Available languages

Taxonomy tags

Info

References in this case

Share

Highlight in text

Go

11.2.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 54/5


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunalul Timiş (Rumænien) den 13. november 2018 — Amărăşti Land Investment SRL mod Direcţia Generală Regională a Finanţelor Publice Timişoara og Administraţia Judeţeană a Finanţelor Publice Timiş

(Sag C-707/18)

(2019/C 54/08)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Tribunalul Timiş

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Amărăşti Land Investment SRL

Sagsøgte: Direcţia Generală Regională a Finanţelor Publice Timişoara og Administraţia Judeţeană a Finanţelor Publice Timiş

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal direktiv 2006/112 (1), herunder navnlig artikel 24, 28, 167 og artikel 168, litra a), fortolkes således, at i forbindelse med et salg af fast ejendom — som ikke er indført i det nationale ejendomsregister (tingbogen) og ikke er tinglyst på overdragelsestidspunktet — en afgiftspligtig køber, som kontraktmæssigt har forpligtet sig til for egen regning at foretage de nødvendige skridt med henblik på den første indførelse i tingbogen, foretager en levering af ydelser i forhold til sælgeren eller et køb af tjenesteydelser, der er knyttet til dennes investering i fast ejendom, for hvilke der må anerkendes en ret til momsfradrag?

2)

Kan direktiv 2006/112, herunder navnlig artikel 167 og artikel 168, litra a), fortolkes således, at udgifter, som en afgiftspligtig køber har afholdt i forbindelse med den første indførelse i tingbogen af ejendomme, for hvilke køberen har en fordring på en senere overdragelse af ejendomsretten, og som er overdraget til denne af sælgere, der ikke har fået indført deres ejendomsret til disse faste ejendomme i tingbogen, kan kvalificeres som forberedende foranstaltninger for investeringen, for hvilke den afgiftspligtige person har ret til momsfradrag?

3)

Skal bestemmelserne i direktiv 2006/112, herunder navnlig artikel 24, 28, 167 og artikel 168, litra a), fortolkes således, at udgifter, som en afgiftspligtig køber har afholdt i forbindelse med den første indførelse i tingbogen af ejendomme, som denne har fået overdraget, og med hensyn til hvilke køberen i medfør af en kontrakt har en fordring på en senere overdragelse af ejendomsretten fra sælgere, der ikke har fået indført deres ejendomsret til disse faste ejendomme i tingbogen, skal kvalificeres som leveringer af tjenesteydelser i forhold til sælgeren i en kontekst, hvor sælgeren og køberen har aftalt, at prisen for de faste ejendomme ikke omfatter modværdien af transaktionerne vedrørende tinglysningen?

4)

Skal med henblik på direktiv 2006/112 administrationsudgifter i forbindelse med ejendomme, som er blevet overdraget, og med hensyn til hvilke køberen har en fordring på en senere overdragelse af ejendomsretten fra sælgeren, herunder, men ikke begrænset til, udgifter i forbindelse med den første indførelse i tingbogen, altid afholdes af sælgeren? Eller kan sådanne udgifter på grundlag af en aftale mellem parterne bæres af køberen eller af en af transaktionens parter med den virkning, at der anerkendes en ret til momsfradrag for denne person?


(1)  Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.11.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2006, L 347, s. 1).