Available languages

Taxonomy tags

Info

References in this case

References to this case

Share

Highlight in text

Go

Vigtig juridisk meddelelse

|

61995C0258

Forslag til afgørelse fra generaladvokat Léger fremsat den 16. januar 1997. - Julius Fillibeck Söhne GmbH & Co. KG mod Finanzamt Neustadt. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Bundesfinanzhof - Tyskland. - Sjette momsdirektiv - Levering af tjenesteydelser mod vederlag - Begreb - Arbejdsgivers befordring af arbejdstagere. - Sag C-258/95.

Samling af Afgørelser 1997 side I-05577


Generaladvokatens forslag til afgørelse


1 Bundesfinanzhof har forelagt Domstolen tre spoergsmaal vedroerende fortolkningen af en raekke bestemmelser i sjette momsdirektiv (1) (herefter »direktivet«). Herved bliver der foerst og fremmest tale om en stillingtagen til, om en arbejdsgivers vederlagsfri transport af arbejdstagere fra bopaelen til arbejdsstedet er en momspligtig transaktion eller ej.

De faktiske omstaendigheder og retsforhandlingerne

2 Foerst en beskrivelse af de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, saaledes som de er fremstillet i forelaeggelseskendelsen.

3 Virksomheden Julius Fillibeck Soehne GmbH & Co. KG (sagsoeger og revisionsappellant, herefter »sagsoegeren«) er en byggevirksomhed. I det i sagen relevante tidsrum fra 1980-1985 befordrede virksomheden vederlagsfrit visse ansatte fra disses bopael til forskellige byggepladser, hvor de var beskaeftiget. Befordringen skete hovedsagelig i koeretoejer, der tilhoerte arbejdsgiveren, idet denne dog i nogle tilfaelde overlod det til en af sine ansatte at soerge for den i eget koeretoej. Der var dog ikke i noget tilfaelde tale om, at de arbejdstagere, der benyttede sig af denne transportmulighed, afholdt saerlige omkostninger hertil eller fik fratrukket beloeb i deres loentilgodehavende.

4 Disse transportydelser blev praesteret i overensstemmelse med »Bundesrahmentarifvertrag fuer das Baugewerbe« (almindelig loenoverenskomstramme for byggeriet), naar der var tale om en vis mindste afstand (seks kilometer) mellem bopaelen og arbejdsstedet.

5 Finanzamt (sagsoegt og revisionsindstaevnt, herefter »sagsoegte«) fandt, at der hermed var tale om afgiftspligtige transaktioner efter den tyske momslovgivning (2).

6 Sagsoegeren har med sin revisionsanke bestridt, at saadanne befordringsydelser er afgiftspligtige, og har herved anfoert, at Bundesfinanzhof's domme af 11. marts 1988 (3) ikke kan finde anvendelse under omstaendigheder som de her foreliggende, og at den omtvistede befordring saaledes ikke kan anses for en afgiftspligtig ydelse efter de naevnte bestemmelser i UStG 1980 (4).

Sagsoegte og Finanzgericht, som ikke gav sagsoegeren medhold i hans paastande, mener begge, at den omtvistede befordring har vaeret en ydelse, som arbejdsgiveren praesterede navnlig i virksomhedens interesse, og som han var forpligtet til at yde som byggefirma i henhold til den almindelige loenoverenskomstramme for byggeriet (Bundesrahmentarifvertrag fuer das Baugewerbe), men ikke en ydelse til arbejdstagerne til daekning af deres private behov.

7 Efter den forelaeggende rets opfattelse er spoergsmaalene om afgift paa saakaldte naturalydelser fra arbejdsgiveren til dennes arbejdstagere, naar arbejdstagerne ikke skal yde nogen konkret aftalt og beregnet modydelse for naturalydelsen, af betydning for den afgoerelse, der skal traeffes (5). Den har derfor forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»1) Er en arbejdsgivers befordringsydelse ogsaa en tjenesteydelse 'mod vederlag' i den i artikel 2, nr. 1, i direktiv 77/388/EOEF naevnte forstand - nemlig mod en skoensmaessigt ansat del af arbejdstagerens arbejdsydelse - naar arbejdsgiveren ifoelge loenoverenskomst (uden saerligt aftalt eller beregnet vederlag) skal befordre arbejdstagere med bopael i en vis afstand fra bopaelen til arbejdspladsen, og arbejdsydelsen - der er uden konkret tilknytning til saadanne befordringsydelser - som for de andre arbejdstageres vedkommende allerede skal udfoeres til den aftalte kontante loen?

2) Omfatter artikel 6, stk. 2, i direktiv 77/388/EOEF ogsaa anvendelsen af et gode, der er bestemt for virksomheden, henholdsvis en vederlagsfri tjenesteydelse, naar ydelsen - som det er tilfaeldet ved en vederlagsfri befordring af arbejdstagerne fra bopaelen til arbejdsstedet og retur med virksomhedens koeretoej - ikke i forhold til arbejdsgiveren tjener virksomheden uvedkommende formaal, men derimod i forhold til arbejdstageren tjener til privat brug, uden at arbejdstageren (paa grund af den vederlagsfrie anvendelse af befordringsydelsen) for saa vidt paalaegges omsaetningsafgift?

3) Saafremt spoergsmaal 2 besvares bekraeftende:

Foreligger der ogsaa et tilfaelde omfattet af artikel 6, stk. 2, i direktiv 77/388/EOEF, naar arbejdsgiveren ikke befordrer arbejdstageren i eget koeretoej, men paalaegger tredjemand (i sagen en medarbejder i virksomheden) at udfoere befordringen?«

Det foerste spoergsmaal

8 Bundesfinanzhof har foerst rejst det spoergsmaal, om - og i bekraeftende fald i hvilket omfang - befordringsydelser som dem, der i den foreliggende sag af arbejdsgiveren ydes arbejdstagerne, udgoer tjenesteydelser »mod vederlag« (for hvilke modydelsen er en del af arbejdstagerens arbejdsydelse, som eventuelt vil skulle fastsaettes) i direktivets artikel 2, nr. 1's forstand.

9 Artikel 2, nr. 1, har foelgende ordlyd:

»Mervaerdiafgift paalaegges:

1. Levering af ... tjenesteydelser, som mod vederlag foretages i indlandet af en afgiftspligtig person, der optraeder i denne egenskab« (6).

10 Det er ubestridt, at den i sagen omhandlede befordringsydelse udgoer en levering af tjenesteydelser, som foretages af en afgiftspligtig person; den forelaeggende rets spoergsmaal drejer sig kun om, hvorvidt der er tale om en ydelse mod vederlag.

11 Spoergsmaalet om, hvorvidt en tjenesteydelse foretages mod vederlag, har vaeret behandlet i talrige tilfaelde i retspraksis, der i dag har karakter af en fast praksis.

12 Efter Domstolens praksis er det en forudsaetning for at anse en tjenesteydelse for en ydelse mod vederlag - og dermed for en afgiftspligtig ydelse - at der bestaar en direkte sammenhaeng mellem tjenesteydelsen og den modtagne modvaerdi.

13 Dette princip blev foerste gang udformet i Domstolens dom af 5. februar 1981, sag 154/80, Cooeperatieve Aardappelenbewaarplaats (7), der drejede sig om de dengang gaeldende bestemmelser i det saakaldte »andet momsdirektiv« (8).

14 Domstolen fastholdt denne praksis i dom af 8. marts 1988, sag 102/86, Apple and Pear Development Council (9), hvor der nu var tale om sjette momsdirektiv, og fastslog, at det i sagen omhandlede udviklingsraad i dets virksomhed i frugtavlernes faelles interesse ved gennemfoerelsen af faelles reklameforanstaltninger, der blev finansieret ved en aarlig afgift, ikke praesterede tjenesteydelser mod vederlag, idet der ikke bestod nogen direkte sammenhaeng mellem den praesterede ydelse og den modtagne afgift.

Domstolen fastslog saaledes, at selv om de individuelle aeble- og paereavlere opnaaede fordele, var disse kun indirekte en foelge af de forbedringer, der generelt blev opnaaet for erhvervet som helhed, og at der i oevrigt ikke var nogen sammenhaeng mellem det omfang, hvori de enkelte frugtavlere drog fordel af udviklingsraadets tjenesteydelser, og stoerrelsen af de obligatoriske afgifter, de skulle betale.

15 Her er det ogsaa paa sin plads at naevne Domstolens dom af 3. marts 1994 i sag C-16/93, Tolsma (10), hvori det udtales, at en tjenesteydelse kun udfoeres »mod vederlag«, som omhandlet i sjette direktivs artikel 2, nr. 1,

»saafremt der mellem tjenesteyderen og modtageren bestaar et retsforhold, der vedroerer en gensidig udveksling af ydelser, idet det af tjenesteyderen modtagne vederlag udgoer den faktiske modvaerdi af den ydelse, som leveres til modtageren« (11).

I denne dom hedder det i oevrigt:

»... Domstolen [har allerede] vedroerende begrebet tjenesteydelser, som en afgiftspligtig foretager ... mod vederlag i artikel 2, litra a), i andet direktiv, hvis ordlyd svarer til ordlyden i sjette direktivs artikel 2, nr. 1 ... kendt for ret, at afgiftspligtige transaktioner inden for mervaerdiafgiftssystemet forudsaetter, at der er fastsat en pris eller en modvaerdi. Domstolen har paa dette grundlag fastslaaet, at naar en tjenesteyders virksomhed bestaar i udelukkende at udfoere tjenesteydelser uden direkte modydelse, er der intet beskatningsgrundlag, og de gratis tjenesteydelser er foelgelig ikke paalagt mervaerdiafgift (jf. dom af 1.4.1982, sag 89/81, Hong-Kong Trade, Sml. s. 1277, praemis 9 og 10)« (12).

I fortsaettelsen i dommen hedder det:

»I dom af 5. februar 1981 (sag 154/80, Cooeperatieve Aardappelenbewaarplaats, Sml. s. 445, praemis 12) og af 23. november 1988 (sag 230/87, Naturally Yours Cosmetics, Sml. s. 6365, praemis 11) fastslog Domstolen, at beskatningsgrundlaget for en tjenesteydelse udgoeres af alt, hvad der modtages som modydelse for tjenesteydelsen, og at der derfor, for at en tjenesteydelse kan beskattes, skal vaere en direkte sammenhaeng mellem den udfoerte tjenesteydelse og den modtagne modvaerdi (jf. ogsaa dom af 18.3.1988, sag 102/86, Apple and Pear Development Council, Sml. s. 1443, praemis 11 og 12)« (13).

16 Ved hjaelp af denne retspraksis kan man fastsaette de foelgende tre kriterier, paa grundlag af hvilke begrebet tjenesteydelser »mod vederlag« kan afgraenses (14):

- Der skal foreligge en direkte sammenhaeng mellem den udfoerte tjenesteydelse og den modtagne modvaerdi (15).

- Modvaerdien skal kunne opgoeres i penge (16).

- Denne modvaerdi skal vaere den konkrete vaerdi, som parterne paa subjektivt grundlag fastsaetter (17).

17 De tre betingelser, Domstolen dermed har stillet, for at det kan anerkendes, at der er tale om en tjenesteydelse »mod vederlag«, der som saadan er momspligtig, er imidlertid ikke opfyldt i det foreliggende tilfaelde.

18 En - som det hedder i forelaeggelseskendelsen - »del af arbejdstagerens arbejdsydelse, der skal ansaettes skoensmaessigt«, kan ikke anses for en egentlig modydelse for den befordringsydelse, den ansatte har modtaget.

19 Der ses ikke i det foreliggende tilfaelde at vaere nogen direkte sammenhaeng mellem den praesterede ydelse og den modtagne modvaerdi.

20 Tjenesteydelsen, der her er en befordringsydelse, ydes faktisk uden sammenhaeng med nogen modvaerdi overhovedet, der modtages. Den arbejdstager, som benytter den faelles gratis befordring, som arbejdsgiveren tilbyder, betaler intet pengebeloeb og faar heller ikke i sit vederlag fratrukket beloeb, der antages at udgoere modydelsen for denne tjenesteydelse. Og vederlaget kan heller ikke paa nogen maade anses for en til denne ydelse svarende modvaerdi, for vederlaget udbetales udelukkende som modydelse for arbejdsydelsen.

Ligesom i naevnte Appel and Pear Development Council-sag, hvor alle producenter af aebler og paerer betalte de samme afgifter til den paagaeldende organisation uden nogen sammenhaeng mellem den betalte afgift og de fordele, der blev opnaaet, er arbejdstagerne i det foreliggende tilfaelde forpligtet til at udfoere det samme arbejde og modtager det samme vederlag uden hensyn til, om de har fordel af den vederlagsfrie befordring: Der bliver overhovedet ikke tale om nogen modydelse, der direkte haenger sammen med den af arbejdsgiveren tilbudte befordring.

Arbejdsgiveren er forpligtet til at tilbyde alle sine arbejdstagere en mulighed for gratis befordring i henhold til den gaeldende faelles overenskomsts bestemmelser, men det staar arbejdstagerne frit for, om de vil benytte sig af denne ydelse eller ej.

21 Det er ikke paa baggrund heraf muligt at anse en del af arbejdstagerens arbejdsydelse for en (skoensmaessigt ansat) modydelse for befordringsydelsen.

22 Det maa endvidere naevnes, at ingen af parterne under sagen har foreslaaet skoensmaessigt at ansaette en del af arbejdsydelsen og at anse denne for at vaere modydelse for befordringsydelsen.

23 Da saaledes ingen modvaerdi, der direkte kan antages at haenge sammen med den praesterede ydelse, kan udskilles for sig, kan det saa meget mindre i det foreliggende tilfaelde lade sig goere at ansaette modvaerdien »i penge« i overensstemmelse med kravene i den naevnte praksis, og anse denne vaerdi for en af parterne anerkendt »subjektiv« vaerdi.

24 Den vederlagsfrie befordringsydelse, som arbejdsgiveren tilbyder de ansatte, kan saaledes ikke anses for en tjenesteydelse »mod vederlag« i direktivets artikel 2, nr. 1's forstand og henhoerer altsaa ikke under denne bestemmelses anvendelsesomraade og er saaledes heller ikke en momspligtig ydelse.

25 Det foerste spoergsmaal skal derfor besvares benaegtende.

Det andet spoergsmaal

26 Den forelaeggende ret har for det tilfaelde, at det foerste spoergsmaal besvares benaegtende, oensket oplyst, om de i sagen omhandlede befordringsydelser kan anses for at vaere en af de i direktivets artikel 6, stk. 2, omhandlede momspligtige transaktioner.

27 Bestemmelsen i artikel 6, stk. 2, har foelgende ordlyd:

»2. Foelgende sidestilles med tjenesteydelser mod vederlag:

a) anvendelsen af et gode, der er bestemt for virksomheden, til privat brug for den afgiftspligtige person selv eller for hans personale eller i oevrigt til virksomheden uvedkommende formaal, saafremt dette gode har givet ret til fuldt eller delvis fradrag af mervaerdiafgiften

b) vederlagsfrie tjenesteydelser, som af den afgiftspligtige person udfoeres til eget brug eller til brug for hans personale eller i oevrigt til virksomheden uvedkommende formaal.

Medlemsstaterne kan fravige bestemmelserne i dette stykke, saafremt en saadan undtagelse ikke giver anledning til konkurrencefordrejning.«

28 Efter direktivets artikel 11 A, stk. 1, litra c), er beskatningsgrundlaget ved de i artikel 6, stk. 2, omhandlede transaktioner »de udgifter, som den afgiftspligtige person har haft i forbindelse med tjenesteydelsen«.

29 Efter formuleringen af det praejudicielle spoergsmaal skal der tilsyneladende sondres mellem »anvendelsen af et gode, der er bestemt for virksomheden« [artikel 6, stk. 2, litra a)], og »vederlagsfrie tjenesteydelser« [artikel 6, stk. 2, litra b)].

Imidlertid er det paa baggrund af omstaendighederne i den foreliggende sag unoedvendigt at opstille en saadan sondring. Det er alene begreberne »til privat brug for den afgiftspligtige person selv eller for hans personale« og »til virksomheden uvedkommende formaal«, der er faelles for de to varianter, der er afgoerende.

30 For kort fortalt maa nemlig den omhandlede befordring antages at ske til privat brug for personalet og til virksomheden uvedkommende formaal, eller omvendt til brug for virksomheden, i hvilket sidste tilfaelde der overhovedet ikke bliver tale om afgiftspligt i henhold til direktivets artikel 6, stk. 2.

31 Begge synspunkter er blevet forfaegtet under sagen.

32 Sagsoegeren har for det foerste gjort gaeldende, at befordringen af arbejdstagerne udelukkende og direkte sker til brug for virksomheden og saaledes indgaar som et led i erhvervsudoevelsen uden nogen tilknytning til de ansattes »private« omraade. Virksomheden har i den forbindelse anfoert, at selv om befordringen principielt henhoerer under de ansattes »private sfaere«, er den ved den kollektive overenskomst, i henhold til hvilken den ydes, blevet bragt inden for erhvervsudoevelsens omraade. Sagsoegeren har derfor gjort gaeldende, at artikel 6, stk. 2, ikke kan finde anvendelse i det foreliggende tilfaelde.

33 De oevrige parter i sagen er derimod af den opfattelse, at den vederlagsfrie befordring af arbejdstagerne sker til privat brug og dermed til virksomheden uvedkommende formaal; artikel 6, stk. 2, maa derfor finde anvendelse.

34 Det Forenede Kongeriges regering og Kommissionen har imidlertid anfoert, at der maa tages hensyn til de saerlige i hovedsagen foreliggende forhold, der kan begrunde, at der ikke bliver tale om momspligtige ydelser i henhold til artikel 6, stk. 2.

35 Jeg kan tilslutte mig denne opfattelse.

36 For det foerste kan det efter min mening kun med vanskelighed bestrides, at befordringen af arbejdstagere fra deres bopael til arbejdsstedet er et anliggende, der principielt tilhoerer privatlivet.

37 Det er jo arbejdstageren, der vaelger, hvor han vil bo eventuelt under hensyntagen til hans arbejdssted, der er bestemmende for afstanden mellem de to steder, og til arten af det befordringsmiddel, som han kan vaelge frit med henblik paa tilbagelaeggelse af denne afstand. Arbejdsgiveren tager sig overhovedet ikke af disse spoergsmaal, idet arbejdstageren over for ham blot er forpligtet til at give moede paa arbejdsstedet paa det aftalte tidspunkt. Det er arbejdstagerens sag at soerge for befordringen til arbejdsstedet, og han er helt herre over, hvorledes det skal ske. Saedvanligvis er befordringen af en arbejdstager fra bopaelen til arbejdsstedet derfor en ydelse »til privat brug for personalet« og tjener »virksomheden uvedkommende formaal«. At denne befordring eventuelt organiseres af arbejdsgiveren, saaledes at de ansatte, der oensker det, paa hans initiativ faar mulighed for en vederlagsfri faelles transport, aendrer intet herved.

38 Herefter maa en arbejdstagers vederlagsfri befordring af arbejdstagere ved hjaelp af et koeretoej, der tilhoerer virksomheden, principielt anses for en afgiftspligtig transaktion i overensstemmelse med ligestillelsen med en tjenesteydelse mod vederlag i overensstemmelse med bestemmelserne i direktivets artikel 6, stk. 2.

39 Dette resultat stemmer principielt overens med formaalet med denne bestemmelse, der »skal forhindre, at der ikke opkraeves afgift af et virksomhedsgode, der anvendes til privat brug ...« (18).

40 Imidlertid maa det efter min mening undtagelsesvis paa grund af saerlige omstaendigheder, der i den foreliggende sag haenger sammen med arten af den paagaeldende virksomhed, anerkendes, at den af arbejdsgiveren tilbudte befordring kan antages at skulle tjene formaal, der ikke er virksomheden uvedkommende.

41 Det er kendetegnende for et byggefirmas virksomhed, at arbejdstagerne ikke endeligt placeres paa et paa forhaand med arbejdsgiveren aftalt arbejdssted, men paa skiftende byggepladser, hvis beliggenhed afhaenger af virksomhedens kunders behov. Denne placering af arbejdstagerne kan skifte fra dag til dag og endog i loebet af én og samme arbejdsdag. Arbejdsgiveren behoever blot bede arbejdstageren om at skifte byggeplads. Dette gaelder naturligvis specielt for den i sagen omhandlede byggesektor til forskel fra ansatte, der skal praestere deres arbejdsydelse paa et i forvejen aftalt sted som f.eks. i arbejdsgivervirksomhedens lokaler. Der er saaledes tale om, at arbejdstageren ikke kan vaelge eller med bestemthed vide, hvor langt der er fra bopaelen til arbejdspladsen.

42 De beroerte arbejdstageres arbejdssteder kan som oftest vanskeligt naas med saedvanlige befordringsmidler, idet der er tale om byggepladser, der kan ligge f.eks. i industriomraader eller helt uden for de bymaessige bebyggelser.

43 I oevrigt kan arbejdstiden for de ansatte i byggesektoren, fordi de byggepladser, de er blevet bedt om at arbejde paa, kan ligge langt fra deres bopael, goere det noedvendigt for dem at staa saerlig tidligt op om morgenen for at kunne naa rettidigt frem til arbejdsstedet.

44 Paa baggrund heraf kan arbejdsgiveren komme ud for en risiko for en forringelse af virksomheden, hvis det er arbejdstagerne alene, der maa vaelge, hvorledes de vil komme fra deres bopael til arbejdsstedet. Andre mere normale befordringsmidler og f.eks. kollektiv befordring vil under disse omstaendigheder kunne vaere utilstraekkelige eller endog helt mangle.

45 Derfor kan under saerlige omstaendigheder som dem, der foreligger i naervaerende sag, en arbejdsgivers organisering af de ansattes befordring fra bopaelen til arbejdsstedet kunne opfylde de absolut uomgaengelige krav, som en god afvikling af virksomheden stiller. Selv om de ansatte utvivlsomt opnaar en fordel ved denne befordringsforanstaltning, er der tale om en biting i forhold til virksomhedens behov, der har vaeret bestemmende for organiseringen af vederlagsfri faelles befordring.

46 Den omstaendighed, at der i en kollektiv overenskomst udtrykkeligt er fastsat bestemmelser om en saadan befordring, maa, selv om den ikke er afgoerende, kunne vaere en bekraeftelse af, at byggesektoren tilhoerer et virksomhedsomraade, hvis saerlige forhold maa tages i betragtning.

47 Jeg mener derfor, at det andet spoergsmaal skal besvares saaledes, at selv om befordring af arbejdstagere fra disses bopael til arbejdsstedet med et koeretoej, der tilhoerer arbejdsgiveren, maa anses for en ydelse til privat brug for disse arbejdstagere, som er momspligtig i henhold til direktivets artikel 6, stk. 2, er forholdet et andet, naar denne befordringsydelse paa grund af saerlige omstaendigheder, som f.eks. haenger sammen med beskaffenheden af arbejdsgiverens virksomhed, sker til formaal, der ikke er virksomheden uvedkommende. Er det tilfaeldet, er ydelsen ikke omfattet af anvendelsesomraadet for artikel 6, stk. 2, og der er ikke tale om en afgiftspligtig transaktion.

Det tredje spoergsmaal

48 Bundesfinanzhof oensker med sit tredje spoergsmaal at faa oplyst, hvilken betydning det - saafremt det andet spoergsmaal besvares bekraeftende - kan have for afgoerelsen, hvis arbejdsgiveren paalaegger en af sine ansatte at udfoere befordringen med hans eget koeretoej.

49 Naar henses den besvarelse af det andet spoergsmaal, som jeg har foreslaaet Domstolen, maa det tredje spoergsmaal lades ubesvaret.

50 Saafremt der efter omstaendighederne ikke findes grundlag for at anse den omhandlede befordring for en ydelse, der sker til formaal, der ikke er virksomheden uvedkommende, skal det tredje spoergsmaal imidlertid efter min mening ikke behandles paa anden maade end det andet spoergsmaal. En arbejdstager, der faar paalagt en opgave af den afgiftspligtige person i direktivets forstand, udoever ikke selvstaendig oekonomisk virksomhed i direktivets artikel 4, stk. 1's forstand; den befordringsydelse, som arbejdstageren staar for, skal anses for ligestillet med en af den afgiftspligtige erhvervsdrivende udfoert befordring, eftersom den sker for hans regning.

Forslag til afgoerelse

51 Paa baggrund af det anfoerte skal jeg foreslaa Domstolen at besvare spoergsmaalene fra Bundesfinanzhof paa foelgende maade:

»1) Artikel 2, nr. 1, i Raadets sjette direktiv 77/388/EOEF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsaetningsafgifter - Det faelles mervaerdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag skal fortolkes saaledes, at en arbejdsgiver ikke praesterer en tjenesteydelse mod vederlag i denne bestemmelses forstand, naar han vederlagsfrit befordrer arbejdstagerne fra bopaelen til arbejdsstedet uden konkret forbindelse med arbejdsydelsen eller loennen.

2) Artikel 6, stk. 2, i foernaevnte direktiv skal fortolkes saaledes, at direktivet ogsaa omfatter det tilfaelde, hvor arbejdsgiveren vederlagsfrit befordrer arbejdstagerne fra bopaelen til arbejdsstedet og retur, og denne ydelse i forhold til arbejdstagerne tjener til privat brug og saaledes virksomheden uvedkommende formaal. Denne bestemmelse finder imidlertid ikke anvendelse, naar transportydelsen, som det er tilfaeldet i denne sag, paa grund af de for den konkrete virksomhed saeregne forhold ikke tjener virksomheden uvedkommende formaal, men opfylder dens behov.

3) Den under 2), foerste punktum, givne besvarelse gaelder ogsaa i tilfaelde, hvor arbejdsgiveren ikke transporterer arbejdstagerne i egne koeretoejer, men giver tredjemand (i det konkrete tilfaelde en af de ansatte) i opdrag at udfoere transporten.«

(1) - Raadets sjette direktiv 77/388/EOEF af 17.5.1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsaetningsafgifter - Det faelles mervaerdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1).

(2) - § 1, stk. 1, nr. 1, andet punktum, litra b), i momsloven af 1980 (Umsatzsteuergesetz 1980 - herefter »UStG 1980«).

(3) - V R 30/84 og V R 114/83 (BFHE 153, 155, 162, BStBl II 1988, 643, 651).

(4) - I forelaeggelseskendelsen oplyses det (i punkt II.1), at Bundesfinanzhof med disse domme har aendret sin tidligere praksis. Herefter blev en ideel del af arbejdstagerens arbejdsydelse udskilt som modydelse for arbejdsgiverens transportydelse, hvorimod Bundesfinanzhof's opfattelse i dag gaar ud paa, at det er umuligt at fastlaegge vaerdien af denne ideelle arbejdsandel set som modydelse.

(5) - S. 8 i oversaettelsen til dansk af forelaeggelseskendelsen.

(6) - Min fremhaevelse.

(7) - Sml. s. 445, praemis 12 og 13.

(8) - Raadets andet direktiv 67/228/EOEF af 11.4.1967 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsaetningsafgifter - Det faelles mervaerdiafgiftssystems struktur og de naermere regler for dets anvendelse (EFT 1967, s. 14).

(9) - Sml. s. 1443.

(10) - Sml. I, s. 743.

(11) - Praemis 14.

(12) - Praemis 12.

(13) - Praemis 13.

(14) - Jf. paa linje hermed punkt 14 i generaladvokat Lenz' forslag til afgoerelse i naevnte Tolsma-sag.

(15) - Jf. de naevnte domme i sagerne Cooeperatieve Aardappelenbewaarplaats (praemis 12), Apple and Pear Development Council (praemis 11) og Naturally Yours Cosmetics (praemis 11).

(16) - Jf. de naevnte domme i sagerne Cooeperatieve Aardappelenbewaarplaats (praemis 13) og Naturally Yours Cosmetics (praemis 16).

(17) - Jf. de naevnte domme i sagerne Cooeperatieve Aardappelenbewaarplaats (praemis 13 og 14) og Naturally Yours Cosmetics (praemis 16).

(18) - Jf. dom af 25.5.1993, sag C-193/91, Mohsche, Sml. I, s. 2615, praemis 8. Jf. endvidere dom af 27.6.1989, sag 50/88, Kuehne, Sml. s. 1925, praemis 8.