgørelse antages til realitetsbehandling.

 Realiteten

33      Den forelæggende ret ønsker med sit spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om princippet om, at kun én lovgivning på området for social sikring finder anvendelse, således som anført i forordning nr. 1408/71, dernæst i forordning nr. 883/2004 og præciseret i dom af 26. februar 2015, de Ruyter (C-623/13, EU:C:2015:123), skal fortolkes således, at det er til hinder for en national lovgivning som den, der er omhandlet i hovedsagen, og som fastsætter, at indtægter af fast ejendom oppebåret i en medlemsstat af en af Unionens tjenestemænd, der er skattemæssigt hjemmehørende i denne medlemsstat, pålægges sociale bidrag og sociale opkrævninger, der skal anvendes til finansiering af den sociale sikringsordning i denne medlemsstat.

34      For det første bemærkes, at selv om medlemsstaterne har bevaret deres kompetence til selv at udforme deres sociale sikringsordninger, skal de imidlertid overholde EU-retten ved udøvelsen af denne kompetence (dom af 1.4.2008, Gouvernement de la Communauté française og Gouvernement wallon, C-212/06, EU:C:2008:178, præmis 43, af 21.1.2016, Kommissionen mod Cypern, C-515/14, EU:C:2016:30, præmis 38, og af 6.10.2016, Adrien m.fl., C-466/15, EU:C:2016:749, præmis 22).

35      For det andet kan en tjenestemand i Unionen, der er statsborger i en medlemsstat og arbejder på en anden medlemsstats område end oprindelseslandets, have egenskab af vandrende arbejdstager som omhandlet i artikel 45 TEUF. Imidlertid forholder det sig ikke desto mindre således, at tjenestemænd i Unionen, for så vidt som disse ikke er underlagt en national lovgivning på området for social sikring, således som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 og i samme bestemmelse i forordning nr. 883/2004, der fastsætter disse forordningers personelle anvendelsesområde, ikke kan betegnes som »arbejdstagere« som omhandlet i disse forordninger. De henhører i denne sammenhæng heller ikke under artikel 48 TEUF, der tillægger Rådet opgaven at indføre en ordning, som gør det muligt for arbejdstagerne at overvinde de forhindringer, som de nationale regler på området for social sikring kan udgøre for dem, hvilken opgave Rådet har opfyldt med vedtagelsen af forordning nr. 1408/71, og dernæst forordning nr. 883/2004 (jf. i denne retning dom af 3.10.2000, Ferlini, C-411/98, EU:C:2000:530, præmis 41 og 42, og af 16.12.2004, My, C-293/03, EU:C:2004:821, præmis 34-37).

36      Unionens tjenestemænd er nemlig underlagt EU-institutionernes fælles sociale sikringsordning, der i henhold til protokollens artikel 14 er fastsat af Europa-Parlamentet og Rådet i forordninger, der er vedtaget efter den almindelige lovgivningsprocedure og efter høring af institutionerne.

37      Denne ordning for de sociale ydelser er blevet indført ved vedtægten, der i afsnit V med overskriften »Tjenestemandens indtægter og sociale sikring«, navnlig i dette afsnits kapitel 2 og 3 vedrørende social sikring og pensioner, fastsætter de regler, der gælder for tjenestemænd i Unionen.

38      Unionens tjenestemænds retlige situation for så vidt angår deres forpligtelser på området for social sikring henhører derfor under EU-retten, henset til deres beskæftigelsesmæssige tilknytning til Unionen (jf. i denne retning dom af 13.7.1983, Forcheri, 152/82, EU:C:1983:205, præmis 9).

39      Den forpligtelse, der påhviler medlemsstaterne til at overholde EU-retten i forbindelse med udøvelsen af deres kompetencer vedrørende udformningen af deres sociale sikringsordninger, således som nævnt i denne doms præmis 34, omfatter derfor de regler, der regulerer ansættelsesforholdet mellem en EU-tjenestemand og Unionen, dvs. de af protokollens bestemmelser, der vedrører dette, og vedtægtens bestemmelser.

40      I denne henseende har protokollen for det første den samme retlige værdi som traktaterne, således som anført af generaladvokaten i punkt 72 i forslaget til afgørelse (udtalelse 2/13 (Unionens tiltrædelse af EMRK) af 18.12.2014, EU:C:2014:2454, præmis 161).

41      I lighed med protokollens artikel 12, der indfører en ensartet beskatning af løn, vederlag og honorarer, som Unionen udbetaler sine tjenestemænd, til fordel for Unionen og dermed fritager disse beløb for national beskatning, skal denne protokols artikel 14, der tillægger EU-institutionerne kompetencen til at fastsætte en ordning for sociale ydelser til deres tjenestemænd, anses for at indebære, at medlemsstaterne fratages kompetencen til at forpligte Unionens tjenestemænd til medlemsskab af en national social sikringsordning og til at gøre det obligatorisk for disse tjenestemænd at bidrage til finansieringen af en sådan ordning.

42      For det andet har vedtægten, der blev indført ved forordning nr. 259/68, alle de egenskaber, der er anført i artikel 288 TEUF, hvorefter en forordning er almengyldig, er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Det følger heraf, at vedtægten ligeledes skal overholdes af medlemsstaterne (jf. i denne retning dom af 20.10.1981, Kommissionen mod Belgien, 137/80, EU:C:1981:237, præmis 7 og 8, af 7.5.1987, Kommissionen mod Belgien, 186/85, EU:C:1987:208, præmis 21, af 4.12.2003, Kristiansen, C-92/02, EU:C:2003:652, præmis 32, og af 4.2.2015, Melchior, C-647/13, EU:C:2015:54, præmis 22).

43      Det bemærkes i denne forbindelse, at det fremgår af vedtægtens artikel 72, stk. 1, fjerde afsnit, at en del af det bidrag, der er nødvendigt til dækning af udgifterne til sygesikringen, bæres af den sikrede, idet dette bidrag dog ikke kan overstige 2% af dennes grundløn. Vedtægtens artikel 73, stk. 1, fastsætter, at tjenestemanden sikres fra tiltrædelsesdagen imod risiko for erhvervssygdomme og ulykker, og at han til sikring mod risici uden for tjenesten skal bidrage med indtil 0,1% af sin grundløn. Det fremgår ligeledes af vedtægtens artikel 83, stk. 2, at tjenestemanden bidrager med en tredjedel til finansieringen af pensionsordningen, idet dette bidrag fastsættes til en bestemt procentdel af grundlønnen.

44      Det følger af det ovenstående, at kun Unionen – og ikke medlemsstaterne – har kompetence til at fastsætte de regler, der skal gælde for Unionens tjenestemænd for så vidt angår disses forpligtelser på det sociale sikringsområde.

45      Protokollens artikel 14 og vedtægtens bestemmelser vedrørende Unionens tjenestemænds sociale sikring opfylder nemlig, således som generaladvokaten har anført i punkt 76 i forslaget til afgørelse, en funktion i forhold disse tjenestemænd, der svarer til den, der er omhandlet i artikel 13 i forordning nr. 1408/71 og i artikel 11 i forordning nr. 883/2004, der består i at forbyde, at Unionens tjenestemænd forpligtes til at bidrage til forskellige ordninger på området.

46      En national lovgivning som den, der er omhandlet i hovedsagen, og som belaster en EU-tjenestemands løn med sociale bidrag og sociale opkrævninger, der specifikt skal anvendes til finansiering af den berørte medlemsstats sociale sikringsordninger, tilsidesætter således den enekompetence, der er tillagt Unionen både i protokollens artikel 14 og i vedtægtens relevante bestemmelser, navnlig dem, der fastsætter de obligatoriske bidrag, som Unionens tjenestemænd skal betale til finansieringen af en social sikringsordning.

47      Desuden risikerer en sådan lovgivning at føre til, at Unionens tjenestemænd ikke behandles lige, og følgelig at lysten til at udøve en erhvervsaktivitet i en EU-institution forsvinder, henset til, at visse tjenestemænd ville være forpligtet til at bidrage ikke alene til EU-institutionernes fælles sociale sikringsordning, men også til en national social sikringsordning.

48      Der rejses ikke tvivl om den ovenstående analyse med den franske regerings argumenter om, at de i hovedsagen omhandlede sociale bidrag og sociale opkrævninger skal betegnes som »skatter«, som ikke pålægges arbejdsløn, men derimod indtægter af fast ejendom, og som ikke direkte giver anledning til en modydelse eller en fordel i form af sociale sikringsydelser. Som det nemlig fremgår af de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, står det under alle omstændigheder fast, at disse opkrævninger og bidrag direkte og specifikt skal anvendes til finansiering af visse af den franske ordnings sociale sikringsgrene. En EU-tjenestemand såsom Wenceslas de Lobkowicz kan derfor ikke anses for bidragspligtig til disse, idet hans finansielle forpligtelser på det sociale sikringsområde udelukkende reguleres af protokollen og vedtægten, hvorfor de falder uden for medlemsstaternes kompetence (jf. analogt, for så vidt angår forordning nr. 1408/71, dom af 26.2.2015, de Ruyter, C-623/13, EU:C:2015:123, præmis 23, 26, 28 og 29).

49      Henset til ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at protokollens artikel 14 og vedtægtens bestemmelser om EU-institutionernes fælles sociale sikringsordning skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning som den, der er omhandlet i hovedsagen, der fastsætter, at indtægter af fast ejendom oppebåret i en medlemsstat af en af Unionens tjenestemænd, der er skattemæssigt hjemmehørende i denne medlemsstat, pålægges sociale bidrag og sociale opkrævninger, der skal anvendes til finansiering af den sociale sikringsordning i denne medlemsstat.

 Sagsomkostninger

50      Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:

Artikel 14 i protokol (nr. 7) vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter, der er opført som bilag til EU-traktaten, EUF-traktaten og Euratom-traktaten, og bestemmelserne i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union vedrørende EU-institutionernes fælles sociale sikringsordning skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning som den, der er omhandlet i hovedsagen, der fastsætter, at indtægter af fast ejendom oppebåret i en medlemsstat af en af Unionens tjenestemænd, der er skattemæssigt hjemmehørende i denne medlemsstat, pålægges sociale bidrag og sociale opkrævninger, der skal anvendes til finansiering af den sociale sikringsordning i denne medlemsstat.

Lenaerts

Tizzano

Silva de Lapuerta

Ilešič

Bay Larsen

Berger

Prechal

Regan

Rosas

Toader

Safjan

Šváby

Jarašiūnas

Fernlund

Biltgen

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 10. maj 2017.

A. Calot Escobar

 

K. Lenaerts

Justitssekretær

 

Præsident

* Processprog: fransk-