Available languages

Taxonomy tags

Info

References in this case

References to this case

Share

Highlight in text

Go

15.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/33


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Østre Landsret (Danmark) den 19. juni 2008 — CopyGene A/S mod Skatteministeriet

(Sag C-262/08)

(2008/C 209/50)

Processprog: dansk

Den forelæggende ret

Østre Landsret

Parter

Sagsøger: CopyGene A/S

Sagsøgte: Skatteministeriet

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal begrebet transaktioner »i nær tilknytning« til hospitalsbehandling i 6. momsdirektivs (1) artikel 13, punkt A, stk. 1, litra b, fortolkes således, at det indeholder et tidsmæssigt krav, således at den hospitalsbehandling, som ydelsen er i nær tilknytning til, skal eksistere og være konkret gennemført, påbegyndt eller forventet igangsat, eller er det tilstrækkeligt, at ydelsen potentielt vil være i nær tilknytning til en mulig, men endnu ikke eksisterende og fastlagt fremtidig hospitalsbehandling, således at de ydelser, der leveres af en stamcellebank, og som består i indsamling, transport, analyse og opbevaring af navlesnorsblod fra nyfødte til autolog anvendelse, er omfattet af begrebet?

Er det i den forbindelse af betydning, at de beskrevne ydelser ikke kan udføres på et senere tidspunkt end i forbindelse med en fødsel?

2)

Skal 6. momsdirektivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra b, fortolkes således, at bestemmelsen omfatter generelle forebyggende ydelser, når ydelserne leveres forinden hospitalsbehandlingen eller plejen finder sted, og inden at hospitalsbehandlingen eller plejen såvel tidsmæssigt som sundhedsmæssigt er aktuel?

3)

Skal begrebet »andre lignende behørigt anerkendte institutioner« i 6. momsdirektivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra b, fortolkes således, at det omfatter private stamcellebanker, hvis ydelser — der udføres og leveres af professionelt sundhedspersonale i form af sygeplejersker, jordemødre og bioanalytikere — består i indsamling, transport, analyse og opbevaring af navlesnorsblod fra nyfødte med henblik på autolog anvendelse i forbindelse med en eventuel fremtidig hospitalsbehandling, når de pågældende stamcellebanker ikke modtager støtte fra den offentlige sygesikring, og når udgifterne til de ydelser, som præsteres af disse stamcellebanker, ikke dækkes af den offentlige sygesikring?

Er det i den forbindelse af betydning, om en privat stamcellebank har opnået tilladelse af en medlemsstats kompetente sundhedsmyndigheder til håndtering af væv og celler — i form af forarbejdning, konservering og opbevaring af stamceller fra navlestrengsblod til autolog anvendelse — i henhold til national lovgivning, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2004/23/EF af 31. marts 2004 om fastsættelse af standarder for kvaliteten og sikkerheden ved donation, udtagning, testning, behandling, præservering, opbevaring og distribution af humane væv og celler (2)?

4)

Er det af betydning for besvarelsen af spørgsmål 1-3, om de omhandlede ydelser leveres med henblik på en eventuel allogen anvendelse og præsteres af en privat stamcellebank, der har opnået tilladelse af en medlemsstats kompetente sundhedsmyndigheder til håndtering af væv og celler — i form af forarbejdning, konservering og opbevaring af stamceller fra navlestrengsblod til allogen anvendelse — i henhold til national lovgivning, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2004/23EF af 31. marts 2004 om fastsættelse af standarder for kvaliteten og sikkerheden ved donation, udtagning, testning, behandling, præservering, opbevaring og distribution af humane væv og celler?


(1)  Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145 af 13.6.1977, s. 1).

(2)  EUT L 102 af 7.4.2004, s. 1.