Available languages

Taxonomy tags

Info

References in this case

Share

Highlight in text

Go

18.7.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 276/2


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour d’appel de Liège (Belgien) den 1. april 2022 — Cabot Plastics Belgium SA mod État belge

(Sag C-232/22)

(2022/C 276/03)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Cour d’appel de Liège

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Cabot Plastics Belgium SA

Sagsøgt: État belge

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 44 i Rådets direktiv 2006/112/EF (1) af 28. november 2006 og artikel 11 i Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/[2011] (2) af 15. marts 2011 i en situation, hvor en afgiftspligtig person, der er etableret i en medlemsstat, leverer tjenesteydelser til en anden afgiftspligtig person, der handler i denne egenskab, og som har etableret hjemstedet for sin økonomiske virksomhed uden for EU, når disse er juridisk adskilte og selvstændige enheder, men indgår i samme koncern, når tjenesteyderen forpligter sig kontraktligt til at anvende sit produktionsudstyr og sit personale alene til produktionen af varer til modtageren, og når denne modtager dernæst sælger disse varer til levering med tjenesteyderens logistikstøtte som afgiftspligtige varer med leveringssted i den omhandlede medlemsstat, fortolkes således, at en afgiftspligtig person, der er etableret uden for EU, anses for at råde over et fast forretningssted i denne medlemsstat?

2)

Skal artikel 44 i direktiv 2006/112/EF og artikel 11 i Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/[2011] af 15. marts 2011 om foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem fortolkes således, at en afgiftspligtig person kan råde over et fast forretningssted, når de dertil krævede menneskelige og tekniske midler er tjenesteyderens, som er juridisk selvstændig, men tilhører samme koncern, og som forpligter sig kontraktligt til at anvende disse midler alene til fordel for den nævnte afgiftspligtige person?

3)

Skal artikel 44 i Rådets direktiv 2006/112/EF og artikel 11 i Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/[2011] af 15. marts 2011 om foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem fortolkes således, at en afgiftspligtig person råder over et fast forretningssted i sin tjenesteyders medlemsstat, i kraft af at denne til den afgiftspligtige person og i henhold til en ved eksklusivaftale indgået forpligtelse leverer en række tillægsydelser eller supplerende ydelser til en lønforarbejdning i snæver forstand og således bidrager til gennemførelsen af salgsaftaler, som denne afgiftspligtige person indgår fra sit hjemsted uden for Den Europæiske Union, men som giver anledning til, at der i henhold til momsloven leveres afgiftspligtige varer på den nævnte medlemsstats område?


(1)  Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.11.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2006, L 347, s. 1).

(2)  Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011 af 15.3.2011 om foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2011, L 77, s. 1).