Available languages

Taxonomy tags

Info

References in this case

Share

Highlight in text

Go

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

M. WATHELET

fremsat den 5. september 2013 (1)

Sag C-362/12

Test Claimants in the Franked Investment Income Group Litigation

mod

Commissioners of Inland Revenue, Commissioners for Her Majesty’s Revenue and Customs

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Supreme Court of the United Kingdom (Det Forenede Kongerige))

»Tilbagesøgning af nationale skatter, der er i strid med EU-retten – søgsmålsfrister – national lovgivning, hvorved fristen uden varsel forkortes med tilbagevirkende kraft«





I –    Indledning

1.        Denne anmodning om præjudiciel afgørelse er den tredje i rækken af anmodninger, som er forelagt Domstolen i forbindelse med et gruppesøgsmål anlagt ved Det Forenede Kongeriges domstole af Test Claimants in the Franked Investment Income Group Litigation (herefter »Test Claimants«) – en række selskaber i British American Tobacco-koncernen og i Aegis-koncernen – og som vedrører den skattemæssige behandling af udbytte, som datterselskaber, der er hjemmehørende i udlandet, udbetaler til moderselskaber i Det Forenede Kongerige.

2.        Den første af de to foregående anmodninger, som High Court of Justice (England & Wales), Chancery Division (Det Forenede Kongerige), indgav til Domstolen den 30. oktober 2004, vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt den skattemæssige behandling af dette udbytte var i strid med de grundlæggende friheder, der er fastsat i EUF-traktaten (2). I forlængelse af Domstolens første dom i sagen, der blev afsagt den 12. december 2006, besluttede High Court ved en dom af 27. november 2008 at stille en række spørgsmål for at klarlægge fortolkningen af Domstolens første dom i sagen (3).

3.        Sagsøgerne i prøvesagen ankede denne dom til Court of Appeal (England & Wales), der ved dom af 23. februar 2010 (4) stadfæstede beslutningen fra High Court of Justice (England & Wales), Chancery Division, om at forelægge Domstolen den anden anmodning om præjudiciel afgørelse. Anmodningen blev forelagt den 21. januar 2011, og Domstolen besvarede den ved dom af 13. november 2012 (5).

4.        Sagsøgerne i prøvesagen havde i mellemtiden anket dommen fra Court of Appeal (England & Wales) til Supreme Court of the United Kingdom for så vidt angår skattepligtiges adgang til retsmidler med henblik på tilbagesøgning af beløb erlagt i urigtig formening om skyld i forbindelse med skatter, der er fundet uforenelige med de grundlæggende friheder i henhold til traktaten, og i særdeleshed ændringen med tilbagevirkende kraft af forældelsesfristerne for disse retsmidler ved section 320 i Finance Act 2004 (finansloven for 2004) og section 107 i Finance Act 2007 (finansloven for 2007). Sagsøgerne i prøvesagen anfægtede afgørelsen fra Court of Appeal (England & Wales) om, at deres krav om tilbagebetaling af den skat, der var opkrævet i strid med EU-retten, og som de derfor havde betalt uretmæssigt til Det Forenede Kongeriges skattemyndigheder, var prækluderet.

5.        Supreme Court of the United Kingdom fastslog i sin dom af 23. maj 2012 enstemmigt, at section 107 i finansloven for 2007 var uforenelig med EU-retten, men var delt i spørgsmålet om, hvorvidt det var foreneligt med EU-retten, at forældelsesfristen uden varsel blev ændret med tilbagevirkende kraft ved section 320 i finansloven for 2004. Fem af dommerne (Lord Hope, Lord Walker, Lord Clarke, Lord Dyson og Lord Reed) fandt denne ændring uforenelig med EU-retten, hvorimod de to øvrige dommere (Lord Brown og Lord Sumption) fandt den forenelig med EU-retten (6). Supreme Court of the United Kingdom har derfor besluttet at udsætte sagen og at forelægge denne anmodning om præjudiciel afgørelse.

II – Retsforskrifter

A –    EU-retten

6.        Artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU bestemmer følgende:

»Medlemsstaterne tilvejebringer den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten.«

7.        Den foreliggende sag vedrører også spørgsmålet om anvendelsen af effektivitetsprincippet, retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, således som de kommer til udtryk i Domstolens praksis (7).

B –    National ret

8.        Den multinationale koncern Aegis, der beskæftiger sig med medier og digital kommunikation, og hvis øverste moderselskab har hjemsted i Det Forenede Kongerige, fremsatte den 8. september 2003 et krav for Det Forenede Kongeriges domstole om tilbagebetaling af skatter, som Domstolen havde fundet uforenelige med de traktatfæstede grundlæggende friheder.

9.        I sin dom i sagen Test Claimants FII (nr. 3) fastslog flertallet i Supreme Court of the United Kingdom, at der på det tidspunkt, hvor selskaberne i Aegis-koncernen fremsatte deres krav, dvs. den 8. september 2003, fandtes to retsmidler i »common law«, som sagsøgerne kunne benytte ved tilbagesøgning af selskabsskat opkrævet i strid med EU-retten (8).

10.      Det første retsmiddel blev i rent national sammenhæng, længe før den nuværende sag tog sin begyndelse, anerkendt af House of Lords ved dom af 20. juli 1992 i Woolwich-sagen (9) (herefter »Woolwich-retsmidlet«). Dette retsmiddel gjorde det muligt at tilbagesøge »alle beløb, der er betalt til en offentlig myndighed i henhold til (og i fornøden årsagsmæssig sammenhæng med) et åbenbart lovmæssigt krav om betaling af skat, som (faktisk og retligt) blev opkrævet uretmæssigt« (10).

11.      Ifølge section 5 i Limitation Act 1980 (loven om forældelse af 1980) var Woolwich-retsmidlet underlagt en forældelsesfrist på seks år regnet fra tidspunktet for søgsmålsgrundens opståen, hvilket som regel var det tidspunkt, hvor skatten var betalt.

12.      Det andet retsmiddel vedrørte tilbagesøgning af skatter, der var betalt som følge af en retsvildfarelse eller faktisk vildfarelse fra den skattepligtige persons side. Dette retsmiddel blev for første gang anerkendt i House of Lords’ dom af 29. oktober 1998 i Kleinwort Benson-sagen (11), som underkendte en langvarig praksis for, at beløb, der var betalt som følge af en retsvildfarelse, ikke kunne tilbagesøges (herefter »Kleinwort Benson-retsmidlet«).

13.      I sin afgørelse af 18. juli 2003 i sagen Deutsche Morgan Grenfell (12), fastslog dommer Park ved High Court of Justice (England & Wales), Chancery Division, for første gang, at Kleinwort Benson-retsmidlet kunne benyttes til at opnå tilbagebetaling af skat, der var erlagt som følge af en retsvildfarelse.

14.      Dommer Park bemærkede i den forbindelse, at forældelsesfristen for dette retsmiddel var den mere fordelagtige forældelsesfrist, der er fastsat i section 32(1)(c) i loven om forældelse af 1980, der bestemmer følgende:

»[…] og ved anlæggelse af søgsmål, hvor forældelsesfristen er fastsat ved denne lov, [og hvor]

[…]

c)       der er nedlagt påstand om erstatning for følgerne af en vildfarelse

regnes forældelsesfristen først fra det tidspunkt, hvor sagsøgeren fik kendskab til […] vildfarelsen […] eller med rimelighed burde have fået kendskab hertil«.

15.      Den 4. februar 2005 ophævede Court of Appeal (England & Wales) dommer Parks dom. Den 25. oktober 2006 blev den dog stadfæstet af House of Lords, der bekræftede, at de skattepligtige kunne tilbagesøge skat, der var erlagt i urigtig formening om skyld, ved hjælp af både Woolwich-retsmidlet og Kleinwort Benson-retsmidlet.

16.      De to retsmidler adskilte sig bl.a. fra hinanden med hensyn til forældelsesfristen. I forbindelse med Woolwich-retsmidlet blev fristen på seks år regnet fra det tidspunkt, hvor den pågældende skat blev betalt, hvorimod fristen på seks år i forbindelse med Kleinwort Benson-retsmidlet først blev regnet fra det tidspunkt, hvor sagsøgeren fik kendskab til sin vildfarelse eller burde have fået kendskab hertil.

17.      Parlamentet havde i mellemtiden vedtaget finansloven for 2004, hvis section 320(1) bestemmer følgende:

»Section 32(1)(c) i loven om forældelse af 1980 […] (forlænget søgsmålsfrist i tilfælde af vildfarelse) gælder ikke for retsvildfarelser vedrørende skattespørgsmål, der hører under og forvaltes af Commissioners of Inland Revenue.

Denne subsection gælder for søgsmål, der anlægges fra og med den 8. september 2003.«

18.      I 2007 vedtog parlamentet finansloven for 2007, hvis section 107 med tilbagevirkende kraft ophævede den længere forældelsesfrist for alle krav baseret på vildfarelse, der var blevet fremsat før den 8. september 2003.

III – Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

19.      Tvisten i hovedsagen, der er anlagt ved den forelæggende ret af selskaberne i Aegis-koncernen, fokuserer på den forskudsbetaling af selskabsskat (advance corporation tax, herefter »ACT-skat«), der var gældende i Det Forenede Kongerige fra 1973 til 1999. ACT-skatten var kort fortalt en skat på selskabers overskud, som disse selskaber skulle betale på forhånd, så snart de gik i gang med at udbetale udbytte. Ifølge engelsk ret var det dog muligt at undgå denne forpligtelse, hvis det selskab, der udbetalte udbyttet, og moderselskabet havde valgt frivillig sambeskatning. De blev i så fald behandlet som et enkelt selskab i forhold til ACT-skatten, og denne skat skulle ikke betales af datterselskabet, men af moderselskabet, så snart det gik i gang med at udbetale udbytte. Det var dog kun selskaber, hvis moderselskab var hjemmehørende i Det Forenede Kongerige, der var omfattet af denne undtagelse (13).

20.      I forlængelse af dommen i sagen Metallgesellschaft m.fl. (14), hvori det blev fastslået, at ACT-ordningen var uforenelig med etableringsfriheden og de frie kapitalbevægelser, samt offentliggørelsen af High Courts dom af 18. juli 2003 i DMG-sagen anlagde Aegis-koncernen den 8. september 2003 ved middagstid sag med krav om tilbagebetaling af den ACT-skat, der var erlagt i urigtig formening om skyld. Kravet vedrørte perioden fra 1973 til 1999.

21.      Eftersom forældelsesfristen for Kleinwort Benson-retsmidlet i henhold til section 32(1)(c) i loven om forældelse af 1980 først blev regnet fra det tidspunkt, hvor den vildfarelse, der lå til grund for betalingen af den uretmæssige skat, blev kendt, dvs. den 8. marts 2001, hvor dommen i sagen Metallgesellschaft m.fl. blev afsagt, kunne Aegis-koncernen tilbagesøge hele den ACT-skat, der var betalt uretmæssigt siden 1973, hvor Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland tiltrådte Det Europæiske Økonomiske Fællesskab. Dette var ikke muligt ved hjælp af Woolwich-retsmidlet, hvor forældelsesfristen på seks år blev regnet fra den dato, hvor den uretmæssige skat blev betalt.

22.      For at begrænse sin forpligtelse til at tilbagebetale ACT-skat, der var opkrævet med urette, oplyste Inland Revenue (skattemyndigheden) i en pressemeddelelse om eftermiddagen den 8. september 2003, at den ville foreslå parlamentet at træffe en foranstaltning, som skulle gælde for alle Kleinwort Benson-krav, der blev fremsat fra og med denne dato, og som indebar, at den forlængede forældelsesfrist i section 32(1)(c) i loven om forældelse af 1980 ikke kunne anvendes. Den 22. juni 2004 blev finansloven for 2004, der indeholdt denne foranstaltning i section 320, stadfæstet af dronningen, og section 320 trådte i kraft med virkning fra den 8. september 2003 og fandt dermed anvendelse på Aegis-koncernens søgsmål.

23.      Efter afsigelsen af DMG-dommen, der ikke gav det britiske skattevæsen medhold, anmodede Det Forenede Kongerige Domstolen om at genoptage behandlingen af den første anmodning om præjudiciel afgørelse i sag C-446/04 med henblik på at begrænse de tidsmæssige virkninger af Domstolens dom i forbindelse med denne første anmodning.

24.      Den 6. december 2006 afviste Domstolen denne anmodning, og den samme dag meddelte Commissioners for Her Majesty’s Revenue and Customs, at man ville foreslå parlamentet, at forældelsesfristen for Kleinwort Benson-krav, herunder krav fremsat før den 8. september 2003, med visse undtagelser blev ophævet med tilbagevirkende kraft. Dette skete efterfølgende. Finansloven for 2007, der blev stadfæstet af dronningen og trådte i kraft den 19. juli 2007, bestemmer i section 107, at section 32(1)(c) i loven om forældelse af 1980 ikke gælder for sager om tilbagesøgning af skatter, der er betalt som følge af en retsvildfarelse. De undtagelser, der er fastsat i section 107, har ingen betydning for tvisten i hovedsagen.

25.      Reglen i section 107 i finansloven for 2007 fandt således anvendelse på det krav, der var fremsat af de sagsøgere i prøvesagen, der ikke tilhørte Aegis-koncernen, men British American Tobacco-koncernen.

26.      Den 30. september 2010 opfordrede Europa-Kommissionen officielt Det Forenede Kongerige til at ændre section 107 i finansloven for 2007 for at bringe den i overensstemmelse med EU-retten, hvilket medlemsstaten nægtede. Den 26. januar 2012 meddelte Kommissionen derfor, at den havde til hensigt at indlede en traktatbrudsprocedure mod Det Forenede Kongerige vedrørende dette spørgsmål, men der blev ikke indledt en sådan procedure, før Supreme Court of the United Kingdom havde afsagt dom om spørgsmålet (15).

27.      I dommen af 23. maj 2012, der ligger til grund for den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse, fastslog Supreme Court of the United Kingdom enstemmigt, at section 107 i finansloven for 2007 var i strid med EU-retten. Denne anmodning om præjudiciel afgørelse vedrører derfor kun section 320 i finansloven for 2004, der udelukkende berørte Aegis-koncernens søgsmål, og ikke section 107 i finansloven for 2007 og dens virkning for de søgsmål, der er anlagt af selskaberne i British American Tobacco-koncernen (16).

28.      Da Supreme Court of the United Kingdom var delt i spørgsmålet om, hvorvidt section 320 i finansloven for 2004 er forenelig med EU-retten, besluttede den at udsætte sagen og at forelægge følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Når en skattepligtig person efter lovgivningen i en medlemsstat kan vælge mellem to alternative søgsmålsgrunde med henblik på at kræve tilbagebetaling af skatter, der er opkrævet i strid med artikel 49 TEUF og 63 TEUF, og en af disse søgsmålsgrunde er omfattet af en længere forældelsesfrist, er det da foreneligt med effektivitets- og retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelsen af den berettigede forventning, at denne medlemsstat uden varsel vedtager en lovgivning, som forkorter den længere forældelsesfrist med tilbagevirkende kraft til den dato, hvor den foreslåede nye lovgivning blev bekendtgjort offentligt?

2)      Har det betydning for svaret på det første spørgsmål, at muligheden for efter national ret at påberåbe sig den søgsmålsgrund, der er omfattet af den længere forældelsesfrist, på det tidspunkt, hvor den skattepligtige indgav sit krav med støtte i denne søgsmålsgrund, kun var blevet anerkendt i) for nylig og ii) af en lavere ret og først senere blev endeligt bekræftet af den højeste domstolsmyndighed?«

IV – Retsforhandlingerne for Domstolen

29.      Anmodningen om præjudiciel afgørelse blev indgivet til Domstolen den 30. juli 2012. Selskaberne i Aegis-koncernen, den spanske regering, Det Forenede Kongeriges regering og Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg og afgav mundtlige indlæg under retsmødet den 26. juni 2013.

V –    Bedømmelse

A –    Det første præjudicielle spørgsmål

30.      Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om det er foreneligt med effektivitets- og retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, at forældelsesfristen for Kleinwort Benson-retsmidlet vedrørende tilbagebetaling af skatter, der er erlagt i urigtig formening om skyld, uden varsel forkortes med tilbagevirkende kraft.

31.      Selv om den forelæggende ret har nævnt de tre principper hver for sig, er jeg enig med Kommissionen i, at section 320 i finansloven for 2004 strider mod EU-retten, såfremt den er uforenelig med et af disse principper. Jeg vil ganske vist komme ind på retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning i forbindelse med min vurdering, men mener dog, at det er effektivitetsprincippet, der er mest relevant i denne sag (17).

1.      Effektivitetsprincippet

32.      I sagen Test Claimants in the FII Group Litigation, der gav anledning til dommen af 12. december 2006, ønskede High Court of Justice bl.a. oplyst, om de krav, der var fremsat af sagsøgerne i prøvesagen, skulle anses for krav om tilbagebetaling af uretmæssigt opkrævede beløb eller af fordele, der uretmæssigt var blevet nægtet, eller derimod for erstatningskrav.

33.      Domstolen fastslog, at det »tilkommer […] hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsætte de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som fællesskabsrettens direkte virkning medfører for borgerne, herunder kvalifikationen af de krav, der fremsættes af de skadelidte ved de nationale retsinstanser. Disse retsinstanser er imidlertid forpligtet til at sikre, at borgerne har en effektiv søgsmålsadgang, således at de kan opnå tilbagebetaling af den skat, der er opkrævet med urette, og af beløb, der er betalt til den pågældende medlemsstat eller indeholdt af denne i direkte forbindelse med denne skat« (18).

34.      Lissabontraktaten kodificerede i sin artikel 19, stk. 1, andet afsnit, medlemsstaternes forpligtelse til at tilvejebringe den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre »en effektiv retsbeskyttelse« (19).

35.      Det er i denne retlige sammenhæng, at Domstolen nu skal afgøre, om selskaberne i Aegis-koncernen havde adgang til en »effektiv retsbeskyttelse«, da de krævede tilbagebetaling af den ACT-skat, som de var blevet pålagt i strid med EU-retten.

36.      Ifølge Lord Walker, der afgav det ledende votum for flertallet i sagen for Supreme Court of the United Kingdom, er den foreliggende sag omfattet af den retspraksis, som Domstolen fastlagde i Marks & Spencer-sagen i forbindelse med en foranstaltning svarende til den, der er omhandlet i hovedsagen. Domstolen udtalte heri, at »[s]elv om effektivitetsprincippet ikke er til hinder for, at en national lovgivning forkorter fristen for, hvornår der kan fremsættes krav om tilbagebetaling af beløb, der er betalt i strid med [EU-]retten, er det på betingelse af, at den nye frist, der er fastsat, er rimelig, og også, at den nye lovgivning indeholder en overgangsordning, hvorunder borgerne har en tilstrækkelig lang frist efter vedtagelsen af lovgivningen til at fremsætte de krav om tilbagebetaling, som de havde ret til at fremsætte efter den tidligere lovgivning. En sådan overgangsordning er nødvendig, idet det forhold, at en forældelsesfrist, der er kortere end den tidligere gældende, med øjeblikkelig virkning finder anvendelse på disse krav, ville medføre, at visse borgere med tilbagevirkende kraft ville blive frataget deres ret til tilbagebetaling eller havde en for kort frist til at gøre denne ret gældende« (20).

37.      Lord Walker udledte heraf, at section 320 i finansloven for 2004 var i strid med effektivitetsprincippet, fordi der ikke var indført en overgangsordning, og bestemmelsen havde tilbagevirkende kraft (21).

38.      Lord Sumption, der afgav det ledende votum for mindretallet i Supreme Court of the United Kingdom, bemærkede derimod, at selskaberne i Aegis-koncernen gennem hele forløbet rådede over et effektivt retsmiddel til tilbagesøgning af en skat, der var erlagt i urigtig formening om skyld, nemlig Woolwich-retsmidlet, der fuldt ud opfyldte Det Forenede Kongeriges forpligtelser i henhold til EUF-traktaten, selv om det var underlagt en anden forældelsesfrist, der blev regnet fra den dato, hvor den uretmæssige skat blev betalt (22).

39.      Lord Sumption fandt, at Marks & Spencer-sagen adskilte sig fra den foreliggende sag, for så vidt som Marks & Spencer kun kunne kræve tilbagebetaling af den moms, der var betalt med urette, ved hjælp af ét effektivt retsmiddel, hvis forældelsesfrist var blevet forkortet efterfølgende, hvorimod selskaberne i Aegis-koncernen i det foreliggende tilfælde hele tiden havde adgang til et andet effektivt retsmiddel, hvis forældelsesfrist ikke var berørt af section 320 i finansloven for 2004, nemlig Woolwich-retsmidlet (23). Lord Sumption fandt derfor, at Woolwich-retsmidlet og adgangen til dette retsmiddel var tilstrækkelige til at sikre, at Det Forenede Kongerige opfyldte sine forpligtelser i henhold til EU-retten (24).

40.      Det er denne uenighed mellem flertallet og mindretallet i Supreme Court of the United Kingdom, der har givet anledning til den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse, som skal afklare, om section 320 i finansloven for 2004 er forenelig med EU-retten. Domstolen vil således skulle afgøre, om retspraksis i henhold til Marks & Spencer-dommen finder anvendelse i et tilfælde som det foreliggende, hvor sagsøgeren har adgang til to retsmidler, og den nationale lovgivning ændres, således at forældelsesfristen for det retsmiddel, som sagsøgeren allerede har valgt, forkortes med tilbagevirkende kraft, uden at der er fastsat en overgangordning.

41.      Det Forenede Kongeriges regering er af den opfattelse, at selskaberne i Aegis-koncernen takket være Woolwich-retsmidlet råder over et meget effektivt retsmiddel til tilbagesøgning af de skatter, der er pålagt eller opkrævet i strid med EU-retten, og at den ændring af forældelsesfristen, der skete ved section 320 i finansloven for 2004, på ingen måde berørte forældelsesfristen for dette retsmiddel.

42.      Selskaberne i Aegis-koncernen mener derimod, at Det Forenede Kongeriges regering har baseret sin opfattelse på en fejlagtig fortolkning af Marks & Spencer-dommen. De har anført, at tilsidesættelsen af effektivitetsprincippet i nævnte dom ikke bestod i, at der ikke fandtes et effektivt retsmiddel til tilbagesøgning af ulovligt betalt moms, eller at der ikke var fastsat en rimelig frist. Tilsidesættelsen bestod i, at fristen for at anlægge et søgsmål i henhold til national ret med krav om tilbagebetaling af den ulovligt opkrævede moms var blevet forkortet uden varsel og med tilbagevirkende kraft, uden at de afgiftspligtige var forberedt på det og fik tilstrækkelig tid til at fremsætte krav vedrørende visse tidligere perioder.

43.      Kommissionen er ganske vist enig med det britiske skattevæsen i, at Woolwich-retsmidlet er et effektivt retsmiddel, men den mener ikke, at man af den grund og uden varsel kan afskaffe det andet retsmiddel ved at ændre forældelsesfristen (25). Kommissionen har herved anført, at der er meget tydelige lighedspunkter med Marks & Spencer-sagen, og at den ikke kan se nogen grund til at træffe en anden afgørelse end i nævnte sag, hvori det blev fastslået, at section 320 i finansloven for 2004 er uforenelig med effektivitetsprincippet.

44.      Det følger efter min opfattelse af Marks & Spencer-dommen, at selskaberne i Aegis-koncernen og Kommissionen med rette har anført, at section 320 i finansloven for 2004 er uforenelig med effektivitetsprincippet.

45.      Det er rigtigt, at effektivitetsprincippet ikke kræver, at medlemsstaterne tilvejebringer mere end et retsmiddel for at gøre det muligt for borgerne at beskytte de rettigheder, som de har ifølge EU-retten.

46.      Artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU forlanger således kun, at medlemsstaterne tilvejebringer »den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten«. Denne forpligtelse giver medlemsstaterne en vis skønsmargen ved udøvelsen af deres procesautonomi og gør det muligt for dem at fastsætte de processuelle regler om fremgangsmåden for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne (26).

47.      Hvis en medlemsstat i medfør af princippet om procesautonomi imidlertid stiller flere retsmidler til rådighed for borgerne, skal hvert af disse retsmidler ifølge artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU sikre en effektiv retsbeskyttelse, og et retsmiddel kan kun yde en »effektiv« beskyttelse, hvis betingelserne for dets anvendelse og positive udfald er kendt på forhånd.

48.      Når de skattepligtige vælger et af de nationale retsmidler, der findes i den nationale ret (i det foreliggende tilfælde Kleinwort Benson-retsmidlet), eller anvender det eneste nationale retsmiddel, der er til rådighed, skal de således have adgang til den beskyttelse, der følger af de almindelige EU-retlige principper.

49.      Da finansloven for 2004 ændrede forældelsesfristen for et retsmiddel, som borgerne havde kunnet vælge, med tilbagevirkende kraft og uden at fastsætte en overgangsordning, gjorde den det derfor umuligt for dem at udøve de rettigheder, som de har ifølge EU-retten.

50.      Det har i den forbindelse ingen betydning, at de kunne have valgt et andet retsmiddel, der var i fuld overensstemmelse med ækvivalens- og effektivitetsprincippet. Hvis Det Forenede Kongeriges regerings holdning blev tiltrådt, ville en medlemsstat stadig have mulighed for at lade sagsøgeren vælge det retsmiddel, som denne finder bedst, og derefter uden varsel og uden at fastsætte en overgangsordning ændre betingelserne for, at det valgte retsmiddel fører til et positivt resultat. Dette resultat ville betyde, at effektivitetsprincippet mistede sit indhold, og er derfor ikke acceptabelt.

51.      Som Lord Walker har bemærket, er det i øvrigt ikke afgørende for overholdelsen af effektivitetsprincippet, at selskaberne i Aegis-koncernen ikke kunne have indgivet klage, hvis section 32(1)(c) i loven om forældelse af 1980 aldrig havde eksisteret (27). Det samme ville have været tilfældet, hvis Kleinwort Benson-retsmidlet aldrig havde eksisteret.

52.      Jeg vil gerne præcisere, at Det Forenede Kongerige ikke bebrejdes for at have forkortet forældelsesfristen for Kleinwort Benson-retsmidlet, men – som selskaberne i Aegis-koncernen har påpeget – for at have gjort det med tilbagevirkende kraft til skade for verserende sager og uden at fastsætte en overgangsordning, hvilket Domstolen krævede i Marks & Spencer-dommen. Ifølge langvarig retspraksis kan »en national lovgiver ikke [efter] en af Domstolen afsagt dom, hvoraf det fremgår, at en bestemt lovgivning er uforenelig med traktaten, […] fastsætte procedureregler, som konkret forringer mulighederne for tilbagesøgning af afgifter, som er opkrævet med urette i henhold til denne lovgivning« (28).

53.      Om der fandtes et eller to retsmidler i Marks & Spencer-sagen har i øvrigt ingen betydning for den foreliggende sag, eftersom de garantier, der er knyttet til effektivitetsprincippet, finder anvendelse på ethvert retsmiddel, som sagsøgerne ifølge national ret kan benytte til at kræve tilbagebetaling af skatter, der er i strid med EU-retten.

54.      Domstolen har konkluderet det samme i en række lignende sager. I en sag om en skatteordning, der begrænsede de frie kapitalbevægelser, fastslog Domstolen, at »det forhold, at der foreligger en mulighed for eventuelt at gøre en situation forenelig med EU-retten, ikke i sig selv [afhjælper] den ulovlige karakter af en ordning, såsom den i den anfægtede lovgivning fastsatte, der indeholder en beskatningsmekanisme, der ikke er forenelig med denne ret« (29). Selv om der både findes et retsmiddel, der er i strid med effektivitetsprincippet, og et andet, der ikke er det, er det første retsmiddel altså stadig lige uforeneligt med EU-retten.

55.      Jeg mener derfor i lighed med flertallet i Supreme Court of the United Kingdom, at section 320 i finansloven for 2004 er uforenelig med effektivitetsprincippet.

56.      Selv om dette er tilstrækkeligt til at konkludere, at EU-retten er til hinder for en lovgivning som section 320 i finansloven for 2004, vil jeg alligevel også undersøge dette spørgsmål i lyset af retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning med henblik på at underbygge min første konklusion.

2.      Retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

57.      Som Kommissionen har anført, er retssikkerhedsprincippet i vid udstrækning sammenfaldende med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

58.      Domstolen har fastslået, at medlemsstaterne af hensyn til retssikkerheden, der både beskytter den skattepligtige og myndigheden, kan fastsætte rimelige, præklusive søgsmålsfrister (30).

59.      Domstolen har i den samme forbindelse også bemærket, at det følger af dens faste praksis, at »princippet om beskyttelse af den berettigede forventning udgør en del af [EU’s] retsorden og skal overholdes af medlemsstaterne, når de gennemfører [EU-]bestemmelser« (31), og at »princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er til hinder for, at en ændring af den nationale lovgivning med tilbagevirkende gyldighed fratager en afgiftspligtig person en fradragsret, han har erhvervet i henhold til [EU-retten]« (32).

60.      Ifølge Lord Sumption, som Det Forenede Kongeriges regering er enig med, er section 320 i finansloven for 2004 forenelig med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning (33). Lord Sumption mener ikke, at selskaberne i Aegis-koncernen i betragtning af de særlige omstændigheder, hvorunder Kleinwort Benson-retsmidlet blev indført ved DMG-dommen, kunne have en berettiget forventning om, at forældelsesfristen i section 32(1)(c) i loven om forældelse af 1980 ville blive opretholdt.

61.      Lord Sumption har nærmere bestemt taget udgangspunkt i, at Det Forenede Kongeriges domstole kan fastlægge nye søgsmålsgrunde, men at det kun er parlamentet, der har beføjelse til at fastsætte forældelsesfrister. Efter hans opfattelse kunne selskaberne i Aegis-koncernen ikke have nogen berettiget forventning om, at Kleinwort Benson-retsmidlet ville blive bevaret, eftersom der forløb så kort tid mellem DMG-dommens afsigelse den 18. juli 2003 og meddelelsen om vedtagelsen af section 320 i finansloven for 2004 den 8. september 2003, det var klart, at skattemyndighederne ville appellere DMG-dommen, og det var usikkert, hvilket udfald denne appel ville få.

62.      Efter Lord Sumptions og Det Forenede Kongeriges regerings opfattelse vedtog parlamentet section 320 i finansloven for 2004 ved lovlig udøvelse af sin beføjelse til at fastsætte en forældelsesfrist for det på daværende tidspunkt nye retsmiddel vedrørende tilbagebetaling af skatter erlagt som følge af en retsvildfarelse, der netop var blevet anerkendt ved DMG-dommen af 18. juli 2003. På dette grundlag pegede Det Forenede Kongeriges regering under retsmødet endnu en gang på forskellene mellem den foreliggende sag og Marks & Spencer-sagen, som efter dens opfattelse vedrørte afskaffelsen af et retsmiddel, der allerede fandtes i engelsk ret.

63.      Lord Sumption har desuden – også her med støtte fra Det Forenede Kongeriges regering – taget afstand fra den holdning, som flertallet i Supreme Court of the United Kingdom har indtaget, nemlig at selskaberne i Aegis-koncernen kunne vælge mellem Woolwich-retsmidlet og Kleinwort Benson-retsmidlet, eftersom en dom har konstaterende virkning i den forstand, at den konstaterer en retstilstand, der altid har eksisteret, til trods for den usikkerhed, der måtte have været hos borgerne, før dommen blev afsagt.

64.      Kommissionen mener ikke, at argumentet om, at ingen forud for House of Lords’ Kleinwort Benson-dom med føje kunne forvente, at der ville blive indført et retsmiddel for krav om tilbagesøgning af skatter, der er betalt som følge af en retsvildfarelse, er relevant. Det er mere interessant, hvad de skattepligtige kunne forvente efter Kleinwort Benson-dommen og umiddelbart før den officielle meddelelse om, at section 320 i finansloven for 2004 ville blive vedtaget. Kommissionen har anført, at så længe Court of Appeal (England & Wales) og House of Lords ikke havde bestemt andet, kunne de skattepligtige med rette antage, at de havde adgang til at benytte det omhandlede retsmiddel.

65.      Lord Sumptions og Det Forenede Kongeriges regerings holdning er efter min opfattelse baseret på en fejlagtig fortolkning af retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

66.      Ifølge Domstolens faste praksis tilkommer det ikke denne at udtale sig om fortolkningen og anvendelsen af nationale bestemmelser eller at fastlægge de faktiske omstændigheder, som er relevante for afgørelsen af tvisten i hovedsagen. Domstolen skal således i henhold til kompetencefordelingen mellem Unionens retsinstanser og de nationale retter tage hensyn til de faktiske omstændigheder og de retsregler, som ifølge forelæggelsesafgørelsen er baggrunden for det præjudicielle spørgsmål (34).

67.      Det tilkommer derfor ikke Domstolen at fastlægge retstilstanden efter engelsk ret eller at tage stilling til, om antagelsen om dommes konstaterende virkning, som flertallet i Supreme Court of the United Kingdom har tilsluttet sig, bør lægges til grund. Jeg tager i min vurdering udgangspunkt i, at selskaberne i Aegis-koncernen som anført af flertallet i Supreme Court of the United Kingdom kunne vælge mellem Woolwich-retsmidlet og Kleinwort Benson-retsmidlet med henblik på at tilbagesøge den uretmæssigt betalte ACT-skat, indtil section 320 i finansloven for 2004 trådte i kraft.

68.      Kleinwort Benson-retsmidlet havde i hvert fald siden den 18. juli 2003, hvor DMG-dommen blev afsagt, været anerkendt i engelsk ret i forbindelse med krav om tilbagebetaling af skatter erlagt i urigtig formening om skyld og været underlagt forældelsesfristen i section 32(1)(c) i loven om forældelse af 1980.

69.      Under retsmødet pointerede Det Forenede Kongeriges regering meget kraftigt, at det på det tidspunkt, hvor DMG-dommen blev afsagt, ikke var sikkert, at denne dom ville blive stadfæstet af appelinstansen, og at selskaberne i Aegis-koncernen derfor ikke på daværende tidspunkt med rette kunne forvente, at deres Kleinwort Benson-krav ville blive taget til følge.

70.      Selskaberne i Aegis-koncernen mente ikke, at dette var afgørende. De har i stedet gjort gældende, at de den 8. september 2003, hvor de indleverede stævningen, med føje kunne forvente, at deres sag ville blive påkendt af Det Forenede Kongeriges domstole på grundlag af den lovgivning, der var gældende på tidspunktet for indleveringen af denne stævning.

71.      Jeg er på dette punkt enig med Lord Hope og Lord Reed i, at selskaberne i Aegis-koncernen i henhold til retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning med føje kunne forvente, at de ikke ville miste denne ret på grund af en lov, som blev vedtaget flere måneder efter at de havde anlagt sagen, og som ændrede forældelsesfristen uden varsel og med tilbagevirkende kraft (35).

72.      Det Forenede Kongeriges regering henviste i sin anmodning om afholdelse af mundtlig forhandling til de beløb, der er tale om i den foreliggende sag. Regeringen mener, at det tilbagebetalingskrav, som selskaberne i Aegis-koncernen har fremsat, beløber sig til mindst 2 mia. GBP, og at skattemyndighedernes økonomiske forpligtelser over for andre sagsøgere vil løbe op i flere milliarder pund. Den mener derfor, at det er nødvendigt at tage hensyn til den almene interesse i at undgå forstyrrelser af de offentlige finanser.

73.      Dette argument, der indebærer, at skatter erlagt i urigtig formening om skyld behandles forskelligt afhængigt af beløbenes størrelse, kan ikke tiltrædes, eftersom Domstolen ikke begrænsede de tidsmæssige virkninger af sine afgørelser, da den fastslog, at de omhandlede skatter var uforenelige med EU-retten.

74.      Ifølge fast retspraksis består retten til at få tilbagebetalt afgifter, som en medlemsstat har opkrævet i strid med EU-retten, som en konsekvens af og i tilslutning til de rettigheder, som borgerne er tillagt ved de EU-retlige bestemmelser om forbud mod sådanne afgifter (36). Det eneste tilfælde, hvor denne forpligtelse ikke gælder, er når hele afgiftsbyrden er blevet overvæltet på tredjemand, og en tilbagebetaling af afgiften til den afgiftspligtige ville medføre en ugrundet berigelse for ham (37). Det er ikke tilfældet her.

75.      I sine nylige domme i Irimie-sagen og i sagen Littlewoods Retail m.fl. har Domstolen desuden med støtte i dommen i sagen Metallgesellschaft m.fl. og i dom af 12. december 2006 i sagen Test Claimants in the FII Group Litigation fastslået, at medlemsstaterne var forpligtede til at tilbagebetale de afgiftsbeløb, der var opkrævet i strid med EU-retten, med renter (38).

76.      Det første præjudicielle spørgsmål bør derfor besvares med, at når en skattepligtig person efter lovgivningen i en medlemsstat kan vælge mellem to retsmidler med henblik på at kræve tilbagebetaling af skatter, der er opkrævet i strid med artikel 49 TEUF og 63 TEUF, og et af disse retsmidler er omfattet af en længere forældelsesfrist, er effektivitets- og retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning til hinder for, at denne medlemsstat efter indgivelse af dette krav uden varsel og med tilbagevirkende kraft vedtager en lovgivning, som forkorter den længere forældelsesfrist.

B –    Det andet præjudicielle spørgsmål

77.      Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om det har betydning for svaret på det første præjudicielle spørgsmål, at muligheden for at anvende Kleinwort Benson-retsmidlet på det tidspunkt, hvor selskaberne i Aegis-koncernen indgav deres krav, dvs. den 8. september 2003, kun var blevet anerkendt for nylig (ved DMG-dommen) og af en lavere retsinstans (High Court of Justice (England & Wales), Chancery Division) og først senere blev endeligt bekræftet af den højeste domstolsmyndighed (den 25.10.2006 af House of Lords).

78.      Det andet spørgsmål sigter tydeligvis til Lord Sumptions og Lord Browns standpunkt, hvorefter det princip, der finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, er princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Bemærkningerne om, at DMG-dommen blev afsagt kort tid efter, at section 320 i finansloven for 2004 var trådt i kraft, og at det var usikkert, om House of Lords ville stadfæste denne dom, vedrører reelt spørgsmålet om, hvorvidt selskaberne i Aegis-koncernen på grundlag af den nationale lovgivning, der fandtes den 8. september 2003, med rette kunne forvente, at section 320 ikke ville være til skade for deres Kleinwort Benson-krav.

79.      I lyset af ovenstående betragtninger om retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning (jf. punkt 65-70 ovenfor) mener jeg, at det andet præjudicielle spørgsmål bør besvares benægtende.

VI – Forslag til afgørelse

80.      Jeg foreslår derfor, at Domstolen besvarer Supreme Court of the United Kingdoms præjudicielle spørgsmål således:

»1)      Når en skattepligtig person efter lovgivningen i en medlemsstat kan vælge mellem to retsmidler med henblik på at kræve tilbagebetaling af skatter, der er opkrævet i strid med artikel 49 TEUF og 63 TEUF, og et af disse retsmidler er omfattet af en længere forældelsesfrist, er effektivitets- og retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning til hinder for, at denne medlemsstat efter indgivelse af dette krav uden varsel og med tilbagevirkende kraft vedtager en lovgivning, som forkorter den længere forældelsesfrist.

2)      Det har ingen betydning for svaret på det første spørgsmål, at det retsmiddel, der er omfattet af den længste forældelsesfrist, på det tidspunkt, hvor selskaberne i Aegis-koncernen indgav deres krav, kun var blevet anerkendt i) for nylig og ii) af en lavere retsinstans og først senere blev endeligt bekræftet af den højeste domstolsmyndighed.«

1 –      Originalsprog: fransk.

2 –      Jf. dom af 12.12.2006, sag C-446/04, Test Claimants in the FII Group Litigation, Sml. I, s. 11753.

3 –      Jf. dommen i sagen Test Claimants Franked Investment Income Group Litigation mod The Commissioners for Her Majesty’s Revenue & Customs [2008] EWHC 2893 (Ch), [2009] STC 254.

4 –      Jf. dommen i sagen Test Claimants in the Franked Investment Income Group Litigation mod Commissioners of Inland Revenue and another [2010] EWCA Civ 103.

5 –      Jf. dom af 13.11.2012, sag C-35/11, Test Claimants in the FII Group Litigation, ECLI:EU:C:2012:707.

6 –      Jf. dommen i sagen Test Claimants in the Franked Investment Income Group Litigation mod Commissioners of Inland Revenue and another [2012] UKSC 19 (herefter »dommen i sagen Test Claimants FII (nr. 3))«.

7 –      Jf. i denne retning dom af 11.7.2002, sag C-62/00, Marks & Spencer, Sml. I, s. 6325, præmis 34-47.

8 –      Situationen ændrede sig i april 2010 med vedtagelsen af Finance Act 2009 (finansloven for 2009), der indførte et nyt retsmiddel – med en forældelsesfrist på fire år – for tilbagebetaling af skatter erlagt i urigtig formening om skyld. Det nye retsmiddel erstattede Woolwich-retsmidlet og Kleinwort Benson-retsmidlet på området for tilbagesøgning af skatter erlagt i urigtig formening om skyld.

9 –      Jf. dommen i sagen Woolwich Equitable Building Society mod Inland Revenue Commrs [1993] AC 70 (HL).

10 –      Jf. punkt 79 i Lord Walkers votum i dommen i sagen Test Claimants FII (nr. 3).

11 –      Jf. dommen i sagen Kleinwort Benson Ltd mod Lincoln City Council [1999] 2 AC 349 (HL).

12 –      Jf. dommen i sagen Deutsche Morgan Grenfell plc mod Inland Revenue Commrs [2003] EWHC 1779 (Ch), [2003] 4 All ER 645, (herefter »DMG-sagen«).

13 –      Jf. i denne retning punkt 28-33 i Lord Walkers votum i sagen Test Claimants FII (nr. 3). Jf. også dommen i sagen Deutsche Morgan Grenfell plc mod Inland Revenue Commrs [2006] UKHL 49, [2007] 1 AC 558, 564.

14 –      Jf. dom af 8.3.2001, forenede sager C-397/98 og C-410/98, Sml. I, s. 1727.

15 –      Jf. i denne retning Kommissionens pressemeddelelse af 26.1.2012 (IP/12/64).

16 –      Kommissionen præciserede under retsmødet, at den ikke havde indledt nogen traktatbrudssag i forlængelse af dommen af 23.5.2012, og at Kommissionen ikke havde kendskab til, at Det Forenede Kongerige havde ændret section 107 i finansloven for 2007.

17 –      Den spanske regering er ene om at mene, at denne sag rejser spørgsmålet om anvendelsen af ækvivalensprincippet og ikke af effektivitetsprincippet. Det er efter min opfattelse ikke korrekt. Det fremgår klart af forelæggelsesafgørelsen, at reglerne om Woolwich-retsmidlet og reglerne om Kleinwort Benson-retsmidlet gælder for tilbagebetaling af alle former for skatter, der er erlagt i urigtig formening om skyld, uanset om de strider mod intern ret eller mod EU-retten. Der opstår således intet spørgsmål som ækvivalens.

18 –      Jf. dom af 12.12.2006 i sagen Test Claimants in the FII Group Litigation, præmis 220. Min fremhævelse.

19 –      Denne forpligtelse var allerede blevet fastlagt i Domstolens praksis. Jf. i denne retning dom af 25.7.2002, sag C-50/00 P, Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, Sml. I, s. 6677, præmis 39 og 41.

20 –      Marks & Spencer-dommen, præmis 38.

21 –      Jf. punkt 111-115 i Lord Walkers votum i dommen i sagen Test Claimants FII (nr. 3).

22 –      Jf. punkt 142 i Lord Sumptions votum i dommen i sagen Test Claimants FII (nr. 3).

23 –      Ibidem, punkt 197. Under retsmødet fastholdt Det Forenede Kongeriges regering denne sondring, hvorimod selskaberne i Aegis-koncernen gjorde gældende, at sagsøgeren i Marks & Spencer-sagen også kunne vælge mellem to retsmidler, hvoraf det ene vedrørte tilbagebetaling af moms, som skattemyndighederne havde opkrævet uretmæssigt, og det andet vedrørte tilbagebetaling af moms, som den afgiftspligtige havde betalt som følge af en retsvildfarelse.

24 –      Ibidem, punkt 199.

25 –      Kommissionen præciserede under retsmødet, at Det Forenede Kongeriges regering uden tvivl havde ret til at forkorte forældelsesfristen for Kleinwort Benson-retsmidlet for at begrænse sit ansvar i forhold til tilbagebetaling af uretmæssigt opkrævet ACT-skat, men at den var forpligtet til at fastsætte en overgangsperiode, hvor de skattepligtige kunne fremsætte deres krav. Kommissionen påpegede, at en periode på to måneder under de foreliggende omstændigheder ville have været tilstrækkelig til at efterkomme denne forpligtelse.

26 –      Jf. punkt 22 i mit forslag til afgørelse i Irimie-sagen, dom af 18.4.2013, sag C-565/11, ECLI:EU:C:2013:250.

27 –      Jf. punkt 114 i Lord Walkers votum i dommen i sagen Test Claimants FII (nr. 3).

28 –      Dom af 29.6.1988, sag 240/87, Deville, Sml. s. 3513, præmis 13. Jf. i denne retning ligeledes Marks & Spencer-dommen, præmis 36.

29 –      Dom af 28.2.2013, sag C-168/11, Beker, ECLI:EU:C:2013:117, præmis 62. Jf. også dom af 12.12.2006, sag C-446/04, Test Claimants in the FII Group Litigation, præmis 162, og af 18.3.2010, sag C-440/08, Gielen, Sml. I, s. 2323, præmis 53.

30 –      Jf. dom af 17.11.1998, sag C-228/96, Aprile, Sml. I, s. 7141, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis. Jf. også Marks & Spencer-dommen, præmis 35.

31 –      Marks & Spencer-dommen, præmis 44. Jf. ligeledes dom af 26.4.1988, sag 316/86, Krücken, Sml. s. 2213, præmis 22, af 1.4.1993, forenede sager C-31/91 – C-44/91, Lageder m.fl., Sml. I, s. 1761, præmis 33, af 3.12.1998, sag C-381/97, Belgocodex, Sml. I, s. 8153, præmis 26, og af 8.6.2000, sag C-396/98, Schloßstraße, Sml. I, s. 4279, præmis 44.

32 –      Marks & Spencer-dommen, præmis 45. Jf. også Schloßstraße-dommen, præmis 47.

33 –      Jf. punkt 200-202 i Lord Sumptions votum i dommen i sagen Test Claimants FII (nr. 3).

34 –      Jf. dom af 13.11.2003, sag C-153/02, Neri, Sml. I, s. 13555, præmis 34 og 35, og af 29.4.2004, forenede sager C-482/01 og C-493/01, Orfanopoulos og Oliveri, Sml. I, s. 5257, præmis 42.

35 –      Jf. punkt 19 i Lord Hopes votum og punkt 243 i Lord Reeds votum i dommen i sagen Test Claimants FII nr. 3.

36 –      Jf. dom af 9.11.1983, sag 199/82, San Giorgio, Sml. s. 3595, præmis 12, dommen i sagen Metallgesellschaft m.fl., præmis 84, og dom af 12.12.2006 i sag C-446/04, Claimants in the FII Group Litigation, præmis 202.

37 –      Jf. dom af 27.2.1980, sag 68/79, Just, Sml. s. 501, præmis 26, af 21.9.2000, forenede sager C-441/98 og C-442/98, Michaïlidis, Sml. I, s. 7145, præmis 33, og af 2.10.2003, sag C-147/01, Weber’s Wine World m.fl., Sml. I, s. 11365, præmis 94 og 102.

38 –      Irimie-dommen, præmis 21 og 22, og dom af 19.7.2012, sag C-591/10, Littlewoods Retail m.fl., præmis 25 og 26.