Available languages

Taxonomy tags

Info

References in this case

Share

Highlight in text

Go

7.11.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 424/25


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Arbitral Tributário (Centro de Arbitragem Administrativa — CAAD) (Portugal) den 25. juli 2022 — Deco Proteste — Editores, Lda. mod Autoridade Tributária e Aduaneira

(Sag C-505/22)

(2022/C 424/32)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Tribunal Arbitral Tributário (Centro de Arbitragem Administrativa — CAAD) (Portugal)

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Deco Proteste — Editores, Lda.

Sagsøgt: Autoridade Tributária e Aduaneira

Præjudicielle spørgsmål

1)

Under omstændigheder, hvor der i forbindelse med tegning af abonnement på periodiske udgivelser uddeles en gave (en gadget) til nye abonnenter, skal en sådan uddeling da i henhold til momsdirektivets artikel 16 (1) anses for:

a)

en vederlagsfri levering, der adskiller sig fra transaktionen vedrørende abonnementet på de periodiske udgivelser,

eller

b)

en del af en samlet vederlagsbetinget transaktion,

eller

c)

en del af en kommerciel pakke bestående af en hovedtransaktion (abonnementet på tidsskriftet) og en accessorisk transaktion (uddeling af gaven), idet den sidstnævnte transaktion anses for en vederlagsbetinget levering, som har instrumental karakter i forhold til abonnementet på tidsskriftet?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares således, at der er tale om en vederlagsfri levering, er det da i overensstemmelse med begrebet udtagning af varer i form af gaver af ringe værdi som omhandlet i momsdirektivets artikel 16, andet afsnit, at der fastsættes et årligt loft over den samlede værdi af gaverne på fem promille af den afgiftspligtige persons omsætning det foregående år (ud over den maksimale enhedsværdi)?

3)

Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende, skal det nævnte loft på fem promille af den afgiftspligtige persons omsætning det foregående år da anses for at være så lavt, at momsdirektivets artikel 16, andet afsnit, mister sin effektive virkning?

4)

Er loftet på fem promille af den afgiftspligtige persons omsætning det foregående år i strid med neutralitetsprincippet, princippet om ligebehandling eller ikke-diskrimination samt proportionalitetsprincippet, når der endvidere tages hensyn til de formål, der forfølges med fastsættelsen heraf?


(1)  Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.11.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2006, L 347, s. 1).