Avis juridique important
Domstolens Dom (Femte Afdeling) af 30. januar 1997. - Institut national d'assurances sociales pour travailleurs indépendants (Inasti) mod Claude Hervein og Hervillier SA. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Tribunal du travail de Tournai - Belgien. - Social sikring af vandrende arbejdstagere og selstændige erhvervsdrivende - Bestemmelse af, hvilken lovgivning der skal anvendes - Begreberne lønnet beskæftigelse og selvstændig beskæftigelse. - Sag C-221/95.
Samling af Afgørelser 1997 side I-00609
Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende - lovgivning, der finder anvendelse - begreberne loennet beskaeftigelse og selvstaendig beskaeftigelse i artikel 14a og 14c i forordning nr. 1408/71 - bestemmelse efter lovgivningen om social sikring i den medlemsstat, i hvilken beskaeftigelsen udoeves
(Raadets forordning nr. 1408/71, art. 14a og 14c)
Med henblik paa anvendelsen af artikel 14a og 14c, der er indeholdt i afsnit II - som angaar bestemmelsen af, hvilken lovgivning der skal anvendes - i forordning nr. 1408/71, som aendret og ajourfoert ved forordning nr. 2001/83, skal der ved begreberne henholdsvis »loennet beskaeftigelse« og »selvstaendig beskaeftigelse« forstaas virksomhed, der kvalificeres som saadan ved anvendelsen af lovgivningen om social sikring i den medlemsstat, paa hvis omraade beskaeftigelsen udoeves.
Da det fremgaar af indholdet af forordningens artikel 13, stk. 1, at forordningens afsnit II navnlig angaar arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende, saaledes som disse begreber er fastlagt i forordningens artikel 1, litra a), og naar henses hertil, kraever en logisk og sammenhaengende fortolkning af forordningens personelle anvendelsesomraade og af den heri indfoerte lovkonfliktordning, at begreberne loennet beskaeftigelse og selvstaendig beskaeftigelse i forordningens afsnit II fortolkes paa baggrund af definitionerne i dens artikel 1, litra a). Spoergsmaalet om, hvorvidt en person skal anses for arbejdstager eller selvstaendig erhvervsdrivende i henhold til sidstnaevnte bestemmelse, afhaenger herved af den nationale sociale sikringsordning, som den paagaeldende er tilsluttet, idet det udelukkende er de efter denne ordning gaeldende definitioner - som kan vaere nogle andre end de efter de arbejdsretlige regler gaeldende - der er afgoerende.
I sag C-221/95,
angaaende en anmodning, som Tribunal du travail de Tournai (Belgien) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,
Institut national d'assurances sociales pour travailleurs indépendants (INASTI)
mod
Claude Hervein,
Hervillier SA,
at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af artikel 14a, stk. 2, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6),
har
DOMSTOLEN
(Femte Afdeling)
sammensat af formanden for Foerste Afdeling, L. Sevón, som fungerende formand for Femte Afdeling, og dommerne D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet (refererende dommer), P. Jann og M. Wathelet,
generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer
justitssekretaer: R. Grass,
efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:
- C. Hervein og Hervillier SA ved advokaterne E. van Daele og P. Detournay, Mouscron
- den belgiske regering ved kontorchef J. Devadder, Juridisk Tjeneste, Ministeriet for Udenrigsanliggender, Udenrigshandel og Udviklingssamarbejde, som befuldmaegtiget
- den franske regering ved kontorchef C. de Salins og ekspeditionssekretaer C. Chavance, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede
- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved M. Patakia, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget,
paa grundlag af den refererende dommers rapport,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 11. juli 1996,
afsagt foelgende
Dom
1 Ved dom af 6. juni 1995, indgaaet til Domstolen den 26. juni 1995, har Tribunal du travail de Tournai i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 14a, stk. 2, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6, herefter »forordningen«).
2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en tvist mellem henholdsvis Claude Hervein og selskabet Hervillier og Institut national d'assurances sociales pour travailleurs indépendants (herefter »INASTI«) angaaende betaling af sociale bidrag.
3 Indtil oktober 1986 udoevede Hervein, der er fransk statsborger og bosat i Frankrig, virksomhed som »président-directeur général« (»administrerende direktoer«), »administrateur« (»forretningsfoerer«) og »administrateur délégué« (»ledende medarbejder«) for eller i forskellige selskaber i Frankrig og Belgien.
4 Den 23. februar 1988 anlagde INASTI sag ved Tribunal du travail de Tournai med paastand om, at Hervein tilpligtedes at betale sociale sikringsbidrag i forbindelse med den virksomhed, han havde udoevet i Belgien i perioden 1982-1986. INASTI gjorde til stoette herfor gaeldende, at Hervein havde udoevet en selvstaendig virksomhed i Belgien og - da han havde vaeret omfattet af den franske sociale sikringsordning for arbejdstagere - en loennet beskaeftigelse i Frankrig, hvorfor han i henhold til forordningens artikel 14c, stk. 1, litra b), sammenholdt med bilag VII, i Belgien maatte vaere omfattet af ordningen for selvstaendige erhvervsdrivende.
5 Selskabet Hervillier og Hervein bestred, at Hervein var omfattet af denne belgiske ordning, idet han, selv om han i Frankrig med hensyn til social sikring var blevet sidestillet med en loenmodtager, ikke dermed kunne anses for at have udoevet en loennet beskaeftigelse i Frankrig. Da Hervein i Frankrig saavel som i Belgien havde udoevet den samme form for selvstaendige virksomhed, dvs. havde haft en selvstaendig beskaeftigelse, maatte det foelge af forordningens artikel 14a, stk. 2, at han kun var omfattet af lovgivningen i den af de to medlemsstater, i hvilken han var bosat, dvs. af fransk lovgivning.
6 Da Tribunal du travail de Tournai var i tvivl om, hvorledes den af Hervein i Frankrig udoevede virksomhed skal kvalificeres i henseende til forordningens artikel 14a og 14c, har retten udsat sagen og forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:
»Omfatter begrebet selvstaendig beskaeftigelse, jf. navnlig artikel 14a, stk. 2, i Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983, en virksomhed, der udoeves af en person med statsborgerskab i en medlemsstat, som indtager en selvstaendig stilling?«
7 Med dette spoergsmaal oensker den nationale ret oplyst, hvorvidt en virksomhed udoevet i Frankrig af en person som Hervein skal anses for en loennet beskaeftigelse eller for en selvstaendig beskaeftigelse ved anvendelsen af forordningens artikel 14a og 14c. Dette spoergsmaal giver mere generelt anledning til at undersoege, hvilken fortolkning der skal anlaegges af begreberne »loennet beskaeftigelse« og »selvstaendig beskaeftigelse« i forordningens afsnit II, der angaar bestemmelse af, hvilken lovgivning der skal anvendes.
8 Forordningens personelle anvendelsesomraade er fastlagt i forordningens artikel 2, der er indeholdt i de almindelige bestemmelser i afsnit I. Ifoelge artikel 2, stk. 1, finder forordningen navnlig anvendelse paa »arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende, som er eller har vaeret omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, og som er statsborgere i en af disse stater«.
9 Betydningen af udtrykkene »arbejdstager« og »selvstaendig erhvervsdrivende« i denne bestemmelse er fastlagt i forordningens artikel 1, litra a). Udtrykkene omfatter alle personer, der som arbejdstagere eller selvstaendige erhvervsdrivende er forsikret inden for rammerne af en af de i artikel 1, litra a), naevnte sociale sikringsordninger.
10 Artikel 13, der er den foerste bestemmelse i forordningens afsnit II, som angaar bestemmelse af, hvilken lovgivning der skal anvendes, fastsaetter i stk. 1, at med forbehold af artikel 14c er de personer, der er omfattet af forordningen, alene undergivet lovgivningen i én medlemsstat. I overensstemmelse hermed bestemmer forordningens artikel 14a, stk. 2, at en person, der normalt har selvstaendig beskaeftigelse paa to eller flere medlemsstaters omraade, er omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, paa hvis omraade han er bosat.
11 Forordningens artikel 14c, stk. 1, litra b), bestemmer dog, at i de i bilag VII omhandlede tilfaelde er personer, som samtidig har loennet beskaeftigelse paa én medlemsstats omraade og selvstaendig beskaeftigelse paa en anden medlemsstats omraade, omfattet af lovgivningen i hver af disse medlemsstater for saa vidt angaar beskaeftigelsen paa deres omraade. Punkt 1 i bilag VII angaar personer, der udoever en selvstaendig beskaeftigelse i Belgien og en loennet beskaeftigelse i en anden medlemsstat med undtagelse af Luxembourg.
12 I modsaetning til bestemmelserne i afsnit I omtaler bestemmelserne i afsnit II saaledes ikke henholdsvis arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende, men personer, der udoever en loennet beskaeftigelse, og personer, der udoever en selvstaendig beskaeftigelse. Indholdet af de to sidstnaevnte begreber er saaledes ikke fastlagt i forordningen.
13 Hervein og selskabet Hervillier har gjort gaeldende, at begreberne henviser til de relevante arbejdsretlige regler i de nationale lovgivninger i de medlemsstater, hvor disse former for beskaeftigelse udoeves. I Frankrig og Belgien er det afgoerende kriterium i forbindelse med den paagaeldende sondring, om vedkommende staar i et underordnelsesforhold. En person, der praesterer ydelser til fordel for en anden og under dennes myndighed, udoever en loennet beskaeftigelse. Foreligger der ikke et underordnelsesforhold, anses den udoevede virksomhed for at vaere af selvstaendig karakter eller for en selvstaendig beskaeftigelse, uanset hvilken social sikringsordning den paagaeldende er tilsluttet.
14 Den belgiske og den franske regering samt Kommissionen har heroverfor gjort gaeldende, at der ved henholdsvis »loennet beskaeftigelse« og »selvstaendig beskaeftigelse« i forordningens afsnit II skal forstaas virksomhed, der kvalificeres som saadan ved anvendelsen af lovgivningen om social sikring i den medlemsstat, paa hvis omraade beskaeftigelsen udoeves. Kommissionen har herved anfoert, at denne fortolkning, der er baseret paa definitionerne af begreberne »arbejdstager« og »selvstaendig erhvervsdrivende« i forordningens artikel 1, litra a), sikrer overensstemmelse mellem henholdsvis forordningens artikel 2, stk. 1, og afsnit II i den forstand, at lovkonfliktordningen i afsnit II dermed vil finde anvendelse paa enhver, der er omfattet af anvendelsesomraadet for dette afsnit.
15 Det fremgaar af fast retspraksis, at det ved fortolkning af en faellesskabsregel er noedvendigt ikke blot at tage hensyn til ordlyden, men i givet fald ligeledes til den sammenhaeng, hvori den indgaar, og de maal, der forfoelges med den ordning, som den udgoer en del af (jf. herved dom af 17.11.1983, sag 292/82, Merck, Sml. s. 3781, praemis 12).
16 Det bemaerkes herved, at der i henhold til traktatens artikel 51, som forordningen er en gennemfoerelse af, skal ske en samordning af medlemsstaternes lovgivninger, hvorimod bestemmelsen ikke opstiller noget krav om en harmonisering. Bestemmelsen er ikke til hinder for, at de sociale sikringsordninger i de forskellige medlemsstater indeholder forskellige materielle og formelle regler, saaledes at arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende har forskellige rettigheder, alt efter hvor de udoever virksomhed (jf. herved dom af 15.1.1986, sag 41/84, Pinna, Sml. s. 1, praemis 20).
17 Ved fastlaeggelsen af den personkreds, der kan stoette ret paa de ved forordningen fastsatte bestemmelser om samordning af de nationale sociale sikringsordninger, henviser forordningen i overensstemmelse hermed til de kategorier af personer, der er tilsluttet disse ordninger. I henhold til forordningens artikel 1, litra a), sammenholdt med artikel 2, stk. 1, finder forordningen anvendelse paa arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende, som er eller har vaeret omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, hvorved der ved arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende skal forstaas personer, der i den ene eller den anden af disse egenskaber er forsikret i henhold til en social sikringsordning. Der maa gives Kommissionen medhold i, at der ved begreberne arbejdstager og selvstaendig erhvervsdrivende i forordningen henvises til de definitioner heraf, som gaelder i henhold til medlemsstaternes lovgivninger om social sikring, og at indholdet af begreberne ikke afhaenger af, hvorledes den udoevede form for arbejdsretlig virksomhed kvalificeres.
18 Det bemaerkes herefter, at forordningens artikel 13, stk. 1, der angaar bestemmelse af, hvilken lovgivning der skal anvendes, fastsaetter, at med forbehold af artikel 14c er »de personer, der er omfattet af denne forordning«, alene undergivet lovgivningen i én medlemsstat, hvorved spoergsmaalet om, hvilken lovgivning der skal anvendes, afgoeres efter bestemmelserne i afsnit II.
19 Det fremgaar af indholdet af den naevnte bestemmelse, at afsnit II navnlig angaar arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende, som omhandlet i forordningens artikel 2, stk. 1, saaledes som disse begreber er fastlagt i forordningens artikel 1, litra a).
20 Hertil bemaerkes, som Domstolen har fastslaaet i dom af dags dato, De Jaeck (sag C-340/94, trykt i dette bind af Samling af Afgoerelser), at selv om bestemmelserne i forordningens afsnit II efter ordlyden henviser til personer, som har loennet beskaeftigelse eller selvstaendig beskaeftigelse, og ikke til arbejdstagere eller selvstaendige erhvervsdrivende, kraever en logisk og sammenhaengende fortolkning af forordningens personelle anvendelsesomraade og af den heri indfoerte lovkonfliktordning under disse omstaendigheder, at de paagaeldende begreber i forordningens afsnit II fortolkes paa baggrund af definitionerne i dens artikel 1, litra a).
21 Det maa foelgelig fastslaas, at ligesom spoergsmaalet om, hvorvidt en person skal anses for arbejdstager eller selvstaendig erhvervsdrivende i henhold til forordningen, afhaenger af den nationale sociale sikringsordning, som den paagaeldende er tilsluttet, skal der ved henholdsvis loennet beskaeftigelse og selvstaendig beskaeftigelse i forordningens afsnit II forstaas virksomhed, der kvalificeres som saadan i henhold til lovgivningen om social sikring i den medlemsstat, paa hvis omraade beskaeftigelsen udoeves.
22 Spoergsmaalet fra den forelaeggende ret maa herefter besvares med, at der med henblik paa anvendelsen af forordningens artikel 14a og 14c ved begreberne henholdsvis »loennet beskaeftigelse« og »selvstaendig beskaeftigelse« skal forstaas virksomhed, der kvalificeres som saadan ved anvendelsen af lovgivningen om social sikring i den medlemsstat, paa hvis omraade beskaeftigelsen udoeves.
Sagens omkostninger
23 De udgifter, der er afholdt af den belgiske regering, den franske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.
Paa grundlag af disse praemisser
kender
DOMSTOLEN
(Femte Afdeling)
vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Tribunal du travail de Tournai ved dom af 6. juni 1995, for ret:
Med henblik paa anvendelsen af artikel 14a og 14c i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983, skal der ved begreberne henholdsvis »loennet beskaeftigelse« og »selvstaendig beskaeftigelse« forstaas virksomhed, der kvalificeres som saadan ved anvendelsen af lovgivningen om social sikring i den medlemsstat, paa hvis omraade beskaeftigelsen udoeves.