Available languages

Taxonomy tags

Info

References in this case

References to this case

Share

Highlight in text

Go

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/10


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Administrativen Sad — Varna (Bulgarien) den 15. december 2011 — LVK-56 EOOD mod Direktor na Direktsia »Obzhalvane i upravlenie na izpalnenieto« — Varna pri Tsentralno Upravlenie na Natsionalnata Agentsia za Prihodite

(Sag C-643/11)

2012/C 80/13

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Administrativen Sad — Varna

Parter i hovedsagen

Sagsøger: LVK-56 EOOD

Sagsøgt: Direktor na Direktsia »Obzhalvane i upravlenie na izpalnenieto« — Varna pri Tsentralno Upravlenie na Natsionalnata Agentsia za Prihodite

Præjudicielle spørgsmål

1)

Omfatter artikel 203 i Rådets direktiv 2006/112/EF (1) af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem samtlige situationer, hvor moms er blevet faktureret urigtigt, herunder situationer, hvor en faktura, hvori der er anført moms, er blevet udstedt, uden at der er indtrådt afgiftspligt? Såfremt spørgsmålet besvares bekræftende: Kræver artikel 203 og 273 i direktiv 2006/112, at medlemsstaterne udtrykkeligt foreskriver, at moms, der er anført i en faktura, som ikke vedrører foretagne transaktioner, skyldes, eller er det tilstrækkeligt, at der er sket gennemførelse af direktivets almindelige regel, hvorefter afgiften påhviler enhver, som anfører den på en faktura?

2)

Kræver artikel 73, 179 og 203 i direktiv 2006/112 henset til 39. betragtning til direktiv 2006/112 og af hensyn til at sikre rigtigheden af fradrag, at de indtægtsansvarlige myndigheder i tilfælde, hvor der er anført moms i en faktura, uden at der er indtrådt afgiftspligt, skal foretage en berigtigelse af afgiftsgrundlaget og den fakturerede afgift?

3)

Kan de særlige foranstaltninger i henhold til artikel 395 i direktiv 2006/112 bestå i en afgiftspraksis, som den tvisten i hovedsagen omhandlede, hvorefter de indtægtsansvarlige myndigheder med henblik på kontrol med fradrag af indgående afgift alene kontrollerer foretagne fradrag, mens afgift vedrørende transaktioner, der har fundet sted, allerede anses for ubetinget skyldig, fordi de er anført i en faktura? Såfremt spørgsmålet besvares bekræftende: Er det lovligt i henhold til artikel 203 i direktiv 2006/112 — og i bekræftende fald i hvilke situationer — at der for så vidt angår samme transaktion først opkræves moms hos leverandøren eller tjenesteyderen, fordi denne har anført afgiften i en faktura, og dernæst hos erhververen af leveringen eller modtageren af tjenesteydelsen, idet denne nægtes ret til fradrag af indgående afgift?

4)

Udgør en afgiftspraksis, som den i tvisten i hovedsagen omhandlede — hvorefter erhververen af en afgiftspligtig levering eller modtageren af en afgiftspligtig tjenesteydelse nægtes ret til at fradrage indgående afgift på grund af »manglende godtgørelse af, at transaktionen har fundet sted«, uden hensyn til at det allerede er fastslået, at der er opstået et afgiftskrav over for leverandøren eller tjenesteyderen, og afgiften påhviler denne, i hvilken forbindelse den pågældende afgiftskontrolafgørelse ikke blev ændret, inden det tidspunkt, hvor der blev foretaget en vurdering af fradragsrettens indtræden, henholdsvis at det ikke ansås for begrundet og det konstateredes, at den skulle ændres på den af staten foreskrevne måde — en krænkelse af princippet om, at momsen ikke må kumuleres, og strider denne afgiftspraksis mod principperne om retssikkerhed, ligebehandling og afgiftsneutralitet?

5)

Er det lovligt i henhold til artikel 167 og artikel 168, litra a), i direktiv 2006/112, at erhververen af en afgiftspligtig levering eller modtageren af en afgiftspligtig tjenesteydelse, som opfylder samtlige betingelser i direktivets artikel 178, nægtes ret til fradrag, efter at der ikke er foretaget en berigtigelse af den moms, der er blevet faktureret for denne transaktion ved en afgiftskontrolafgørelse, som er blevet truffet i forhold til leverandøren eller tjenesteyderen, og som er blevet endelig som følge af »manglende indtræden af afgiftspligt«, mens det anerkendtes, at afgiften var forfaldet, og der blev taget hensyn hertil ved efterprøvelsen af resultatet for den pågældende afgiftsperiode? Er den omstændighed, at leverandøren eller tjenesteyderen ikke fremlagde regnskabsbilag under afgiftskontrollen, og resultatet for denne periode alene fremkom på grundlag af oplysninger i momsangivelserne og i salgs- og købsbøgerne, af betydning for besvarelsen af dette spørgsmål?

6)

Henset til besvarelsen af de foregående spørgsmål: Skal artikel 167 og artikel 168, litra a), i direktiv 2006/112 fortolkes således, at momsens neutralitet under omstændigheder som dem, der foreligger i tvisten i hovedsagen, kræver, at den afgiftspligtige kan fradrage den moms, der er blevet faktureret vedrørende transaktionerne?


(1)  EUT L 347, s. 1.