Available languages

Taxonomy tags

Info

References in this case

Share

Highlight in text

Go

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

P. CRUZ VILLALÓN

fremsat den 13. juni 2013 (1)

Sag C-303/12

Guido Imfeld,

Nathalie Garcet

mod

État belge

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal de première instance de Liège (Belgien))

»Fri bevægelighed for personer – selvstændige erhvervsdrivende – etableringsfrihed – indkomstskat – bilateral overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning – fritagelse for indtægter, der er oppebåret i en anden medlemsstat end bopælsmedlemsstaten – sambeskatning af ægtepar – hensyntagen til de fritagne indtægter i beskatningsgrundlaget – skattefordele, som er knyttet til de skattepligtiges personlige og familiemæssige situation – restriktioner for etableringsfriheden«





1.        Domstolen har i den foreliggende sag atter fået forelagt et spørgsmål om, hvorvidt en medlemsstats indkomstskattelovgivning – som bevirker, at et ægtepar, der består af hjemmehørende skattepligtige, fratages en del af de skattefordele, som denne lovgivning indrømmer familier – er forenelig med EU-retten. Det særlige ved denne sag er, at en af ægtefællerne oppebærer alle sine indtægter i en anden medlemsstat, hvor han beskattes individuelt, og hvor han delvist er blevet indrømmet tilsvarende skattefordele.

2.        Domstolen står således for første gang over for spørgsmålet om, hvorvidt en medlemsstat kan begrunde, at den ikke har indrømmet et i medlemsstaten bosiddende ægtepar – hvoraf den ene ægtefælle har gjort brug af de ved EUF-traktaten sikrede friheder – en bestemt skattefordel, i det foreliggende tilfælde en skattefritagelse for børn, over for hvilke der består en forsørgerpligt, i den omstændighed, at nævnte ægtefælle er blevet indrømmet en tilsvarende fordel i forbindelse med beskatningen af vedkommende i en anden medlemsstat. Domstolen er mere generelt blevet anmodet om at præcisere sin praksis, hvorefter det i princippet påhviler bopælsmedlemsstaten at tage hensyn til hele den skattepligtiges personlige og familiemæssige situation, undtagen i det tilfælde, hvor denne skattepligtige oppebærer størstedelen af sine indtægter i en anden medlemsstat.

I –    Retsforskrifter

A –    Den bilaterale overenskomst af 1967

3.        Artikel 14 i overenskomsten mellem Kongeriget Belgien og Forbundsrepublikken Tyskland til undgåelse af dobbeltbeskatning og regulering af visse andre spørgsmål for så vidt angår indkomst- og formuebeskatning, herunder erhvervs- og ejendomsskat, undertegnet i Bruxelles den 11. april 1967 (2), fastsætter:

»1.      De indtægter, som en bosiddende i en af de kontraherende stater har fra et liberalt erhverv eller fra anden lignende selvstændig virksomhed, beskattes kun i denne stat, medmindre han regelmæssigt råder over en fast base for udøvelsen af sin virksomhed i den anden stat. Hvis vedkommende råder over en sådan base, beskattes indtægterne i den anden stat, men udelukkende i det omfang de kan knyttes til virksomhed udøvet i forbindelse med denne faste base.

2.      Udtrykket »liberale erhverv« omfatter navnlig selvstændig virksomhed […] som læge, advokat, ingeniør, arkitekt, tandlæge og revisor.

[…]«

4.        Artikel 23, stk. 2, nr. 1), i den bilaterale overenskomst af 1967, der regulerer den fremgangsmåde, hvorpå dobbeltbeskatning af bosiddende i Kongeriget Belgien undgås, bestemmer bl.a., at indtægter, der stammer fra Tyskland, og som beskattes i denne stat i medfør af nævnte overenskomst, er fritaget for skat i Belgien. Samme bestemmelse fastsætter imidlertid nærmere, at denne fritagelse ikke begrænser Kongeriget Belgiens ret til ved fastsættelsen af skattesatsen at tage hensyn til de således fritagne indtægter.

B –    Belgisk ret

5.        De i hovedsagerne omhandlede vigtigste bestemmelser i code des impôts sur le revenu (lov om indkomstskat) af 1992 (3) er artikel 155, som definerer den fremgangsmåde, hvorpå de indtægter, der er fritaget i medfør af dobbeltbeskatningsoverenskomster, fritages for indkomstskat (4), og artikel 132-134, som for børn, over for hvilke der består en forsørgerpligt, fastsætter en skattefordel, der indrømmes enhver skattepligtig i form af en indkomstandel, der er fritaget for skat.

6.        Artikel 155 i CIR 1992 fastsætter:

»Indtægter, der er fritaget for beskatning i medfør af internationale dobbeltbeskatningsoverenskomster, medtages ved skatteberegningen, men skatten nedsættes svarende til forholdet mellem den del af indtægterne, der er fritaget for beskatning, og de samlede indtægter.

Det samme gælder for:

–        De indtægter, der er fritaget for beskatning i medfør af andre traktater eller internationale overenskomster, for så vidt som disse fastsætter en bestemmelse om progressionsforbehold.

[…]

Når der sker fælles beskatning, beregnes nedsættelsen pr. skattepligtig for dennes samlede nettoindtægter.«

7.        Artikel 134, stk. 1, i CIR 1992 bestemmer:

»Den andel af indkomsten, der er fritaget for skat, fastsættes pr. skattepligtig og omfatter det samlede grundbeløb, eventuelt forhøjet, og de i artikel 132 og 133 omhandlede tillæg.

Når der sker sambeskatning, fratrækkes de i artikel 132 omhandlede tillæg hos den skattepligtige, der har den højeste skattepligtige indkomst. […]«

8.        Med henblik på at efterkomme dom af 12. december 2002, de Groot (5), vedtog Kongeriget Belgien i øvrigt cirkulære nr. Ci.RH.331/575 420 af 12. marts 2008, der for indtægter, som er fritaget i medfør af en overenskomst, foreskriver en skattenedsættelse (6), og hvis punkt 3 og 4 fastsætter:

»3.      Der kan kun tildeles en supplerende nedsættelse for indtægter, der er fritaget i henhold til overenskomst, under følgende betingelser:

–        Den skattepligtige har haft indtægter, der er fritaget i henhold til overenskomst, i en eller flere [medlemsstater i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS)].

–        Den skattepligtiges personlige eller familiemæssige situation er ikke taget i betragtning ved beregningen af den skat, der i de pågældende stater skal betales på indtægter, der er fritaget for skat i Belgien.

–        Den skattepligtige har ikke fuldt ud i Belgien kunnet drage fordel af de skattefordele, der er forbundet med hans familiemæssige eller personlige situation.

–        Den skyldige skat i Belgien forhøjet med den skyldige skat i udlandet er højere end den skat, der skulle have været betalt, hvis indtægterne udelukkede stammede fra en belgisk kilde, og de hertil knyttede skatter skulle have været betalt i Belgien.

4.      Den skattepligtige, som gør krav på den supplerende nedsættelse, skal bevise, at han opfylder de opstillede betingelser.«

II – De faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisterne i hovedsagerne

9.        Guido Imfeld, som er tysk statsborger, og Nathalie Garcet, der er belgisk statsborger, er gift, har to børn og er bosiddende i Belgien. For så vidt angår skatteårene 2003 og 2004 indgav de deres selvangivelse i Belgien særskilt uden at opgive, at de var gift. Guido Imfeld, som udøver advokatvirksomhed i Tyskland, hvor han oppebærer alle sine indtægter, opgav hverken nogen skattepligtig indkomst eller nogen person, over for hvem der bestod forsørgerpligt. Derimod opgav Nathalie Garcet, der udøver virksomhed som lønmodtager i Belgien, renter på realkreditlån, to børn, over for hvilke der består en forsørgerpligt, og pasningsudgifter.

10.      Nævnte selvangivelser gav anledning til de tre for den forelæggende ret indbragte tvister, som ligger til grund for den anmodning om præjudiciel afgørelse, som retten har indgivet til Domstolen.

11.      Den mandlige sagsøger i hovedsagernes skattemæssige situation i Tyskland gav ligeledes anledning til en tvist i denne medlemsstat.

A –    Det tvistemål, som følger af den skattemæssige behandling i Belgien af sagsøgerne i hovedsagerne

1.      Tvisterne vedrørende skatteåret 2003

12.      Den 5. april 2004 blev den skyldige skat for skatteåret 2003 af de belgiske skattemyndigheder først ansat alene for den kvindelige sagsøger i hovedsagerne.

13.      Nævnte myndigheder konstaterede imidlertid den 16. november 2004, at den kvindelige sagsøger i hovedsagerne ikke kunne anses for enlig, og udstedte følgelig en ændringsmeddelelse, hvori de meddelte, at der skulle ske sambeskatning af sagsøgerne i hovedsagerne, og ansatte et nyt skyldigt skattebeløb på grundlag af de indtægter, som den kvindelige sagsøger i hovedsagerne havde angivet, og de indtægter, som den mandlige sagsøger i hovedsagerne havde oppebåret i Tyskland i sin egenskab af selvstændig erhvervsdrivende.

14.      Ved skrivelse af 9. december 2004 gav sagsøgerne i hovedsagerne udtryk for, at de var uenige i den således meddelte berigtigelse, idet de anfægtede den fælles beregning af den skyldige skat, og idet de gjorde krav på en særskilt beregning af den skyldige skat med henblik på at garantere etableringsfriheden og sikre en reel og fuldstændig fritagelse for de indtægter af tysk oprindelse, som den mandlige sagsøger i hovedsagerne havde oppebåret.

15.      Den 13. december 2004 fremsendte skattemyndighederne en meddelelse om beskatning til sagsøgerne i hovedsagerne, idet de anførte, at fritagelsen for den mandlige sagsøger i hovedsagernes tyske indtægter skulle være fuldstændig, men at sambeskatningen skulle tage hensyn til børnepasningsudgifterne, andelen af skattefritaget indkomst og fradragene for erstatningsindkomster.

16.      Den 10. februar 2005 blev alene den kvindelige sagsøger i hovedsagerne for skatteåret 2003 skatteansat af indkomst, der blev fastsat til 0, hvilken skatteansættelse sagsøgerne i hovedsagerne påklagede den 9. marts 2005.

17.      Denne klage blev forkastet ved afgørelse af 11. juli 2005 fra directeur régional des contributions directes de Liège (den regionale direktør for direkte skatter i Liège) (Belgien).

18.      Ved stævning indgivet til den forelæggende rets justitskontor den 29. september 2005 anlagde sagsøgerne i hovedsagerne sag til prøvelse af denne afgørelse.

19.      Den 13. oktober 2005 blev skatten for skatteåret 2003 ansat samlet for sagsøgerne i hovedsagerne, hvilket de påklagede den 13. januar 2006.

20.      Denne klage blev forkastet ved afgørelse af 7. marts 2006 fra directeur régional des contributions directes de Liège.

21.      Ved stævning indgivet til den forelæggende rets justitskontor den 31. marts 2006 anlagde sagsøgerne i hovedsagerne sag til prøvelse af denne afgørelse.

2.      Tvisterne vedrørende skatteåret 2004

22.      Den 24. juni 2005 blev skatten for skatteåret 2004 ansat samlet for sagsøgerne i hovedsagerne, hvilket de påklagede den 15. september 2005.

23.      Denne klage blev forkastet ved afgørelse af 19. oktober 2005 fra directeur régional des contributions directes de Liège.

24.      Ved stævning indgivet til den forelæggende rets justitskontor den 21. november 2005 anlagde sagsøgerne i hovedsagerne sag til prøvelse af denne afgørelse.

B –    Det tvistemål, som følger af den skattemæssige behandling i Tyskland af den mandlige sagsøger i hovedsagerne

25.      Det fremgår ligeledes af forelæggelsesafgørelsen, af de skriftlige og mundtlige indlæg samt af de skriftlige svar på Domstolens spørgsmål, at den mandlige sagsøger i hovedsagerne for skatteåret 2003 af de tyske skattemyndigheder fik afslag på at være omfattet af den sambeskatningsordning, som i henhold til § 1a, stk. 1, nr. 2), i Einkommensteuergesetz (lov om indkomstskat) kan indrømmes skattepligtige, der er gift og ikke vedvarende lever adskilt, og som er skattepligtige i Tyskland, alt imens de er bosiddende i en anden medlemsstat (7).

26.      Ved dom af 25. juli 2007 fra Finanzgericht Köln (Tyskland) fik den mandlige sagsøger i hovedsagerne ikke medhold i det søgsmål, som han havde anlagt til prøvelse af denne afgørelse om afslag (8), idet hans skattepligtige indtægter i Tyskland for det første udgjorde mindre end 90% af hans husstands samlede indtægter, og hans ægtefælles indtægter for det andet oversteg såvel den i den tyske skattelovgivning fastsatte absolutte tærskel på 12 372 EUR som den i den tyske skattelovgivning fastsatte forholdsmæssige tærskel på 10% af de globale indtægter.

27.      Ved dom af 17. december 2007 fra Bundesfinanzhof (Tyskland) fik den mandlige sagsøger i hovedsagerne ikke medhold i den af ham til prøvelse af denne dom iværksatte appel (9).

28.      Såvel Finanzgericht Köln som Bundesfinanzhof anførte bl.a., at Domstolen havde godkendt nævnte tærskler i sin dom af 14. september 1999, Gschwind (10).

III – Det præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne ved Domstolen

29.      Det er under disse omstændigheder, at den forelæggende ret – idet den har forenet de forskellige tvister, som sagsøgerne i hovedsagerne har indbragt for den – ved afgørelse af 31. maj 2012, indgået til Domstolens Justitskontor den 22. juni 2012, har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er artikel 39 [EF] [(nu artikel 45 TEUF)] til hinder for, at det belgiske skattesystem i artikel 155 i [CIR 1992] og i artikel 134, stk. 1, andet afsnit, i [CIR 1992] – og det uanset om [cirkulæret af 2008] finder anvendelse – har den følge, at den mandlige sagsøgers tyske erhvervsmæssige indkomst, der er fritaget i henhold til artikel [14] i [den bilaterale overenskomst af 1967], medtages ved beregningen af den belgiske skat og tjener som beregningsgrundlag ved tildelingen af skattefordele i henhold til [CIR 1992], og at disse fordele, såsom den andel, der er fritaget for skat på grund af den mandlige sagsøgers familiemæssige situation, reduceres eller tildeles i mindre omfang end, hvis sagsøgerne begge havde indkomst af belgisk oprindelse, og hvis den kvindelige sagsøger – snarere end den mandlige sagsøger – havde haft den højeste indkomst, mens den mandlige sagsøger i Tyskland beskattes som et individ af sin erhvervsmæssige indkomst og ikke kan opnå alle de skattefordele, der er forbundet med hans personlige og familiemæssige situation, som de tyske skattemyndigheder kun delvis tager hensyn til?«

30.      Sagsøgerne i hovedsagerne, Kongeriget Belgien, Republikken Estland samt Europa-Kommissionen har afgivet skriftlige indlæg.

31.      Sagsøgerne i hovedsagerne, Kongeriget Belgien og Kommissionen er blevet opfordret til inden retsmødet skriftligt at besvare spørgsmål fra Domstolen, hvilket de har efterkommet.

32.      Sagsøgerne i hovedsagerne, Kongeriget Belgien og Kommissionen har ligeledes afgivet mundtlige indlæg under det retsmøde, som blev afholdt den 22. april 2013.

IV – Indledende bemærkninger om det præjudicielle spørgsmåls ordlyd og rækkevidde

33.      Enkelt sammenfattet anmoder den forelæggende ret med sit præjudicielle spørgsmål Domstolen om at tage stilling til, hvorvidt en medlemsstats, i det foreliggende tilfælde Kongeriget Belgiens, skattemæssige behandling af et ægtepar – der er bosiddende i denne medlemsstat, og som her oppebærer indtægter, og hvoraf den ene ægtefælle udøver selvstændig virksomhed i en anden medlemsstat, i det foreliggende tilfælde Forbundsrepublikken Tyskland, hvor han oppebærer alle sine indtægter, hvilke udgør den største andel af ægteparrets indtægter og er skattepligtige i Tyskland samt fritaget i Belgien i medfør af en bilateral overenskomst – er forenelig med EU-retten.

34.      Denne åbenlyse forenkling dækker imidlertid over et vist antal vanskeligheder, som forinden skal udredes og fjernes.

35.      Disse vanskeligheder udgår først og fremmest fra særegenhederne, for ikke at sige kompleksiteten, i den belgiske skattelovgivning, der finder anvendelse på tvisterne i hovedsagerne, men også fra nødvendigheden af at forstå Kongeriget Belgiens skattemæssige behandling af sagsøgerne i hovedsagerne ved at tage hensyn til den tyske skattelovgivning.

36.      Selve affattelsen af det præjudicielle spørgsmål, som henviser til begge lovgivningers relevante kendetegn, illustrerer på glimrende vis denne kompleksitet. For fuldt ud at vurdere dette spørgsmåls rækkevidde og være i stand til at give den forelæggende ret en brugbar besvarelse vil jeg derfor indlede med at præsentere disse kendetegn og den skattemæssige behandling af sagsøgerne i hovedsagerne.

37.      Denne præsentation vil derefter gøre det muligt at identificere den situation, der skal vurderes, i lyset af traktatens bestemmelser, hvilken situation – som det vil fremgå – er genstand for forskellige vurderinger fra sagsøgerne i hovedsagerne, den belgiske regering og Kommissionen, og dermed i lyset af den frihed, som finder anvendelse på nævnte situation. Den forelæggende ret har således henvist til arbejdskraftens frie bevægelighed, selv om det eneste grænseoverskridende element i den i hovedsagerne omhandlede situation kommer af den mandlige sagsøger i hovedsagernes udøvelse af selvstændig virksomhed i Tyskland.

A –    De vigtigste kendetegn for sagsøgerne i hovedsagernes skattemæssige situation i Belgien og Tyskland

1.      Den skattemæssige behandling i Belgien af sagsøgerne i hovedsagerne

38.      Det fremgår udtrykkeligt af forelæggelsesafgørelsen, at sambeskatningen af sagsøgerne i hovedsagerne skete i henhold til artikel 126, stk. 1, i CIR 1992, der fastsætter dels, at »andre indtægter end de erhvervsindtægter, som ægtefællerne oppebærer, skal sammenlægges med de erhvervsindtægter, der er oppebåret af ægtefællen med de største indtægter«, dels at »skatteansættelsen foretages samlet for begge ægtefæller«.

39.      Det er ubestridt, at sagsøgerne i hovedsagernes skatteansættelse blev foretaget for dem begge, og det er netop denne sammenlægning, som de har bestridt i forbindelse med de for den forelæggende ret indbragte tvister.

40.      I det foreliggende tilfælde er de indtægter, som den kvindelige sagsøger i hovedsagerne har oppebåret i Belgien, blevet lagt sammen med de indtægter, som den mandlige sagsøger i hovedsagerne har oppebåret i Tyskland – og som er fritaget i Belgien i henhold til artikel 23 i den bilaterale overenskomst af 1967, men som er medregnet ved fastsættelsen af skatten i Belgien i henhold til sidstnævnte bestemmelse og artikel 155 i CIR 1992 – med henblik på at fastsætte ægteparrets skat af dets samlede indkomst til den progressive sats efter skattefradrag.

41.      Den i artikel 131, nr. 2), i CIR 1992 fastsatte fritagelse for børn, over for hvilke der består en forsørgerpligt, gør det muligt for hver ægtefælle i beskatningsgrundlaget at fradrage en andel af indtægterne med et fastsat beløb. Denne bestemmelse fastsætter, at en andel af indkomsten med et grundbeløb på 4 610 EUR (herefter »grundbeløbet«) er fritaget for hver ægtefælle ved beregningen af skatten. Artikel 134, stk. 1, første afsnit, i CIR 1992 præciserer, at dette grundbeløb fratrækkes i den del af hver ægtefælles indkomst, som er indeholdt i beskatningsgrundlaget.

42.      I henhold til artikel 132 i CIR 1992 forhøjes disse grundbeløb herefter med tillæg for personer, over for hvem der består en forsørgerpligt, i det foreliggende tilfælde med 1 180 EUR for ét barn, over for hvem der består en forsørgerpligt, og 3 050 EUR for to børn, over for hvem der består en forsørgerpligt. Artikel 134, stk. 1, andet afsnit, i CIR 1992 præciserer, at disse forhøjelser fortrinsvis fratrækkes i indkomstandelen hos den ægtefælle, der har den højeste erhvervsmæssige indkomst. Det er dette »fritagelsestillæg for børn, over for hvem der består en forsørgerpligt« – der er blevet fratrukket i den mandlige sagsøger i hovedsagernes skattefritagne indtægter – som er anfægtet i tvisterne i hovedsagerne, og som alene er genstanden for det præjudicielle spørgsmål.

2.      De relevante elementer i den tyske skattelovgivning

43.      Den mandlige sagsøger i hovedsagerne blev i henhold til den bilaterale overenskomst af 1967 individuelt – dvs. uden at kunne blive omfattet af »Ehegattensplitting«-ordningen, idet han ikke opfyldte de i den tyske skattelovgivning fastsatte betingelser – beskattet i Tyskland af de indtægter, som han oppebar i denne medlemsstat.

44.      Det fremgår imidlertid af hans svar på Domstolens skriftlige spørgsmål, at han i forbindelse med den i Tyskland erlagte indkomstskat blev indrømmet en fordel for børn, over for hvem der bestod en forsørgerpligt, i form af en skattefritaget andel af indkomsten (»Freibetrag für Kinder«) (11).

B –    Om identificeringen af den situation, som skal vurderes i lyset af EU-retten, og den frihed, der finder anvendelse på sagsøgerne i hovedsagernes situation

1.      Om den frihed, der finder anvendelse på sagsøgerne i hovedsagernes situation

45.      Den forelæggende ret har i sit præjudicielle spørgsmål henvist til artikel 39 EF om arbejdskraftens frie bevægelighed, alt imens den i forklaringerne i sin forelæggelsesafgørelse flere gange har bevæget sig ind på området for etableringsfriheden.

46.      Den mandlige sagsøger i hovedsagerne, der er tysk statsborger og bosiddende i Belgien, arbejder imidlertid i Tyskland som advokat, således at han – bortset fra det tilfælde, hvor han udøver sit erhverv som lønmodtager, hvilket hverken fremgår af forelæggelsesafgørelsen eller indlæggene for Domstolen – ikke er omfattet af arbejdskraftens frie bevægelighed, men af etableringsfriheden (12), der indebærer en adgang til at optage og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed (13). I øvrigt vedrører den bestemmelse i den bilaterale overenskomst af 1967, som den forelæggende ret udtrykkeligt har anført som gældende i hovedsagerne, liberale erhverv og anden lignende selvstændig virksomhed.

47.      Idet det tilkommer den forelæggende ret at konstatere den mandlige sagsøger i hovedsagernes professionelle status, skal det forelagte spørgsmål derfor forstås på en sådan måde, at det vedrører artikel 49 TEUF, hvilket den belgiske regering og Kommissionen er enige om (14).

2.      Om den situation, der skal vurderes i lyset af etableringsfriheden

a)      Sammenfatning af indlæggene

48.      Sagsøgerne i hovedsagerne har i det væsentlige gjort gældende, at den belgiske skattelovgivning stiller dem ringere i forhold til ægtepar, der oppebærer alle deres indtægter i Belgien, og af denne grund udgør en restriktion for etableringsfriheden. For så vidt som den indkomstandel, der er fritaget i medfør af tillægget for børn, over for hvilke der består en forsørgerpligt, for det første fratrækkes i indkomstandelen hos den ægtefælle med de højeste indtægter, og nævnte indtægter for det andet er oppebåret i en anden medlemsstat og skattefritaget i Belgien, er de nemlig ikke materielt omfattet af denne fordel.

49.      Den belgiske regering har grundlæggende bestridt denne synsvinkel. Den har gjort gældende, at CIR 1992 gengiver »de principper, hvorefter ægtefællernes erhvervsmæssige indtægter beskattes særskilt, uanset fastsættelsen af en sambeskatning«. Idet den belgiske regering er gået ud fra den forudsætning, at sagsøgerne i hovedsagerne har været genstand for en særskilt beregning af skatten, er den af den opfattelse, at det alene er den skattemæssige situation for den mandlige sagsøger i hovedsagerne, der skal vurderes i lyset af etableringsfriheden. For at fastslå, at der foreligger en hindring for etableringsfriheden, skal den mandlige sagsøger i hovedsagernes situation derfor sammenlignes med den situation, som han havde befundet sig i, hvis han ikke havde gjort brug af sin etableringsfrihed, og hvis han havde oppebåret alle sine erhvervsmæssige indtægter i Belgien.

50.      Kommissionen er af den opfattelse, at den belgiske skattelovgivnings restriktive virkning ikke udgøres af en ugunstig behandling af den mandlige sagsøger i hovedsagernes indtægter, hvilke er skattepligtige i Tyskland og fritaget i Belgien, men af en ugunstig behandling af hans ægtefælles indtægter, som er oppebåret i Belgien og fuldt skattepligtige i sidstnævnte medlemsstat.

b)      Analyse

51.      Det fremgår af vurderingen af den belgiske skattelovgivnings vigtigste kendetegn, at »fritagelsestillægget for børn, over for hvilke der består en forsørgerpligt«, indrømmes ægteparret som helhed.

52.      Således som Kommissionen har gjort opmærksom på i sit svar på Domstolens spørgsmål, bekræfter den omstændighed, at nævnte tillæg beregnes ved, at der foretages et fradrag i den højeste skattepligtige indkomst for den ene af de to ægtefæller, kun denne særegenhed. Den belgiske skattelovgivning søger således at maksimere virkningen af familieskattefordelen, og det er under hensyntagen til dette formål, at den skal vurderes i lyset af etableringsfriheden.

53.      I relation til etableringsfriheden er spørgsmålet derfor, om anvendelsen af den belgiske skattelovgivning stiller sagsøgerne i hovedsagerne, betragtet skattemæssigt som et ægtepar, ringere som følge af, at den mandlige sagsøger i hovedsagerne oppebærer alle sine indtægter i en anden medlemsstat, og at ægteparret derved faktisk afskæres fra at være omfattet af »fritagelsestillægget for børn, over for hvilke der består en forsørgerpligt«.

C –    Om omformuleringen af det præjudicielle spørgsmål

54.      Ovenstående betragtninger gør det muligt at foreslå Domstolen at omformulere det af den forelæggende ret stillede præjudicielle spørgsmål i mere enkle vendinger ved at skære spørgsmålet ned til dets væsentligste elementer set fra et EU-retligt perspektiv og ved dermed fra dets ordlyd at fjerne de forskellige faktuelle præciseringer, som det indeholder, og som vedrører strukturen af sagsøgerne i hovedsagernes indtægter eller fremgangsmåden for fradraget af den i hovedsagerne omhandlede fordel, der udgøres af »fritagelsestillægget for børn, over for hvilke der består en forsørgerpligt«.

55.      Domstolen er nemlig nærmere bestemt blevet anmodet om at oplyse, om artikel 49 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for anvendelsen af en medlemsstats skattelovgivning, såsom den i hovedsagerne omhandlede, der bevirker, at et ægtepar, som er bosiddende i denne stat og både oppebærer indtægter i nævnte stat og i en anden medlemsstat, fratages en bestemt skattefordel som følge af fremgangsmåden for fradrag heraf, hvorimod dette ægtepar havde haft ret til denne fordel, såfremt ægtefællerne havde oppebåret alle deres indtægter eller den største del af deres indtægter i deres bopælsmedlemsstat.

V –    Om der foreligger en restriktion for etableringsfriheden

56.      Indledningsvis bemærkes, at det fremgår af Domstolens faste praksis, at direkte beskatning på EU-rettens nuværende udviklingstrin henhører under medlemsstaternes kompetence, idet medlemsstaterne dog skal sørge for at udøve denne kompetence under overholdelse af EU-retten (15).

57.      Særligt har Domstolen gentagne gange understreget, at medlemsstaterne, når der ikke på EU-plan er truffet foranstaltninger til at fastsætte ensartede eller harmoniserede regler, fortsat er kompetente til at fastlægge kriterierne for indkomst- og formuebeskatning med henblik på, eventuelt gennem indgåelse af overenskomster, at undgå dobbeltbeskatning. I denne sammenhæng står det medlemsstaterne frit i bilaterale overenskomster til undgåelse af dobbeltbeskatning at fastsætte tilknytningsmomenter med henblik på fordelingen af beskatningskompetencen (16).

58.      Denne fordeling af beskatningskompetencen giver imidlertid ikke medlemsstaterne mulighed for at anvende foranstaltninger, der er i strid med de ved traktaten sikrede former for fri bevægelighed. I forbindelse med udøvelsen af den beskatningskompetence, der er fordelt på denne måde inden for rammerne af bilaterale dobbeltbeskatningsoverenskomster, forbliver medlemsstaterne forpligtet til at overholde EU-reglerne (17).

59.      Endvidere bemærkes, at det fremgår af Domstolens faste praksis, at det som udgangspunkt er bopælsmedlemsstaten, der skal indrømme den skattepligtige alle de skattefordele, som er knyttet til hans personlige og familiemæssige forhold, idet det med forbehold af undtagelser er denne stat, der bedst kan bedømme nævnte skattepligtiges personlige skatteevne, eftersom den skattepligtige her har midtpunktet for sine livsinteresser (18).

60.      Forpligtelsen til at tage hensyn til de personlige og familiemæssige forhold kan kun påhvile beskæftigelsesmedlemsstaten, når den skattepligtige har næsten hele sin skattepligtige indkomst eller hele sin skattepligtige indkomst ved beskæftigelse i denne stat og ikke har en indkomst af betydning i sin bopælsstat, således at denne ikke er i stand til at indrømme ham de fordele, som følger af, at hans personlige og familiemæssige forhold tages i betragtning (19).

61.      Det er i lyset af disse principper, at det skal vurderes, hvorvidt anvendelsen af den belgiske lovgivning på den i hovedsagerne omhandlede situation er forenelig med etableringsfriheden.

62.      Sagsøgerne i hovedsagerne har i det foreliggende tilfælde været genstand for en sambeskatning af deres indtægter i Belgien, hvor de er bosiddende, idet de i Tyskland oppebårne indtægter er fritaget, og den mandlige sagsøger i hovedsagerne har i henhold til den bilaterale overenskomst af 1967 været genstand for en individuel beskatning af de indtægter, som han har oppebåret i Tyskland, hvor han arbejder.

63.      Der er såvel i Tyskland som i Belgien taget hensyn, i det mindste delvist, til deres personlige og familiemæssige situation. Den mandlige sagsøger i hovedsagerne blev i henhold til den tyske skattelovgivning indrømmet en fritagelse for børn, over for hvilke der består en forsørgerpligt (»Freibetrag für Kinder«), uden af denne grund at have kunnet være omfattet af »Ehegattensplitting«-ordningen.

64.      Ægteparret blev i henhold til den belgiske skattelovgivning ligeledes indrømmet fritagelsen for børn, over for hvilke der består en forsørgerpligt, og et fradrag for børnepasningsudgifter, men blev derimod ikke materielt omfattet af en supplerende fritagelse, nemlig »fritagelsestillægget for børn, over for hvilke der består en forsørgerpligt« i artikel 134 i CIR af 1992. Den supplerende indkomstandel, som kunne have været fritaget, blev således fratrukket i de indtægter, som den mandlige sagsøger i hovedsagerne havde oppebåret i Tyskland, idet de udgjorde ægteparrets største indtægter, men nævnte indtægter blev efterfølgende fjernet fra beskatningsgrundlaget, for så vidt som de i henhold til den bilaterale overenskomst af 1967 var fritaget, således at der i sidste ende ikke var nogen indkomstandel, specifikt i form af tillægget for børn, over for hvilke der består en forsørgerpligt, som blev fritaget.

65.      Følgelig stiller den belgiske skattelovgivning – og nærmere bestemt samspillet mellem på den ene side artikel 23 i den bilaterale overenskomst af 1967, hvorefter Kongeriget Belgien ved skatteberegningen kan tage hensyn til de fritagne indtægter, og på den anden side den i artikel 134 i CIR 1992 fastsatte fremgangsmåde for at fratrække »fritagelsestillægget for børn, over for hvilke der består en forsørgerpligt« – ægtepar, der befinder sig i samme situation som sagsøgerne i hovedsagerne, hvilken situation er kendetegnet ved, at den største andel af deres indtægter oppebæres i en anden medlemsstat, ringere i forhold til de ægtepar, som oppebærer alle deres indtægter eller den største andel af deres indtægter i Belgien.

66.      Sagsøgerne i hovedsagerne er som ægtepar reelt blevet ringere stillet, for så vidt som de ikke har været omfattet af den skattefordel, der følger af anvendelsen af »fritagelsestillægget for børn, over for hvilke der består en forsørgerpligt«, som de ville have haft ret til, såfremt de havde oppebåret alle deres indtægter i Belgien, eller i det mindste såfremt de indtægter, som den kvindelige sagsøger i hovedsagerne oppebar i Belgien, havde været større end dem, som den mandlige sagsøger i hovedsagerne oppebar i Tyskland.

67.      Den belgiske skattelovgivning fastsætter dermed en skattemæssig forskelsbehandling mellem ægtepar bestående af unionsborgere, der er bosiddende på Kongeriget Belgiens område, i forhold til oprindelsen og størrelsen af deres indtægter, hvilken forskelsbehandling kan have en afskrækkende virkning i forhold til sidstnævntes udøvelse af de ved traktaten sikrede friheder, navnlig etableringsfriheden (20).

68.      Den belgiske skattelovgivning kan først og fremmest afskrække statsborgere i nævnte medlemsstat fra at udøve deres ret til såvel fri bevægelighed som etableringsfrihed ved fast at udøve deres virksomhed i en anden medlemsstat, alt imens de fortsætter med at være bosiddende i den første medlemsstat (21). Den kan ligeledes afskrække statsborgere fra de øvrige medlemsstater fra i deres egenskab af unionsborgere at udøve deres ret til fri bevægelighed ved at etablere deres bopæl i nævnte medlemsstat, bl.a. med henblik på at forene familien, alt imens de fortsætter med fast at udøve virksomhed i den medlemsstat, hvori de er statsborgere (22).

69.      Mere generelt indeholder den belgiske skattelovgivning en hindring for de friheder, som unionsborgerne er sikret ved traktaten, idet den ikke tager hensyn til grænseoverskridende situationer som den i hovedsagerne omhandlede og dermed ikke gør det muligt på sigt at afbøde de negative virkninger, som den kan have på udøvelsen af nævnte friheder.

70.      Således som Kommissionen har gjort gældende i sit skriftlige indlæg, har reglen om at fratrække »fritagelsestillægget for børn, over for hvilke der består en forsørgerpligt« i den største af ægteparrets indtægter som udgangspunkt til formål at maksimere virkningen af fordelen til gunst for ægteparret som helhed. Når nævnte regel imidlertid anvendes i en grænseoverskridende situation som den i hovedsagerne omhandlede, kan den under visse omstændigheder have den diametralt modsatte virkning, i det foreliggende tilfælde for så vidt som ægteparret oppebærer indtægter i en anden medlemsstat, og nævnte indtægters andel udgør den største i deres samlede indtægter.

71.      I modsætning til det, som den belgiske regering har gjort gældende, er den således identificerede hindring for etableringsfriheden på ingen måde den nødvendige følge af forskellene mellem de i hovedsagerne omhandlede nationale lovgivninger.

72.      Det ægtepar, som udgøres af sagsøgerne i hovedsagerne, er nemlig blevet frataget en del af de fritagelser, der indrømmes i medlemsstaten bosiddende ægtepar, som følge af en af ægtefællernes udøvelse af sin etableringsfrihed og alene på grund af den i den belgiske skattelovgivning fastsatte fremgangsmåde for at fratrække »fritagelsestillægget for børn, over for hvilke der består en forsørgerpligt« (23).

73.      Den belgiske regering kan heller ikke gøre gældende, at dens skattelovgivning ikke udgør en hindring for etableringsfriheden, for så vidt som den mandlige sagsøger i hovedsagernes udøvelse af sin etableringsfrihed på ingen måde har forværret hans skattemæssige situation, eftersom han for det første i Tyskland ikke har skullet betale en højere skat end den, som han skulle have betalt i Belgien, og eftersom der for det andet i Tyskland er blevet taget hensyn til hans personlige og familiemæssige situation, således at Kongeriget Belgien er helt fritaget for enhver forpligtelse i denne henseende.

74.      Således som det fremgår af redegørelsen for de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisterne i hovedsagerne, har den mandlige sagsøger i hovedsagerne i det foreliggende tilfælde ganske vist kunnet nyde godt af en delvis hensyntagen til hans personlige og familiemæssige situation i Tyskland i form af indrømmelse af »Freibetrag für Kinder«.

75.      Det kan imidlertid ikke antages, at indrømmelsen af denne skattefordel i Tyskland på sin vis kan udligne det tab af skattefordel, som sagsøgerne i hovedsagerne har lidt i Belgien. Således udgør indrømmelsen af »Freibetrag für Kinder« en rent konjunkturbestemt omstændighed, der kan ændre sig til enhver tid, idet Forbundsrepublikken Tyskland bl.a. kan fjerne nævnte fordel eller nedsætte beløbet herpå, uden at dette på nogen måde ændrer ved betingelserne for indrømmelse i Belgien af »fritagelsestillægget for børn, over for hvilke der består en forsørgerpligt«. Den belgiske skattelovgivnings forenelighed med EU-retten kan imidlertid ikke afhænge af sådanne omstændigheder.

76.      Således som Domstolen gentagne gange har fastslået, kan en medlemsstats ufordelagtige skattemæssige behandling i strid med en grundlæggende frihed ikke på forhånd begrundes med, at der findes andre skattefordele (24). Nærmere bestemt kan en medlemsstat ikke påberåbe sig en fordel, som ensidigt er indrømmet af en anden medlemsstat – i det foreliggende tilfælde den medlemsstat, hvori den mandlige sagsøger i hovedsagerne arbejder og oppebærer alle sine indtægter – med henblik på at undgå de forpligtelser, der påhviler den i henhold til traktaten, bl.a. i medfør af traktatens bestemmelser om etableringsfriheden (25).

77.      Den belgiske skattelovgivning fastsætter en skattefordel for ægtepar i form af bl.a. »fritagelsestillægget for børn, over for hvilke der består en forsørgerpligt«, som fratrækkes i indtægterne hos den ægtefælle, der oppebærer den største andel af indtægter, uden på nogen måde at tage hensyn til den omstændighed, at sidstnævnte som følge af udøvelsen af de ved traktaten sikrede friheder kan være i den situation, at vedkommende ikke individuelt oppebærer nogen indtægter i Belgien, med den umiddelbare og automatiske følge, at ægteparret dermed helt fortaber retten til nævnte fordel. Det er den automatiske karakter af denne fortabelse, der – uanset den skattemæssige behandling i Tyskland af den mandlige sagsøger i hovedsagerne – krænker etableringsfriheden.

78.      I det omfang en medlemsstat beskatter hjemmehørende skattepligtige af deres indkomst under hensyntagen til, hvorvidt de er gift, påhviler det den i princippet at tage hensyn til hele deres personlige og familiemæssige situation.

79.      Den omstændighed, at der i det foreliggende tilfælde i Tyskland er blevet taget delvist hensyn til den mandlige sagsøger i hovedsagernes personlige og familiemæssige situation i forbindelse med den individuelle beskatning af ham, og han derfor dér har kunnet være omfattet af en skattefordel, kan derfor ikke fritage Kongeriget Belgien for dets forpligtelse til at sikre en identisk behandling af alle dets borgere, som befinder sig i en identisk situation, og til ikke at opretholde skattemæssige restriktioner for de sidstnævntes udøvelse af de ved traktaten sikrede friheder, medmindre disse restriktioner er begrundet i tvingende almene hensyn og fuldstændigt forholdsmæssige, hvilket spørgsmål skal behandles nu.

VI – Om begrundelserne for restriktionen for etableringsfriheden

A –    Sammenfatning af indlæggene

80.      I sit svar på Domstolens spørgsmål har den belgiske regering gjort gældende, at dens skattelovgivning under alle omstændigheder var begrundet i nødvendigheden af at sikre den afbalancerede fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne.

81.      Den estiske regering er af den opfattelse, at formålet med den belgiske skattelovgivning er at forhindre, at der samtidig i to medlemsstater tages hensyn til den skattepligtiges personlige og familiemæssige situation, og at der hermed med urette indrømmes en dobbelt fordel. Den estiske regering har i denne forbindelse gjort gældende, at Domstolen har anerkendt medlemsstaternes mulighed for at hindre dobbelt fradrag for underskud (26).

B –    Analyse

82.      Selv om det antages, at de forskellige skattefordele, som indrømmes af de to medlemsstater, er sammenlignelige, og at det efter en komparativ kvantitativ vurdering af den foreliggende sags omstændigheder kan konkluderes, at sagsøgerne i hovedsagerne faktisk er blevet indrømmet en dobbelt fordel, er dette forhold under alle omstændigheder kun resultatet af en parallel anvendelse af den belgiske og den tyske skattelovgivning, således som dette er blevet aftalt mellem de to medlemsstater under de betingelser, der er fastsat i den bilaterale overenskomst af 1967 (27).

83.      Nævnte stater udøver nemlig deres egne kompetencer på området for direkte beskatning ved at forfølge tilsvarende formål om beskyttelse af familien.

84.      I øvrigt pålægger den bilaterale overenskomst af 1967 ikke beskæftigelsesmedlemsstaten nogen forpligtelse til at tage hensyn til den personlige og familiemæssige situation for de skattepligtige, der er bosiddende i en anden medlemsstat, hverken i den ene eller den anden retning (28).

85.      Det kan under disse omstændigheder ikke påhvile Domstolen at sikre en samordning mellem de nationale skattelovgivninger med henblik på at undgå, at et af skattepligtige bestående ægtepar – hvoraf begge ægtefæller sambeskattes i en medlemsstat, og hvoraf en ægtefælle ligeledes beskattes individuelt i en anden medlemsstat – bliver omfattet af en dobbelt skattefordel som følge af to medlemsstaters delvise hensyntagen til ægtefællernes personlige og familiemæssige situation.

86.      Det bemærkes endvidere, at den belgiske skattelovgivning ikke etablerer nogen sammenhæng mellem de skattefordele, som herved indrømmes personer, der er bosiddende i Belgien, og de skattefordele, som disse personer kan indrømmes i forbindelse med en anden medlemsstats beskatning af dem. Grunden til, at sagsøgerne i hovedsagerne ikke har kunnet være omfattet af »fritagelsestillægget for børn, over for hvilke der består en forsørgerpligt«, er ikke, at de er blevet indrømmet en tilsvarende fordel i Tyskland, men alene at indrømmelsen heraf udjævnes af fremgangsmåden for fradrag heraf.

87.      Kongeriget Belgien har i øvrigt i denne henseende fremhævet, at cirkulæret af 2008, der må forstås som en mekanisme, der fastsætter en sådan sammenhæng, ikke finder anvendelse på den mandlige sagsøger i hovedsagernes situation, idet han ikke har oppebåret skattepligtige indtægter i Belgien.

88.      Det følger heraf, at artikel 49 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for anvendelsen af en medlemsstats skattelovgivning, såsom den i hovedsagerne omhandlede, der bevirker, at et ægtepar, som er bosiddende i denne stat og både oppebærer indtægter i nævnte stat og i en anden medlemsstat, fratages en bestemt skattefordel som følge af fremgangsmåden for fradrag heraf, hvorimod dette ægtepar havde haft ret til fordelen, såfremt ægtefællerne havde oppebåret alle deres indtægter eller den største del af deres indtægter i deres bopælsmedlemsstat.

VII – Forslag til afgørelse

89.      Følgelig foreslår jeg Domstolen at besvare det præjudicielle spørgsmål fra Tribunal de première instance de Liège således:

»Artikel 49 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for anvendelsen af en medlemsstats skattelovgivning, såsom den i hovedsagerne omhandlede, der bevirker, at et ægtepar, som er bosiddende i denne stat og både oppebærer indtægter i nævnte stat og i en anden medlemsstat, fratages en bestemt skattefordel som følge af fremgangsmåden for fradrag heraf, hvorimod dette ægtepar havde haft ret til fordelen, såfremt ægtefællerne havde oppebåret alle deres indtægter eller den største del af deres indtægter i deres bopælsmedlemsstat.«

1 – Originalsprog: fransk.

2 – Moniteur belge af 30.7.1969 (herefter »den bilaterale overenskomst af 1967«).

3 – Moniteur belge af 30.7.1992 (herefter »CIR 1992«).

4 – Hvilket den forelæggende ret definerer som »fritagelsesmetoden med progressionsforbehold«.

5 – Sag C-385/00, Sml. I, s. 11819.

6 – Herefter »cirkulæret af 2008«.

7 – »Ehegattensplitting«-ordningen.

8 – Az. 4 K 4725/05.

9 – Az. 1 B 96/07.

10 – Sag C-391/97, Sml. I, s. 5451.

11 – Denne fordel var i 2002 og 2003 på 5 808 EUR pr. barn, hvilket beløb blev nedsat pro rata temporis for det barn, der blev født i løbet af skatteåret.

12–      For så vidt angår en advokat i Tyskland, jf. dom af 7.5.1991, sag C-340/89, Vlassopoulou, Sml. I, s. 2357.

13 – Jf. bl.a. dom af 11.3.2004, sag C-9/02, De Lasteyrie du Saillant, Sml. I, s. 2409, præmis 40, og af 21.2.2006, sag C-152/03, Ritter-Coulais, Sml. I, s. 1711, præmis 19.

14 – Selv om den forelæggende ret har begrænset sin anmodning om præjudiciel afgørelse til en fortolkning af arbejdskraftens frie bevægelighed, hindrer en sådan omstændighed – således som Domstolen gentagne gange har fastslået – ikke Domstolen i at forsyne den nationale ret med alle de elementer til fortolkning af fællesskabsretten, som kan være til nytte ved pådømmelsen af den for retten verserende sag, uanset om retten har henvist hertil ved affattelsen af sit spørgsmål. Jf. bl.a. Ritter-Coulais-dommen, præmis 29, og dom af 23.4.2009, sag C-544/07, Rüffler, Sml. I, s. 3389, præmis 57.

15 – Jf. bl.a. dom af 14.2.1995, sag C-279/93, Schumacker, Sml. I, s. 225, præmis 21, og af 21.2.2013, sag C-123/11, A, ECLI:EU:C:2013:84, præmis 29.

16 – Jf. bl.a. dom af 12.5.1998, sag C-336/96, Gilly, Sml. I, s. 2793, præmis 24, de Groot-dommen, præmis 93, samt dom af 16.10.2008, sag C-527/06, Renneberg, Sml. I, s. 7735, præmis 48, og af 28.2.2013, sag C-168/11, Beker, ECLI:EU:C:2013:117, præmis 32.

17 – De Groot-dommen, præmis 94, Renneberg-dommen, præmis 50 og 51, samt Beker-dommen, præmis 33 og 34.

18 – Jf. bl.a. Schumacker-dommen, præmis 36, dom af 16.5.2000, sag C-87/99, Zurstrassen, Sml. I, s. 3337, præmis 21, samt Beker-dommen, præmis 43.

19 – Jf. bl.a. Schumacker-dommen, præmis 36, Gschwind-dommen, præmis 27, Zurstrassen-dommen, præmis 21-23, og de Groot-dommen, præmis 89.

20 – Jf. i samme retning Beker-dommen, præmis 52.

21 – Jf. bl.a. dom af 27.6.1996, sag C-107/94, Asscher, Sml. I, s. 3089, præmis 32-35.

22 – Jf. Renneberg-dommen, præmis 35 og 36. Jf. ligeledes dom af 9.11.2006, sag C-520/04, Turpeinen, Sml. I, s. 10685, præmis 18-39, og Rüffler-dommen, præmis 55 og 56.

23 – Jf. i samme retning de Groot-dommen, præmis 87.

24 – Jf. bl.a. de Groot-dommen, præmis 97, samt dom af 18.7.2007, sag C-182/06, Lakebrink og Peters-Lakebrink, Sml. I, s. 6705, præmis 24.

25 – Jf. bl.a. dom af 8.11.2007, sag C-379/05, Amurta, Sml. I, s. 9569, præmis 78, af 11.9.2008, sag C-11/07, Eckelkamp m.fl., Sml. I, s. 6845, præmis 69, af 11.9.2008, sag C-43/07, Arens-Sikken, Sml. I, s. 6887, præmis 66, og af 22.4.2010, sag C-510/08, Mattner, Sml. I, s. 3553, præmis 43.

26 – Jf. bl.a. dom af 13.12.2005, sag C-446/03, Marks & Spencer, Sml. I, s. 10837, præmis 47.

27 – For så vidt angår følgerne i forhold til EU-retten af medlemsstaternes parallelle anvendelse af deres beskatningskompetence, jf. bl.a. dom af 14.11.2006, sag C-513/04, Kerckhaert og Morres, Sml. I, s. 10967, præmis 20, af 6.12.2007, sag C-298/05, Columbus Container Services, Sml. I, s. 10451, præmis 43, af 20.5.2008, sag C-194/06, Orange European Smallcap Fund, Sml. I, s. 3747, præmis 37-42 og 47, af 12.2.2009, sag C-67/08, Block, Sml. I, s. 883, præmis 28, af 16.7.2009, sag C-128/08, Damseaux, Sml. I, s. 6823, præmis 27, og af 15.4.2010, sag C-96/08, CIBA, Sml. I, s. 2911, præmis 25-29.

28 – Jf. i denne henseende de Groot-dommen, præmis 88.