Available languages

Taxonomy tags

Info

References in this case

References to this case

Share

Highlight in text

Go

13.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 63/42

Sag anlagt den 22. januar 2010 — Europa-Kommissionen mod Republikken Estland

(Sag C-39/10)

2010/C 63/66

Processprog: estisk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved R. Lyal og K. Saaremäel-Stoilov, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Republikken Estland

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Republikken Estland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 45 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 28 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, idet den ikke i sin retsorden har fastsat bestemmelser om, at ikke-hjemmehørende skatteydere indrømmes indkomstskattefrihed, hvis deres samlede indkomst er så lav, at de ville være fritaget for at betale indkomstskat, hvis de var hjemmehørende skatteydere.

—

Republikken Estland tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Kommissionen modtog en klage fra en statsborger i Republikken Estland, der er hjemmehørende i Republikken Finland, vedrørende indkomstbeskatning af en pension, som den pågældende fik udbetalt fra Estland. Denne statsborger klagede over, at Republikken Estland hverken anvendte det sædvanlige skattefradrag for hjemmehørende, eller det supplerende skattefradrag for hjemmehørende pensionister, i forhold til den pågældendes pension.

Klageren oppebærer halvdelen af sin indkomst i form af en pension fra Republikken Estland og den anden halvdel som pension fra Republikken Finland. Klagerens indtægter er meget lave, og hvis den pågældende oppebar sine indtægter fra en og samme medlemsstat, ville de være beskattet lavere eller slet ikke beskattet.

Det fremgår af Domstolens faste retspraksis, at selv om direkte beskatning hører under medlemsstaternes kompetence, skal medlemsstaterne udøve denne kompetence i overensstemmelse med EU-retten og undgå forskelsbehandling på grundlag af nationalitet.

Den omstændighed, at en ikke-hjemmehørende skatteyder, der har benyttet sig af arbejdskraftens frie bevægelighed, nægtes en skattefritagelse, som hjemmehørende skatteydere har adgang til, udgør en forskellig behandling af hjemmehørende og ikke-hjemmehørende og en begrænsning af grænseoverskridende arbejde.

Kan — og hvis ja, på hvilken måde — denne forskelsbehandling på grund af forskellige bopæle anses for passende og begrundet?

I en situation, hvor den globale samlede indkomst, som den skattepligtige har opnået, er så lav, at kildestaten helt ville undlade eller kun i ringe omfang ville beskatte den, hvis der var tale om en hjemmehørende skattepligtig, burde medlemsstaten efter Kommissionens opfattelse ved opkrævningen af indkomstskatten fra ikke-hjemmehørende tage disses personlige og familiemæssige omstændigheder i betragtning, således at det sikres, at de behandles på samme måde som hjemmehørende skatteydere.

Når der i en medlemsstats retsorden er fastsat en grænse, under hvilken det antages, at skatteyderen ikke har økonomiske midler til at finansiere offentlige udgifter, er der ikke grund til at sondre mellem skatteydere, hvis indkomst er under denne fastsatte grænse, efter hvor de er bosiddende.

Det er Kommissionens opfattelse, at bestemmelserne i Republikken Estlands indkomst- og selskabsskattelov, som vil udelukke, at der indrømmes indkomstskattefrihed til ikke-hjemmehørende skatteydere, der oppebærer halvdelen af deres indkomst fra Estland og den anden halvdel fra en anden medlemsstat, og hvis samlede indkomst er så lav, at de ville være fritaget for beskatning, hvis de havde været hjemmehørende skatteydere, er i strid med artikel 45 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 28 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.