Available languages

Taxonomy tags

Info

References in this case

Share

Highlight in text

Go

Vigtig juridisk meddelelse

|

61995C0028

Foredene forslager til afgørelse fra generaladvokat Jacobs fremsat den 17. september 1996. - A. Leur-Bloem mod Inspecteur der Belastingdienst/Ondernemingen Amsterdam 2. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Gerechtshof Amsterdam - Nederlandene. - Sag C-28/95. - Bernd Giloy mod Hauptzollamt Frankfurt am Main-Ost. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Hessisches Finanzgericht Kassel - Tyskland. - Sag C-130/95. - Artikel 177 - Domstolens kompetence - National lovgivning, der anvender fællesskabsretlige bestemmelser.

Samling af Afgørelser 1997 side I-04161


Generaladvokatens forslag til afgørelse


1 I sag C-28/95, Leur-Bloem mod Inspecteur der Belastingdienst/Ondernemingen Amsterdam 2, har Gerechtshof, Amsterdam, indgivet anmodning til Domstolen om praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af Raadets direktiv 90/434/EOEF af 23. juli 1990 om en faelles beskatningsordning ved fusion, spaltning, tilfoersel af aktiver og ombytning af aktier vedroerende selskaber i forskellige medlemsstater (herefter »beskatningsdirektivet« eller »direktivet«) (1). I sag C-130/95, Bernd Giloy mod Hauptzollamt Frankfurt am Main-Ost, har Hessisches Finanzgericht anmodet om en afgoerelse vedroerende Raadets forordning (EOEF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indfoerelse af en EF-toldkodeks (herefter »toldkodeksen« eller blot »kodeksen«) (2). Jeg vil behandle begge sager i dette forslag til afgoerelse, da de begge rejser spoergsmaal om Domstolens kompetence til at afgoere praejudicielle spoergsmaal i medfoer af EF-traktatens artikel 177 i forbindelse med tvister, der ikke er omfattet af faellesskabsrettens anvendelsesomraade, men som faellesskabsretten er gjort anvendelig paa i henhold til bestemmelser i national lovgivning.

Sagernes baggrund og de nationale retters spoergsmaal

Leur-Bloem-sagen

2 Gerechtshof, Amsterdam, har anmodet Domstolen om - for foerste gang - at traeffe afgoerelse vedroerende fortolkningen af beskatningsdirektivet, navnlig udtrykket »ombytning af aktier« i direktivets artikel 2, litra d).

3 Formaalet med direktivet er at fjerne skattemaessige hindringer for fusion, spaltning, tilfoersel af aktiver og ombytning af aktier mellem medlemsstater. I henhold til de fleste skattesystemer medfoerer afhaendelse af aktieposter og tilfoersel af aktiver fra et selskab til et andet en skattepligtig fortjeneste for den indskydende aktionaer eller det indskydende selskab. I national sammenhaeng gives der ofte skattelettelse, saafremt transaktionen vedroerer dannelse af en koncern eller en omstrukturering af selskaber. Den lettelse, der kan gives, er dog forskellig i de forskellige medlemsstater, og forud for direktivets vedtagelse omfattede den i visse tilfaelde slet ikke transaktioner mellem medlemsstater.

4 I betragtningerne til direktivet er anfoert, at »transaktioner som fusion, spaltning, tilfoersel af aktiver og ombytning af aktier vedroerende selskaber i forskellige medlemsstater kan vaere noedvendige for, at der i Faellesskabet kan skabes vilkaar, der svarer til vilkaarene i et indre marked, og for dermed at sikre, at det faelles marked etableres og fungerer tilfredsstillende; disse transaktioner maa ikke hindres af saerlige begraensninger, ulemper eller fordrejninger som foelge af medlemsstaternes skatteregler; der boer derfor for disse transaktioner indfoeres konkurrencemaessigt neutrale skatteregler, saaledes at virksomhederne kan tilpasse sig vilkaarene i det faelles marked, oege deres produktivitet og styrke deres konkurrencemaessige stilling internationalt« (3).

5 Betragtningerne forklarer derefter, at dette formaal kun kan naas ved at indfoere en faelles beskatningsordning. Denne ordning »boer sikre, at en fusion, en spaltning, en tilfoersel af aktiver eller en ombytning af aktier ikke beskattes, men skal samtidig tilgodese de finansielle interesser i den stat, hvor det indskydende eller det erhvervede selskab er hjemmehoerende« (4).

6 Dette dobbelte formaal opnaas hovedsagelig ved at paalaegge medlemsstaterne at udskyde beskatningen af fortjeneste i forbindelse med afhaendelse af aktiver eller aktier som led i saadanne transaktioner, men der gives samtidig medlemsstaterne mulighed for at opkraeve den udskudte skat ved det modtagende selskabs endelige afhaendelse af aktiverne eller ved aktionaerernes afhaendelse af de nye aktier, som de har modtaget i forbindelse med en aktieombytning.

7 I henhold til direktivets artikel 11 kan en medlemsstat afslaa at anvende den fordel, som direktivet giver, saafremt transaktionen som hovedformaal eller som et af hovedformaalene har skattesvig eller skatteunddragelse.

8 Den omstridte transaktion i hovedsagen vedroerer ikke selskaber i forskellige medlemsstater, men er en rent national transaktion i Nederlandene. Fru Leur-Bloem er eneanpartshaver og direktoer i Phoenix Uitzendorganisatie BV (herefter »Uitzendorganisatie«) og i Phoenix Industrial BV (herefter »Industrial«). Begge selskaber har tilladelse til at drive virksomhed i vikarbureaubranchen. De paagaeldende tilladelser har en vaerdi i handel og vandel. Leur-Bloem har til hensigt at erhverve anparterne i et allerede eksisterende anpartsselskab, Phoenix Holding BV (herefter »Holding«), hvori den tegnede og indbetalte kapital beloeber sig til 35 000 HFL. Selskabet havde pr. 31. december 1991 ingen aktiver og en kortfristet gaeld paa 2 779 HFL og hverken aktiver eller gaeld pr. 31. december 1992. Leur-Bloem har til hensigt at ombytte sine anparter i Uitzendorganisatie og Industrial med anparterne i Holding, som derefter ville blive eneste anpartshaver i Uitzendorganisatie og Industrial.

9 I hovedsagen anfaegter fru Leur-Bloem en forhaandsafgoerelse, der er truffet af det nederlandske skattevaesen vedroerende transaktionen. Leur-Bloem finder, at den paataenkte anpartsombytning kan betragtes som en fusion ved ombytning af aktier eller anparter, der giver ret til skattelettelse i henhold til artikel 14 b, stk. 1, i den nederlandske lov af 1964 om indkomstbeskatning. I henhold til artikel 14 b, stk. 1, skal den gevinst, der opnaas ved afhaendelse af aktier eller anparter som led i en fusion ved ombytning af aktier eller anparter, ikke tages i betragtning ved beregningen af den skattepligtige fortjeneste. Ifoelge artikel 14 b, stk. 2, foreligger der en fusion ved ombytning af aktier eller anparter, saafremt:

»a) et i Nederlandene hjemmehoerende selskab mod udlevering af et antal egne aktier, anparter eller udbyttebeviser, evt. mod betaling af en udligningssum, erhverver et saadant antal andele i et andet nederlandsk selskab, at det kan udoeve over halvdelen af stemmerne i sidstnaevnte selskab, med henblik paa en i finansiel og oekonomisk henseende varig sammenslutning af det erhvervende selskabs virksomhed med et andet selskabs virksomhed«.

10 Artikel 14 b, stk. 2, litra b), indeholder den samme definition af fusion ved ombytning af aktier eller anparter med hensyn til transaktioner mellem medlemsstater. Artikel 14 b, stk. 2, litra c), indeholder en lignende definition, dog med strengere krav vedroerende stemmerne (»alle eller naesten alle stemmerne«), for fusion ved ombytning af aktier eller anparter, der beroerer et eller flere selskaber, der er hjemmehoerende uden for Faellesskabet.

11 Artikel 14 b, stk. 7, giver ministeren hjemmel til at bemyndige skattemyndighederne til at anvende bestemmelserne i artikel 14 b analogt, naar et af (eller begge) de to selskaber naevnt i artikel 14 b, stk. 2, litra a) eller b), ikke driver virksomhed.

12 Skattemyndighederne indtager det standpunkt, at den planlagte transaktion ikke opfylder betingelserne i artikel 14 b, stk. 2, litra a), fordi formaalet med det fremtidige holdingselskabs erhvervelse af de fremtidige datterselskabers anparter ikke er en sammenslutning af driftsselskaberne til en stoerre enhed i finansiel og oekonomisk henseende. En saadan enhed eksisterer allerede, da begge selskaber har samme direktoer og eneanpartshaver.

13 Da den i hovedsagen omtvistede transaktion vedroerer rent interne forhold i Nederlandene, er den ikke omfattet af direktivet, som kun finder anvendelse paa »ombytning af aktier, som vedroerer selskaber i to eller flere medlemsstater«, jf. direktivets artikel 1. Den nationale ret er dog af den opfattelse, at det var den nederlandske lovgivers mening, at artikel 14 b, stk. 2, litra a) og b), der vedroerer fusioner ved ombytning af aktier eller anparter henholdsvis nationalt og mellem medlemsstater, skulle fortolkes ens. Den naar til denne konklusion paa grundlag af bestemmelsernes ordlyd, der er den samme for indenlandske transaktioner og transaktioner mellem medlemsstater, samt henset til bestemmelsernes tilblivelseshistorie, navnlig afsnit 3.5, punkt 2, i finansstatssekretaerens bemaerkninger til lovforslaget (Kamerstukken II, 1991-1992, 22 338, nr. 3). Deri anfoerer statssekretaeren efter at have gjort rede for de aendringer, der skal foretages i nederlandsk lovgivning for at efterkomme direktivet, at selv om faellesskabsretten ikke formelt kraever, at nationale fusioner ved ombytning af aktier eller anparter skal vaere omfattet af de samme (gunstige) betingelser som fusioner mellem medlemsstater, er det med henblik paa virkeliggoerelsen af det indre marked oenskeligt, at behandlingen af de to kategorier af transaktioner er den samme.

14 Den nationale ret konkluderer, at spoergsmaalet om, hvorvidt der i den foreliggende sag er tale om en fusion ved ombytning af aktier eller anparter som omhandlet i lovens artikel 14 b, stk. 2, litra a), skal afgoeres under henvisning til direktivets bestemmelser og raekkevidde. Den har derfor forelagt Domstolen foelgende spoergsmaal:

»1) Kan Domstolen forelaegges spoergsmaal vedroerende fortolkningen af bestemmelserne i og raekkevidden af et direktiv, udstedt af Raadet for De Europaeiske Faellesskaber, ogsaa naar direktivet ikke umiddelbart finder anvendelse i den konkret foreliggende situation, men den konkrete situation efter den nationale lovgivers hensigt skal behandles paa samme maade som en situation, direktivet finder anvendelse paa?

2) a) Foreligger der en ombytning af aktier eller anparter som omhandlet i artikel 2, litra d), i Raadets direktiv 90/434/EOEF af 23. juli 1990, naar det erhvervende selskab, jf. artikel 2, litra h), ikke selv driver en virksomhed?

b) Er det til hinder for at antage, at der foreligger en ombytning af aktier eller anparter i den anfoerte betydning, at den samme fysiske person, som foer ombytningen var eneste selskabsdeltager og direktoer i det erhvervede selskab, efter ombytningen er direktoer og eneste selskabsdeltager i det erhvervende selskab?

c) Foreligger der alene en ombytning af aktier eller anparter i den anfoerte betydning, naar formaalet hermed er i finansiel og oekonomisk henseende varigt at sammenslutte virksomheden i det erhvervende selskab med virksomheden i et andet selskab, hvorved der dannes en enhed?

d) Foreligger der alene ombytning af aktier eller anparter i den anfoerte betydning, naar formaalet hermed er i finansiel og oekonomisk henseende varigt at sammenslutte virksomheden i to eller flere erhvervede selskaber, hvorved der dannes en enhed?

e) Er en ombytning af aktier eller anparter, som finder sted for at opnaa en horisontal skattemaessig tabsudligning mellem de deltagende selskaber i samme skattemaessige enhed, jf. artikel 15 i Wet op de vennootschapsbelasting 1969 (nederlandsk lov fra 1969 om selskabsskat), en forsvarlig oekonomisk betragtning som omhandlet i direktivets artikel 11?«

15 Det skal bemaerkes, at den nederlandske regering anfaegter den nationale rets konklusion om, at litra a) og b) i artikel 14 b, stk. 2, i 1964-loven skal fortolkes paa samme maade. Den er af den opfattelse, at den nationale ret har lagt for megen vaegt paa statssekretaerens udtalelse.

Giloy-sagen

16 I denne sag anmoder Hessisches Finanzgericht Domstolen om en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af toldkodeksens artikel 244, der indeholder foelgende bestemmelse:

»Indgivelse af en klage har ikke opsaettende virkning for gennemfoerelsen af den anfaegtede afgoerelse.

Toldmyndighederne kan imidlertid udsaette gennemfoerelsen af afgoerelsen helt eller delvis, hvis den har begrundet formodning om, at den anfaegtede afgoerelse ikke er i overensstemmelse med toldforskrifterne, eller hvis der maa frygtes uoprettelig skade for den paagaeldende.

Hvis den anfaegtede afgoerelse bevirker, at der skal betales import- eller eksportafgifter, er udsaettelse af gennemfoerelsen af afgoerelsen betinget af, at der foreligger eller stilles en sikkerhed. Det kan dog undlades at kraeve sikkerhedsstillelse i tilfaelde, hvor et saadant krav paa grund af debitors situation ville kunne give anledning til alvorlige vanskeligheder af oekonomisk eller social karakter.«

17 Sagen for den nationale ret drejer sig imidlertid ikke om importtold, men om moms, som toldkodeksen i henhold til bestemmelser i tysk lovgivning finder anvendelse paa. Den 28. marts 1990 traf de tyske toldmyndigheder en afgoerelse, hvorved Bernd Giloy blev ansat til betaling af moms med 293 870,76 DM. Giloy's verserende sag vedroerende annullation af denne afgoerelse er endnu ikke afgjort.

18 Den 16. august 1994 blev der foretaget tilbageholdelse i Giloy's loen. Da hans arbejdsgiver fik at vide, hvor stor gaelden var, opsagde han arbejdsforholdet ved brev af 31. august 1994. Siden da har Giloy modtaget socialhjaelp. Giloy har indbragt sagen for den forelaeggende ret med paastand om udsaettelse af gennemfoerelsen af afgoerelsen af 28. marts 1990. Under henvisning til sin paastand i hovedsagen har han gjort gaeldende, at der er en berettiget tvivl om afgoerelsens lovlighed. Han har endvidere anfoert, at uanset om han soegsmaal er begrundet, boer gennemfoerelsen af afgoerelsen udsaettes, da han er i fare for at paadrage sig og allerede har paadraget sig uoprettelig skade, idet de skridt, der er taget for at inddrive gaelden ved tilbageholdelse i loennen, har resulteret i, at han har mistet sit arbejde og er tvunget til at leve af socialhjaelp. Han anfoerer, at hans tidligere arbejdsgiver har forsikret ham om, at han vil blive genansat, saafremt der ikke er risiko for, at den anfaegtede afgoerelse vil blive gennemfoert. Han goer endvidere gaeldende, at han i henhold til toldkodeksens artikel 244, stk. 3, ikke kan afkraeves sikkerhed, da han paa grund af sin oekonomiske situation ikke har mulighed for at stille en saadan sikkerhed.

19 De tyske myndigheder har heroverfor anfoert, at der ikke er noget grundlag for at antage, at den anfaegtede afgoerelse er ulovlig. Der er endvidere ingen risiko for uoprettelig skade, da det af de hidtidige undersoegelser fremgaar, at yderligere forsoeg paa at inddrive gaelden for tiden ville vaere forgaeves. Yderligere skridt vil kun kunne tages, saafremt Giloy paa ny fik arbejde, og i saa fald kunne det kun ske inden for snaevre graenser i medfoer af de tyske bestemmelser vedroerende udlaegsfritagelse. Derfor ville han ikke lide uoprettelig skade, selv om han paa ny fik arbejde.

20 Med henblik paa at kunne afgoere tvisten har den nationale ret forelagt Domstolen foelgende spoergsmaal:

»1) Skal de to betingelser, der er anfoert i artikel 244, stk. 2, i Raadets forordning (EOEF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indfoerelse af en EF-toldkodeks (herefter 'toldkodeksen'):

- begrundet formodning om, at den anfaegtede afgoerelse ikke er i overensstemmelse med toldforskrifterne,

eller

- hvis der maa frygtes uoprettelig skade for den paagaeldende,

antages at gaelde fuldstaendig uafhaengigt af hinanden, saaledes at der tillige kan meddeles udsaettelse af gennemfoerelsen, saafremt der ikke hersker tvivl om, at den afgiftsafgoerelse, der har givet anledning til en begaering om udsaettelse, er i overensstemmelse med forskrifterne, men der er grund til at frygte uoprettelig skade for den paagaeldende?

Saafremt spoergsmaal 1) besvares bekraeftende:

2) Udelukker den i andet led anfoerte betingelse noedvendigvis, at der kan stilles krav om sikkerhed, eller kraeves yderligere betingelser opfyldt, og i givet fald da hvilke?

3) Maa en risiko for at blive afskediget - eventuelt ogsaa en allerede indtruffet afskedigelse som foelge af, at afgiftskravet er forfaldent - anses for 'alvorlige vanskeligheder af oekonomisk eller social karakter' - ogsaa saafremt den paagaeldende i henhold til national lov er sikret et eksistensminimum, f.eks. gennem socialhjaelp?

4) Forudsaetter en udsaettelse af gennemfoerelsen altid, at der stilles krav om sikkerhed for hele afgiftsbeloebet, eller er det muligt at begraense kravet om sikkerhed til en del af beloebet paa grundlag af en samlet vurdering af rekvirentens oekonomiske forhold?«

21 Disse spoergsmaal stilles under antagelse af, at toldkodeksens artikel 244 finder anvendelse paa den skyldige moms, som hovedsagen drejer sig om. Den nationale ret antager dog med urette, at importmoms er en importafgift i toldkodeksens forstand. I henhold til toldkodeksens artikel 4, nr. 10, er udtrykket »importafgifter« begraenset til told og afgifter med tilsvarende virkning, der gaelder ved indfoersel af varer, og landbrugsafgifter og andre afgifter ved indfoersel, der fastsaettes som led i den faelles landbrugspolitik eller i visse andre saerlige bestemmelser for landbruget. Det omfatter ikke moms.

22 Som allerede anfoert ser det imidlertid ud til, at toldkodeksens artikel 244 i medfoer af bestemmelser i tysk lovgivning finder anvendelse i den foreliggende sag. De relevante bestemmelser findes i § 69 i Finanzgerichtsordnung (lov om skatteretternes virksomhed). I § 69, stk. 2, er fastsat betingelserne for, at skattemyndighederne kan udsaette gennemfoerelsen, mens det i § 69, stk. 3, er bestemt, at disse betingelser skal anvendes tilsvarende af skatteretterne. I det skriftlige indlaeg for Domstolen anfoerer Kommissionen, at ordlyden af § 69, stk. 2, som gjaldt, foer toldkodeksen traadte i kraft, adskiller sig noget fra ordlyden af toldkodeksens artikel 244 og burde have vaeret aendret med henblik paa at svare til ordlyden af denne bestemmelse. Kommissionen tilfoejer dog, at det i tysk retspraksis og i den juridiske litteratur er anerkendt, at toldmyndighederne har pligt til at anvende toldkodeksens artikel 244. Som svar paa de to skriftlige spoergsmaal, som Domstolen har stillet den tyske regering, anfoerer regeringen, at § 69, stk. 3, i Finanzgerichtsordnung for saa vidt angaar betingelserne for udsaettelse af gennemfoerelsen i sager for skatteretterne henviser til de bestemmelser, der gaelder for skattemyndighederne. § 21, stk. 2, i den tyske momslov indeholder en generel regel om, at bestemmelser vedroerende toldafgifter finder tilsvarende anvendelse paa importmoms.

23 Begge sager rejser det spoergsmaal, om Domstolen har kompetence i henhold til traktatens artikel 177 til at besvare spoergsmaal forelagt af en national ret vedroerende fortolkningen af faellesskabsretten, naar disse spoergsmaal er blevet rejst i forbindelse med en tvist, hvori faellesskabsretten ikke finder anvendelse som saadan, men af den nationale lovgivning er blevet overfoert til en ikke-faellesskabsretlig sammenhaeng. Dette spoergsmaal er blevet rejst i flere tidligere sager, og det kan vaere hensigtsmaessigt foerst at give en kort oversigt over Domstolens tidligere afgoerelser.

Den relevante retspraksis

24 Spoergsmaalet blev foerst overvejet af Domstolen i 1985 i Thomasduenger-sagen (5), hvori Domstolen blev anmodet om en fortolkning af den faelles toldtarif i sager vedroerende import af varer til Tyskland fra Frankrig, en situation, der ikke er omfattet af toldtariffen. I sit forslag til afgoerelse anfoerte generaladvokat Mancini, at Thomasduenger's interesse i at anmode om en dom, der fortolkede toldtariffen, skyldtes, at visse tyske myndigheder, f.eks. de tyske jernbaner, anvendte den faellesskabsretlige tarifering ved fastsaettelsen af deres priser. Han konkluderede, at Domstolen ikke burde besvare de af den nationale ret forelagte spoergsmaal, da »Domstolen saaledes kun tilsyneladende [ville] fortolke de i spoergsmaalene omhandlede bestemmelser, idet forholdet i virkeligheden ville vaere det, at Domstolen fortolker nationale bestemmelser, som de paagaeldende faellesskabsretlige bestemmelser er blevet optaget i, saaledes at de i denne forbindelse helt har mistet deres tvingende karakter«.

25 Domstolen imoedegik dog denne indsigelse ved blot at henvise til det velkendte princip om, at »bortset fra ganske saerlige tilfaelde, hvor de bestemmelser i faellesskabsretten, der oenskes fortolket, aabenbart ikke finder anvendelse paa de faktiske omstaendigheder, der ligger til grund for tvisten i hovedsagen, henholder Domstolen sig til den paagaeldende nationale retsinstans' skoen, idet det tilkommer denne at vurdere, om det henset til omstaendighederne i den konkrete sag er noedvendigt for dens afgoerelse af den paagaeldende tvist, at der indhentes en afgoerelse vedroerende det paagaeldende praejudicielle spoergsmaal«.

26 Domstolen kom mere direkte ind paa spoergsmaalet i 1990 i Dzodzi-sagen (6) og i Gmurzynska-Bscher-sagen (7). Massam Dzodzi, der var togolesisk statsborger, giftede sig med en belgisk statsborger, som kort derefter afgik ved doeden. Efter mandens doed ansoegte fru Dzodzi om opholdstilladelse i Belgien som aegtefaelle til en statsborger i en af Faellesskabets medlemsstater. Det var aabenbart, at der var tale om et rent nationalt anliggende, og at der ikke var noget, der gav sagen tilknytning til faellesskabsretten. Efter belgisk ret skulle en udenlandsk aegtefaelle til en belgisk statsborger imidlertid sidestilles med en statsborger i en af Faellesskabets medlemsstater. Den nationale ret fortolkede aabenbart denne bestemmelse saaledes, at ogsaa udlaendinge, der var gift med belgiske statsborgere, var omfattet af de faellesskabsretlige bestemmelser, der fandt anvendelse paa aegtefaeller til statsborgere fra andre medlemsstater, der havde bopael i Belgien. For at kunne traeffe afgoerelse i sagen forelagde den nationale ret et spoergsmaal om, hvorvidt Dzodzi ville have haft ret til at bo og opholde sig i Belgien, saafremt hendes mand havde vaeret statsborger i en anden medlemsstat end Belgien.

27 De faktiske omstaendigheder i Gmurzynska-Bscher-sagen ligner dem i Giloy-sagen. De tyske momsbestemmelser henviste til nomenklaturen i den faelles toldtarif for saa vidt angik afgiftsfritagelse og -nedsaettelse. Fru Gmurzynska-Bscher, som havde til hensigt at importere et kunstvaerk fra Nederlandene til Tyskland, anmodede om en tariferingsafgoerelse med henblik paa en fastsaettelse af det beloeb, hun skulle betale i moms.

28 Generaladvokat Darmon, som tilsluttede sig generaladvokat Mancini's opfattelse i Thomasduenger-sagen, konkluderede, at Domstolen i ingen af sagerne havde kompetence til at besvare de spoergsmaal, som den nationale ret havde forelagt (8). Han udtalte, at formaalet med den praejudicielle procedure, nemlig at sikre ensartetheden af faellesskabsrettens retsvirkninger, kun retter sig mod det anvendelsesomraade, som faellesskabsretten har, saaledes som dette anvendelsesomraade er fastlagt af faellesskabsretten og kun den. Den nationale lovgivnings henvisning til faellesskabsretten kan ikke udvide faellesskabsrettens anvendelsesomraade og dermed Domstolens kompetence. Det ville vaere uacceptabelt, hvis Domstolens rolle blev reduceret til at skulle afgive udtalelser eller responsa af den art, som en kvalificeret juridisk raadgiver nogle gange afgiver over for en forumsretsinstans, naar denne skal anvende udenlandsk ret.

29 Domstolen fraveg imidlertid for anden gang generaladvokatens opfattelse, og baade i Dzodzi-sagen og i Gmurzynska-Bscher-sagen besvarede Domstolen de af de nationale domstole forelagte spoergsmaal. I Dzodzi-sagen udtalte Domstolen:

»Det fremgaar hverken af ordlyden af artikel 177 eller af formaalet med den ved denne bestemmelse indfoerte procedure, at forfatterne til traktaten fra Domstolens kompetence har villet undtage forelaeggelse af praejudicielle spoergsmaal vedroerende en faellesskabsretlig bestemmelse i den saerlige situation, hvor der i en medlemsstats nationale lovgivning henvises til indholdet af den paagaeldende bestemmelse for at fastlaegge de regler, der finder anvendelse paa rent nationale forhold i medlemsstaten.

Tvaertimod bestaar der for Faellesskabets retsorden en aabenbar interesse i, at enhver faellesskabsretlig bestemmelse fortolkes ensartet, uanset de vilkaar, hvorunder bestemmelsen skal anvendes, saaledes at senere fortolkningsuoverensstemmelser undgaas« (9).

30 Domstolen udtalte, at dens opgave var alene af ordlyden af og aanden i de paagaeldende faellesskabsretlige bestemmelser at udlede retsvirkningerne af disse bestemmelser, og at det alene tilkom de nationale retsinstanser paa grundlag af de faktiske og retlige omstaendigheder i sagen at bringe de saaledes fortolkede faellesskabsretlige bestemmelser i anvendelse. Domstolen havde i princippet ikke pligt til at goere sig overvejelser med hensyn til de omstaendigheder, der har givet de nationale retter anledning til at forelaegge Domstolen spoergsmaal, og hvorunder de ville anvende den faellesskabsretlige bestemmelse, som de havde anmodet Domstolen om at fortolke. Domstolen tilfoejede:

»Forholdet er et andet, saafremt det fremgaar, at der foreligger et misbrug af proceduren efter artikel 177, naar henses til dennes formaal, og at proceduren i realiteten er blevet ivaerksat med henblik paa paa grundlag af en kunstig tvist at formaa Domstolen til at traeffe afgoerelse, eller saafremt det er aabenbart, at den faellesskabsretlige bestemmelse, som Domstolen anmodes om at fortolke, ikke kan finde anvendelse.

I tilfaelde, hvor faellesskabsretten er blevet gjort anvendelig ved bestemmelser i national ret, tilkommer det alene den nationale retsinstans at vurdere spoergsmaalet om de noejagtige retsvirkninger af denne henvisning til faellesskabsretten. Finder den nationale retsinstans, at indholdet af en faellesskabsretlig bestemmelse i kraft af en saadan henvisning finder anvendelse paa de rent nationale forhold, der ligger til grund for tvisten for den nationale retsinstans, har denne hjemmel til at forelaegge Domstolen et praejudicielt spoergsmaal paa de vilkaar, der er fastlagt i bestemmelserne i traktatens artikel 177 som helhed, saaledes som disse er blevet fortolket i Domstolens praksis.

Domstolens kompetence er dog begraenset til en undersoegelse af de faellesskabsretlige bestemmelser alene. Domstolen kan ikke ved sit svar til den nationale retsinstans inddrage de generelle hensyn, der ligger til grund for de nationale bestemmelser, hvis indhold samtidig med at henvise til faellesskabsretten er afgoerende for omfanget af de retsvirkninger, som foelger heraf. Spoergsmaalet om de begraensninger, som den nationale lovgivningsmagt maatte have opstillet med hensyn til anvendelsen af faellesskabsretten paa rent nationale forhold - som faellesskabsretten kun finder anvendelse paa i kraft af den nationale lovgivning - henhoerer under national ret og dermed under medlemsstatens retsinstansers eksklusive kompetence« (10).

31 Dommene i Dzodzi- og Gmurzynska-Bscher-sagerne blev kort tid senere fulgt op af Tomatis og Fulchiron-dommen (11), hvor den nationale ret anmodede om en praejudiciel afgoerelse vedroerende den faelles toldtarif for at kunne fastsaette den momssats, der skulle anvendes for visse varer efter national lovgivning. Principperne i Dzodzi- og Gmurzynska-Bscher-dommene blev ogsaa anvendt - under temmelig anderledes omstaendigheder - i dommene i sagerne Fournier (12) og Federconsorzi (13). I Fournier-sagen blev Domstolen anmodet om at fortolke et faellesskabsdirektiv som - ret usaedvanligt - havde faaet virkning ved en privatretlig overenskomst. Den nationale retsinstans skulle afgoere, hvilket af en raekke nationale forsikringsbureauer var endeligt ansvarlig over for familien Fournier med hensyn til en trafikulykke i Frankrig. Artikel 2, stk. 2, i Raadets direktiv 72/166 (14) indeholdt bestemmelse om, at der mellem de seks nationale forsikringsbureauer kunne indgaas en overenskomst, hvorefter hvert nationalt bureau forpligtede sig til i overensstemmelse med det paagaeldende lands regler at behandle de skadetilfaelde, der forekommer paa landets omraade foraarsaget af koeretoejer, der hoerer hjemme i en af de andre medlemsstater. De fleste af direktivets bestemmelser traadte foerst i kraft, naar en saadan overenskomst var indgaaet. Den nationale ret oenskede en afgoerelse vedroerende fortolkningen af udtrykket »omraade, hvor et koeretoej er hjemmehoerende« i direktivets artikel 1, stk. 4, saaledes at den kunne fortolke dette udtryk i den overenskomst, som var blevet indgaaet af bureauerne.

32 I mit forslag til afgoerelse i den paagaeldende sag foreslog jeg Domstolen at anse sig for kompetent efter det princip, der blev fastslaaet i Dzodzi-dommen. Selv om princippet ikke noedvendigvis ville kunne anvendes paa alle sager, hvor det drejede sig om fortolkningen af faellesskabsretlige begreber, der var inkorporeret i en privatretlig overenskomst, var den overenskomst, der her var paa tale, et vaesentligt led i den ordning, der indfoertes ved direktiv 72/166. Der stilledes i direktivet ikke blot krav om en overenskomst, men overenskomsten udgjorde ogsaa en noedvendig forudsaetning for, at de fleste af direktivets bestemmelser kunne traede i kraft (15).

33 I sin dom besvarede Domstolen det praejudicielle spoergsmaal fra den nationale ret uden specielt at komme ind paa spoergsmaalet om kompetence. Som svar paa et argument vedroerende fortolkningen af direktivet understregede Domstolen dog, at det tilkommer »den nationale ret, der alene har kompetence til at fortolke overenskomsten mellem de nationale bureauer, at tillaegge de udtryk, der anvendes heri, den betydning, retsinstansen finder passende, hvorved den ikke er bundet af betydningen af det tilsvarende udtryk i direktivet« (16).

34 I Federconsorzi-sagen anmodede en italiensk ret om en fortolkning af visse bestemmelser i Raadets og Kommissionens landbrugsforordninger i forbindelse med en tvist mellem det italienske interventionsorgan og Federconsorzi, som var tilslagsmodtager for interventionsforanstaltninger i olivenoliesektoren, vedroerende omfanget af Federconsorzi's erstatningsansvar over for interventionsorganet med hensyn til et parti olivenolie, der var blevet stjaalet fra en af Federconsorzi's lagerbygninger. Overenskomsten mellem parterne indeholdt bestemmelser om, at tilslagsmodtageren var forpligtet til at daekke »tab, som han er ansvarlig for, til den vaerdi, der er fastsat i gaeldende faellesskabsregler«.

35 Domstolen, der fulgte generaladvokat Van Gerven's forslag til afgoerelse, udtalte, at det i Dzodzi-dommen fastlagte princip fandt anvendelse. Den paagaeldende overenskomstbestemmelse henviste til indholdet af faellesskabsretlige bestemmelser med henblik paa fastsaettelse af omfanget af en af parternes ansvar.

36 I sin seneste stillingtagen til dette spoergsmaal i dommen i Kleinwort Benson-sagen (17), en sag der ikke blev forelagt Domstolen i medfoer af traktatens artikel 177, men i henhold til protokollen vedroerende Domstolens fortolkning af Bruxelles-konventionen (18), gav Domstolen udtryk for en snaevrere fortolkning af graenserne for sin kompetence. Den engelske Court of Appeal oenskede en fortolkning af udtrykket »sager om kontraktforhold« i konventionens artikel 5, nr. 1, og »sager om erstatning uden for kontrakt« i artikel 5, nr. 3. Spoergsmaalet fra Court of Appeal oenskedes besvaret med henblik paa rettens anvendelse ikke af selve konventionen, men af Schedule 4 til Civil Jurisdiction and Judgments Act 1982, som indeholdt bestemmelser, der var staerkt inspireret af konventionen, og som vedroerte kompetencefordelingen mellem retterne i de forskellige dele af Det Forenede Kongerige. Bestemmelserne i Schedule 4 var dog ikke altid identiske med bestemmelserne i konventionen i den version, der paa det paagaeldende tidspunkt var gaeldende. Dette var tilfaeldet med artikel 5(3) i Schedule 4 (selv om den dog indeholdt udtrykket »sager om erstatning uden for kontrakt«, der er anvendt i konventionens artikel 5, nr. 3, som den nationale ret oenskede en fortolkning af). Section 47(1) og (3) i 1982-loven havde fastsat bestemmelse vedroerende aendringer af Schedule 4, herunder »aendringer, der er beregnet paa at fremkalde divergenser mellem bestemmelserne i Schedule 4 ... og de tilsvarende bestemmelser i 1968-konventionens afsnit II«. I 1982-loven var der endvidere fastsat forskellige bestemmelser om fortolkningen af konventionen og Schedule 4. Lovens section 3(1) bestemte, at »ethvert spoergsmaal vedroerende betydningen eller retsvirkningen af en bestemmelse i konventionen, som ikke forelaegges for Domstolen i medfoer af 1971-protokollen, skal afgoeres i overensstemmelse med de principper, der er opstillet af Domstolen, og med de af denne trufne afgoerelser«. Derimod bestemtes det i 1982-lovens section 16(3)(a), at ved afgoerelsen af spoergsmaal om betydningen eller retsvirkningen af bestemmelserne i Schedule 4 »skal der tages hensyn til alle relevante principper, der er opstillet af De Europaeiske Faellesskabers Domstol i forbindelse med 1968-konventionens afsnit II, og til alle relevante afgoerelser truffet af denne vedroerende betydningen eller retsvirkningen af bestemmelserne i dette afsnit«.

37 Efter en detaljeret analyse af spoergsmaalet indtog generaladvokat Tesauro det standpunkt, at Domstolen ikke havde kompetence til at besvare spoergsmaalene fra Court of Appeal vedroerende fortolkningen af konventionen, og ydermere foreslog han, at Domstolen tog den praksis, der blev indledt med Dzodzi-dommen, op til fornyet overvejelse. Senere i mit forslag til afgoerelse vil jeg direkte eller indirekte komme naermere ind paa nogle af de punkter, som generaladvokat Tesauro drog frem.

38 Selv om Domstolen ikke fulgte generaladvokatens opfordring til at aendre praksis, kendte Domstolen for ret, at den ikke havde kompetence til at besvare spoergsmaalene fra Court of Appeal. Domstolen bemaerkede, at bestemmelserne i Det Forenede Kongeriges lovgivning ikke indeholdt en direkte og ubetinget henvisning til bestemmelser i faellesskabsretten, hvorefter disse skulle gaelde i den nationale retsorden, men blot anvendte dem som forbillede uden at gengive deres ordlyd fuldstaendigt. Der var endvidere skabt en udtrykkelig mulighed for undtagelser, der var beregnet paa at fremkalde divergenser mellem de nationale bestemmelser og de tilsvarende bestemmelser i konventionen. Under disse omstaendigheder var konventionens bestemmelser ikke som saadan - uden for konventionens anvendelsesomraade - gjort anvendelige ved lovgivningen i den paagaeldende kontraherende stat.

39 1982-loven paalagde ikke retterne i Det Forenede Kongerige, at tvister indbragt for disse retsinstanser skulle afgoeres ved absolut og ubetinget at anvende Domstolens fortolkning af konventionen. Saafremt konventionen ikke fandt anvendelse, var det retternes egen afgoerelse, om Domstolens fortolkning ligeledes fandt anvendelse paa den nationale lovgivning, som var udfaerdiget med konventionen som model. Derfor ville Domstolens fortolkning ikke vaere bindende for retten i Det Forenede Kongerige. Under henvisning til Udtalelse 1/91 (19) bemaerkede Domstolen, at det ikke kan accepteres, at de svar, Domstolen giver til de kontraherende staters retsinstanser, kun er vejledende og helt uden bindende virkning. Det ville bevirke en fuldstaendig aendring af Domstolens rolle i henhold til 1971-protokollen, som er som en retsinstans, hvis domme er bindende.

De fremfoerte argumenter i de foreliggende sager

Leur-Bloem

40 Der er blevet indgivet skriftlige indlaeg i denne sag af fru Leur-Bloem, af den tyske og den nederlandske regering samt af Kommissionen.

41 Ifoelge Leur-Bloem kan anmodningen antages til behandling. Da formaalet med direktivet er, »at der i Faellesskabet kan skabes vilkaar, der svarer til vilkaarene i et indre marked«, er det efter Leur-Bloem's opfattelse ikke muligt at give nationale transaktioner en ringere behandling end transaktioner mellem medlemsstaterne. Den nederlandske lovgiver har accepteret det princip, at de to kategorier af transaktioner skal behandles ens.

42 Ifoelge den tyske og den nederlandske regering samt Kommissionen har Domstolen ikke kompetence til at besvare spoergsmaalene. Den nederlandske regering anfoerer, at selv om de paagaeldende nationale bestemmelser ganske vist ogsaa omfatter nationale transaktioner, viser finansstatsekretaerens bemaerkninger i begrundelsen blot, at det blev anset for oenskeligt, at nationale transaktioner behandles paa samme maade som transaktioner mellem medlemsstaterne. Hverken begrundelsen eller selve bestemmelsen siger udtrykkeligt, at bestemmelserne i direktivet skal anvendes paa nationale transaktioner. Den nederlandske regering anfoerer derfor, at Domstolen boer udtale, at den af de samme grunde, som den anfoerte i Kleinwort Benson-sagen, ikke har kompetence.

43 Ifoelge Kommissionen er det ganske vist oenskeligt, at medlemsstater udformer deres nationale bestemmelser efter faellesskabsretten, saaledes at der derved sikres en spontan harmonisering, men det betyder ikke, at de nationale regler er underkastet det institutionelle system i traktaten, navnlig artikel 177, selv om fortolkningen af begrebet ombytning af aktier er noedvendig for at kunne afgoere tvisten. Kommissionen bemaerker, at artikel 14 b, stk. 2, i loven ikke henviser til direktivet eller goer dette anvendeligt, men at den kun gentager - dog ikke ordret - ordlyden af artikel 2, litra d). Der ville intet vaere til hinder for, at den nederlandske lovgiver aendrede lovgivningen. I modsaetning til den lovgivning, der var til behandling i Kleinwort Benson-sagen, indeholder nederlandsk lovgivning end ikke krav om, at den nationale ret skal tage hensyn til Domstolens praksis.

44 Efter Kommissionens opfattelse er modargumentet om, at det er noedvendigt at sikre en ensartet anvendelse af faellesskabsretten, hverken af teoretiske eller af praktiske grunde overbevisende. Graenserne for Domstolens kompetence er noedvendigvis sammenfaldende med faellesskabsrettens graenser. Der er alvorlige institutionelle indvendinger mod det modsatte synspunkt. Domstolens kompetence ville i saa fald blive fastsat paa grundlag af en medlemsstats lovgivningsmaessige valg. Da nederlandsk lovgivning endvidere anvender den samme definition af ombytning af aktier ved transaktioner vedroerende selskaber, der er hjemmehoerende uden for Faellesskabet, ville Domstolens kompetence blive udvidet til at omfatte ombytning af aktier vedroerende et eller flere selskaber fra stater, der ikke er medlemsstater. Kommissionen tilfoejer til slut, at det naeppe ville vaere muligt for Kommissionen at anlaegge en sag mod Nederlandene i medfoer af traktatens artikel 169 alene paa grundlag af et valg truffet i den nederlandske lovgivning.

Giloy

45 I denne sag blev der kun indgivet skriftligt indlaeg af Kommissionen. Kommissionen, der indtager det modsatte standpunkt af sit standpunkt i Leur-Bloem-sagen, anfoerer, at uanset at der ikke er nogen udtrykkelig henvisning til toldkodeksens artikel 244 i den tyske lovgivning, er det klart, at toldkodeksens artikel 244 finder anvendelse i den tyske retsorden. Faellesskabsbestemmelsen er derfor absolut og ubetinget overtaget i tysk ret som kraevet i henhold til Domstolens dom i Kleinwort Benson-sagen.

46 I sin besvarelse af Domstolens skriftlige spoergsmaal indtager ogsaa den tyske regering et andet standpunkt end det, den indtager i Leur-Bloem-sagen. Den sondrer mellem den tyske lovgivning og den nederlandske lovgivning, som Leur-Bloem-sagen drejer sig om, da toldkodeksen er et dynamisk element i tysk lov i medfoer af § 21, stk. 2, i den tyske momslov. Den tyske lovgiver har valgt at anvende kodeksen og anerkender Domstolens kompetence, fordi importmoms og told ofte opkraeves i henhold til en og samme procedure og ved en enkelt afgiftsfastsaettelse. Det er derfor vaesentligt, at bestemmelserne om told og moms fortolkes paa samme maade.

Vurdering af spoergsmaalet om kompetence

Faellesskabsrettens anvendelsesomraade og formaalet med artikel 177

47 Det kunne ved foerste blik synes overraskende, at Domstolen, hvis rolle i henhold til traktaten er at »vaerne om lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af denne traktat« (artikel 164), har ment at have kompetence i sager, hvori faellesskabsretten ikke finder anvendelse. I lighed med andre retssystemer definerer faellesskabsretten sit eget anvendelsesomraade, og det forekommer vel rimeligt at antage, at al faellesskabsret, inklusive artikel 177, udelukkende skal anvendes inden for dette omraade. Formaalet med artikel 177 er inden for traktatens system at sikre, at faellesskabsretten finder ensartet anvendelse i alle medlemsstater. Det er ikke uden videre klart, hvordan bestemmelsen kan opfylde dette formaal, saafremt Domstolen traeffer afgoerelse i tvister, hvori en faellesskabsretlig bestemmelse laanes af en medlemsstat og omsaettes til en ikke-faellesskabsretlig sammenhaeng. I saadanne tvister er de bestemmelser, som de nationale retsinstanser skal anvende, bestemmelser i national lovgivning og ikke faellesskabslovgivning. Der er saaledes ingen umiddelbar risiko for, at faellesskabsretten ikke anvendes ensartet.

48 I Dzodzi-dommen forsoegte Domstolen at overvinde denne vanskelighed ved henvisningen til, at der »for Faellesskabets retsorden [bestaar] en aabenbar interesse i, at enhver faellesskabsretlig bestemmelse fortolkes ensartet, uanset de vilkaar, hvorunder bestemmelsen skal anvendes, saaledes at senere fortolkningsuoverensstemmelser undgaas« (20). Med andre ord, ved at traeffe afgoerelse i tvister, der opstaar i en ikke-faellesskabsretlig sammenhaeng, kan Domstolen forhindre en ukorrekt anvendelse af faellesskabsretten i fremtiden. Ved foerste blik er der en vis styrke i det argument. Saafremt en national ret finder det noedvendigt at fortolke en faellesskabsbestemmelse med henblik paa en afgoerelse, vil den vaere noedt til at forsoege at fortolke bestemmelsen selv, saafremt der ikke er nogen autoritativ vejledning fra Domstolen. Hvis den nationale ret fortolkede den faellesskabsretlige bestemmelse forkert, ville den korrekte anvendelse af faellesskabsretten indirekte blive bragt i fare. Selv om fortolkningen bliver anvendt i en ikke-faellesskabsretlig sammenhaeng, kunne denne fortolkning nemlig meget vel blive fulgt i den paagaeldende medlemsstat af andre retsinstanser og af administrative myndigheder, naar de anvender den omhandlede bestemmelse i en faellesskabsretlig sammenhaeng.

49 I sidste ende er dette argument dog ikke overbevisende. Under saadanne omstaendigheder er faren for, at faellesskabsretten ikke anvendes korrekt i den paagaeldende stat, i vaerste fald kun indirekte og midlertidig. Det ville vaere klart, at enhver fortolkning af en faellesskabsretlig bestemmelse givet af en national ret ikke ville vaere baseret paa en afgoerelse truffet af Domstolen, og at naar denne fortolkning blev anvendt i en faellesskabsretlig sammenhaeng, ville den kunne anfaegtes. Det er endvidere vanskeligt at forene Domstolens bekymring vedroerende saa fjerntliggende farer for den ensartede anvendelse af faellesskabsretten med den omstaendighed, at artikel 177 forudsaetter, at faellesskabsretten foerst og fremmest fortolkes og anvendes af de nationale retter. Faellesskabsretten anvendes hver eneste dag af nationale retter. Kun i det relativt lille antal sager, der behandles af de domstole, der traeffer afgoerelse som sidste instans, er der pligt til praejudiciel forelaeggelse for Domstolen.

50 Det er endvidere ikke let at se, hvorledes en retsregel kan fortolkes uden for sin sammenhaeng eller - for at bruge det udtryk, der blev anvendt i Dzodzi-dommen - »uanset de vilkaar, hvorunder bestemmelsen skal anvendes«. Domstolens afgoerelse i Dzodzi-sagen kan maaske til dels forklares ved den imoedekommende indstilling, som Domstolen paa det tidspunkt havde til praejudicielle anmodninger generelt. Domstolen ville kun helt undtagelsesvis rejse spoergsmaalet om noedvendigheden af den praejudicielle afgoerelse, som en national ret anmodede om, specielt i de tilfaelde, hvor det viste sig, at forespoergslen blev indgivet uden foeje paa grundlag af en konstrueret tvist, eller at den bestemmelse, der oenskedes en fortolkning af, helt aabenbart ikke kunne anvendes paa tvisten.

51 Dzodzi-dommen afspejler dog ikke laengere Domstolens standpunkt. I en raekke nyere sager, der begyndte med Domstolens dom fra 1993 i Telemarsicabruzzo-sagen (21), har Domstolen lagt mere vaegt paa behovet for at traeffe en afgoerelse inden for rammerne af de faktiske omstaendigheder i sagen, og den har derfor vaeret strengere med at kraeve, at de nationale retter klart skal specificere de faktiske og retlige omstaendigheder, der danner grundlag for anmodningen om en praejudiciel afgoerelse (22). At de goer dette er vigtigt, ikke alene for at sikre, at Domstolen giver den nationale retsinstans en besvarelse, der er relevant for den verserende sag, men ogsaa fordi det ofte er vanskeligt eller endog umuligt at fortolke en bestemmelse in abstracto.

De forskellige sammenhaenge, hvori de faellesskabsretlige og de nationale bestemmelser indgaar

52 Dommen i Dzodzi-sagen er uforenelig med den ovennaevnte praksis. Naar den faktiske situation, der ligger til grund for en praejudiciel forelaeggelse, end ikke er omfattet af en faellesskabsretlig bestemmelse, anmodes Domstolen om rent hypotetisk at fortolke bestemmelsen uden for dens egentlige sammenhaeng. Dette medfoerer, at Domstolen loeber den risiko, at den ikke alene undlader at overveje alle relevante spoergsmaal, men ogsaa at den vildledes af uvedkommende faktorer.

53 Selv i de tilfaelde, hvor der er en naer forbindelse mellem de faellesskabsretlige og de nationale bestemmelser, kan den sammenhaeng, hvori der anmodes om en fortolkning af en faellesskabsretlig bestemmelse, faktisk vaere helt forskellig fra den sammenhaeng, bestemmelsen egentlig indgaar i. For eksempel er den omtvistede transaktion i Leur-Bloem-sagen, hvor den nationale retsinstans udtaler, at nederlandsk lovgivning i virkeligheden har udvidet raekkevidden af den faellesskabsretlige bestemmelse, en indenlandsk transaktion med henblik paa en rent juridisk omstrukturering af ejerforholdet i selskaber, som muligvis foretages af grunde, der haenger sammen med den nederlandske skattelovgivning. Jeg ville have alvorlige indvendinger imod et forsoeg paa at fortolke udtryk, der er anvendt i skattedirektivet - navnlig for foerste gang - paa baggrund af en saadan transaktion, som ser ud til kun at have meget lidt at goere med den type transaktioner, der er omhandlet i direktivet, nemlig graenseoverskridende fusioner og aktieombytninger med henblik paa at stimulere graenseoverskridende sammenslutninger af virksomheder. Ved besvarelsen af spoergsmaalene fra den nationale ret ville det vaere noedvendigt, med henblik paa at saette de relevante direktivbestemmelser ind i deres rette sammenhaeng, at afgoere, i hvilket omfang de betingelser, de nederlandske bestemmelser paalaegger, kunne hindre oprettelsen af graenseoverskridende selskabsstrukturer, som kunne finde anvendelse, saafremt virksomheder af kommercielle grunde slutter sig sammen. Den faktiske situation i Leur-Bloem-sagen har naeppe tilvejebragt et grundlag for at behandle disse spoergsmaal, saaledes som det fremgaar baade af de skriftlige og de mundtlige indlaeg for Domstolen.

54 Hvad saerligt angaar det sidste spoergsmaal fra den nationale ret, som vedroerer fortolkningen af begrebet skatteunddragelse i direktivets artikel 11, fremgaar det ikke klart af de for Domstolen fremlagte dokumenter, om den skattefordel, der henvises til, nemlig den horisontale tabsudligning, er et faellesskabsretligt spoergsmaal. For at saette spoergsmaalet om fortolkning, som forelaegges Domstolen, ind i den rette kontekst er det derfor maaske noedvendigt at forestille sig en sammenlignelig situation, som uden tvivl kunne opstaa i forholdet mellem medlemsstater, og som er sammenlignelig i den forstand, at skattefordelen ville opstaa ikke paa grund af selve aktieombytningen, men paa grund af den selskabsstruktur, der derved fremkom. Man kunne f.eks. forestille sig en situation, hvor der som led i en graenseoverskridende fusion blev dannet et holdingselskab i en medlemsstat, til dels af kommercielle grunde, f.eks. for at opnaa en gennemsnitlig skatteprocent for datterselskabernes overskud i de forskellige lande eller for at drage fordel af en skatteoverenskomst, som en af de paagaeldende medlemsstater har indgaaet. Det er igen tydeligt, at den faktiske situation i Leur-Bloem-sagen naeppe har skabt grundlag for en droeftelse af alle de spoergsmaal, der kunne vaere relevante i forbindelse med fortolkningen af spoergsmaalet om skatteunddragelse i artikel 11, et spoergsmaal der har betydelige konsekvenser for anvendelsen af direktivet.

55 Det er korrekt, at der aldrig er nogen garanti for, at den faktiske situation i en sag giver mulighed for, at alle de relevante spoergsmaal overvejes. I de tilfaelde, hvor Domstolen har fundet det noedvendigt at begraense raekkevidden af tidligere afgoerelser eller fravige dem, skyldes dette ofte, at det ikke var muligt fuldt ud at forudse konsekvenserne af en afgoerelse. Risiciene ville imidlertid blive vaesentligt foroeget, saafremt Domstolen fastholdt sin kompetence i en kategori af sager, hvori den systematisk skulle fortolke bestemmelser uden for deres egentlige sammenhaeng. Det er efter min opfattelse i sig selv utilfredsstillende, at det skulle vaere noedvendigt ved hjaelp af ekstrapolation at anvende fiktive situationer - der ikke har nogen egentlig forbindelse med forholdene i hovedsagen - for at skaffe det noedvendige bedoemmelsesgrundlag. Det vil vaere lettere i nogle tilfaelde end i andre at forestille sig en aegte faellesskabsretlig sammenhaeng. Alligevel ville der stadig vaere fare for, at relevante faktorer utilsigtet ikke kom med, eller for vildledning paa grund af uvedkommende faktorer. Som jeg vil forklare senere, kan der saaledes endog inden for de oejensynligt naert beslaegtede omraader importafgift og moms vaere forskellige overvejelser, der goer sig gaeldende. Endvidere vil det ofte vaere noedvendigt, at sagen faerdigbehandles ved Domstolen, foer denne er i stand til at fastslaa med tilstraekkelig sikkerhed, at den har kompetence.

Relevansen af Domstolens dom for fortolkningen af en national bestemmelse

56 Selv om det antages, at Domstolen er i stand til at give en fyldestgoerende fortolkning af faellesskabsretten i en tvist, der er opstaaet i en ikke-faellesskabsretlig sammenhaeng, er der ikke nogen sikkerhed for, at Domstolens afgoerelse vil vaere relevant for denne tvist. Domstolen har gang paa gang understreget betydningen af at fortolke faellesskabsbestemmelserne i den sammenhaeng, de indgaar i, og det er aabenbart, at endog to faellesskabsretlige bestemmelser, der er affattet i samme vendinger, kan kraeve forskellig fortolkning, fordi de indgaar i forskellige sammenhaenge. Domstolen udtalte foelgende i Metalsa-dommen (23):

»Af denne retspraksis ... fremgaar, at udvidelsen af fortolkningen af en bestemmelse i traktaten til at omfatte en bestemmelse, der er affattet i sammenlignelige, lignende eller endog de samme vendinger, i en overenskomst indgaaet af Faellesskabet med et tredjeland bl.a. afhaenger af det formaal, der forfoelges med hver enkelt bestemmelse inden for dens saerlige rammer, og at dels sammenligningen af overenskomstens formaal og den sammenhaeng, hvori den indgaar, og dels traktatens formaal er af stor betydning i denne henseende.«

57 Jeg mener, at det samme saa meget mere gaelder for bestemmelser, der er affattet i lignende eller de samme vendinger i faellesskabsretten og national lovgivning. Overvejelser, der er relevante for fortolkningen af en faellesskabsbestemmelse, som f.eks. dens formaal og dens placering inden for traktatens system og maalsaetning, kan vaere uden betydning for fortolkningen af den nationale bestemmelse. De forskellige sammenhaenge, hvori faellesskabsretlige og nationale bestemmelser finder anvendelse, medfoerer derfor en forskellig fortolkning af disse bestemmelser.

58 For eksempel har det direktiv, som omhandles i Leur-Bloem-sagen, det dobbelte formaal at fjerne skattehindringer for graenseoverskridende fusioner af virksomheder ved fastsaettelse af faelles bestemmelser om skattenedsaettelse og samtidig sikre medlemsstaternes finansielle interesser ved at give mulighed for opkraevning af den udsatte skat uanset det graenseoverskridende element. Disse maal har ingen betydning for indenlandske transaktioner.

59 Det samme gaelder for udvidelsen af faellesskabsbestemmelser vedroerende et retsomraade til et andet omraade, som ikke er blevet harmoniseret paa faellesskabsplan. I Giloy-sagen er der f.eks. efter tysk lovgivning en naer forbindelse mellem importafgifter og importmoms. Selv under disse omstaendigheder kunne der imidlertid, som Domstolens for nyligt afsagte dom i Pezullo-sagen (24) viser, goere sig forskellige overvejelser gaeldende. I denne sag udtalte Domstolen, at det paagaeldende faellesskabsdirektiv (25) tillod en medlemsstat at bestemme, at naar varer, som tidligere var ekspederet til aktiv foraedling, overgaar til fri omsaetning i Faellesskabet, paalaegges der den skyldige landbrugsimportafgift morarenter for perioden mellem den midlertidige indfoersel og den endelige indfoersel. Derimod ville der i henhold til det sjette momsdirektiv foerst kunne paaloebe renter fra det tidspunkt, da varerne ikke laengere var omfattet af ordningen om aktiv foraedling og blev frigivet til omsaetning i hjemstaten. I mit forslag til afgoerelse naevnte jeg, at kriteriet for sondringen kunne ligge i den fradragsmekanisme, der anvendes i forbindelse med moms, men som ikke finder anvendelse paa importafgifter. Dommen viser endvidere, at de forskellige sammenhaenge, som bestemmelserne indgaar i, efter omstaendighederne foerst viser sig, naar Domstolen har fortolket den paagaeldende bestemmelse.

60 At en national retsinstans efter at have modtaget en afgoerelse fra Domstolen kan vaelge at se bort fra denne afgoerelse med den begrundelse, at de faellesskabsretlige bestemmelser og de nationale bestemmelser indgaar i forskellige sammenhaenge, var en faktor, Domstolen tillagde betydning i Kleinwort Benson-sagen. I denne sag anfoerte Domstolen, at da lovgivningen i Det Forenede Kongerige ikke havde gjort bestemmelserne i Bruxelles-konventionen anvendelige som saadan i nationale sager, tilkom det retterne i Det Forenede Kongerige at afgoere, om Domstolens fortolkning havde samme gyldighed med henblik paa de nationale bestemmelser. Domstolen henviste i den forbindelse til foelgende praemis i udtalelse 1/91:

»Det kan ... ikke accepteres, at de svar, Domstolen giver EFTA-staternes retsinstanser, kun er vejledende og helt uden bindende virkning. Det ville bevirke en fuldstaendig aendring af Domstolens rolle i henhold til EOEF-traktaten, nemlig som en retsinstans, hvis domme er bindende. Selv i det meget specielle tilfaelde, der foreligger i artikel 228, har Domstolens udtalelse bindende virkning, som naermere angivet i artiklen.«

61 Selv om analogien med EOES-aftalen ikke er fuldstaendig, kan det ikke naegtes, at princippet om, at Domstolens afgoerelser er bindende for de nationale retsinstanser, er grundlaeggende, idet det sikrer den ensartede anvendelse af faellesskabsretten. At Domstolen skulle acceptere, at en national retsinstans i praksis frit kan ignorere dens afgoerelser i visse kategorier af sager paa grund af den forskelligartede kontekst, ville goere et alvorligt indgreb i dette princip.

62 Endvidere er mangelen paa enhver garanti for, at Domstolens afgoerelse vil vaere relevant for tvisten, set i sammenhaeng med, at der ikke er nogen umiddelbar fare med hensyn til den ensartede anvendelse af faellesskabsretten, et staerkt argument mod at udvide proceduren i henhold til artikel 177 - med deraf foelgende forsinkelse af afgoerelsen i sagen og omkostninger for parterne, for Kommissionen og medlemsstaterne samt for Domstolen - til det potentielt store antal sager, hvori medlemsstater maatte beslutte at laane faellesskabsbestemmelser.

63 Endelig kunne man i denne forbindelse spoerge, hvilken relevans en afgoerelse ville have, saafremt det viste sig, at den omhandlede nationale bestemmelse ikke kan fortolkes i overensstemmelse med den fortolkning, som Domstolen har givet den tilsvarende faellesskabsretlige bestemmelse. Dette er netop tilfaeldet i Leur-Bloem-sagen. Lad os antage, at Domstolen accepterede Leur-Bloem's anbringender og fortolkede skattedirektivet paa en saadan maade, at det var klart, at de betingelser, som nederlandsk lovgivning stiller i forbindelse med en fusion ved ombytning af aktier, var for restriktive. Hvis der var tale om en transaktion, der beroerer flere medlemsstater, og som er omfattet af direktivet, ville den nationale ret, saafremt det antages, at de relevante bestemmelser i direktivet har direkte virkning, vaere forpligtet til at tilsidesaette nederlandsk lovgivning og anvende faellesskabsbestemmelserne. Der ville ikke vaere en saadan forpligtelse under de omstaendigheder, der foreligger i den her behandlede sag. Vi ville derfor vaere i den maerkelige situation, at Domstolens afgoerelse i bedste fald kun ville vaere relevant for en national ret, saafremt den nationale bestemmelse i henhold til de i den nationale lovgivning fastsatte fortolkningsprincipper kan fortolkes i overensstemmelse med den fortolkning, som Domstolen har givet.

Andre teoretiske og praktiske vanskeligheder i forbindelse med anvendelsen af artikel 177

64 Der er endvidere flere andre problemer knyttet til udvidelsen af proceduren i henhold til artikel 177 til ligeledes at omfatte tvister, der opstaar i en ikke-faellesskabsretlig kontekst. For det foerste er det i saadanne sager kun ved hjaelp af juridisk akrobatik, at det er muligt at paalaegge retsinstanser, hvis afgoerelser ikke kan appelleres, en forpligtelse til at indbringe sagen for Domstolen i medfoer af artikel 177, stk. 3. Det ville vaere noedvendigt at haevde, at artikel 177 paalaegger denne forpligtelse, selv om behovet for en fortolkning af faellesskabsretten ikke er skabt paa grundlag af faellesskabsretten, men paa grundlag af den nationale lovgivning. Endvidere vil der formentlig vaere en betydelig usikkerhed hos de oeverste retsinstanser med hensyn til, i hvilket omfang de har pligt til at forelaegge et praejudicielt spoergsmaal.

65 For det andet hjemler artikel 177 ogsaa afgoerelser om gyldigheden af Faellesskabets retsakter. Det ville vaere saerdeles uheldigt, saafremt Domstolen traf en saadan afgoerelse i en sag, der ligger uden for en retsakts anvendelsesomraade. Endvidere ville relevansen af en saadan afgoerelse af en tvist vaere endnu mere indirekte end af en afgoerelse vedroerende fortolkning.

66 Endelig deler jeg paa det praktiske plan den bekymring, som er udtrykt af generaladvokat Tesauro (26) for saa vidt angaar det potentielle antal sager, hvor en national ret kunne se en forbindelse mellem de nationale og de faellesskabsretlige bestemmelser og derfor ville beslutte at anmode om en dom. Som han understreger, er det mere og mere almindeligt for nationale bestemmelser eller konventioner med tredjelande, at de er baseret paa eller inspireret af faellesskabsretten.

Kleinwort Benson-dommen

67 I Kleinwort Benson-dommen tilstraebte Domstolen en mellemloesning ved for foerste gang at opstille et krav om, at den nationale bestemmelse skal indeholde en direkte og ubetinget henvisning til faellesskabsretten, hvorefter denne skal gaelde i den nationale retsorden. Dette kriterium har muligvis nogle fordele; det vil spare Domstolen for sager, der kun har en meget spinkel forbindelse med faellesskabsretten, og for de sager, hvor forskellen i kontekst er mest udtalt.

68 Loesningen i Kleinwort Benson-dommen er dog et ret ustabilt kompromis. For det foerste har den ikke noget solidt, teoretisk grundlag. Jeg mener ikke, at de kriterier, der er fastsat, skelner mellem begrebsmaessigt adskilte kategorier. Naar traktatens eller faellesskabslovgivningens forfattere har valgt ikke at udvide faellesskabsretten til et bestemt omraade, kan medlemsstaterne have forskellige opfattelser af behovet for at goere dette paa egen haand i deres nationale lovgivning. En faellesskabsretlig bestemmelse, som for den ene medlemsstat er bestemmende for indholdet af beslaegtede nationale bestemmelser, kan af en anden medlemsstat blive betragtet blot som en potentielt interessant model, hvortil der belejligt knytter sig en retspraksis.

69 Uanset hvilken lovgivningsmetode en medlemsstat vaelger, adskiller Faellesskabets retsorden sig fra den nationale retsorden. Da der ikke er nogen udtrykkelig hjemmel hertil i artikel 177, mener jeg ikke, at Domstolen boer tillade, at raekkevidden af Domstolens kompetence fastsaettes af national lovgivning. Saafremt den gjorde det, ville kompetencen i de forskellige medlemsstater vaere meget forskellig.

70 For det andet mener jeg ikke, at afgoerelsen i Kleinwort Benson-sagen opnaar det, der var meningen med den, nemlig at sikre, at Domstolens domme vil blive anvendt af den nationale ret. Selv i de tilfaelde, hvor den nationale lovgivning indeholder en udtrykkelig henvisning til faellesskabsretten, saaledes at ordlyden af den faellesskabsretlige og den nationale bestemmelser er den samme, vil den nationale ret stadig kunne komme til det resultat, at de to bestemmelser skal fortolkes forskelligt paa grund af de forskellige sammenhaenge, de indgaar i. Som det allerede er naevnt, kan to enslydende bestemmelser i faellesskabsretten kraeve forskellig fortolkning paa grund af de forskellige sammenhaenge, de indgaar i.

71 For det tredje er der, som jeg allerede har forklaret, selv om der er en forbindelse mellem de faellesskabsretlige og de nationale bestemmelser, stadig de risici og vanskeligheder, som en fortolkning af faellesskabsretlige regler uden for deres rette sammenhaeng indebaerer.

72 For det fjerde er kravet om en direkte og ubetinget henvisning til faellesskabsretten, som de foreliggende sager viser, vanskeligt at anvende og vilkaarligt. Af Giloy-sagen fremgaar, at der er enighed om, at de tyske toldmyndigheder skal anvende kodeksens artikel 244 ved opkraevning af importmoms. Alligevel fremgaar dette krav ikke tydeligt af lovgivningen, men det er til dels udledt af retspraksis og den juridiske litteratur. Det er under alle omstaendigheder ikke Domstolens opgave at fortolke tysk lovgivning - det tilkommer alene den nationale ret. I Leur-Bloem-sagen er der i hvert fald ingen direkte og ubetinget henvisning til faellesskabsretten i den nederlandske lovgivning. Dette kan dog blot vaere paa grund af faellesskabsretsaktens art. Mens det kan taenkes, at en national bestemmelse indeholder en udtrykkelig henvisning til en faellesskabsforordning eller en EF-konvention, kan en medlemsstat, der oensker at overfoere bestemmelserne i et direktiv til en ikke-faellesskabsretlig kontekst, blot udvide omraadet for sin nationale gennemfoerelseslov. Som i Leur-Bloem-sagen kan forbindelsen til den faellesskabsretlige regel af den nationale retsinstans udledes af de nationale bestemmelsers ordlyd og formaal, muligvis med henvisning til de forberedende arbejder. At artikel 14 b, stk. 2, litra a), i den nederlandske lov fra 1964 ikke, som Kommissionen understreger, ordret gengiver teksten i skattedirektivet, er naeppe overraskende - det goer artikel 14 b, stk. 2, litra b), der har til formaal at gennemfoere direktivet, heller ikke.

73 Mere generelt er jeg af den opfattelse, at det ville vaere vilkaarligt at sondre efter den maade, hvorpaa en medlemsstat overfoerer en faellesskabsbestemmelse til en national kontekst. For eksempel kunne det resultat, der opnaas ved at udvide visse fordele, som tilkendes i henhold til et direktiv, der alene finder anvendelse paa forhold mellem forskellige medlemsstater, til ogsaa at omfatte nationale forhold, naas ved en passende formuleret bestemmelse, der forbyder omvendt diskrimination. Uanset hvilke midler, der anvendes, er forholdet dog stadig det, at i tvister som den foreliggende, er den regel, der finder anvendelse, altid en bestemmelse i den nationale lovgivning. Saadanne tvister vedroerer ikke rettigheder eller forpligtelser i medfoer af faellesskabsretten.

74 Endelig vil, som vi har set det i de foreliggende sager, en mellemloesning som den, der blev vedtaget i Kleinwort Benson-dommen, formentlig medfoere en betydelig uvished. Det kan ikke undgaas, at der systematisk vil blive rejst spoergsmaal om Domstolens kompetence, som i mange sager kun vil kunne besvares i slutfasen af sagens behandling ved Domstolen. Desuden vil der, saafremt Domstolen faktisk paatager sig kompetencen, vaere usikkerhed om, hvorvidt den nationale ret skal anvende afgoerelsen, fordi der er tale om forskellige sammenhaenge.

Graensen for Domstolens kompetence i henhold til artikel 177

75 Min konklusion er derfor, at Domstolen kun boer traeffe afgoerelse i sager, hvori den er bekendt med tvistens faktiske og retlige sammenhaeng, og hvor den faellesskabsretlige bestemmelse finder anvendelse i denne sammenhaeng. Dette synspunkt er efter min mening det eneste, der er juridisk holdbart, stemmer med formaalet med artikel 177, sikrer, at Domstolens afgoerelse er relevant for afgoerelsen af tvisten, samt udelukker risikoen for, at Domstolen anmodes om fortolkning af en faellesskabsbestemmelse uden for dens rette sammenhaeng. Det giver endvidere et anvendeligt og klart kriterium, som vil give de nationale domstole den noedvendige grad af sikkerhed vedroerende raekkevidden af Domstolens kompetence.

76 Jeg er foelgelig af den opfattelse, at Domstolen ikke boer besvare spoergsmaalene i nogen af de to sager. I begge sager har den nationale lovgiver laant en faellesskabsbestemmelse og overfoert den til en sammenhaeng, hvori den ikke tilsigtede at finde anvendelse.

77 Med hensyn til de tidligere domme er jeg af samme opfattelse som generaladvokat Tesauro, at Domstolen ikke laengere boer traeffe afgoerelse i sager som Thomasduenger, Dzodzi, Gmurzynska-Bscher og Tomatis og Fulchiron. Derimod finder jeg, at der i sagerne Fournier og Federconsorzi er truffet en korrekt afgoerelse. I disse sager var der den grundlaeggende forskel, at de omtvistede kontrakter var indgaaet i medfoer af faellesskabsretlige bestemmelser. De faktiske omstaendigheder i de to sager laa derfor klart inden for de faellesskabsretlige bestemmelsers anvendelsesomraade, og det var i overensstemmelse saavel med formaalet med artikel 177 og kravet om, at Domstolen kun boer traeffe afgoerelse i en relevant kontekst, at Domstolen besvarede de af de nationale domstole forelagte spoergsmaal.

78 Det er korrekt, som generaladvokat Tesauro bemaerkede i Kleinwort Benson-sagen, at fortolkningen af de omhandlede kontrakter i Fournier-sagen og i Federconsorzi-sagen skulle ske paa grundlag af national lovgivning. Saaledes forholder det sig imidlertid ogsaa, naar fortolkningen af en faellesskabsbestemmelse har betydning for fortolkningen af en national gennemfoerelsesbestemmelse. Ikke desto mindre er der det faellestraek i begge sager, at reglen eller kontraktbestemmelsen anvendes i en faellesskabsretlig kontekst.

79 Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke foreslaar, at Domstolen skulle afslaa kompetence i alle sager, hvori der opstaar tvivl om et spoergsmaals relevans, fordi der muligvis foreligger en overtraedelse af national lovgivning. Som eksempel kan man forestille sig en situation, hvori en medlemsstat i medfoer af det skoen, som et direktiv tildeler den, har indfoert strengere krav end dem, der er fastsat i direktivet, mens den nationale gennemfoerelseslovgivning kun giver den kompetente myndighed i medlemsstaten befoejelse til at fastsaette de bestemmelser, der efter faellesskabsretten er absolut noedvendige med henblik paa gennemfoerelsen af direktivet (en situation, der svarer til omstaendighederne i RTI-sagen) (27). I en saadan situation kan det taenkes, at den nationale retsinstans oensker at fastslaa, hvilke mindstekrav direktivet fastsaetter, og at den forelaegger Domstolen et praejudicielt spoergsmaal i den forbindelse for at kunne tage stilling til et anbringende om, at medlemsstaten har handlet uden for den kompetence, som den i henhold til den nationale lovgivning har. Under saadanne omstaendigheder mener jeg, at Domstolen boer anse sig for kompetent, eftersom den nationale lovgivning ikke har overfoert faellesskabsbestemmelserne til en anden sammenhaeng. Der er saaledes ikke fare for, at Domstolen besvarer et spoergsmaal uden for sammenhaengen.

80 Det kan maaske vaere en hjaelp at taenke i form af en sondring mellem de »vertikale« og de »horisontale« virkninger af faellesskabsretten i et nationalt retssystem. Saafremt faellesskabsretten af den nationale lovgivning er blevet overfoert til en national sammenhaeng, hvor faellesskabsretten selv ikke finder anvendelse, har man at goere med det, der kan betegnes som en »horisontal« situation. Faellesskabsretten er kun relevant, fordi den ved national lovgivning er blevet udvidet til at omfatte et nationalt anliggende, som det ikke var meningen, at den skulle omfatte. En saadan udvidelse kan tilvejebringes ved en udtrykkelig udvidelse eller ved en gentagelse af faellesskabsbestemmelserne, eller ved hjaelp af en almindelig bestemmelse i national lovgivning, som forbyder omvendt diskrimination eller illoyal konkurrence. Saafremt faellesskabsretten derimod kun gennemfoeres i den udstraekning, det tilsigtes med faellesskabslovgivningen, kan forudseelige virkninger for den nationale lovgivning som foelge af gennemfoerelsen, selv om dette er fjerne virkninger, siges at vaere tilsigtet med faellesskabsbestemmelserne. De kan betegnes »vertikale« virkninger. Efter min opfattelse ville Domstolen f.eks. have kompetence i en sag som Federconsorzi, selv om tvisten var et trin laengere ude i kaeden af begivenheder, nemlig hvis et selskab under de samme omstaendigheder havde betalt uden indvendinger, men dets forsikringsselskab havde anfaegtet det udbetalte beloeb, da selskabet kraevede erstatning i henhold til forsikringsaftalen, og man herefter ville forelaegge Domstolen et spoergsmaal om betydningen af den samme faellesskabsbestemmelse som den, der omhandledes i Federconsorzi-sagen.

FORSLAG TIL AFGOERELSE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 695C0028.1

81 Naar jeg bruger udtrykket »i den udstraekning, det tilsigtes med faellesskabslovgivningen« er det ikke min mening at ville begraense de praejudicielle forelaeggelser, der kan behandles, til de situationer, som faellesskabslovgivningens ophavsmaend saerligt har haft i tankerne. Jeg antager, at de f.eks. ikke kunne have forestillet sig, at der paa grund af tyveri af olivenolie i Federconsorzi-sagen var behov for at fortolke en kontraktlig bestemmelse, hvori der henvistes til en faellesskabsretlig bestemmelse. Jeg sigter blot til de situationer, der kan betragtes som et naturligt resultat af gennemfoerelsen af faellesskabsretten og ikke som resultat af, at faellesskabsretten er blevet udvidet til ogsaa at omfatte en situation, hvor det aldrig havde vaeret meningen, at den skulle anvendes.

Forslag til afgoerelse

82 Jeg skal herefter foreslaa Domstolen at besvare de praejudicielle spoergsmaal fra Gerechtshof, Amsterdam, i sag C-28/95, Leur-Bloem, og fra Hessisches Finanzgericht i sag C-130/95, Giloy, saaledes:

»Domstolen har ikke kompetence i henhold til traktatens artikel 177 til at besvare de for Domstolen forelagte spoergsmaal.«

(1) - EFT L 225, s. 1.

(2) - EFT L 302, s. 1.

(3) - Foerste betragtning.

(4) - Fjerde betragtning.

(5) - Dom af 26.9.1985, sag 166/84, Sml. s. 3001.

(6) - Dom af 18.10.1990, forenede sager C-297/88 og C-197/89, Sml. I, s. 3763.

(7) - Dom af 8.11.1990, sag C-231/89, Sml. I, s. 4003.

(8) - Forslag til afgoerelse af 3.7.1990 i Dzodzi-sagen, jf. fodnote 6, Sml. I, paa s. 3763, og i Gmurzynska-Bscher-sagen, jf. fodnote 7, Sml. I, paa s. 4009.

(9) - Dzodzi-dommen, jf. fodnote 6, praemis 36 og 37.

(10) - Dzodzi-dommen, jf. fodnote 6, praemis 40, 41 og 42.

(11) - Dom af 24.1.1991, sag C-384/89, Sml. I, s. 127.

(12) - Dom af 12.11.1992, sag C-73/89, Sml. I, s. 5621.

(13) - Dom af 25.6.1992, sag C-88/91, Sml. I, s. 4035.

(14) - Raadets direktiv 72/166/EOEF af 24.4.1972 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkoeretoejer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse, EFT 1972 II, s. 345.

(15) - Punkt 19 i forslaget til afgoerelse.

(16) - Praemis 23.

(17) - Dom af 28.3.1995, sag C-346/93, Sml. I, s. 615.

(18) - Konventionen af 27.9.1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager.

(19) - Sml. 1991 I, s. 6079.

(20) - Praemis 37.

(21) - Dom af 26.1.1993, forenede sager C-320/90, C-321/90 og C-322/90, Sml. I, s. 393. Jf. tillige kendelse af 19.3.1993, sag C-157/92, Banchero, Sml. I, s. 1085, af 26.4.1993, sag C-386/92, Monin Automobiles, Sml. I, s. 2049, af 9.8.1994, sag C-378/93, La Pyramide, Sml. I, s. 3999, og af 23.3.1995, sag C-458/93, Saddik, Sml. I, s. 511.

(22) - Jf. Domstolens seneste kendelse af 19.7.1996, sag C-191/96, Mario Modesti, Sml. I, s. 3937.

(23) - Dom af 1.7.1993, sag C-312/91, Sml. I, s. 3751, praemis 11. Jf. tillige dom af 9.2.1982, sag 270/80, Polydor, Sml. s. 329.

(24) - Dom af 8.2.1996, sag C-166/94, Sml. I, s. 331.

(25) - Raadets direktiv 69/73/EOEF af 4.3.1969 om harmonisering af lovgivning om aktiv foraedling, EFT 1969 I, s. 69.

(26) - Jf. punkt 26 i hans forslag til afgoerelse i dommen Kleinwort Benson, der er anfoert i fodnote 17.

(27) - Jf. mit forslag til afgoerelse af 11.7.1996, forud for dom af 12.12.1996 i de forenede sager C-320/94, C-328/94, C-329/94, C-337/94, C-338/94 og C-339/94, RTI m.fl., Sml. I, s. 6471.