Available languages

Taxonomy tags

Info

References in this case

References to this case

Share

Highlight in text

Go

Vigtig juridisk meddelelse

|

61998C0156

Forslag til afgørelse fra generaladvokat Saggio fremsat den 27. januar 2000. - Forbundsrepublikken Tyskland mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. - Støtte til virksomheder i de nye tyske delstater - Skatteregler til fordel for investeringer. - Sag C-156/98.

Samling af Afgørelser 2000 side I-06857


Generaladvokatens forslag til afgørelse


1 Under denne sag, der er anlagt i medfør af EF-traktatens artikel 173 (nu artikel 230 EF), har Forbundsrepublikken Tyskland nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning 98/476/EF af 21. januar 1998 vedrørende skattebegunstigelser i henhold til § 52, stk. 8, i den tyske indkomstskattelov (Einkommensteuergesetz) (herefter »beslutningen«) (1).

Forbundsrepublikken Tyskland har navnlig rejst kritik af Kommissionen for at have vedtaget beslutningen uden at overholde begrundelseskravet i EF-traktatens artikel 190 (nu artikel 253 EF) og for at have støttet beslutningen på en urigtig anvendelse af traktatens regler om statsstøtte, såsom EF-traktatens artikel 92, stk. 1 (efter ændring nu artikel 87, stk. 1, EF), og af EF-traktatens artikel 52 (efter ændring nu artikel 43 EF) om etableringsfriheden.

Sagens omstændigheder og den administrative procedure

2 Ved den skattelov for 1996, der trådte i kraft den 1. januar samme år (2), ændredes § 52, stk. 8, i Einkommensteuergesetz (herefter »EStG«) for så vidt angår anvendelsesområdet for reglerne om skattefradrag i EStG's §§ 6 b og 6 c.

Med de nye regler indførtes, for skatteårene 1996, 1997 og 1998, særlige skattelettelser i tilfælde af erhvervelse af andele i virksomheder med hjemsted i de nye delstater eller i Vestberlin og med indtil 250 ansatte.

3 Der blev ikke givet Kommissionen underretning om de nye skatteregler. Først den 13. oktober 1995 gav den tyske regering på Kommissionens udtrykkelige opfordring denne underretning. De nye bestemmelser trådte i kraft, uden at Kommissionen havde taget stilling til deres indhold. Kommissionen registrerede derfor ordningen som støtte, hvorom der ikke var givet underretning. Ved forbundsfinansministerens cirkulæreskrivelse af 2. januar 1996 udsattes anvendelsen af den nye ordning, indtil Kommissionens afgørelse forelå.

4 I senere skrivelser anmodede Kommissionen den tyske regering om yderligere oplysninger om karakteren af disse nye skattelettelser. I sit svar til Kommissionen bestred Forbundsrepublikken Tyskland, at de nye bestemmelser var omfattet af definitionen af statsstøtte i henhold til de relevante bestemmelser i traktaten. Da Kommissionen ikke anså den tyske regerings redegørelser for tilstrækkelige, gav den ved beslutning meddelt den 25. marts 1997 (3) Forbundsrepublikken Tyskland underretning om, at den ville indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 93, stk. 2 (nu artikel 88, stk. 2, EF). Den tyske regering fremkom med sine bemærkninger hertil i skrivelser af 13. maj, 29. juli og 30. september 1997, i hvilke den bestred, at et sådant initiativ var berettiget. Proceduren afsluttedes med beslutningen, hvori det blev fastslået, at den af sagsøgeren vedtagne ordning udgjorde statsstøtte, der var uforenelig med fællesmarkedet. Den 24. april 1998 anlagde Forbundsrepublikken Tyskland nærværende sag.

De relevante retsregler

a) De nationale retsforskrifter

5 Ved Estg's § 52, stk. 8, som affattet efter de ændringer, der gennemførtes med skatteloven for 1996, skete som nævnt en ændring af skattebegunstigelserne efter Estg's § 6 b for så vidt angår skatteårene fra 1996 til 1998. I den oprindelige affattelse af § 6 b bestemtes, at skattepligtige, der opnåede fortjeneste ved salg af fast ejendom, af afskrivningsberettiget løsøre med en afskrivningsperiode på mindst 25 år og af andele i kapitalselskaber, kunne trække et beløb på indtil 50% af denne fortjeneste fra fremstillingsomkostningerne eller anskaffelsessummerne vedrørende de erhvervsaktiver, de havde fremstillet eller anskaffet i det pågældende eller det forrige skatteår.

6 Med den nye formulering af loven udvidedes de skattelettelser, der blev givet de skattepligtige for regnskabsårene 1996, 1997 og 1998, idet der blev givet et fradrag for hele fortjenesten ved salget af aktivet, såfremt fortjenesten anvendtes til at erhverve andele i kapitalselskaber, og denne erhvervelse fandt sted i forbindelse med en kapitalforhøjelse eller oprettelse af nye kapitalselskaber, på betingelse af at disse kapitalselskaber:

a) havde deres hjemsted og ledelse i de nye tyske delstater eller i Vestberlin, og at de ikke havde over 250 ansatte på tidspunktet for andelenes erhvervelse, eller

b) var holdingselskaber, som ifølge vedtægterne eller stiftelsesoverenskomsten alene havde til formål at erhverve tidsbegrænsede kapitalinteresser eller at forvalte og afhænde sådanne interesser i virksomheder, som på det tidspunkt, hvor interesserne erhvervedes, havde hjemsted og ledelse i de nye tyske delstater eller i Vestberlin og ikke havde over 250 ansatte.

7 Ifølge Forbundsrepublikken Tysklands skøn, som er gengivet i Kommissionens beslutning (punkt I, syvende afsnit), ville foranstaltningen i de år, der var omfattet af loven, medføre midlertidige tab af skatteprovenu på ca. 150 mio. DEM. Ordningen er teoretisk set anvendelig på et ubestemt antal virksomheder med hjemsted i de nye delstater og i Vestberlin og er ikke begrænset til bestemte sektorer. Det er ikke udelukket, at denne foranstaltning kumuleres med andre statsstøtteordninger.

b) Fællesskabets retsforskrifter

8 I beslutningen udtaler Kommissionen, at skattebegunstigelsen i medfør af EStG's § 52, stk. 8, til fordel for virksomheder med indtil 250 ansatte og med hjemsted og ledelse i de nye tyske delstater eller i Vestberlin udgør statsstøtte, der i henhold til traktatens artikel 92, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, er uforenelig med fællesmarkedet (artikel 1, stk. 1). Kommissionen anmoder derfor Forbundsrepublikken Tyskland om at ophæve EStG's § 52, stk. 8, (artikel 1, stk. 2). I begrundelsen fastslår Kommissionen endvidere, at bestemmelsen i EStG er i strid med forbuddet i traktatens artikel 52 mod begrænsninger i etableringsfriheden, for så vidt som det i støtteordningen som forudsætning for skattebegunstigelse kræves, at de virksomheder, hvori kapitalandele overtages, har deres hjemsted og ledelse i de nye tyske delstater eller i Vestberlin.

9 For så vidt angår de omtvistede bestemmelsers karakter af støtte anfører Kommissionen, at den omtalte ordning angår to grupper af begunstigede, nærmere bestemt skattepligtige efter EStG (direkte støttemodtagere) og virksomheder i de nye delstater og Vestberlin med færre end 250 ansatte (indirekte begunstigede). Kommissionen antager på den ene side, at skattebegunstigelsen over for de skattepligtige er en generel foranstaltning uden støtteelement, idet alle skattepligtige, der beslutter at investere på den i loven foreskrevne måde, kan opnå fordelene. Disse skattelettelser er derfor forenelige med fællesskabsretten, idet de er del af en generel erhvervspolitisk foranstaltning. På den anden side udgør foranstaltningen statsstøtte efter traktatens artikel 92, stk. 1, i forhold til kapitalselskaber, der har hjemsted og ledelse i de nye delstater og i Vestberlin, og hvori der skal overtages en kapitalandel, for at skattebegunstigelsen opnås.

En sådan foranstaltning indebærer nemlig en utvivlsom økonomisk fordel for modtagerne, idet den bevirker, at der sker en forøgelse af rentabiliteten ved deltagelse i virksomheder med hjemsted og ledelse i de nye delstater og i Vestberlin i forhold til rentabiliteten ved deltagelse i virksomheder med hjemsted og ledelse på resten af Forbundsrepublikken Tysklands område og uden for tysk territorium.

10 Kommissionen anfører, at de omtvistede bestemmelser ikke er knyttet til nyinvesteringer, hvorfor de må anses for driftsstøtte, der ifølge Kommissionens praksis kun kan ydes på visse betingelser og kun i regioner, der er støtteberettigede efter traktatens artikel 92, stk. 3, litra a). Vestberlin hører under alle omstændigheder ikke til disse områder, men kan ifølge Kommissionens beslutning (nr. 613/96) vedrørende kortet over støtteberettigede tyske regioner i årene 1997-1999 kun støttes i henhold til artikel 92, stk. 3, litra c). På grund af den manglende tilknytning til nyinvesteringer består der herudover ifølge Kommissionen en betydelig risiko for, at foranstaltningen får virkning uden for støtteområdet.

11 Kommissionen beskriver derefter i beslutningen de betingelser, der i traktaten og i Domstolens retspraksis er opstillet for, at en statslig foranstaltning kan antages at have karakter af »støtte« som omhandlet i traktatens artikel 92 og 93. Disse betingelser behandles i det følgende i forbindelse med vurderingen af berettigelsen af sagsøgerens anbringender.

Realiteten

12 Søgsmålet støttes principalt på en påstået tilsidesættelse af begrundelsespligten i traktatens artikel 190 og på en urigtig anvendelse af artikel 92, stk. 1.

13 Subsidiært har sagsøgeren ligeledes påberåbt sig, at de minimis-reglen ikke er overholdt, at traktatens artikel 92, stk. 2, litra c), er tilsidesat, at der foreligger magtfordrejning i forbindelse med anvendelsen af traktatens artikel 92, stk. 3, litra a) og c), og at traktatens artikel 52 er tilsidesat.

1. Overholdelsen af begrundelsespligten

14 Forbundsrepublikken Tyskland har gjort gældende, at beslutningen er behæftet med fejl på grund af en tilsidesættelse af begrundelsespligten efter traktatens artikel 190. Forbundsrepublikken er af den opfattelse, at beslutningen ikke er i overensstemmelse med denne pligt i forskellige henseender, som jeg vil behandle i det følgende.

a) Utilstrækkelig begrundelse hvad angår konstateringen og kvantificeringen af støtteelementet

15 Ifølge Forbundsrepublikken Tyskland har Kommissionen ikke i beslutningen præciseret, hvori støtteelementet konkret består, og på hvilken måde det kan kvantificeres. Det kan udledes af beslutningen, at støtteelementet ifølge Kommissionen ligger deri, at skattefordelen for de virksomheder, der overtager andele af selskaber i de nævnte områder, delvis overføres til sidstnævnte på grundlag af en lovbestemmelse, der har til formål at regulere privates investeringer, men ifølge den tyske regering fremgår det ikke af beslutningens tekst, på hvilken måde den, der opnår skattefordelen, kan overføre fordelen til kapitalselskaber, hvori han erhverver andele. Hertil kommer ifølge Forbundsrepublikken Tyskland, at Kommissionen ikke har kvantificeret den påståede støtte, men har begrænset sig til at henvise til en generel økonomisk fordel, som de virksomheder, der indirekte nyder godt af støtten, opnår på grundlag af den anfægtede ordning.

b) Utilstrækkelig begrundelse hvad angår risikoen for, at konkurrencen fordrejes, og at der opstår forhindringer for samhandelen mellem medlemsstater

16 Forbundsrepublikken Tyskland har dernæst gjort gældende, at Kommissionen ikke har påvist, at den omtvistede foranstaltning kan forårsage konkurrencefordrejninger eller skade samhandelen mellem medlemsstater, således som det kræves i traktatens artikel 92.

Med hensyn til risikoen for, at konkurrencen fordrejes, har Kommissionen i beslutningen blot hævdet, at der gennem Forbundsrepublikken Tysklands foranstaltning ydes støtte til kapitalselskaber med hjemsted i de støttede områder, men ikke i andre dele af det tyske territorium eller af Fællesskabet. Kommissionen forudsætter herved, at det er sikkert, at risikoen for konkurrencen stammer fra, at den skattemæssige foranstaltning udgør statsstøtte. Forbundsrepublikken Tyskland har anført, at da der imidlertid i virkeligheden er tale om et formalitetskrav i artikel 92, stk. 1, burde den truende konkurrencefordrejning have være behandlet i en særskilt og dybtgående analyse.

For så vidt angår skadelige virkninger for samhandelen har Kommissionen i beslutningen hævdet, at støttens ringe betydning ikke er nok til at udelukke risikoen for, at den kan have virkninger for samhandelen mellem medlemsstaterne. Efter sagsøgerens opfattelse er der tale om en generelt formuleret påstand, der ikke i sig selv kan fritage Kommissionen for dens begrundelsespligt.

c) Utilstrækkelig begrundelse hvad angår betingelserne for at anvende traktatens artikel 92, stk. 2, litra c)

17 Sagsøgeren har anført, at Kommissionen ex officio skulle have undersøgt, om den pågældende foranstaltning var omfattet af den undtagelse, der er fastsat i traktatens artikel 92, stk. 2, litra c), ifølge hvilken støtteforanstaltninger for økonomien i visse af Forbundsrepublikken Tysklands områder, som er påvirket af Tysklands deling, i det omfang de er nødvendige for at opveje de økonomiske ulemper, som denne deling har forårsaget, er forenelige med fællesmarkedet. Kommissionen har imidlertid blot hævdet, at det ikke fremgår af de oplysninger, den rådede over, at ordningen var nødvendig for at opveje de økonomiske ulemper, som Tysklands deling har forårsaget. Forbundsrepublikken Tyskland har anført, at Kommissionen faktisk var i besiddelse af dokumenter, der beviste det modsatte, hvorfor den burde have redegjort detaljeret for, hvorfor den alligevel var af den opfattelse, at artikel 92, stk. 2, litra c), ikke fandt anvendelse. Hvis Kommissionen ikke anså disse oplysninger for tilstrækkelige, burde den have anmodet den tyske regering om yderligere oplysninger.

d) Utilstrækkelig begrundelse hvad angår det forhold, at støtten erklæredes uforenelig med traktatens artikel 92, stk. 3

18 Sagsøgeren har gjort gældende, at der heller ikke er nogen begrundelse i den konklusion, Kommissionen når til i beslutningen, hvorefter den vedtagne skatteordning udgør støtte, der er uforenelig med fællesmarkedet, fordi undtagelsesreglen i artikel 92, stk. 3, litra a), ikke kan finde anvendelse herpå. Efter Forbundsrepublikken Tysklands opfattelse har Kommissionen blot bemærket, at det i forbindelse med den udstedte lov ikke kan udelukkes, at den fordelagtige skatteordning ville blive anvendt i følsomme erhvervssektorer eller på virksomheder i vanskeligheder. Den tyske regering er af den opfattelse, at Kommissionen i stedet burde have lagt en privat investors adfærd til grund for sin vurdering.

e) Manglende begrundelse i beslutningen for, at reglen kræves ophævet frem for ændret

19 Forbundsrepublikken Tyskland har endelig gjort indsigelse over for, at Kommissionen i beslutningen udelukkende har udtalt sig om ophævelse af EStG's § 52, stk. 8, i stedet for om ændring af bestemmelsen. I sin vurdering, der skal bygge på proportionalitetsprincippet som anført i EF-traktatens artikel 3 B (nu artikel 5 EF), kan Kommissionen efter sagsøgerens opfattelse kun forlange en støtteordning ophævet, når den er helt uforenelig med fællesmarkedet, hvorimod det er tilstrækkeligt at kræve ændring af ordningerne, når uforeneligheden kun vedrører en del af de nationale foranstaltninger. I det foreliggende tilfælde skulle Kommissionen således først have undersøgt muligheden for en ændring, før den udtalte sig for en ophævelse af ordningen. Også af denne grund strider beslutningen mod begrundelsespligten i traktatens artikel 190.

20 Efter min opfattelse kan Forbundsrepublikken Tysklands argumentation ikke rejse berettiget tvivl om beslutningens rigtighed set i forhold til overholdelsen af begrundelsespligten. Tværtimod er jeg af den opfattelse, at der i beslutningen på udtømmende måde og tilstrækkelig udførligt er angivet grundene til, at den i Tyskland vedtagne skatteordning indebærer en støtte til de begunstigede, der er uforenelig med fællesmarkedet.

21 I denne forbindelse erindrer jeg om, at det af Domstolens faste retspraksis fremgår, at begrundelsen for en fællesskabsretsakt klart og utvetydigt skal angive de betragtninger, som den fællesskabsmyndighed, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte personer kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at Domstolen kan udøve sin prøvelsesret (4). Det kræves dog ikke, for at begrundelsespligten efter EF-traktatens artikel 190 er opfyldt, at alle de faktiske og retlige momenter, der har været taget i betragtning før beslutningens udstedelse, udtrykkeligt specificeres. Som Domstolen flere gange har bekræftet, skal spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter traktaten, vurderes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt alle de retsregler, som gælder på det pågældende område, herunder eventuelle tidligere udstedte retsakter (5). Ud fra dette synspunkt må det umiddelbart fastslås, at visse vurderinger, der er anført i beslutningens tekst, og hvis absolutte karakter sagsøgeren anser for en begrundelsesmangel, gennem længere tid har været omtvistede mellem Kommissionen og Forbundsrepublikken Tyskland, således at denne medlemsstat efter min opfattelse - helt bortset fra spørgsmålet om rigtigheden af disse vurderinger - fuldt ud er i stand til at forstå rækkevidden af visse påstande, som umiddelbart kunne forekomme utilstrækkeligt begrundet (6).

22 Dermed går jeg over til at behandle de grunde, der ifølge sagsøgeren taler for, at begrundelsespligten ikke er opfyldt i det foreliggende tilfælde. Hvad først angår konstateringen af støtteelementet bliver dette efter min opfattelse klart nævnt i beslutningen. Kommissionen har nemlig fastslået, at der på grundlag af skatteordningen ifølge EStG gives bestemte fysiske og juridiske personer en umiddelbar økonomisk fordel i form af skattelettelser i forbindelse med erhvervelsen af bestemte erhvervsaktiver fra bestemte virksomheder, hvorigennem de selskaber, der har hjemsted i de støttede områder, begunstiges indirekte, idet investeringer heri fremtræder som særlig attraktive: »Den økonomiske fordel består i, at der i forhold til retsstillingen, inden EStG's § 52, stk. 8, trådte i kraft, er en større efterspørgsel efter andele i de indirekte støttede virksomheder; dette medfører, at investorerne (direkte støttemodtagere) vil være rede til at erhverve andel i østtyske virksomheder og virksomheder i Berlin på betingelser, som er mere fordelagtige for disse i forhold til situationen inden den pågældende foranstaltnings indførelse« (punkt IV, sjette afsnit). Kommissionen har dermed præciseret, at den pågældende foranstaltning giver virksomheder, der har hjemsted i de nye delstater eller i Vestberlin, og som indirekte er begunstiget af foranstaltningen efter EStG's § 52, stk. 8, en økonomisk fordel uden passende modydelse, som de ikke havde kunnet opnå uden denne statslige foranstaltning. Efter min opfattelse har Kommissionen gjort det tilstrækkelig tydeligt, hvori støtteelementet består. Jeg kan derfor ikke se de påståede »modsigelser« i forbindelse med konstateringen af støtteelementet, som sagsøgeren kritiserer Kommissionen for. I beslutningen har sagsøgte sammenlignet den konkurrencemæssige situation for virksomheder, som de fordelagtigere skatteregler (indirekte) kommer til gavn, med stillingen for virksomheder, der har hjemsted andetsteds, og har i forbindelse hermed præciseret: »Den stigende efterspørgsel efter kapitalandele i virksomheder med hjemsted og ledelse i de nye tyske delstater eller i Vestberlin ... som skyldes den statslige foranstaltning, påvirker alt andet lige den investeringsadfærd, som købere af kapitalandele som helhed betragtet udviser, for så vidt som disse vil overtage andele, som de uden skattebegunstigelsen enten slet ikke havde overtaget eller på betingelser, der var dårligere for sælgeren deraf, men disse andele vil nu blive overtaget på betingelser, der er mere fordelagtige for sælgeren, end det havde været tilfælde, hvis EStG's § 52, stk. 8, ikke var blevet indført« (punkt IV, fjerde afsnit). Kommissionen har støttet sin overbevisning på denne sammenligning og har dermed bekræftet den konklusion, den kom til på grundlag af andre konstateringer - vedrørende foranstaltningens virkninger på fællesmarkedet eller vedrørende de direkte begunstigedes anvendelse af fordelen - som ikke svækker og ikke er i modstrid med den negative vurdering, der blev givet på grundlag af de ovenfor gengivne afsnit i beslutningen.

23 Hvad angår kvantificeringen af støtten tilslutter jeg mig Kommissionens opfattelse, hvorefter der ikke kunne have været foretaget en nøjagtig kvantificering i beslutningen, idet den tyske skatteregel, der er genstand for beslutningen, ikke er udtryk for en individuel støtte, der ydes en bestemt virksomhed, men er en generel støtteordning i form af en indkomstskatteregel, der finder anvendelse på et ubestemt antal begunstigede, dvs. på alle virksomheder, der vil investere i andele i virksomheder med hjemsted i de områder, der er angivet i loven. Det er således ikke muligt på forhånd og i hvert fald forud for foranstaltningens konkrete ikrafttræden at vurdere virkningerne af en sådan støtteordning, således som dette ville have været muligt, hvis der havde været tale om en individuel støtteforanstaltning. I forbindelse med en vurdering af virkningerne - også de potentielle - på konkurrencen udelukker en sådan omstændighed klart ikke, at reglerne i den tyske lov isoleret set kan anses for at være i strid med traktatens regler om statsstøtte.

24 Hvad dernæst angår den påståede begrundelsesmangel i henseende til foranstaltningens virkninger på konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne har Kommissionen efter min opfattelse i beslutningen, skønt det er summarisk, præciseret, at man gennem den af sagsøgeren gennemførte afgiftsordning ved at behandle bestemte virksomheder med hjemsted og ledelse på sagsøgerens territorium favorabelt, systematisk behandler virksomheder med hjemsted i andre medlemsstater ringere ved at gøre dem mindre attraktive på markedet for investeringer (7). Når man står over for en støtteordning, hvis klare og udtalte formål er at støtte virksomheder med hjemsted på en bestemt del af det tyske territorium økonomisk, er det i realiteten tilstrækkeligt at bevise, at anvendelsen af ordningen - potentielt - kan begrænse konkurrencen. Som Domstolen nemlig har fastslået, må det, når en økonomisk støtte, som ydes af en stat, styrker en virksomheds stilling i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen inden for Fællesskabet, antages, at denne samhandel påvirkes af støtten (8).

25 Den af Kommissionen givne begrundelse er også tilstrækkelig i forhold til konstateringen af, at betingelserne for at anvende traktatens artikel 92, stk. 2, litra c), i den foreliggende sag ikke er til stede. Forenelig med fællesmarkedet er som bekendt ifølge denne bestemmelse »støtteforanstaltninger for økonomien i visse af Forbundsrepublikken Tysklands områder, som er påvirket af Tysklands deling, i det omfang de er nødvendige for at opveje de økonomiske ulemper, som denne deling har forårsaget«. Ganske vist har Kommissionen i beslutningen blot konstateret, at det ikke fremgår af de oplysninger, den rådede over, at ordningen var nødvendig for at opveje disse ulemper, men denne vurdering, der er støttet på medlemsstaternes forpligtelse til at samarbejde, er efter min opfattelse berettiget under hensyn til Domstolens praksis (9), hvorefter medlemsstaterne skal forelægge alle oplysninger, der gør det muligt for Kommissionen at kontrollere, at betingelserne for fravigelse er opfyldt. Jeg mener således, at det i det foreliggende tilfælde må påhvile sagsøgeren at meddele Kommissionen de oplysninger, der er uomgængeligt nødvendige som bevis for, at de trufne foranstaltninger var nødvendige for at udligne de ulemper, der fulgte af delingen, men ifølge de foreliggende oplysninger har sagsøgeren imidlertid under den administrative procedure blot påberåbt sig, at skattebegunstigelsen var nødvendig for de virksomheder, der havde hjemsted i det omhandlede område, idet de manglede egenkapital. Tilsvarende har sagsøgeren i forhold til sin opfattelse vedrørende den omtalte undtagelsesbestemmelses saglige anvendelsesområde - som jeg vil vende tilbage til i det følgende - åbenbart ikke for Domstolen anført nogle overvejelser vedrørende årsagsforbindelsen mellem de trufne foranstaltninger og de økonomiske ulemper, der er direkte forårsaget af Tysklands deling. Kommissionen kunne derfor efter min opfattelse retmæssigt begrænse sig til at konstatere, at den ikke var i besiddelse af oplysninger, der viste, at betingelserne for at anvende traktatens artikel 92, stk. 2, litra c), var til stede.

26 Modsat det af den tyske regering hævdede, er der endelig i beslutningen i tilstrækkelig grad angivet en begrundelse for, at den skatteordning, der indførtes ved EStG's § 52, stk. 8, ikke kan anses for forenelig med fællesmarkedet i henhold til traktatens artikel 92, stk. 3, litra a) og c). Da EStG's § 52, stk. 8, fastlægger en støtteordning og ikke en individuel støtte, skulle Kommissionen for det første kun undersøge ordningens potentielle anvendelsesområde. Da der er tale om en driftsstøtte, har Kommissionen med rette fremdraget, at betingelserne for at bringe den i anvendelse var sådanne, at det ikke kunne udelukkes, at de, der drager fordel af ordningen, er virksomheder, der arbejder i følsomme erhvervssektorer eller er i vanskeligheder, eller at den kapital, der stilles til rådighed for virksomhederne, anvendes til økonomisk aktivitet uden for den region, hvortil støtten ydes. En sådan forenelighed følger heller ikke af traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), da der med hensyn til Vestberlin ikke er tale om et støtteområde ifølge de nævnte bestemmelser, bortset fra i en begrænset periode af disses gyldighedstid. Hertil kommer, at Kommissionen i beslutningen med rette har krævet ophævelse frem for ændring af ordningen, da de i beslutningen nævnte støtteelementer er så prægnante og så afgørende for kvalifikationen af den af Forbundsrepublikken Tyskland gennemførte ordning, at de ikke ville kunne afskaffes, uden at ordningen mistede sit indhold.

27 På grundlag af samtlige ovenstående overvejelser er det min opfattelse, at beslutningen er tilstrækkeligt begrundet.

2. Den omtvistede foranstaltnings karakter af støtte

28 Forbundsrepublikken Tyskland har vedrørende realiteten gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat traktatens artikel 92 ved at anse skatteordningen i EStG's § 52, stk. 8, til fordel for kapitalselskaber for statsstøtte, der er uforenelig med fællesmarkedet. Den tyske regering har anført en række argumenter, der dog efter min opfattelse ikke på afgørende måde kan støtte antagelsen om, at beslutningen er retsstridig.

29 Ingen af de af sagsøgeren anførte overvejelser giver reelt grundlag for at rejse tvivl om den bedømmelse, Kommissionen foretog i beslutningen. Derimod forekommer det indlysende, at betingelserne for, at en af en medlemsstat truffet foranstaltning kan kvalificeres som statsstøtte, der er uforenelig med fællesmarkedet, er opfyldt i den foreliggende sag. Frem for alt kan det grundlæggende ikke betvivles, at skattebegunstigelsen af de personer, der er omtalt i sagsfremstillingen, udgør statsstøtte som omhandlet i traktatens artikel 92 ff. Da begrebet statsstøtte skal fortolkes bredt, må det antages, at man står over for statsstøtte, når den pågældende foranstaltning, uafhængigt af dens form eller art, giver den virksomhed, den er rettet til, en økonomisk og finansiel fordel, som virksomheden normalt ikke ville have opnået, i form af en nedsættelse af den ordinære skattebelastning. Den økonomiske fordel, som gives af staten gennem nedsættelse af en virksomheds normale skattebelastning, skal nemlig anses for støtte. Den skattemæssige foranstaltning, der er genstand for beslutningen, giver den virksomhed, der indirekte begunstiges af foranstaltningen, en fordel, som virksomheden ikke havde fået under normale markedsvilkår, idet foranstaltningen gennem skattenedsættelsen giver et incitament til at erhverve en del af selskabets kapital. Jeg er derfor enig med Kommissionen deri, at støtten netop består i at påvirke private investorers adfærd. Dermed er det i denne forbindelse uden betydning, at sagsøgeren har bemærket, at de omhandlede skatteregler ikke automatisk fører til, at deltagelse med kapital i virksomheder med hjemsted i de støttede områder bliver af interesse for private investorer, idet beslutningen herom også er betinget af andre, rent økonomiske forhold, der ikke berøres af skattelettelserne. Hertil er det kun nødvendigt at anføre, at besvarelsen af spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en støtte - især i forbindelse med en generel ordning som den foreliggende - kun kan ske på grundlag af en prøvelse, hvor der sker en sammenligning af situationen for de virksomheder, der begunstiges af foranstaltninger, med situationen for dem, der ikke begunstiges. Ud fra dette synspunkt er det ubestrideligt, at den vedtagne foranstaltning ændrer situationen på markedet, således som denne ville have foreligget uden denne foranstaltning, da den giver et incitament til deltagelse i kapitalen i virksomheder, der har hjemsted i de støttede områder. Formålet med EStG's § 52, stk. 8, består med andre ord udtrykkeligt i at skaffe de begunstigede virksomheder økonomiske fordele, hvorved investeringen i deres kapital bliver mere attraktiv end under normale markedsvilkår. Støtteelementet kan i et sådant tilfælde identificeres ved at sammenligne betingelserne for at investere i kapitalen i virksomheder med hjemsted i de støttede områder, henholdsvis med og uden skattebegunstigelsen.

30 Det skal i øvrigt tilføjes, at den økonomiske fordel, der gives gennem den skattelettelse, som følger af EStG's § 52, stk. 8 - og som kommer til udtryk gennem statens afkald på at anvende den generelle skatteordning for investeringer i kapitalselskaber eller interessentskaber - gives med statslige midler. Det er i denne forbindelse tilstrækkeligt at henvise til, at det af Domstolen anvendte begreb »statsmidler« er bredere end begrebet subvention, idet det omfatter »ikke blot .... positive ydelser såsom selve tilskuddene, men ligeledes de indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og derved, uden at være tilskud i ordets egentlige forstand, er af samme art og har tilsvarende virkninger« (10). Hvad særligt angår foranstaltninger, der indebærer skattelettelser, har Domstolen i dommen i sagen Banco Exterior udtalt, at »en foranstaltning, hvorved offentlige myndigheder indrømmer visse virksomheder en afgiftsfritagelse, der, selv om den ikke indebærer en overførsel af statslige midler, giver de fritagne virksomheder en gunstigere økonomisk stilling end andre afgiftspligtige, udgør en statsstøtte som omhandlet i traktatens artikel 92, stk. 1« (den nævnte dom, præmis 14). De omtvistede foranstaltninger, der er tale om i den foreliggende sag, har uden videre til formål at nedsætte skattebelastningen af de direkte støttede virksomheder, men tager samtidig sigte på at gøre kapitaldeltagelse i de indirekte støttede virksomheder mere attraktiv end deltagelse i kapitalen i andre virksomheder, der har hjemsted i andre dele af det tyske område eller i andre medlemsstater. Den trufne foranstaltning involverer altså »statsmidler«, uanset om foranstaltningen finder anvendelse som en overgangsregel, eller om den kan anses for et fuldstændigt afkald på skatteprovenuet - således som Kommissionen har gjort gældende - eller om der blot er tale om en udsættelse af at bringe skatten i anvendelse, således som sagsøgeren modsat har gjort gældende.

31 Herudover kan det hvad angår foranstaltningens yderligere kendetegn efter min opfattelse ikke for alvor drages i tvivl, at foranstaltningen i den tyske skattelovgivning ikke har generel karakter, men angår en nøje afgrænset gruppe af virksomheder, der både ud fra geografiske synspunkter og i forhold til størrelse er defineret i henhold til klare og objektivt verificerbare kriterier. Virksomheder, der ikke har hjemsted i de støttede områder, og virksomheder med flere end 250 ansatte kan nemlig ikke drage fordel af denne skatteordning. Herudover truer denne foranstaltning med at fordreje konkurrencen mellem virksomheder med hjemsted i de støttede områder og virksomheder med hjemsted andetsteds i Forbundsrepublikken Tyskland, og den er egnet til at påvirke samhandelen. Herved bemærkes, at det i forbindelse med konstateringen af, at en generel støtteordning påvirker samhandelen, er tilstrækkeligt, at man ved en forudgående betragtning fornuftigvis må gå ud fra, at denne virkning kan indtræde. Når en virksomheds (eller som i denne sag et ubestemt antal virksomheders) stilling styrkes gennem en støtteordning, er denne fortrinsbehandling principielt egnet til at påvirke samhandelen mellem medlemsstater (11). Foranstaltningen i EStG's § 52, stk. 8, styrker klart stillingen for de virksomheder, der støttes indirekte, i forhold til disses konkurrenter, der ikke kan tilbyde dem, der ønsker at erhverve en andel af deres kapital, de samme fordele. Med foranstaltningen støttes således styrkelsen af de pågældende virksomheders egenkapital. Der er intet, der peger i retning af, at denne økonomiske fordel kun kan få virkning på tysk område, idet principielt enhver virksomhed med hjemsted i en anden medlemsstat, som ikke deltager i ordningen, tilbyder sine kapitalandele på mindre gunstige vilkår.

3. Anvendelsen af de minimis-princippet

32 Forbundsrepublikken Tyskland har subsidiært rejst kritik af Kommissionen for ikke at anvende de minimis-princippet i det foreliggende tilfælde. Særlig har Forbundsrepublikken Tyskland rejst indsigelse mod, at Kommissionen ikke har tillagt det betydning, at den støtte, der hævdes at være ydet virksomhederne, var af et helt betydningsløst omfang, hvilket den skulle have gjort i henhold til et generelt princip, som Kommissionens meddelelse om de minimis-støtteordninger (12) blot udgør et særligt element af, og hvorefter reglerne om statsstøtte ikke finder anvendelse på statsstøtte af ringe omfang. I beslutningen har Kommissionen udelukket anvendelse af de minimis-princippet under henvisning til, at en lav støtteintensitet ifølge Domstolens retspraksis ikke udelukker, at støtten påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. Endvidere har Kommissionen i beslutningen henvist til, at Forbundsrepublikken Tyskland ikke har forpligtet sig til at anvende de minimis-reglen. Heroverfor har den tyske regering anført, at det i det foreliggende tilfælde ikke var muligt at anvende det kriterium, der er opstillet i Kommissionens meddelelse om de minimis-støtte, idet en eventuel økonomisk fordel for virksomheder i de støttede områder ikke var konkret målelig. Kommissionen burde derfor ikke have udelukket en anvendelse af de minimis-princippet under henvisning til, at der ikke bestod nogen direkte forpligtelse for medlemsstaten til at anvende det.

33 Jeg er af den opfattelse, at Kommissionens standpunkt, hvorefter det i den foreliggende sag var umuligt at anvende de minimis-princippet, er korrekt og underbygget af saglige grunde. For det første må det anføres, at følgerne af anvendelsen af den omtvistede ordning på ingen måde var ubetydelige. Af beslutningens tekst fremgår, at »[foranstaltningen] [i]følge de tyske myndigheders skøn vil ... medføre midlertidige tab af skatteprovenu på ca. 150 mio. DEM (ca. 75 mio. ECU)«, hvorimod der i meddelelsen om de minimis-støtteordninger nævnes en overgrænse (inklusive eventuelle andre foranstaltninger) på 100 000 ECU. Det fremgår ikke, at Forbundsrepublikken Tyskland hverken har forpligtet sig til at begrænse anvendelsen af den omtvistede foranstaltning således, at virkningerne heraf ville holde sig under den nævnte overgrænse, eller har udelukket anvendelse sammen med eventuelle andre foranstaltninger til fordel for virksomheder med hjemsted i de områder, der er omhandlet i den omtvistede bestemmelse i EStG. Det fremgår endvidere af Domstolens praksis, at den omstændighed, at en støtte er ubetydelig, ikke på forhånd udelukker, at den trufne foranstaltning kan fordreje konkurrencen eller påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne i traktatens artikel 92, stk. 1's forstand (13). I det foreliggende tilfælde gør foranstaltningens generelle karakter det som nævnt ikke muligt på forhånd at foretage en præcis vurdering af den økonomiske fordel, der gives de indirekte begunstigede virksomheder, men den gør det sandsynligt, at den nævnte overgrænse let kan overskrides i forbindelse med den konkrete anvendelse af den pågældende foranstaltning. Efter min opfattelse har Kommissionen således med rette udelukket anvendelsen af de minimis-princippet i den foreliggende sag.

4. Tilsidesættelsen af traktatens artikel 92, stk. 2, litra c), vedrørende støtte, der har til formål at opveje de ulemper, der er forårsaget af Tysklands deling

34 Sagsøgeren har subsidiært gjort gældende, at selv om man ville anse den omtvistede foranstaltning for støtte, kan den ikke anses for at være uforenelig med fællesmarkedet. Undtagelsesbestemmelsen i traktatens artikel 92, stk. 2, litra c), finder nemlig anvendelse i den foreliggende sag, idet de pågældende foranstaltninger havde til formål at kompensere virksomhederne i de støttede områder for de økonomiske ulemper, der var forårsaget af Tysklands deling.

Med udgangspunkt i, at denne bestemmelse stadig kan finde anvendelse trods foreningen af de to tyske stater, har sagsøgeren anført, at som følge af delingen blev systemet af små og mellemstore private virksomheder i de delstater, der tidligere hørte til Østtyskland, systematisk slået i stykker. På tidspunktet for foreningen var det derfor umuligt for private, som ville drive erhvervsvirksomhed, med egne midler at tilvejebringe den nødvendige kapital til at finansiere deres aktivitet. Det var netop formålet med den af Forbundsrepublikken Tyskland gennemførte foranstaltning at kompensere for denne økonomiske ulempe, der i sidste ende kunne føres tilbage til følgerne af delingen.

35 Til det anførte bemærkes først, at traktatens artikel 92, stk. 2, litra c), trods foreningen af Tysklands to dele, der med sikkerhed ikke har ført til stiltiende ophævelse af bestemmelsen, uden videre kan finde anvendelse som før. Da der imidlertid er tale om en bestemmelse, som indeholder en undtagelse til det generelle princip i traktaten, nemlig forbuddet mod, at medlemsstaterne fremprovokerer fordrejninger af den normale konkurrence og således af fællesmarkedets funktion ved at favorisere bestemte virksomheder på Fællesskabets område, skal bestemmelsen fortolkes snævert (14).

36 Derfor må efter min opfattelse på den ene side bestemmelsens anvendelsesområde begrænses til de følger, der umiddelbart skyldtes Tysklands opdeling i to dele på det historiske tidspunkt for delingen (der tænkes f.eks. på de problemer, som opstod for de tyske virksomheder i de gamle delstater og i Vestberlin som følge af etableringen af en indre grænse, såsom afbrydelse af samfærdselsårer eller tabet af nogle markeder som følge af afbrydelsen af handelsforbindelserne med de områder, der var underkastet statsøkonomi (15)). På den anden side skal en foranstaltning have som direkte formål at kompensere for de økonomiske ulemper, som den nævnte deling har forårsaget. Derimod kan den omtalte bestemmelse ikke anvendes som hjemmel for en hvilken som helst støtte til økonomien i de områder, der før foreningen var en del af Østtyskland, med henblik på fuldt ud at opveje, at de nye delstater helt ubestrideligt er økonomisk tilbagestående. En sådan fortolkning ville, som Retten har udtalt i den nylige dom om den tyske støtte til automobilsektoren (16), nemlig være i strid med den omhandlede bestemmelses karakter af undtagelse og med den sammenhæng, bestemmelsen indgår i, og de mål, den forfølger.

37 På denne baggrund er jeg af den opfattelse, at den skattelettelsesordning, der er indført ved den omtvistede lov, ikke opfylder ovennævnte betingelser. Tværtimod, således som Kommissionen har anført, er den omstændighed, at de nye delstater er tilbagestående, hvilket medfører, at virksomhederne i disse lande har svært ved at tilvejebringe kapital på markedet, ikke et resultat af Tysklands deling i to forskellige stater, men af det nye politiske og økonomiske system, der efter delingen indførtes på det tidligere Østtysklands område. Ved det gamle systems undergang som følge af foreningen og den hermed forbundne tilpasning til markedsøkonomien blev hele det økonomiske system i de nye delstater udsat for ydre konkurrence, som det i årevis havde været afskærmet fra. Det forhold, at dette økonomiske system var tilbagestående i forhold til det øvrige Tyskland, kan imidlertid ikke anses for en direkte virkning af delingen, medmindre man vil anse undtagelsen i traktatens artikel 92, stk. 2, litra c), for en undtagelse, der skal fortolkes yderst vidt - både geografisk og indholdsmæssigt - fra princippet om, at statsstøtte, som påvirker samhandelen, er uforenelig med fællesmarkedet. Jeg mener derfor, at Kommissionen ikke har overskredet grænserne for sine skønsmæssige beføjelser ved at anse artikel 92, stk. 2, litra c), for uanvendelig, idet det ved en vurdering på grundlag af en direkte årsagsforbindelse ikke fremgår, at den foranstaltning, der er truffet ved den omtvistede ordning, har til formål at opveje de økonomiske ulemper, som Tysklands deling har forårsaget.

5. Anvendelsen af undtagelsen i traktatens artikel 92, stk. 3, litra a) og c)

38 Stadig subsidiært har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen i beslutningen har overskredet sine beføjelser, idet den trufne foranstaltning burde have været erklæret forenelig med fællesmarkedet i medfør af traktatens artikel 92, stk. 3, litra a) og c).

39 Efter den tyske regerings opfattelse har Kommissionen udøvet det skøn, denne bestemmelse giver den, forkert. Kommissionen har i beslutningens punkt V udtalt, at den omtvistede skatteordning ikke er knyttet til en nyinvestering som omhandlet i Kommissionens meddelelse vedrørende støtteordninger med regionalt sigte (17), men ydes derimod for at afhjælpe særlige strukturelle handicap, hvorfor den skal behandles som en driftsstøtte, der ifølge Kommissionens praksis også i forhold til de områder, der er nævnt i traktatens artikel 92, stk. 3, litra a), kun undtagelsesvis kan erklæres for forenelig med fællesmarkedet. Ganske vist var de fem delstater i det tidligere Østtyskland samt Østberlin indtil udgangen af 1999 udpeget som støtteberettigede regioner i henhold til denne bestemmelse (18), men Kommissionen fandt, at undtagelsen ikke kunne anvendes i det foreliggende tilfælde af en række årsager: For det første kan de begunstigede virksomheders egenkapital, for så vidt den skal styrkes gennem støtteordningen, senere tilflyde områder uden for den støtteberettigede region, hvorimod der ifølge den nævnte meddelelse kun kan ydes støtte, hvis denne sigter på at fremme en varig og afbalanceret udvikling i det støttede område, ligesom den skal være aftagende og tidsbegrænset. Der er derfor risiko for misbrug derved, at de begunstigede virksomheder gennem kapitalforøgelsen kan blive foranlediget til også at drive virksomhed uden for de nye delstater; risikoen er vedvarende, idet støtteordningen ikke er bundet til bestemte investeringsprojekter i de pågældende områder. Kommissionen har for det andet anført, at den af Forbundsrepublikken Tyskland trufne foranstaltning ikke udelukker, at skattebegunstigelsen anvendes af personer, der investerer i virksomheder, som opererer inden for følsomme erhvervssektorer, hvor der gælder særlige regler for støtte, og det er heller ikke udelukket, at den pågældende skatteordning kan anvendes i forhold til kriseramte virksomheder. I begge tilfælde er det ifølge de nævnte kommissionsmeddelelser udelukket, at artikel 92, stk. 3, litra c), anvendes på den omhandlede foranstaltning. Herudover henvises der i beslutningen til, at støtteordningen heller ikke er omfattet af undtagelsen, idet den også gælder for virksomheder med hjemsted i Vestberlin, hvis område kun delvis hører til blandt de støtteberettigede områder.

40 Efter min opfattelse er Kommissionens vurdering korrekt, og der kan ikke rejses tvivl om den med de argumenter, sagsøgeren er fremkommet med. For det første mener jeg ikke, at den omstændighed, som Forbundsrepublikken Tyskland har påberåbt sig, nemlig at kapitaltilførslen til de virksomheder, der har hjemsted i det støttede område, fører til et gensidigt bebyrdende aftaleforhold - da erhvervelsen af andele altid sker mod betaling - gør det muligt at udelukke, at der i det foreliggende tilfælde er tale om driftsstøtte. Den pågældende foranstaltning gør i alle tilfælde deltagelse i de støttede virksomheder mere attraktiv, hvorved hidtil eksisterende strukturelle ulemper kompenseres. Herudover forekommer sagsøgerens argumentation, hvorefter misbrugsrisikoen, således som denne er anført i beslutningen, er lige så ringe som sandsynligheden for, at støtteforanstaltningerne benyttes af virksomheder, der opererer inden for følsomme erhvervsområder, at være uden betydning ved en forudgående bedømmelse - hvilken bedømmelse er den eneste, Kommissionen kan foretage for at undgå, at risikoen for, at markedets funktion fordrejes, indtræder - under hvilken det er tilstrækkeligt at konstatere, at den gennemførte ordning ikke udelukker anvendelse af ordningen på en måde, der er forbudt. Det er endvidere ubestridt, at undtagelsens geografiske anvendelse, i det omfang Vestberlin indgår heri, ikke i alle tilfælde åbner mulighed for at bruge undtagelsen.

41 Jeg mener således ikke, at Kommissionen har udøvet sit skøn forkert, eftersom den har overholdt de processuelle regler, der gælder ifølge de relevante bestemmelser, og har støttet beslutningen på præcise faktiske og retlige omstændigheder. De foretagne bedømmelser, der allerede er kommet til udtryk i de nævnte meddelelser om støtteordninger med regionalt sigte og om metoden for anvendelse af traktatens artikel 92, stk. 3, litra a) og c), på regionalstøtte, gør det ikke muligt at erklære støtten for forenelig med fællesmarkedet.

6. Etableringsfriheden

42 Med hensyn til den påståede tilsidesættelse af traktatens artikel 52 bemærkes, at Forbundsrepublikken Tyskland med rette har gjort gældende, at denne artikel ikke kan tjene som retsgrundlag for beslutningen. Man må nemlig ikke overse, at beslutningen er blevet vedtaget efter den særlige »forkortede« procedure i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, der indeholder en undtagelse fra den almindelige traktatbrudsprocedure i EF-traktatens artikel 169 ff. (nu artikel 226 EF ff.). Navnlig giver artikel 93 Kommissionen mulighed for, når den finder, at en støtte, som ydes af en stat eller med statsmidler, ifølge artikel 92 ikke er forenelig med fællesmarkedet, at træffe beslutning om, at den pågældende stat skal ophæve eller ændre støtteforanstaltningen inden for en bestemt tidsfrist. Såfremt den pågældende stat ikke efterkommer denne beslutning inden udløbet af den fastsatte frist, kan Kommissionen eller enhver anden berørt medlemsstat, uanset bestemmelserne i artikel 169 og 170, indbringe sagen direkte for Domstolen.

43 Det fremgår imidlertid af den citerede bestemmelses klare ordlyd, at Kommissionens beføjelse til at træffe de pågældende beslutninger ikke er generel, men er snævert begrænset til de tilfælde, hvori Kommissionen fastslår, at en medlemsstat har tilsidesat traktatens regler om statsstøtte. Derimod kan Kommissionen ikke anvende den særlige procedure efter traktatens artikel 93 til at erklære den nationale foranstaltning for uforenelig med andre regler i traktaten, i det foreliggende tilfælde med dem, der sikrer etableringsfriheden. Kommissionen skal benytte proceduren i traktatens artikel 169, der giver den berørte medlemsstat større »garantier«.

44 Det følger af det anførte, at Kommissionen savnede kompetence til at træffe beslutningen, for så vidt den heri antager, at Forbundsrepublikken Tysklands skatteordning blev indført i strid med traktatens regler om etableringsfriheden, hvorfor det er ufornødent at foretage en materiel prøvelse af, hvorvidt bestemmelserne i EStG faktisk er uforenelige med traktatens artikel 52. Denne prøvelse, der ikke har betydning for beslutningens konklusion, kan imidlertid ikke rejse tvivl om beslutningens retmæssighed.

Forslag til afgørelse

45 Af de anførte grunde foreslår jeg Domstolen

»1) at frifinde Kommissionen

2) at pålægge Forbundsrepublikken Tyskland at betale sagens omkostninger.«

(1) - EFT L 212, s. 50.

(2) - BGBl. 1995 I, s. 1250.

(3) - EFT C 172, s. 2.

(4) - Dom af 14.2.1990, sag C-350/88, Delacre m.fl .mod Kommissionen, Sml. I, s. 395, præmis 15, af 17.1. 1995, sag C-360/92 P, Publishers Association mod Kommissionen, Sml. I, s. 23, præmis 39.

(5) - Jf. dom af 25.10.1984, sag 185/83, Rijksuniversiteit te Groningen, Sml. s. 3623, præmis 38, og dommen i sagen Delacre m.fl. mod Kommissionen, nævnt i fodnote 4, præmis 16.

(6) - Jeg henviser særlig til anvendelsen af undtagelsen i traktatens artikel 92, stk. 2, litra c), om støtte beregnet til at opveje de økonomiske ulemper, som Tysklands deling har forårsaget.

(7) - Se beslutningens punkt IV, femtende afsnit.

(8) - Dom af 17.9.1980, sag 730/79, Philip Morris mod Kommissionen, Sml. s. 2671, præmis 11, og af 14.9.1994, forenede sager C-278/92, C-279/92 og C-280/92, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4103, præmis 40.

(9) - Jf. eksempelvis dom af 28.4.1993, sag C-364/90, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 2097, præmis 20.

(10) - Jf. eksempelvis dom af 15.3.1994, sag C-387/92, Banco Exterior de España, Sml. I, s. 877, præmis 13, og af 1.12.1998, sag C-200/97, Ecotrade, Sml. I, s. 7907, præmis 34.

(11) - Dom af 13.7.1988, sag 102/87, Frankrig mod Kommissionen, Sml. s. 4067, præmis 19.

(12) - Meddelelse 96/C 68/06 (EFT 1996 C 68, s. 9).

(13) - Dom af 21.3.1990, sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 959, præmis 43.

(14) - Jf. i denne retning den nyligt af Retten afsagte dom af 15.12.1999, forenede sager T-132/96 og T-143/96, Freistaat Sachsen m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3663, præmis 132.

(15) - Dommen i sagen Freistaat Sachsen m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor, præmis 134.

(16) - Den ovenfor nævnte dom, præmis 135.

(17) - EFT 1979 C 31, s. 9.

(18) - Kommissionens meddelelse vedrørende metoden for anvendelse af traktatens artikel 92, stk. 3, litra a) og c), på regionalstøtte (EFT 1998 C 212, s. 2) og praksis herom.