Available languages

Taxonomy tags

Info

References in this case

Share

Highlight in text

Go

15.1.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 13/19


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hoge Raad der Nederlanden (Holland) den 14. oktober 2010 — X NV, den anden part i sagen: Staatssecretaris van Financiën

(Sag C-498/10)

()

2011/C 13/33

Processprog: hollandsk

Den forelæggende ret

Hoge Raad der Nederlanden

Parter i hovedsagen

Sagsøger: X NV

Den anden part i sagen: Staatssecretaris van Financiën

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 56 TEUF fortolkes således, at der foreligger en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser, såfremt modtageren af en tjenesteydelse, leveret af en tjenesteyder, der er etableret i en anden medlemsstat, på grund af lovgivningen i den stat, hvor modtageren af tjenesteydelsen er etableret, og hvor ydelsen leveres, er forpligtet til at indeholde skat i vederlaget for denne tjenesteydelse, mens dette ikke er tilfældet, såfremt tjenesteyderen er etableret i den samme medlemsstat som modtageren af tjenesteydelsen?

2)

a)

Såfremt besvarelse af det første spørgsmål indebærer, at en ordning, hvorefter modtageren af en tjenesteydelse skal indeholde skat, fører til en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser, kan en sådan restriktion da begrundes i nødvendigheden af at sikre skatten og dens inddrivelse hos udenlandske selskaber, der kun opholder sig kort tid i Nederlandene og er svære at kontrollere, med en problematisk gennemførelse af den beskatningskompetence, der er tildelt Nederlandene, til følge?

b)

Er det i dette tilfælde også af betydning, at ordningen på et senere tidspunkt er blevet ændret for så vidt angår situationer som den foreliggende i den forstand, at den pågældende beskatning ensidigt er blevet frafaldet, idet den havde vist sig ikke at være enkel og effektiv at anvende?

3)

Går ordningen videre end nødvendigt henset til de muligheder for gensidig bistand ved inddrivelse af skatter, der især følger af direktiv 76/308/EØF (1)?

4)

Har det for besvarelsen af de foregående spørgsmål nogen betydning, om den skat, der skal erlægges af vederlaget i den stat, hvor modtageren af tjenesteydelsen er etableret, kan modregnes i den skat, der i den anden medlemsstat skal erlægges af vederlaget?


(1)  Rådets direktiv 76/308/EØF af 15.3.1976 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med de foranstaltninger, der er finansieret af Den europæiske udviklings- og garantifond for Landbruget, samt af landbrugsimportafgifter og told (EFT L 73, s. 18).